Uncategorized

Lone Theils: Heksedrengen

KAPITEL 1

Det sner næsten aldrig i London. Når fnuggene endelig daler ned over byen, sker der flere ting: De mere legesyge londonere sænker for et øjeblik farten til turisttempo, stirrer drømmende op mod himlen og fantaserer om mere. Håbet om skolelukninger tændes i hjertet på tusindvis af børn. Og trafikken går nærmest i stå.

De færreste britiske biler har vinterdæk, og kun få bilister når at få erfaring med, hvordan det er at køre i sne, før det hele er overstået igen. Landingsbanerne i Heathrow og Gatwick ligger øde hen, mens personalet desperat forsøger at finde nogen til at bemande de ganske få sneplove, der vistnok findes gemt af vejen i en fjern hangar.

I Highgate fik eftermiddagslyset bydelen til at ligne et victoriansk julekort, tænkte Nora, da hun trådte ud af 210’eren ved den gammeldags slagter, der lå lige over for antikvarboghandleren. Det mælkehvide lag af sne og vinduernes gule lys fik hende et øjeblik til at føle sig som den lille pige med svovlstikkerne, der kun kunne drømme om at komme ind i varmen.

Hun skråede over pladsen og forbi delien, mens hun tjekkede sin telefon igen: Highgate Cemetary om en time. Abioni.

Bussen havde naturligvis siddet fast i vintertrafikken, og nu havde hun kun fem minutter til at nå frem. Hun gik så hurtigt, hun kunne, ned ad den halvstejle Swain’s Lane. Sneen gjorde det smalle fortov glat, og hun måtte hele tiden forsøge at bremse med hælene i sine støvler for ikke at falde.

Men hvad gjorde man ikke for at få en historie hjem? Nora havde længe forsøgt at få fat i Kweko Abioni på hans universitet i Abuja. Den nigerianske professor var ekspert i terrororganisationen Boko Haram, og han havde lovet hende et interview om emnet til Globalt, når han kom til London i forbindelse med en konference.

Krebsen, der ikke var kendt for sin langmodighed i redaktionel sammenhæng, havde tilladt sig at tvivle på, om hun ville kunne få historien i hus. Men hun havde garanteret sin chef, at med lidt tålmodighed ville hun kunne få et interview med manden, der vidste mere end nogen anden om den organisation, der var berygtet verden over for at angribe uskyldige ofre og kidnappe unge skolepiger.

Efterhånden som konferencen nærmede sig, var det blevet sværere og sværere at få fat i professoren for at få aftalen på plads. Han svarede ikke på hverken e-mail eller telefon, og Nora var selv begyndt at tvivle på, om interviewet ville blive til noget. Men i går havde Kweko Abioni pludselig ringet efter to ugers tavshed, mens Nora sad midt i en artikel om de interne stridigheder i Labour. Hun havde talt med ham i telefonen et par gange tidligere og huskede en basstemme så dyb, at det føltes, som om jorden vibrerede en lille smule, når han lo. Nu lød han stresset, da han forklarede, at han allerede var i London, og lovede Nora et interview dagen efter.

»Jeg sender tid og sted i morgen. Jeg er nødt til at være forsigtig,« havde han sagt.

Med Noras kendskab til Boko Harams metoder havde det ikke overrasket hende, at professoren måtte være diskret. Men inden hun nåede at sige mere, havde han lagt røret på.

Han havde lydt så mærkelig, at Nora ikke engang havde fortalt Krebsen, at hun havde en halv aftale på plads. Hun ville først være sikker på, hvad hun kunne få hjem, og formiddag var gået uden noget livstegn, indtil hun for en time siden havde fået sms’en.

Nu stod hun ved indgangen til Highgate Cemetary. Den victorianske kirkegård var oprindeligt anlagt i 1839 med henblik på det bedre borgerskab i det nordlige London. Men den var endt med at blive det sidste hvilested for så forskellige personligheder som Karl Marx, George Michael og den tidligere russiske spion Aleksandr Litvinenko.

Nora drejede ind gennem smedejernslågen og gik over mod en lille flok mennesker, der stod og skuttede sig i kulden foran kapellet ved kirkegårdens afdeling vest.

Hvis Kweko Abioni havde håbet på at kunne gemme sig i mængden, havde han valgt et af verdens dårligste steder. Den solide skikkelse, der passede bedre til en sværvægtsbokser end en akademiker, skilte sig ud som et stort mørkt udråbstegn i mængden af turister, som ventede på at blive vist rundt på den del af kirkegården, der var så faldefærdig, at der kun var adgang i selskab med en af de mange frivillige guider.

Nora gik over til ham.

»Professor Abioni? Jeg er Nora Sand.«

Han studerede hende et øjeblik, smilede kort og rakte hende en billet.

»Goddag,« sagde han.

»Vi skal på rundvisning?«

Han nikkede og så sig nervøst omkring.

