Saga

Hollywoodglamour med Sidney Sheldon

2017 er intet mindre end 100-året for den amerikanske forfatter Sidney Sheldons fødsel. Samtidig er det 10-året for hans død. En oplagt anledning til at gå på opdagelse i forfatterskabets vidunderlige glamourverden som forener eventyrlig kærlighed med åndeløs spænding. Sidney Sheldon funkler stadig på Walk Of Fame og løfter populærlitteraturen til magiske højder. På velskrevet og charmerende vis tager han læserne med storm ti år efter sin død i 2007 som den 6. mest sælgende forfatter i verden.

Skrevet af: Tina Møller Larsen

FRA SELVMORDSFORSØG TIL IKONSTATUS I HOLLYWOOD

Allerede fra teenageårene lider Sidney Sheldon af et svingende humør med depressioner og manier. Han forsøger at begå selvmord som syttenårig med sovemedicin og en flaske whisky. Den unge Sheldon overlever mirakuløst, bliver fundet af sin far og talt fra sit tragiske forsøg på at dø. Han kommer sig over selvmordsforsøget og får et broget og facetteret livsforløb.

Der venter ham en lang og glorværdig karriere i Hollywood som manuskriptforfatter til film og teaterstykker. På trods af voldsomme udsving i psyken vinder kreativiteten og skabertrangen over de mørke kræfter. De personlige konflikter ser ikke ud til at påvirke hans arbejde og forfatterskabet kendetegnes ved en stor professionalisme. Manuskripter afleveres til forlæggeren til tiden, og enhver deadline overholdes. Sheldon får en enorm succes med sit forfatterskab og læserne drages i tusindtal imod han bøger. Dybden i hans personlighed og djævlens glimt i øjet forstærker det kunstneriske potentiale frem for at svække det.

SEN ROMANDEBUT

Først i 1969 kommer debuten med romanen The Naked Face, som udkommer på dansk tolv år senere i 1981 under titlen “Det nøgne ansigt”. Romanen er en spændingsmættet thriller, der forgår i New York. En fremtrædende psykiater kommer under mistanke for at have myrdet en af sine egne patienter. Men den mondæne Manhattenlæge forsøger som en desperat udvej selv at finde morderen. Sheldons kvinder er handlekraftige, har stor kapacitet og power og får tingene til at ske. Som i titlen “Listetyv på høje hæle” hvor hovedpersonen, den unge kvinde Tracey Whitney, bliver uskyldigt fængslet. Efter sin løsladelse har hun svært ved at finde arbejde, men tager sagen i egen hånd og bliver smykketyv, samtidig med at hun søger hævn over dem, der fik hende fængslet. “Listetyv på højehæle” bliver filmatiseret i 1986 med Madolyn Smith-Osborne i hovedrollen og med Liam Neeson og Tom Berenger i birollerne.

DRAGENDE GLAMOURØS VIRKELIGHED

Siden følger omkring 17 bøger fra en glamourøs drømmeverden med skildringer af stærke følelser og viljestærke personer. Fantastisk afslapningslitteratur og ferielæsning som fanger din opmærksomhed fra første side med sin dragende eksotiske virkelighed, der ligger langt væk fra en almindelig hverdag.

KÆRLIGHED SERVERES MED ET TWIST

Kærlighed er et af de eviggyldige temaer i romanerne. Men ofte serveres kærligheden med et twist. Personerne får ikke nødvendigvis hinanden og dermed skaber Sheldon et stærkt sidetema i sine krimier og psykologiske thrillers. Kendetegnende for hans værker er, at det heller ikke altid er lige til at regne ud, hvordan historierne udvikler sig, og ofte er deres slutninger uventede.

Er du til psykologiske thrillers, hvor spændingsmomentet er i stil med krimiens, og vil du også gerne tæt på karaktererne og følge udviklingen i deres liv, så er Sheldons titler “En fremmed i spejlet”, “Kærlighedens masker” og “Den perfekte plan” helt rigtige at læse.

EN HELT SÆRLIG LITTERÆR OPLEVELSE

Sidney Sheldons forfatterskab giver dig en helt særlig litterær oplevelse og leverer et univers af intens spænding, glødende lidenskab, intriger og djævelsk magtspil! Celebrety’en Sheldon kan kunsten at skabe et blændende persongalleri med machomænd og stærke kvindeskikkelser. Prøv hans forrygende litterære coctails af romantik, drama og mystik som fænger fra begyndelse til slutning!