CarlsenPuls Young Adult-romaner

Et tilfældigt møde ender i katastrofale dates – læs Arthurs kapitel her

Hvis det er os, Adam Silvera, Becky Albertalli, YA, young adult

Arthur er kun i New York sommeren over, men hvis hans kærlighed til Broadway-musicals har lært ham noget, så er det, at universet kan levere en fantastisk kærlighedshistorie, når man mindst venter det, og pludselig render han ind i en fyr på et postkontor. Her kan du læse det første kapitel af Hvis det er os, som er fortalt fra Arthurs perspektiv. 

 

KAPITEL ET
ARTHUR
Mandag den 9. juli

 

Jeg er ikke newyorker, og jeg vil gerne hjem.

Der er så mange uskrevne regler, når man bor her – man må for eksempel aldrig stoppe op midt på fortovet eller kigge drømmende op på høje bygninger eller gå i stå for at læse graffiti. Ingen gigantiske folde ud-kort, ingen bæltetasker, ingen øjenkontakt. Ikke noget med at nynne sange fra Dear Evan Hansen, når man er ude blandt folk.

Og man skal afgjort ikke tage selfies på gadehjørner, ikke engang hvis der er en hotdogbod og en hel række gule taxier i baggrunden, hvilket er lige præcis sådan, man altid har forestillet sig New York. Man må gerne beundre alle de ting, men man skal holde det for sig selv, og man skal være cool. Ud fra hvad jeg kan se, er det hele pointen med New York: at være cool.

Jeg er ikke cool.

Tag nu for eksempel her til morgen. Jeg begik den fejl at se op på himlen, bare et øjeblik, og nu kan jeg ikke se væk. Når man kigger op fra den her vinkel, er det, som om hele verden vipper indad – svimlende høje bygninger og en lysende ildkuglesol.

Det er smukt. Den credit skal New York alligevel have. Det er smukt og surrealistisk og overhovedet ikke ligesom Georgia. Jeg holder min telefon op for at tage et billede. Ikke en Instagram Story, ingen filtre. Ikke noget langvarigt.

Ét lille, hurtigt billede.

Hvilket omgående udløser voldsom vrede fra fodgængerne. For helvede. Helt ærligt. FLYT DIG. Fucking turister. Det tager helt seriøst to sekunder, men nu er jeg inkarnationen af samtlige forhindringer i New York. Jeg er ansvarlig for hver eneste subway-forsinkelse, hver eneste lukkede vej, for selve vindmodstandens eksistens.

Fucking turister.

Jeg er ikke engang turist. Jeg bor her på en måde, i hvert fald hen over sommeren. Det er jo ikke, fordi jeg er ude på en hyggelig sightseeing-slentretur på en mandag i myldretiden. Jeg er på arbejde. Okay, jeg er ude for at hente kaffe på Starbucks, men det tæller også.

Og måske går jeg en omvej. Måske har jeg brug for et par ekstra minutter væk fra mors arbejde. Normalt er det bare mere kedeligt end egentlig forfærdeligt at være praktikant, men i dag er helt enestående hæslig. Det er en af den slags dage, hvor printeren løber tør for papir, og der ikke er noget på depotet, så man forsøger at stjæle noget fra kopimaskinen, men så kan man ikke få skuffen op og kommer til at trykke på nogle forkerte knapper, og kopimaskinen begynder at bippe …

Og man står bare der og tænker, at den nar, som opfandt kopimaskinen, er så tæt på at få en røvfuld – personligt leveret af en 1,68 cm høj jødisk teenager med ADHD og et hæmningsløst raseri. Ja, en af den slags dage …

Det eneste, jeg har lyst til, er at lufte mine frustrationer over for Ethan og Jessie, men jeg kan stadig ikke finde ud af at skrive på telefonen, mens jeg går.

Jeg træder væk fra fortovet tæt ved indgangen til et posthus – og wow. De laver ikke posthuse som det her i Milton, Georgia. Facaden er af hvide sten med søjler og messingdetaljer, og det er så vidunderligt, ulideligt klassisk, at jeg nærmest føler mig underdressed. Og jeg har endda slips på.

Jeg sender det solrige gadebillede til Ethan og Jessie. Hård dag på kontoret!

Jessie skriver tilbage med det samme. Jeg hader dig, og jeg vil være dig.

