Fagbøger Aktuelt Bøger om naturen

Helle Troelsen: Det er havesæson hele året – også når kulden indfinder sig

Haven i Troense, Helle Troelsen, Karen Syberg, Stuart McIntyre

På Tåsinge bor Helle Troelsen omgivet af sin mageløse have. Ifølge Helle er det havesæson hele året. At dyrke haveliv, også når træerne står nøgne og stauderne afblomstrede, minder Helle om både årets -og livets rytme.

Fra Helle Troelsens skrivebord kan hun se ud på træerne i sin have. Deres blade er begyndt at gulne, og snart vil de skifte til rødt, inden de blæser af og efterlader grenene afklædte.

”Der er så meget energi i den her årstid. Her kan man virkelig mærke et skifte. Der sker enormt meget sanseligt, og det er bare med at nyde det.”

Helle Troelsen driver enmandsvirksomheden Troensehaven, hvor hun arbejder med havedesign for både private og virksomheder. Ifølge Helle glemmer folk at standse op i deres travle tilværelse og nyde de ting, der foregår i naturen omkring dem.

Have, efterår, Helle Troelsen, Haven i Troense
Foto: Stuart McIntyre

Selv sørger Helle for at sanse alt omkring sig, når hun bevæger sig i sit uderum. Selvom de daglige gøremål i haven er aftaget med efterårets komme, og selvom det kræver en ekstra sweater at bevæge sig ud, nyder hun stadig sin have lige så meget, som hun gør det resten af året:

”I de her måneder er lyset helt fantastisk. Det bløde lys fremhæver alle de farver, der er i naturen lige nu. Det røde bliver mere rødt, det grønne mere grønt, alle tonerne bliver mere skarpe. Samtidig er luften helt sprød og virker på mig helt klar og renset. Alting forfalder, og det er både fascinerende og smukt at følge med i.”

Haven i Troense, Helle Troelsen, efterår, have
Foto: Stuart McIntyre

Ordet forfald vender hele tiden tilbage til Helle Troelsen, når hun taler om at gå de kolde måneder i møde. Det skyldes kontrasterne mellem alt det visne og afblomstrede og så alt det liv, der fortsat er synligt og den lune, der stadig er i jorden og i middagsluften:

”Der er noget kraftfuldt ved, at alt bevoksning visner og ændrer farve samtidig med, at der hænger tungt med æbler på alle mine træer. De er helt røde og strutter af modenhed. Sådan nogle kontraster er der overalt i efteråret, og det virker enormt stærkt på de, der husker at standse op og betragte det.”

Efterår, have, Helle Troelsen, Haven i Troense
Foto: Stuart McIntyre

I sin nye bog Haven i Troense, der er skrevet i samarbejde med journalist Karen Syberg, kommer læserne med på en havevandring, der strækker sig over et helt år.

Med jævne mellemrum har fotograf Stuart McIntyre besøgt Haven i Troense og fotograferet den både lysegrøn og nyudsprungen – og nøgen og snedækket.

For Helle Troelsen er haven et meditativt helle, hvorfra hun finder ro og fornemmer den verden, der omgiver hende.

I sin nye bog fodrer hun læserne med praktiske gøremål i haven. Hun råder om alt fra plantevalg, farvesammensætninger og behandling af jorden.

Elegant flettes de praktiske råd sammen med Troelsens sanselige og filosofiske betragtninger, erindringer om sin mormor og om meditationshaven, hvor sindet kan falde til ro.

”Man skal ikke lukke terrassedøren, når kulden indfinder sig. Man skal blive ved med at nyde sit uderum og bevidstheden om, at den umage, man ofrer nu, lønner sig, når et nyt år starter.”

5 tips til gøremål i haven i efterårsmånederne

1. Høst din have

Efterår, have
Foto: Stuart McIntyre

I efteråret er der overflod af høstmodne frugter, nødder og grøntsager, der kan give alle mulige fantastiske smagsoplevelser og mulighed for at samle forråd. Man kan tørre, sylte, moste, bage, fryse og så videre.

Lige nu er der chili, tomater, hasselnødder og valnødder, æbler, pærer og  sensommerhindbær og brombær. Alt sammen smager det af den sommer, der har passeret.

2. Indsaml frø

Efterår, have
Frø fra forskellige tomatsorter. Foto: Stuart McIntyre

Det er nu, at man kan høste frø fra de planter, man gerne vil så flere af til den kommende sæson. Hvis man indsamler staudefrø, tørrer dem og sår dem i såbakker eller på friland, så vil frøene spire til foråret.

Frø fra sommerblomster, etårige urter og grøntsager skal først sås til foråret, så her er det vigtigt at frøene er godt tørre og opbevares køligt og tørt, til de skal sås næste år.

3. Tag dig af dyrene i haven

Man kan fodre orme og mikrolivet under jorden ved at dække al bar jord med plantematerialer eksempelvis visne blade fra græsplænen. Ormene trækker plantedelene ned i jorden hvor de både spises og nedbrydes. Det gøder jorden samtidig med, at jorden iltes og bliver til lækker muld.

Stauderne skal blive stående i bedene, for i frøkapslerne og i stænglerne bor insekter. Det rige insektliv i haven vil tiltræk en masse fugle.

Nedfaldsæbler kan løbende lægges ud som føde til havens småfugle, fasaner, og passerende fugleflokke, der slår sig ned i haven på deres vej i løbet af vinteren.

Pindsvin og tudser kryber i vinterhi. Derfor skal man etablere kvasbunker, bladbunker og gerne en åben kompostbunke på jorden, for her flytter dyrene ind, når de har brug for et beskyttende hi til vinteren. Og lad endelig gamle stubbe og træstammer ligge på jorden som bolig for havens krible krable liv. Sådan får man sin have til at vrimle med dyr.

4. Gentænk dine haverum

Når haven er helt nøgen, kan man bedre overskue den, og så kan man begynde at rearrangere sine haverum og bede ved at gentænke og visualisere, hvordan haven skal se ud, når foråret vender tilbage.

5. Nyd dit værk

Læn dig tilbage og iagttag din have ruste sig til vinter, alt i mens du mindes den blomstring og den modenhed, du har været med til at skabe. Glæd dig over din indsats og umage og begynd så at forberede den forestående havesæson.

En god efterårsbeskæftigelse er at lægge en masse blomsterløg i bedene med forventningens glæde om det første blomsterflor allerede i det tidlige forår. Haven har en cyklus, og når et år i haven afrundes, kan man allerede gå i gang med forarbejdet til det næste.

Efterår, have
Foto: Stuart McIntyre

Haven i Troense, Helle Troelsen

Bogen er på den ene side fyldt med konkrete og praktiske råd om gøremål måned for måned, fra frø og til høst, og om alt fra plantevalg over insekthoteller til behandlingen af jorden.

Du kan finde Haven i Troense på dit lokale bibliotek.

Og på den anden side udfoldes en hel filosofi om naturen – konkret, praktisk og sanseligt. Bevidstheden om vores egen natur og samhørigheden med al anden natur gennemsyrer hele fortællingen.