Biografi Indefra Romaner

“Hvad nu, hvis det VAR mig?” Kristian Husted om, hvorfor han rejste gennem Europa forklædt som flygtning

I 2015 strømmer flygtninge ind i Europa. Medierne flyder over med billeder af overfyldte både og orange redningsveste i Middelhavet, store menneskemængder i bevægelse over europæiske grænser – og især fotoet af en druknet dreng på en strand i Tyrkiet var med til at tegne billedet af en akut situation i Sydeuropa.

Herhjemme rasede debatten om, hvad vi kunne og hvad vi burde gøre for de mange tusinde mennesker på flugt.

Men danske Kristian Husted nøjedes ikke med at læse artiklerne, se billederne eller deltage i debatten. I stedet iførte han sig vandrestøvler og tog til Grækenland. Og derfra rejste han nordpå igennem Europa sammen med flygtningestrømmen. Ikke som reporter – men som en af dem.

I Grækenland lader han sig registrere som en iransk forfatter ved navn Vahid – og undervejs på rejsen op igennem Europa tager han fotos og noterer sig, hvad han oplever. Ud af det materiale voksede bogen ”Vahid”.

Vi har spurgt Kristian, hvordan man får den idé at gå undercover som iransk flygtning – og hvad han har lært af det.


Allerførst: hvordan får man overhovedet den tanke: at forklæde sig og rejse som flygtning op gennem Europa?

Tanken og beslutningen om at gøre det var i sig selv en lang rejse. I sommeren 2015 var jeg på vej til Grækenland for at lave research til en teaterforestilling om gældskrisen. En ven, der bor i Wien, fortalte mig, at flygtninge var begyndt at gå op gennem Balkan fra Grækenland og videre mod nord. Han foreslog mig at rejse den vej. Så jeg købte en interrailbillet og tog afsted. Og det var sandt: På vej ned igennem Balkan så jeg mennesker komme gående langs togsporene, på vejene, flere hundrede, ja tusinde.

Jeg stod af toget og talte med nogle af dem. I det sydlige Serbien mødte jeg for eksempel en ung afghaner og hans familie, som havde krydset grænsen fra Makedonien natten forinden – illegalt, fordi de som flygtninge ikke måtte krydse grænsen lovligt. Hans søn på fire måneder havde en rift på kinden, fordi de var gået en omvej igennem et krat for at undgå grænsepolitiet.

Jeg fik pludselig sat ansigter på ”flygtningekrisen”, som jeg ellers kun havde set billeder af i tv: de overfyldte både med desperate mennesker, som vi alle har set. Jeg havde svært ved at forholde mig til billederne i tv. Det var en erfaring så langt fra noget, jeg selv kendte til. Og det var altid et bestemt billede, der blev præsenteret for mig i tv: af mennesker i hjælpeløse situationer, grædende, desperate, frataget deres værdighed.

Min oplevelse af de mennesker, jeg mødte på min vej mod Grækenland, var en helt anden. Mange smilede og hilste. Nogle fortalte vittigheder. En mor sad og sang for sin søn. Børn legede med plastikflasker på perronen, imens de ventede, osv.

Samtidig oplevede jeg, hvordan der blev gjort forskel på dem og mig fordi jeg havde dansk pas: ”Du er ikke noget problem,” sagde en grænsebetjent til mig. ”Det er de andre, der er problemet.” Én af flygtningene, en ung syrer, hørte betjentens ord. Han sagde, vredt, ironisk: ”Ja, det er rigtigt, vi er nogle dyr!” Så jeg begyndte at tænke over, hvorfor folk bliver behandlet anderledes af deres omgivelser, af os europæere, når de kommer i den situation. Som om, vi ikke kan se dem som vores medmennesker, ja som mennesker.

Da jeg kom til Athen, mødte jeg igen en ung afghaner. Han sagde: ”Hvis du vil vide, hvordan det er at være på flugt, så tag til Tyrkiet, gem dit pas, køb en billet til smuglerbådene og tag turen selv.”

Og da jeg senere kom til Lesbos og mødte endnu flere på flugt, og nogle af dem henvendte sig til mig på arabisk eller farsi fordi de troede, jeg var én af dem – jeg har mørkt hår og mørke øjne – begyndte jeg at tænke: Hvad nu, hvis jeg var?

Var du bange undervejs? Var du bange for at blive afsløret? Og havde du en plan B?

Jeg var meget bange – ligesom dem jeg rejste med. Jeg havde jo hørt deres historier – og de historier, de selv havde fået fortalt: om overfald, politibrutalitet, kidnapninger, voldtægter, ja mord. Folk, der blev plyndret af pirater på havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Mishandlet af grænsebetjente. Børn, der blev kidnappet på stranden af menneskesmuglere lige efter ankomsten og solgt videre. Osv, osv.

Da jeg var på Lesbos første gang, erfarede jeg – både med mine egne øjne og gennem de ting, jeg fik fortalt – at flygtninge befinder sig i en retsløs tilstand. Fra de forlader deres hjemland, til de – måske – når frem til et land, der vil give dem beskyttelse, er de så godt som uden nogen beskyttelse. Alt kan ske med dem. Så jeg var meget bange.