Jessie og Ethan har været mine bedste venner siden tidernes morgen, og jeg har altid været Rigtige Arthur, når jeg er sammen med dem. Ensomme Forvirrede Arthur, i modsætning til Upbeat Instagram Arthur. Men af en eller anden grund har jeg brug for, at de tror, at mit newyorkerliv er fantastisk. Det har jeg bare. Så jeg har sendt dem Upbeat

Instagram Arthur-beskeder i ugevis. Men jeg er faktisk ikke helt overbevist om, at de køber det.

Og jeg savner dig, skriver Jessie, efterfulgt af en hel stribe kysse-emojis. Hun er ligesom min bedstemor i en sekstenårigs krop. Hun ville sende mig et læbestiftaftryk til min kind, hvis hun kunne. Det mærkelige er, at vi aldrig har haft et af de der kysse-kæle-venskaber – i hvert fald ikke før prom-festen. Hvilket tilfældigvis var den aften, hvor jeg fortalte Jessie og Ethan, at jeg er bøsse.

Jeg savner også jer, indrømmer jeg.

KOM HJEM, ARTHUR.

Fire uger endnu. Ikke at jeg tæller eller noget.

Ethan kommer endelig på banen med den mest flertydige af alle emojis: grimassen. Altså, helt ærligt. Grimassen? Hvis efter-prom-Jessie skriver som min bedstemor, så skriver efter-prom-Ethan som en mimiker. Han er faktisk som regel ikke så slem i gruppebeskeden, men når det bare er ham og mig?

Lad mig bare sige, at min telefon holdt op med at bimle og bamle med beskeder fra ham, omkring fem sekunder efter at jeg sprang ud. Jeg vil ikke lyve: Det er den mest lortede følelse ever. Det varer ikke længe, før jeg bliver nødt til at konfrontere ham med det. Måske allerede i dag. Måske …

Men så går dørene ind til posthuset op og afslører – uden pis – et par identiske tvillinger i matchende buksedragter. Med cykeloverskæg. Ethan ville elske det her. Hvilket gør mig vildt irriteret. Sådan er det konstant med Ethan. For et øjeblik siden var jeg parat til at dumpe ham og fortælle ham præcis, hvad han kan gøre med sine fucking flertydige emojis. Men nu vil jeg bare høre ham grine. En fuld følelsesmæssig U-vending på mindre en tres sekunder.

Tvillingerne slentrer forbi mig, og jeg opdager, at de begge to har man buns. Selvfølgelig har de man buns. New York må være sit helt eget univers, for jeg sværger, at ingen så meget som blinker.

Bortset fra.

En dreng kommer gående hen mod indgangen med en papkasse i hånden, og han standser bogstavelig talt op, da tvillingerne går forbi. Han ser så forvirret ud, at jeg griner højt.

Og så fanger han mit blik. Og så smiler han.

Og hold nu kæft.

Jeg mener det. Hold nu fucking kæft. Han er den lækreste dreng ever. Måske er det håret eller fregnerne eller hans rosa kinder. Og det siger jeg som en, der aldrig nogensinde før har lagt mærke til en andens kinder. Men hans kinder er værd at lægge mærke til.

Alt ved ham er værd at lægge mærke til. Perfekt pjusket lysebrunt hår. Tætsiddende jeans, slidte sko, grå bluse – med ordene Dream & Bean Coffee kun lige synligt over kassen, som han bærer på. Han er højere end mig – og, ja okay, det er de fleste fyre.

Han ser stadig på mig.

Men tyve point til Gryffindor, for det lykkes mig at smile til ham. “Tror du, de har parkeret deres tandemcykel ved moustache-voks-salonen skråstreg kunstgalleriet skråstreg mikrobryggeriet?” spørger han.

Et øjeblik smiler vi til hinanden uden at sige noget.

“Øhm, skal du ind?” spørger han til sidst.

Jeg ser op på døren. “Ja.”

Og så gør jeg det. Jeg følger efter ham ind på posthuset. Det er ikke engang en beslutning. Eller hvis det er, har min krop allerede truffet den. Der er et eller andet ved ham. Der er en trækken i mit bryst. Der er en følelse af, at jeg må lære ham at kende, som om det er uundgåeligt.

Okay, nu indrømmer jeg noget, og jeg ved godt, at det sikkert er sådan noget, som får folk til at krympe sig, men det er der så ikke noget at gøre ved. Hør nu bare, hvad jeg har at sige.

Jeg tror på kærlighed ved første blik. På skæbnen og universet og alt det der. Men ikke sådan, som man skulle tro. Jeg mener det ikke på sådan en vores sjæle blev skilt ad, og du er min bedre halvdel nu og i al evighed-måde. Jeg tror bare på, at der findes folk, som det er meningen, man skal møde. Jeg tror på, at universet puffer dem ind på ens sti.

Selv på tilfældige mandag eftermiddage i juli. Selv ved posthuset.

Men lad os nu være ærlige – det er ikke et almindeligt posthus. Det er stort nok til at være en balsal, med spejlblanke gulve og rækker af nummererede postbokse, og der er helt seriøst også skulpturer, som på et museum. Papkassedreng går hen til en kort disk tæt ved indgangen, stiller pakken ved siden af sig og begynder at udfylde en adresseseddel.

Så jeg tager en ekspres-kuvert fra et stativ i nærheden og driver hen mod hans disk. Super casual. Det her behøver ikke at være mærkeligt. Jeg skal bare finde de helt rigtige ord til at holde samtalen i gang. For at være helt ærlig er jeg normalt virkelig god til at tale med fremmede.

Jeg ved ikke, om det er en Georgia-ting eller en Arthur-ting, men hvis der står en ældre herre i et supermarked, så kan man være helt sikker på, at det er mig, der tjekker priserne på sveskejuice for ham. Hvis der sidder en gravid dame på et fly, så har hun opkaldt sit ufødte barn efter mig, inden flyet lander. Det er det eneste, jeg virkelig har kørende for mig.

Eller det havde jeg, indtil i dag. Jeg tror ikke engang, jeg kan forme lyde. Det er, som om min hals snører sig helt sammen. Men jeg bliver nødt til at finde ind til min indre newyorker – cool og nonchalant. Jeg sender ham et tøvende smil. Dyb indånding. “Det er en stor pakke.”

Og … pis.

Ordene vælter bare ud. “Jeg mener ikke pakke. Bare. Din kasse. Den er stor.” Jeg holder hænderne op for at demonstrere. For det er åbenbart sådan, jeg vælger at bevise, at det ikke er en hentydning. Ved at holde hænderne op, som om jeg måler en pik.

Papkassedreng rynker brynene.

“Undskyld. Det var ikke … jeg sværger, at jeg normalt ikke kommenterer på størrelsen af andre fyres kasser.”

Han møder mit blik og smiler. Bare en lille smule. “Flot slips,” siger han.

Jeg ser ned på det og rødmer. Selvfølgelig kunne jeg ikke bare tage et normalt slips på i dag. Selvfølgelig har jeg et slips fra Far-kollektionen på. Marineblåt med et print af hundredvis af bittesmå hotdogs.

“I det mindste er det ikke en buksedragt?” svarer jeg.

“Nej, det er sandt.” Han smiler igen – så selvfølgelig lægger jeg mærke til hans læber. Som er formet præcis som Emma Watsons læber. Emma Watsons læber. Lige dér i hans ansigt.

“Nå, men du er ikke herfra?” siger Papkassedreng.

Jeg ser overrasket op på ham. “Hvordan ved du det?”

“Tja, du bliver ved med at tale til mig.” Så rødmer han. “Nej, det lød forkert. Jeg mener bare, at det normalt kun er turister, som begynder at snakke til folk.”

“Åh.”

“Men jeg har ikke noget imod det,” siger han.

“Jeg er ikke turist.”

“Er du ikke?”

“Okay, teknisk set er jeg ikke herfra, men jeg bor her nu. Bare hen over sommeren. Jeg er fra Milton, Georgia.”

“Milton, Georgia.” Han smiler.

Jeg føler mig uforklarligt hektisk. Som om mine arme og ben er mærkelige og slaskede, og mit hoved er proppet med bomuld. Jeg er sikkert knaldrød i bærret. Jeg vil faktisk ikke engang vide det. Jeg må bare blive ved med at snakke. “Ja, jeg ved det godt. Milton. Det lyder som en jødisk grandonkel.”

“Det var ikke …”

“Jeg har faktisk en jødisk grandonkel, der hedder Milton. Det er hans lejlighed, vi bor i.”

“Hvem er vi?”

“Du mener, hvem jeg bor sammen med i min grandonkel Miltons lejlighed?”

