Indefra Klassikere Romaner

Historien om en forside: TJENERINDENS FORTÆLLING

Simon Lilholt er grafisk designer på design- og kommunikationsbureauet Imperiet, hvor han blandt andet designer bogomslag.

Læs med her, hvor Simon fortæller om sit arbejde med omslaget til TJENERINDENS FORTÆLLING.


Hvad tænkte du, da du blev tilbudt opgaven?

Det første, forlaget fortalte om romanen var, at den skulle udstyres som en klassiker. Jeg kendte ikke romanen, og det var før TV-serien, men ordene ”tjenerinde” og ”klassiker” klingede i mine ører lidt a la Margaret Mitchells BORTE MED BLÆSTEN og Charlotte Brontës JANE EYRE, og jeg forestillede mig en lidt romantisk historie om en engelsk tjenerinde og en rig herremand. Jeg tænkte, at det var en gammel roman om noget, der foregik for længe siden, og at det nok var derfor, jeg ikke kendte den.

Da forlaget fortalte mig mere om romanen, og jeg selv dykkede ned i universet, kom det bag på mig, hvor moderne en verden, det var, og hvor barsk og voldsom det var for en roman. Min umiddelbare indskydelse om at lave et fint, nydeligt og feminint omslag blev øjeblikkelig lagt ned. Jeg skulle designe noget, der på én gang var klassisk og moderne.

Hvordan fik du ideen til omslaget?

Jeg tror det kom sig af, at jeg så et ”still” fra den TV-serie, som nu kører på HBO Nordic. Her ser man Offred knæle på et stengulv, og jeg tegnede hende som en grafisk figur.

Jeg fik ideen om at lave den lidt flimrede struktur i kjolen, fordi jeg ikke synes, det var råt nok, hvis det havde været en solid, rød cirkel. Den flimrende struktur og den rå, lærredsagtige struktur, der er i baggrunden, giver associationen til, at det er blod eller et rødt stempel, der siver gennem lærredet. Samtidig ligner det også noget, der bliver opløst eller går fra hinanden. Det signalerer en form for dramatik, som ikke havde været til stede, hvis kjolen var fyldt ud med rød farve.

Jeg arbejdede videre med motivet og begyndte at tegne en hel figur af tjenerinden, men bevarede den kartoffeltrykagtige struktur i kappen. Jeg prøvede mig lidt frem sammen med forlaget, og jeg lavede også en version med flere tjenerinder, hvor jeg forsøgte at få Offred til at skille sig lidt ud fra de andre. Men da romanen jo hedder TJENERINDENS FORTÆLLING, og det er hendes meget personlige historie, fungerede det bedst at have én enkelt tjenerinde på forsiden.

Til sidst tilføjede vi den røde lærredsryg, da den røde farve og materialets stoflighed giver associationer til tjenerindernes røde kapper.

Gjorde du dig tanker om, hvordan omslaget ikke skulle se ud?

Ja, den skulle som sagt ikke ligne en BORTE MED BLÆSTEN-klassiker eller en roman af Jane Austen for den sags skyld, for hvis du kun hører titlen, tror du, det er en roman om en ung husholderske med kærlighed, romance og klicheelementer.

Og så valgte jeg med vilje ikke at bruge en antiqua-skrifttype – det er en skrifttype med fødder – for så tror jeg igen, den var blevet for klassisk og gammeldags at se på, og det er vigtigt at noget indikerede nutid og fremtid og at det er en moderne fortælling, derfor valgte jeg en grotesk skrifttype – en skrifttype uden fødder.

 Har du kigget på andre udgaver af bogen, som del af din inspiration?

Mange af de andre udgaver peger slet ikke på den tid, romanen foregår i. Det er i enkeltheden og typografien, at min version er fremtidsagtig og ikke altmodisch, som fx den amerikanske førsteudgave fra 1986, som de gamle danske udgaver er baseret på. Den er meget firseragtig i sin opbygning: en illustration og en ramme.

Den canadiske original fra 1985 fortæller heller ikke noget om, at historien foregår i fremtiden, den er lidt Picasso-agtig, men den er fed, fordi det er originalen. Jeg tror dog ikke, forlaget ville have brugt det, hvis jeg havde tegnet den i dag.

Jeg kan godt lide Vintages udgave fra 2010, den har mange tjenerinder på forsiden og bruger også en stempelagtig effekt. Men jeg synes, at de hvide vinger, som af mange årsager er en vigtig del af tjenerindens beklædning, mangler. Bloomsburys version fra 2009 har et meget traditionelt klassikeragtigt look ved første øjekast, med mange fine og detaljer, som er mindre rare, når man kigger efter.

Er omslaget din egen fortolkning af fortællingen eller et forsøg på at gøre den universelt identificerbar?

Jeg tror, at overskriften på denne udgave af romanen er ”dramatik”, og det er det, jeg har prøvet at formidle med den og lade gå igennem hele designet. Det kommer også til udtryk i for- og bagsatsen, der har samme mønster, som Offreds kappe på forsiden. Det giver ekstra dramatik, når man åbner bogen og mødes af et vildt mønster i stedet for en traditionel, ensfarvet forsats, man ikke bemærker, fordi den bare er sort, hvid eller rød.

Det er altså klart min egen fortolkning af fortællingen, og det synes jeg er vigtigt i forhold til lige præcis denne roman, ellers kunne man jo bare have brugt en filmforside. Filmforsider er en nem måde at få genkendelse på, men denne version er ”hot under radaren”, kan man sige. Med alt den omtale Margaret Atwood og TV-serien har fået, er vi nu i en situation, hvor de fleste ved, hvad THE HANDMAID’S TALE er, og denne forside rummer den genkendelighed og ligner samtidig en klassiker.


Læs mere om Margaret Atwoods “Tjenerindens fortælling” her

Se flere af Simon Lilholts forsider her:

Instagram: @lilholt / Hjemmeside: http://imperiet.dk/