Og så var jeg naturligvis bange for at blive afsløret. Jeg havde ikke nogen plan B, bortset fra mit danske pas, som jeg havde gemt på min krop. Undervejs kom jeg dog i tvivl, om det nu også var en god idé. Hvad nu, hvis jeg blev afsløret af menneskesmuglere? Eller af myndighederne? Kunne jeg være sikker på, at de ville behandle mig ordentligt? Der skete mig heldigvis ikke noget. Andre er mindre heldige.

Hvor meget havde du planlagt hjemmefra – og hvor meget opstod undervejs? Vidste du, hvilken rute, du ville tage retur til Danmark, da du ankom til Grækenland?

Jeg havde ikke planlagt så meget hjemmefra. Bortset fra én ting: jeg vidste, at jeg skulle finde en gruppe at rejse med. På grund af de farer, jeg har nævnt. Det var det, alle sagde til mig: man skal have en gruppe, ellers er man alt for sårbar. Det er for eksempel sværere at kidnappe en større gruppe mennesker. Og det er mere praktisk at være flere sammen, hvis man for eksempel skal stå i kø flere døgn i træk for at komme ind i en grænselejr, som det skete undervejs.

Jeg vidste også, at jeg ikke ville sætte mig ind i en bil eller varevogn, som ikke kunne åbnes indefra. Jeg tænkte meget på de mennesker, der blev fundet døde i en kølerbil på en motorvej i Østrig i august 2015. Derudover vidste jeg ikke så meget – andet end at Vahid ville til Danmark.

Undervejs ændrede situationen sig hele tiden. Ungarn havde lukket grænsen, så folk var begyndt at rejse igennem Kroatien. Slovenien truede med at lukke grænserne, så folk ikke kunne fortsætte den vej. Der gik rygter om, at Tyskland snart ville lukke grænserne og kun tage imod afghanere, irakere og syrere. Så Vahid ville måske – som iraner – strande et sted på Balkan.

Situationen var meget omskiftelig. Og vilkårlig. Mange havde en idé om, hvor de gerne ville hen. Men ikke, hvordan de skulle komme derhen. Med smuglere? Til fods? I en bus? Hvilken bus? Kan jeg være sikker på, at denne bus vil køre mig til den lovede destination? Man lægger sit liv i hænderne på andre mennesker i et fremmed land – og på de stater, som beslutter at lukke grænserne for nogle grupper den ene dag og åbne dem for andre den næste.

Vidste du at rejsen skulle ende i Danmark – og var planen hele tiden at fortsætte helt ind i det danske asylsystem?

Jeg vidste, at Vahids rejse skulle ende i Danmark, ja. Men jeg havde slet ikke forestillet mig, hvad der bagefter skulle ske. Jeg tog en dag – en grænse – ad gangen.

Hvert øjeblik af rejsen var så fyldt med risici og uvished, at tanken om et ”efter” virkede meget fjern. Danmark var meget langt væk, set fra Vahids perspektiv.

Da det lykkedes ham at komme til Danmark, kunne jeg se, at hans rejse ikke skulle ende der. Han var jo kommet hertil for at søge asyl. I mellemtiden kom hele debatten om teltlejre og asylstramninger. Nogle sagde, at det var inhumane forhold. Andre sagde, at det var okay. Det blev afgørende for min beslutning om at fortsætte. Jeg var nødt til at se, hvordan Vahid vllle blive modtaget i det danske asylsystem.

Var målet med rejsen helt fra start at skrive en bog – eller var drivkraften en anden i begyndelsen?

Drivkraften var først og fremmest at gøre det. Jeg følte det som en nødvendighed. Jeg måtte undersøge de ting, jeg havde set og fået fortalt under den første rejse til Grækenland. Og ja, jeg ville selvfølgelig gerne formidle det til andre i en eller anden form. Men jeg vidste ikke hvilken form.

Jeg havde haft kontakt til et par danske aviser, inden jeg tog afsted. For at høre, om de var interesserede. Det var de ikke. De mente, det var for farligt.

Så overvejede jeg at skrive om det på en blog. Eller lave en teaterforestilling. Det skulle bare ud. Jeg tog noter undervejs, blandt andet på min telefon. Og jeg tog billeder med telefonen – ligesom dem jeg rejste med også gjorde. Da jeg kom hjem og så på mine noter og billederne, vidste jeg bare, at jeg havde materiale til en bog. Emnet – og det jeg erfarede – er så komplekst, at kun en bog ville kunne få nuancerne med.

I bogen skelner du imellem to stemmer: Chris og Vahid. Hvorfor? Hvad er forskellen på de to stemmer?