Han nikker, og jeg ser bare på ham. Altså, hvem tror han, at jeg bor sammen med? Min otteogtyveårige vanvittigt lækre kæreste, som har store, gabende huller i øreflipperne og måske en tungepiercing og en tatovering af mit navn på brystmusklen? Måske på begge brystmuskler?

“Med mine forældre,” svarer jeg hurtigt. “Min mor er advokat, og hendes firma har et kontor her, så hun kom hertil i slutningen af april i forbindelse med en sag, som hun arbejder på, og jeg ville vildt gerne have været med på det tidspunkt, men min mor var bare sådan: Nice try, Arthur, du har stadig en måned af skolen tilbage.

Men det viste sig alligevel at være meget godt, for jeg troede nok, at New York ville være på én måde, men den er faktisk noget helt andet, og nu kan jeg ikke rigtigt komme væk herfra, og jeg savner mine venner, og jeg savner min bil, og jeg savner Waffle House.”

“I dén rækkefølge?”

“Nej, mest bilen.” Jeg smiler. “Vi lod den stå ved min bedstemors hus i New Haven. Hun bor lige ved Yale, som forhåbentlig, forhåbentlig er der, hvor jeg skal læse senere. Vi krydser fingre for det.” Det er, som om jeg ikke kan holde op med at tale. “Men du har nok ikke brug for min livshistorie.”

“Det er okay.” Papkassedreng tøver og støtter kassen mod hoften. “Skal du også i kø?”

Jeg nikker og går efter ham. Han rykker sig lidt til siden for at vende sig om mod mig, men kassen er i vejen. Han har ikke sat adressesedlen på endnu. Den ligger oven på pakken. Jeg forsøger at kaste et stjålent blik på adressen, men hans håndskrift er håbløs, og jeg kan ikke læse på hovedet.

Han tager mig i at kigge. “Sig mig, er du virkelig nysgerrig eller sådan noget?” Han ser på mig med smalle øjne.

“Åh.” Jeg synker en klump. “Lidt. Ja.”

Det får ham til at smile. “Det er ikke så interessant. Det er bare efterladte ting fra en tidligere kæreste.”

“Efterladte ting?”

“Bøger, gaver, en Harry Potter-tryllestav. Alt det, jeg ikke har lyst til at se på længere.”

“Har du ikke lyst til at se på en Harry Potter-tryllestav?”

“Jeg har faktisk ikke lyst til at se på noget, min eks gav mig. Han kan stikke sin tryllestav skråt op.”

Han.

Hvilket betyder, at Papkassedreng dater fyre.

Og okay. Wow. Det her sker ikke for mig. Det gør det bare ikke. Men måske fungerer universet anderledes i New York.

Papkassedreng dater fyre.

JEG ER EN FYR.

“Det er virkelig cool,” svarer jeg. Fuldstændig casual. Men så ser han mærkeligt på mig, og min hånd flyver op til min mund. “Ikke cool. Shit. Det er ikke cool, når man går fra hinanden. Jeg er bare – jeg er ked af, at han er gået væk.”

“Han er ikke død.”

“Nej, selvfølgelig. Ja. Jeg skal lige …” Jeg puster ud og lægger et øjeblik hånden på den elastiske kø-inddeler.

Papkassedreng smiler stramt. “Okay. Du er en af dem, som bliver totalt mærkelig i nærheden af bøsser.”

“Hvad?” piber jeg. “Nej. Overhovedet ikke.”

“Nej, helt sikkert.” Han himler med øjnene og ser hen over min skulder.

“Det er jeg altså ikke,” siger jeg hurtigt. “Hey. Jeg er bøsse.”

Og hele verden går i stå. Min tunge føles tyk og tung.

Jeg siger nok bare ikke de ord særlig tit. Ikke højt. Jeg er bøsse. Mine forældre ved det, Ethan og Jessie ved det, og jeg har sådan mere eller mindre fortalt det til universitetspraktikanterne i mors firma. Men jeg er ikke typen, som går rundt og råber det ud på posthuset.

Bortset fra at det er jeg åbenbart alligevel.

“Nå, okay. Seriøst?” spørger Papkassedreng.

“Ja, seriøst.” Jeg hvisker det næsten. Det er mærkeligt – nu vil jeg gerne bevise det. Jeg vil have en eller anden slags ID-kort for bøsser, som jeg kan tage frem ligesom et politiskilt. Eller jeg kunne demonstrere det på andre måder? Åh gud. Jeg ville med fornøjelse demonstrere det.