»Jeg ved godt, at det måske er et lidt aparte mødested, men når jeg fortæller dig hvorfor, håber jeg, du vil forstå.«

Nora nikkede og stak hænderne i lommen på sin overfrakke, mens hun betragtede Abioni. Han lignede så langt fra det foto, hun havde set af ham på universitetets hjemmeside. Han havde tabt sig, og poserne under hans øjne fik ham til at se ti år ældre ud.

Guiden lignede en pensioneret oberst, komplet med sixpence på issen, overskæg, rank ryg og en lille stok, som han brugte til at genne flokken af besøgende sammen. Da alle stod samlet i den indre gård med forbindelse til selve kirkegården, bød han dem velkommen og formanede dem om hele tiden at holde sig til gruppen.

»Ingen får lov til at udforske på egen hånd her. Kirkegården er alt for skrøbelig, og hvis I ikke følger med, forsinker I alle de andre,« sagde han og sendte gruppen et fast blik, som Nora gættede på havde fungeret overfor uvorne rekrutter i årtier.

Nora og Abioni gik bag et brasiliansk par, der var livligt optaget af, hvilken kameralinse der passede bedst til vejret.

Kort efter stoppede guiden ved Aleksandr Litvinenkos grav og gik i gang med beretningen om, hvordan den tidligere FSB-agent lå indkapslet i et tykt lag bly efter at være blevet forgiftet med det radioaktive materiale polonium 210 i et drab, der stadig ikke officielt var opklaret.

Mens flere i gruppen tog fotos og gik nærmere for at se portrættet af den mand, der havde trodset magtfulde russiske kræfter, trak Abioni Nora lidt til side.

»Hør her. Jeg står i en forfærdelig situation. Jeg har rodet mig ud i noget, der kan koste mig og måske flere andre livet.«

Nora så bekymret på ham.

»Boko Haram?«

Abioni rystede på hovedet.

»Det her trækker tråde til mange andre steder. Jeg har været nødt til at flygte og gå under jorden her i London, men nu har de måske fundet mig,« sagde han lavt.

»Hvem?«

Abioni skar ansigt.

»Jeg er ikke helt sikker.«

De gik videre under de nøgne sorte grene, der aftegnede sig som filigran mod en sølvgrå himmel. Forbi frønnede englefigurer med snepudrede skuldre og gravsten, der stak op af skovbunden som rådne tænder, der var ved at falde ud. Nora forstod godt, hvorfor det ene filmselskab efter det andet pressede på for at få lov til at optage vampyr- og gyserfilm på kirkegården. Hun forstod også, hvorfor de fik nej. Stedet lignede noget, der ville falde fra hinanden, bare et filmhold med fuldt udstyr kastede et blik på det.

»Forklar mig det hele. Hvorfor har du været nødt til at gå under jorden?« spurgte Nora.

»Efterhånden som jeg har arbejdet mere og mere med at kortlægge Boko Haram, har jeg også været nødt til at se på, hvordan de kidnapper børn i Nigeria,« forklarede Abioni næsten hviskende.

Nora nikkede.

Hun havde tidligere interviewet Abioni over telefonen i forbindelse med den hjerteskærende historie om kidnapningen af over 200 piger fra en skole i Borno-provinsen i Nigeria. Terrorgruppen var kommet om natten og havde kørt pigerne væk på lastbiler. Væk til et liv som slaver. Mindreårige soldaterhustruer, der græd hver nat efter deres mor og far. Abioni var et af de mennesker, der forsøgte at forhandle med gruppen på vegne af de fortvivlede forældre. Desværre uden det store held.

»Boko Haram er ikke de eneste, der kidnapper børn i Nigeria,« sagde han.

»Hvordan skal det forstås?«

»Mit navn kom frem i forbindelse med forhandlingerne med Boko Haram, og kort efter blev jeg kontaktet af andre forældre. Forældre, der også havde mistet børn. Fået dem regulært stjålet. Men ikke af Boko Haram.«

Inden Abioni nåede at sige mere, så guiden på dem med et strengt blik.

»Det er vigtigt, at vi holder sammen som gruppe. Vi kan ikke lade folk spadsere frit rundt herinde. Sådan er reglerne,« sagde han højt.

Nora og Abioni satte farten op og nåede hurtigt flokken i den ægyptiske allé, der bestod af en række familiegravtomter placeret i en cirkel rundt om et flere hundrede år gammelt cedertræ. Sneen dalede ned og lagde sig som puder på de tykke sorte grene. Det var, som om den dæmpede byens normale lyde og lod dem gå i stilhed blandt de døde.

»Du taler om organiseret børnekidnapning? Hvor mange børn drejer det sig om?«

»Hundredvis, tror jeg.«

Nora lod den oplysning bundfælde sig. Det virkede usandsynligt, at hundredvis af børn bare kunne forsvinde ud af det blå, uden at nogen ville tage affære.