Godt spørgsmål. Jeg tror, det er fordi, det ikke er vigtigt, om det er mig, Kristian Husted, der har stået i den kø, men at det kunne være hvem som helst. Én som mig. Eller dig. Det er det, bogen handler om. Hvad nu, hvis det var mig? En dansker … Lad os kalde ham Chris … Det handler ikke om et specifikt menneske. Vahid er ikke en skæbnefortælling eller en biografi. Det handler om, hvad der sker, når et menneske mister sin status som statsborger og træder ind i rollen som flygtning. Chris er en rolle, ligesom Vahid. Den danske statsborger Chris og den iranske flygtning Vahid.

Hvorfor skal der være forskel på, om jeg krydser en landegrænse som Chris eller som Vahid? Det er den samme krop, men to identiteter. Hvad – eller hvem – bestemmer den forskel?

Mennesker tildeles forskellige roller, forskellige bevægelsesfriheder, alt efter deres identitet. Eller rettere sagt: deres identitetspapirer. Er du syrer, er det den ene kø. Afghaner, den anden. Er du dansker, går du lige igennem. Indtil videre. Man kan jo aldrig vide, om jeg – eller du – en dag bliver nødt til at flygte fordi Danmark bliver oversvømmet på grund af klimaforandringer, eller fordi vi bliver invaderet af russerne. Chris har mange ligheder med mig. Men det har Vahid også. Jeg kunne ligeså godt have heddet Vahid. Og så alligevel ikke, for han er jo født i Iran, og jeg er født i Danmark. I øvrigt betyder navnet Vahid noget i retning af ”den ene” – lidt ligesom Kierkegaards ”hiin enkelte.” Hver og én af de godt en million mennesker der kom til Europa som flygtninge eller migranter i 2015 kunne i princippet have været Vahid. Hiin enkelte.

Du har været hjemme i et par år nu efter din rejse. Har det hele bundfældet sig – og hvor er Vahid nu?

Vahid er forsvundet. Jeg ved ikke, hvor han er. Han er måske gået under jorden eller fortsat til et andet land – ligesom mange tusinde andre asylansøgere, der kom til Danmark i den samme periode. Hvad mig selv angår, så føler jeg til tider, at jeg har mistet kontrollen over min identitet. Fordi jeg har fået taget mit fingeraftryk som Vahid. Han er blevet en del af mig, af mit liv.

Jeg føler, at jeg ikke længere er herre over mit eget liv, som jeg var, inden jeg tog afsted. En sprække har åbnet sig. En usikkerhed. Jeg er blevet bevidst om, at menneskers identitet og eksistens grundlæggende afhænger af, hvilke papirer, vi har.

Hvor i verden, vi er født. Jeg har indset, hvor privilegeret man er, når man har dansk statsborgerskab og rødbedefarvet pas. Og hvor udsat man er – ja, retsløs –, hvis man bliver flygtning. I de første måneder efter rejsen led jeg af en form for posttraumatisk stress. Jeg havde mareridt om at forsvinde fra verden. Forsvinde ind i et sort hul. Er jeg på vej ind i en interneringslejr? Eller ved at blive kidnappet? Jeg forestiller mig, det er sådan det er at være på flugt: man bestemmer ikke længere over sit eget liv: det gør myndigheder, menneskesmuglere, verdenssamfundet, borgere i modtagerlandet.

Jeg har forstået, hvad det vil sige at være fuldstændig udleveret til andre menneskers forgodtbefindende. Det er mildt sagt ikke behageligt. “Du kan ikke vende tilbage til den Kristian, du var,” siger en nær ven. Måske har han ret. Men jeg kunne i det mindste træde ud af rollen igen, selvom den er blevet en del af mig. Det kunne de mennesker, jeg mødte undervejs, ikke.

 Læs et uddrag af bogen her

Om bogen Vahid:

En dansk mand stiller sig en dag i en kø på Lesbos sammen med tusindvis af andre mennesker, der vil registreres som flygtninge i Europa. Det lykkes, og som en iransk forfatter ved navn Vahid Evazi begiver han sig op igennem Europa. Hans rejse ender i Sandholmlejren, hvor han bliver registreret som asylansøger i Danmark, inden han sendes ud til et dansk asylcenter sammen med to hundrede andre mænd fra hele verden.

Kristian Husted (f. 1976) er dramatiker og teaterinstruktør. “Vahid”,  er hans første bog.

Du kan købe Vahid online her eller i din nærmeste boghandel

Her kan du møde Kristian Husted:

  • 4/2: Litt talk på Vallekilde Højskole
  • 18/2: Søndagsevent hos Thiemers Magasin i København
  • 20/2: Interview, Louisiana Live
  • 26/2 Politiken Live: samtale med Olav Hergel i Pressen i København
  • 13/3: Tranquebar Boghandel: samtale med Carsten Jensen
  • 23/3: Arrangement på Kulturværftet i Helsingør
  • 31/5-2/6: Talk på årets Heartland-festival – med Günther Wallraff 

 

Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen (eksklusiv dem, der læses højt for ungerne). Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Heldigt at bøger også pynter i vindueskarmen… Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til både presse og læsere i de godt ti år, jeg har arbejdet i bogbranchen – og pusher også bøger derhjemme til min kæreste og vores to børn.