Papkassedreng smiler, og hans skuldre falder ned. “Cool.”

Og holy shit. Det her sker faktisk. Jeg kan nærmest ikke få vejret. Det er, som om universet har tvunget det her øjeblik frem.

En høj stemme lyder fra disken. “Står du i kø eller ej?” Jeg ser op på en kvinde med en læbering. Hun stirrer irriteret på os. Svært at forestille sig en postmedarbejder, som kunne være mere ligeglad med høflig kundebetjening. “Hey dig, Fregnefjæs. Så er det nu.”

Papkassedreng sender mig et tøvende blik, før han går hen til disken. Der er allerede en lang kø bag mig. Og okay – jeg smuglytter ikke til Papkassedreng. Ikke sådan rigtigt. Det er mere, som om mine ører bliver trukket mod hans stemme. Han står med armene over kors og spændte skuldre.

“Seksogtyve en halv for anbefalet,” siger Læbering.

“Seksogtyve en halv? Altså, som i seksogtyve dollars?”

“Nej. Som i seksogtyve en halv.”

Papkassedreng ryster på hovedet. “Det er dyrt.”

“Det er dét, vi har. Op til dig.”

Et øjeblik står Papkassedreng der bare. Så tager han kassen til sig og holder den ind mod brystet. “Nej tak.”

“Næste,” siger Læbering. Hun vinker mig frem, men jeg går ud af køen.

Papkassedreng glipper forundret med øjnene. “Hvordan kan det koste seksogtyve halvtreds at sende en pakke?”

“Det ved jeg ikke. Det er sygt.”

“Det må jo være universet, som forsøger at sige til mig, at jeg skal beholde den.”

Universet.

Holy shit.

Han tror på det samme som mig. Han tror på universet. Og det er ikke, fordi jeg vil drage forhastede konklusioner eller noget, men at Papkassedreng tror på universet, er afgjort et tegn fra universet.

“Okay.” Mit hjerte speeder op. “Men hvad nu, hvis universet rent faktisk fortæller dig, at du skal smide hans ting ud?”

“Det er ikke sådan, det fungerer.”

“Er det ikke?”

“Prøv engang at tænke over det. Plan A er at slippe af med kassen, ikke? Universet har ikke tænkt sig at modarbejde plan A, bare så jeg kan gå videre med en anden udgave af plan A. Det her er tydeligvis universet, der insisterer på plan B.”

“Og plan B er …?”

“At acceptere, at universet er et røvhul!”

“Universet er ikke et røvhul!”

“Jo, det er det. Tro mig.”

“Hvordan kan du overhovedet vide det?”

“Jeg ved, at universet har en eller anden fucked up plan for den her kasse.”

“Det kan du ikke vide med sikkerhed. Du aner ikke, hvor universet vil hen med det her. Måske er hele årsagen til, at du er lige her, at universet ville have dig til at møde mig, så jeg kan sige til dig, at du skal smide kassen væk.”

Han smiler. “Du tror, at universet ville have os til at mødes?”

“Hvad? Nej! Eller – det ved jeg ikke. Det er jo dét, der er pointen. Vi kan umuligt vide det.”

“Okay. Så må vi jo bare se, hvad der sker.” Han ser et øjeblik på adressesedlen og river den så midtover, krøller de to halvdele sammen og smider dem i affaldsspanden. “Nå, men …” siger han. “Øhm, skal du …”

“Undskyld mig.” En herrestemme runger over højtaleranlægget. “Må jeg bede om Deres opmærksomhed?”

Jeg skæver til Papkassedreng. “Er det …”

Der lyder pludselig en hylen, og derefter toner en stadigt højere klaver-intro frem.
Og så kommer et fucking IRL-marchorkester ind.

Et marchorkester.

Folk strømmer ind på posthuset med gigantiske trommer og fløjter og tubaer, mens de spiller en mere eller mindre falsk udgave af det der Bruno Mars-nummer – “Marry You”. Og nu har en hel masse – ældre mennesker, som jeg troede stod i kø for at købe frimærker – kastet sig ud i et koreograferet dansenummer med high kicks og vrikkende hofter og jazz hands.

Stort set alle, som ikke danser, filmer det, men jeg er for målløs til at finde min telefon frem. Altså – jeg er ikke ude på at lægge for meget i det her, men slap nu af: Jeg møder en lækker fyr, og fem sekunder senere befinder jeg mig midt i et flash mob-frieri? Kunne det her signal fra universet være tydeligere?

