Aktuelt Indefra Romaner

Interview med debutant Sebastian Bune

Sebastian Bune debuterer til august med romanen “Min familie”, som giver et følsomt indblik i livet i en udsat familie og hvordan en dreng klarer sig på trods.

Den aarhusianske forfatter, som er opvokset i en boligblok i 90’erne, fortæller her om baggrunden for bogen og om, hvorfor netop denne historie er så vigtig for ham at fortælle.


Din roman handler om et barn, Jonathan, der vokser op i en familie, hvor vold er en del af hverdagen. Både situationer og følelser er i romanen beskrevet meget indgående og troværdigt. Kan du fortælle om, hvorfor du har valgt at beskrive vold i familien i “Min familie”?

Når jeg læser om Tøndersagen, Brønderslevsagen og Esbjergsagen, tænker jeg, at nogen skulle have grebet ind tidligere. At vi må lave om på hvordan det danske samfund håndterer indberetninger om vold, at vi må ændre vores syn på tvangsfjernelser og sætte barnets tarv frem for forældrenes. Jeg har selv oplevet nogle ting som barn, der har sat dybe ar. Både psykisk og fysisk. Jeg har oplevet vold inden for hjemmets fire vægge, og jeg ved, hvad det vil sige at vokse op med den erfaring. Men det er vigtigt for mig at understrege at Jonathan er ikke mig; hans liv er ikke mit liv. Det er en roman jeg har skrevet, ikke en selvbiografi.

Da jeg var barn, viste litteraturen – også skønlitteraturen – mig en vej ud af de vilkår, der var min hverdag. Rammerne omkring min barndom gjorde, at jeg fik en styrket interesse for kunst, litteratur og film. Det var her, i bøger som Nordkraft af Jakob Ejersbo og Malcolm X’s selvbiografi, at jeg oplevede den sociale uretfærdighed fra mit liv spejlet i bøgerne. Det er de forbilleder, jeg har skrevet op til, og jeg har forsøgt at tegne et ærligt portræt af en voldsramt familie.

Kan du fortælle lidt om bogens titel?

En af de ting, jeg håber bogen kan være med til at åbne op for er en forståelse for, at ordet ‘familie’ ikke er et ubetinget plusord. I det miljø, jeg er vokset op i, har jeg selv oplevet, at det ikke altid er givet, at ens familie er de bedste til at varetage ens fremtid. Det er ikke nødvendigvis retfærdigt, at ens biologiske forældre har ret til at se dig, hvis de har smadret noget inden i dig.

Blandt meget andet synes bogen at indeholde en skarp kritik af de systemer, der bør varetage barnets interesser. Er det din hensigt? Og hvis ja: hvor stammer den kritik fra?

Det er rigtigt, at jeg igennem romanen også kommer med en kritik af de instanser, der varetager barnets tarv. At jeg selv voksede op i en boligblok, gjorde, at de voksne autoriteter i mit liv ofte havde en forudindtaget holdning til mine kompetencer, da jeg var barn. Det, at jeg oplevede voldsomme konfrontationer derhjemme og det, at jeg blev stemplet som uduelig, fordi mine forældre ikke havde særligt mange penge, var en farlig cocktail.

Jeg så mange af mine venner, der voksede op under lignende forhold, bukke under for det sociale pres i deres tidlige teenageår, når det kom til at ryge hash, tage stoffer, og for nogle endda begynde at pushe for nogle af de ældre i kvarteret. Men jeg vendte det hele indad. Fuck lærerne, fuck de syge stoddere, og fuck alle dem der ikke tror, at man kan blive til noget fordi man er vokset op i en boligblok.

Hvad håber du, læserne tager med fra din roman?

Jeg håber, at min roman kan give læseren styrke til at møde børn, der har det svært, med respekt for den tunge byrde, de bærer på deres skuldre. Jeg mener alvorligt, at ethvert barn, der har gennemlevet en forfærdelig barndom, med vold, psykisk terror, og det der er værre, har fortjent elefantordenen. Intet mindre. Hvis læseren kan bringe denne indlevelse i det udsatte barns vilkår ind i verden gennem sin forståelse af situationen, efter at have læst bogen, så mener jeg faktisk, at litteraturen er i stand til at udrette store ting.

 


Om “Min familie”:

Jonathan vokser op i 90’ernes Danmark sammen med sin mor, sin afroamerikanske stedfar Leon og halvbroren James. Den usædvanlige familie mødes af omverdenen med fordomme og berøringsangst, og mens Leon udadtil er charmerende er han sammen med familien ekstremt lunefuld – og voldelig. Familiens trivsel følger hans op- og nedture.

Jonathans mor er optaget af New Age-religion og har ikke blik for, hvad der foregår i hjemmet, og derfor kæmper Jonathan en ensom kamp for at holde sammen på det hele.

Vi følger Jonathan og hans familie gennem flytninger, skadestuebesøg, krisecentre, retssager og skilsmisse – men hører også om de gode øjeblikke: om at sidde bag på morens cykel under en rolig stjernehimmel, om film og pizza, musik og basketball – og om oaserne af tryghed hos bedsteforældrene og Jonathans far. Og ikke mindst om Jonathans kærlighed til halvbroderen James, som bliver grunden til, at han bliver.

Læs mere om Sebastian Bunes debutroman, “Min familie”, her

Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen (eksklusiv dem, der læses højt for ungerne). Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Heldigt at bøger også pynter i vindueskarmen… Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til både presse og læsere i de godt otte år, jeg har arbejdet i bogbranchen – og pusher også bøger derhjemme til min kæreste og vores to børn.