»Er du den eneste, der kender til det her? Hvordan kan det lade sig gøre? Hvem skulle stå bag det, og hvordan slipper de af sted med det?«

»Jeg er ikke sikker på, hvem der sidder i toppen af netværket. Men det er nogle meget, meget magtfulde mennesker. Og de ved, at jeg er kommet for tæt på, og jeg frygter, at de også ved, at jeg er i London nu,« sagde han og så sig over skulderen.

»Men du er vel sikker her?« mente Nora.

Abioni rystede på hovedet.

»Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at holde lav profil. Forsøger at bruge min telefon mindst muligt. Holder igen med at bruge mit kreditkort. Men jeg frygter det værste.«

Et par fnisende hollandske piger gik ind foran Nora og tog en selfie med en af tomterne i baggrunden. Abioni tav igen.

»Du tror, de har fundet dig?«

Abioni nikkede dystert.

»Hvorfor går du ikke til politiet?«

»Fordi jeg er bange for, at det vil gå ud over Maria,« sagde han.

»Hvem er Maria?«

»Min assistent, Maria Nua. De har hende.«

»Har de kidnappet din assistent?« sagde Nora alarmeret.

Albioni trak på det.

»Nej. Ikke helt. Hun har selv … valgt at slutte sig til de her mennesker.«

De gik videre, mens guiden fortalte historien om cirkusdirektøren, der havde sørget for, at der ville blive placeret en statue af en løve på hans grav, og om den gamle hestehandler, der for altid hvilede under en lille tyk pony i sten.

»Okay. Jeg er nødt til at forstå det her. Hvem er det, du siger, der kidnapper de her børn?«

Abioni skævede over mod hende.

»Hvordan ved jeg, at jeg kan stole på dig?«

Nora sukkede.

»Det var dig selv, der bragte de her ting på bane. Men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke står i ledtog med nogen som helst i Nigeria, hackere, kidnappere eller andre,« sagde hun.

Der kom et lille smil på Abionis læber, men det forsvandt igen lige så hurtigt som et smeltende snefnug.

Nora forsøgte igen.

»Sig mig lige: Hvorfor kommer du til mig? Hvis det er en skandale af det omfang, som du fortæller mig her, hvorfor så ikke Times eller en af de andre store aviser?«

»Jeg tør ikke. Jeg ved ikke, hvor de har deres spioner henne. Og så ringede du på det rigtige tidspunkt.«

Nora rynkede panden.

»Siger du til mig, at de her børnekidnappere kan have folk placeret på britiske avisredaktioner? Det har jeg meget svært ved at tro.«

Abioni mødte hendes blik. Han var dødsens alvorlig.

»Måske ikke direkte på redaktionerne. Men andre steder. Måske er det ham, der kører mig ind på redaktionen i en taxi. Måske er det receptionisten, jeg ringer til for at komme igennem til en journalist. Du arbejder alene, så risikoen er mindre.«

»Men hvem er de mennesker?«

Abioni lukkede øjnene kort.

»Har du nogensinde hørt om Guds Børn?«

Nora rystede på hovedet.

Abioni så sig igen omkring, som om han ventede, at nogen stod på spring bag de gamle statuer af sørgende engle. Et hæst skrig fra en ravn fik ham til at fare sammen.

De fulgte efter flokken af turister op mod, hvad guiden tydeligt lod mærke var et af turens højdepunkter. Han så direkte på Nora, da han bad alle om at vise den respekt at være stille, da de trådte ind i en mørk bygning, som han betegnede som katakomberne.

Fugten og kulden drev fra væggene i det sparsomme lys, der viste hylde efter hylde med beholdere indeholdende for længst afdøde londonere.

Rummets trøstesløshed og insisteren på, at døden kommer til alle, lagde sig som en dyne over gruppen, og folk begyndte at hviske i stedet for at tale sammen. Det var som en trykken for brystet, og Nora længtes efter vintergækker og et lille glimt af solen.

»Det er en kirke, og den breder sig hele tiden,« hviskede Abioni.

»Hvad mener du?« hviskede hun tilbage.

Guiden gik helt hen til Nora og gjorde yderligere samtale umulig, mens han med en underlig dvælen ved det makabre forklarede om moderne gravrøvere og om, hvordan den nærliggende pub The Flask engang havde lagt lokaler til en ulovlig obduktion.

Fem minutter senere var gruppen tilbage i det efterhånden lyslilla skumringslys, og Nora følte, at hun igen kunne trække vejret frit.

Hun vendte sig om for at fortsætte samtalen med Abioni, men han var ingen steder at se. Guiden havde også opdaget hans fravær.

»Hvor er Deres ledsager, miss?« spurgte han.

Nora så sig forvirret om.

»Det … det ved jeg ikke.«


 

Nora Sand serien

Her slutter den gratis læseprøve på Lone Theils’ krimi HEKSEDRENGEN. Bogen er tredje selvstændige krimi i serien om Nora Sand. Læs også PIGERNE FRA ENGLANDSBÅDEN og DEN BLÅ DIGTERS HUSTRU.