Saga
Leave a comment

Derfor skal du give dig i kast med Jacob Bech Nygaards forfatterskab

Arbejderkvinder

Tekst af: Jakob Nielsen

Hvis du kender til forfatteren Jacob Bech Nygaard (1911-1988), er det med stor sandsynlighed mest for hans debutroman “Guds blinde øje” fra 1941. Men selvom han i dag for mange er en glemt eller ukendt forfatter, var han faktisk en af de mest populære og læste forfattere i sin tid. Han var også en af de mest produktive med over 30 romaner på samvittigheden. Samtidig er han en omdiskuteret person, som har været omgærdet af mystik i forhold til sit politiske tilhørsforhold.

Til kamp mod social uretfærdighed

“Guds blinde øje” handler om den forældreløse pige Annes opvækst på et gudsforladt børnehjem i Nordsjælland. I romanen hører vi om en nådesløs tilværelse på de danske børnehjem i mellemkrigstiden. Børnehjemmet ledes af en ondskabsfuld forstanderinde, som systematisk undertrykker børnene for at holde dem på dydens smalle vej. Det viser sig senere, da Anne møder voksenlivet i opfølgeren “Du blev træl” (1941), at samfundet udenfor er mindst lige så undertrykkende i sine forventninger til kvindelig adfærd. Da Anne udsættes for et overgreb, rammer skammen hende. Hun ved, at samfundet ikke vil acceptere hende på samme måde som før: ”Hendes eneste tanke er: ’De må ikke få det at vide … de må ikke få det at vide,’ og tanken er så stærk, at hun synes, hun kan høre nogen råbe den, og endnu efter at hun er faldet i søvn, former hendes læber ordene ’De må ikke få det at vide!” Romanserien er en kæmpe lussing til samtidens borgerskab og er, ligesom den engagerede kvindesagsforkæmper Thit Jensens forfatterskab, med til at skabe opmærksomhed omkring kvinders vilkår

Et omrejsende studie i mennesket

Jacob Bech Nygaard rejser meget, og det smitter af på hans forfatterskab. I modsætning til mange andre forfattere nøjes han ikke med kort at besøge et sted for at skrive om det. Han betragter sin research som en slags antropologisk feltarbejde. Til en af hans store romaner om Grønland, “Natten er nådig” (1963), slår han sig i en længere periode ned hos en grønlandsk familie for at føle den lokale kultur på egen krop. Det samme nærgående studie gør han sig i en rejse rundt i Afrika i 1968, hvoraf romanerne “Frodig ørken” (1970) og “Brød til min broder” (1971) udspringer. Men de geografiske rejser er ikke nok for Nygaard, som også skriver historiske romaner. Mest kendt er nok “Guvernøren” (1956), der sætter slaveundertrykkelse i de dansk vestindiske kolonier i Christian V’s regeringstid under lup.

Frodig ørkenBrød til min broderGuvernøren 1

Den udsatte skikkelse, den uønskede, er næsten altid omdrejningspunktet i Nygaards romaner. Den forældreløse pige, den handikappede, den indfødte underlagt kolonimagten og slaven bliver alle ofrer for det samfund, der omgiver dem. Nygaard skrev bøger for at give stemmer til tavse individer, som var forstummede og fastlåste af undertrykkelse.

En sag om ære

En helt bestemt sag kaster i mange år en skygge over Nygaards forfatterskab. Han er en kort årrække under den tyske besættelse af Danmark medlem af DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). Dette medfører, at han i 1946 sammen med en række andre forfattere med tilknytning til nazismen bliver ekskluderet fra Dansk Forfatterforening. To år efter får han genoptaget sin sag i æresretten, hvor han begrunder sin indmelding hos DNSAP med, at han har lavet feltstudier til en kommende bog om nazismen. Han har imidlertid ikke noget nedskrevet tekst til at bevise det og forklarer det med, at hans kone har brændt manuskriptet. På trods af tvivl får han medhold i sagen, og i 1949 bliver han således genindmeldt i Dansk Forfatterforening. Han fortsætter nu sit virke som forfatter og offentlig skribent i diverse aviser.

Untitled design-10

I arbejderens ånd

Om forklaringen på Nygaards tilknytning til nazistpartiet er sandfærdig, vides ikke. Den bog, han angiveligt skulle være i færd med at skrive, bliver aldrig udgivet. Men meget tyder på, at hans indmeldelse i partiet skyldes hans antropologiske tilgang til litteraturen. Han måtte simpelthen dokumentere, hvad der foregik derinde. Men rygtet formår han aldrig helt at ryste af sig, og da han i 1982 indstilles til LO’s litteraturpris, kommer hans tidligere tvivlsomme forbindelser igen op til debat. Prisen ender med at gå til en anden. Ikke desto mindre var nomineringen af Nygaard et pletskud i fagbevægelsens ånd: Han er en forfatter, der med en potent socialrealisme skildrer udsatte klassers hårde vilkår. Han viser samfundets sociale uretfærdighed gennem små skikkelser kastet ind i tragiske skæbner. Han ser samtidens fattigdom i Danmark og viser dens konsekvenser gennem de liv, der bliver hårdest ramt, eksempelvis de uskyldige forældreløse børn. Og dét er grunden til, at du ikke må lade mystikken omkring personen Jacob Bech Nygaard afholde dig fra at give dig i kast med dette historisk vigtige og meget mangfoldige forfatterskab.

Det allerhelligste 1Vend om Jason 1Skøjeren 1Hvad med i morgen

Jacob Bech Nygaard modtog i 1963 prisen Boghandlernes Gyldne Laurbær for “Natten er nådig”.

Hvis du kan lide forfattere som Merete Pryds Helle og Mich Vraa, vil du sikkert også kunne lide Jacob Bech Nygaard. På samme måde som Nygaard giver de stemmer til historiens glemte individer.

About Grethe Bjerregaard

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *