Romaner

Hemingway i lækker indpakning

I 2015 genudgiver Lindhardt og Ringhof en række litterære klassikere med nyt lækkert omslag, bl.a. Ernest Hemingways debutroman fra 1926, Solen går sin gang og klassikeren Den gamle man og havet fra 1952.

Ernest Hemingway kom til verden 21. juli 1899 og begik selvmord som 61-årig, d. 2. juli 1961. I den sidste del af sit liv var han kendt som indbegrebet af en macho mand, med vildt fuldskæg, skovmandsskjorter og et nedlagt dyr ved sine fødder. Han påstod, at han i sin ungdom havde været rebelsk og gjort oprør mod den amerikanske borgerlighed. Sandheden var dog at han var både smuk, genert og velfriseret igennem sin ungdom. Hemingway beskrev sin ungdom igennem alter egoet, Nick Adams, som blandt andet findes i novellesamlingen I Vor Tid, fra 1926.

Solen gaar sin gang

En smuk klassikerforside med tyr. Omslagsdesign af Harvey Macaulay fra Imperiet.

Hemingway vendte efter 1. verdenskrig hjem til USA og havde svært ved at finde sin plads i livet og senere flyttede han med sin kone til Frankrig, hvor han skrev sin første roman.

Solen går sin gang ligger tæt op ad Hemingways egne oplevelser og tegner et barsk portræt af ”den fortabte generation” – de unge mænd og kvinder, der oplevede første verdenskrigs grusomheder og bagefter flygtede ind i et kynisk og overfladisk party-liv i 1920’ernes Paris. Historien følger den uheldige Jake og den flamboyante kvinde Brett, som rejser fra det vilde, parisiske natteliv til Spaniens tyreløb med en spraglet flok amerikanere i en tid med moralske falliterklæringer, spirituel opløsning og urealiseret kærlighed. Romanen er Hemingways debutroman og blev oprindeligt udgivet i 1926. Den anses som et af Hemingways absolutte mesterværker.

Efter to skilsmisser og endnu en verdenskrig flygtede Hemingway til Key West, nær Cuba hvor han isolerede sig med sin tredje kone. Efter ti års pause skrev han romanen Over floden – ind i skovene, to år efter denne skrev han sin nok bedst kendte roman, Den gamle mand og havet.

Den gamle mand og havet

Samme enkle design – nu med sværdfisk. Omslagsdesign Harvey Macaulay, Imperiet.

Den gamle mand og havet fra 1952 er den klassiske fortælling om den gamle fisker, Santiago, der drager alene ud på havet for at fiske. Efter 84 døgns fiskeri uden fangst forsøger han atter lykken langt ude i Golfstrømmen, hvor de store fisk går. Og helt derude fanger han en kæmpe sværdfisk, en fangst den gamle fisker heroisk må forsvare mod de griske hajer. ‘Den gamle mand og havet’ er en saga om fiskeren og havet og ikke mindst en mytisk beretning om menneskets vilkår.

Året efter, i 1953 modtog Hemingway Pulitzerprisen for Den gamle mand og havet og året efter modtog han Nobelprisen i litteratur. Tiden på Key West var dog præget af et alkoholmisbrug og psykiske lidelser, der endte med at han under et hospitalsophold i 1961 skød sig en kugle for panden.

 

[ba-divider style=”solid” color=”#000000″]

Den gamle mand og havet udkommer med nyt omslag d. 4. juni 2015

Solen går sin gang udkommer med nyt omslag d. 2. september 2015