Danserne deler sig, og en tatoveret fyr ruller ind på et skateboard og bremser hårdt op foran servicedisken. Han har en smykkeæske i hånden, men i stedet for at gå på knæ planter han albuerne på disken og smiler strålende til Læbering. “Kelsey, skat. Vil du gifte dig med mig?”

Kelseys sorte mascara løber hele vejen ned til hendes læbering. “Ja!” Hun lægger hænderne om hans ansigt og giver ham et tårevædet kys, og alle bryder ud i jubel.

Det rammer mig dybt i brystet. Det er den der New York-følelse, de taler om i musicals – den frydefulde fornemmelse, når der bliver skruet helt op for lyden, farverne og alle de andre effekter. Her har jeg brugt hele sommeren på at trisse rundt og savne Georgia, men det er, som om en eller anden lige har tændt en lyskontakt inden i mig.

Jeg spekulerer på, om Papkassedreng også mærker det. Jeg vender mig om mod ham, jeg smiler allerede, og min hånd er trykket ind mod hjertet …

Men han er væk.

Min hånd falder slapt ned. Han er ingen steder at se. Hans kasse er ingen steder at se. Jeg kigger mig omkring, scanner hvert eneste ansigt i posthuset. Måske blev han skubbet til side af flash mob’en. Måske var han en del af flash mob’en. Måske havde han en eller anden vigtig aftale – så vigtig, at han ikke kunne blive for at få mit nummer. Han kunne ikke engang sige farvel.

Jeg fatter ikke, at han ikke sagde farvel.

Jeg troede – nej, jeg ved ikke, det er dumt, men jeg troede, at vi havde en eller anden forbindelse, et særligt øjeblik. Altså, universet samlede os jo stort set op og satte os ned lige over for hinanden. Det var da dét, der lige skete, ikke? Jeg ved ikke engang, hvordan man ellers skulle fortolke det.

Bortset fra at han er væk. Han er Askepot ved midnat. Det er, som om han aldrig har eksisteret. Og nu finder jeg aldrig ud af, hvad han hedder, eller hvordan mit navn lyder, når han siger det. Jeg får aldrig mulighed for at vise ham, at universet ikke er et røvhul.

Væk. Fuldstændig væk. Og skuffelsen rammer mig så hårdt, at jeg er lige ved at krumme mig sammen.

Indtil mit blik falder på affaldsspanden.

Okay, jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at rode affaldsspanden igennem. Selvfølgelig ikke. Jeg er langt ude, men så langt ude er jeg ikke.

Men måske har Papkassedreng ret. Måske opfordrer universet til en plan B.

Okay, så her er mit spørgsmål: Hvis et stykke affald aldrig havner i en affaldsspand, er det så overhovedet affald? For hvis man nu forestillede sig – og det er et hundrede procent hypotetisk – hvis man nu bare sagde, at der ligger en sammenkrøllet adresseseddel på gulvet. Er det så affald?

Hvad hvis det er en glassko?

→ Forsæt med at læse Hvis det er os med Bens kapitel

 

Hvis det er os

Hvis det er os, Adam Silvera, Becky Albertalli, YA, young adult

To af tidens største YA-forfattere – Becky Albertalli og Adam Silvera – har sammen skrevet denne YA-roman om et skæbnebestemt møde på et posthus i New York.

Ben er en drømmer – såret og i gang med at sende ekskærestens ejendele retur. Arthur er i New York for første gang – og kæmper for at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstaveligt talt sammen på et posthus. Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Måske er det skæbnen, men efter en række katastrofale første dates, bliver de måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt udenom.

Hvis det er os forventes at udkomme d. 09.10.2018

→ Tilføj Hvis det er os til din Goodreads

Om forfatterne

Becky Albertalli go Adam Silvera havde aldrig mødt hinanden, da deres litterære agent inden for få dage fik solgt deres debut­romaner, Simon vs. verdens forventninger og Den dag jeg glemmer, til udgivelse. To uger senere læste de – og blev fuldstændigt grebet af – hinandens bøger, og to måneder efter var idéen til Hvis det er os født. Begge forfattere er blevet udnævnt som Publishers Weekly Flying Starts og har ligget på New York Times’ bestsellerliste. Becky har sit liv i Georgia, Adam har sit i New York, og så har de et liv sammen i hinandens tekstbeskeder