Bøger til teens CarlsenPuls Romaner Young Adult-romaner

“Hazel Wood” – De første kapitler

Hazel wood, hazelwood, melissa albert, young adult, fantasy, fantasyromaner

“Skræmmende, magisk og overraskende morsom … En af de bedste bøger, jeg har læst i årevis.” — JENNIFER NIVEN, forfatter til Som stjerner på himlen.

Alice og hendes mor har været på farten det meste af livet i et forsøg på at holde sig et skridt foran det kulsorte uheld, som altid har forfulgt dem. Alices mormor er enspænder og kultforfatter til en samling dystre eventyr. Da hun pludselig dør på sit gods, Hazel Wood, går det for alvor op for Alice, hvor uheldig man kan være. Hendes mor bliver bortført af et væsen, som hævder at være fra den grusomme, overnaturlige eventyrverden, som Alices mormor har skabt, og det eneste spor, Alice har, er en seddel med beskeden:

“HOLD DIG VÆK FRA HAZEL WOOD.”

Den 20. februar udkommer den tryllebindende Hazel Wood af Melissa Albert – en original fantasyroman med et eventyrligt twist á la Tim Burton. Her kan du tyvstarte og læse bogens første kapitler. Enjoy!

hazel wood, hazelwood, melissa albert, young adult, fantasy, fantasyromaner

Althea Proserpine opfostrer sin datter med eventyr. Engang var hun en pige ved navn Anna Parks, en af de mange drømmere fra midten af forrige århundrede, som kom til Manhattan med en kuffert fuld af håb. Så forsvandt hun. Så vendte hun tilbage og opnåede en sær form for berømmelse, på nogle måder strålende, men på andre måder dyster. Nu er hun væk igen, stukket af til et hus med tårn langt inde i den mørke skov, hvor hun bor med sin femårige datter og sin mand, en vaskeægte kongelig – hun kan bare ikke slippe eventyrene. Da jeg ringer hende op, er hendes stemme lige så dragende som det berømte foto af hende, det med ringen og cigaretten. Jeg spørger, om jeg må komme og tale med hende, og hendes latter er som varm whisky over is. „Du ville fare vild på vejen,“ siger hun. „Du får brug for brødkrummer eller en ariadnetråd.“

—„Dronningen af Hinterland“, Vanity Fair, 1987

 

Min mor voksede op med eventyr, men jeg voksede op på landevejen. Mit første minde er lugten af varm asfalt og himlen gennem soltaget, som gled forbi i et strømmende blåt. Min mor siger, at det umuligt kan passe – vores bil har ikke soltag. Men jeg kan stadig se det, når jeg lukker øjnene, så jeg holder fast i det.

Vi har krydset landet hundredvis af gange i vores vrag af en bil, der lugter af pomfritter og daggammel kaffe og plastikjordbær, siden den dag hvor jeg proppede min læbepomade ind mellem lamellerne på varmeblæseren. Vi har boet så mange steder med så mange mennesker, at jeg aldrig rigtig har lært konceptet om ikke at måtte tale med fremmede.

Af samme årsag satte jeg mig som seksårig ind i en gammel blå Buick med en rødhåret mand, jeg aldrig havde mødt før, og kørte af sted med ham fjorten timer i træk – plus to toiletpauser og et pandekagestop – før politiet kaldte os ind til siden, fordi en servitrice havde genkendt mig ud fra signalementet i radioen og havde anmeldt det.

På det tidspunkt havde jeg regnet ud, at manden ikke var den, han udgav sig for at være: en ven af min mormor, Althea, og at vi ikke var på vej for at besøge hende. Althea boede allerede dengang isoleret i sit store hus, og jeg havde aldrig mødt hende. Hun havde ingen venner, kun fans, og min mor fortalte mig, at det netop var det, manden var: en fan, der brugte mig for at få fat i min mormor.

Efter at de havde sikret sig, at jeg ikke var blevet misbrugt, da den rødhårede mand først var blevet identificeret som en vagabond, der havde stjålet en bil et par kilometer fra, hvor vi opholdt os i Utah, besluttede min mor, at vi aldrig skulle tale om det igen. Hun nægtede at høre efter, når jeg fortalte hende, at manden var venlig, at han havde fortalt historier og havde en varm latter, som fik mit seksårige hjerte til at tro, at han i virkeligheden var min far, der var kommet for at hente mig. Hun havde set den rødhårede mand gennem et tovejsspejl, da han var blevet varetægtsfængslet, og havde svoret på, at hun aldrig havde set ham før.

I et par år blev jeg ved med at tro, han var min far. Da vi forlod Utah, efter at han var blevet arresteret, for at opholde os et par måneder på et kunstnerrefugium uden for Tempe, var jeg bange for, at han ikke kunne finde mig igen.

Det gjorde han heller aldrig. Og da jeg fyldte ni, accepterede jeg, at min hemmelige tro ikke var andet end et barns fantasi. Jeg pakkede den væk, ligesom jeg gjorde med alle de andre ting, jeg ikke havde brug for – gammelt legetøj, ritualer ved sengetid, tøj, jeg var vokset fra. Min mor og jeg levede som omstrejfende, overnattede skumle steder, boede hos venner, indtil gæstfriheden var slidt op, og rejste videre. Vi kunne ikke tillade os at være nostalgiske. Vi havde ikke muligheden for at slå os ned. Ikke før det år jeg fyldte sytten, og Althea døde på Hazel Wood.

Da min mor, Ella, fik brevet, begyndte hun at ryste voldsomt. Også før, hun åbnede det. Konvolutten var cremet grøn, og uden på stod hendes navn og adressen på det sted, vi boede. Vi var lige ankommet aftenen forinden, og jeg undrede mig over, hvordan brevet var nået frem til os.

Hun tog en brevåbner af elfenben, der lå på bordet ved siden af hende, fordi vi passede hus for sådan nogle

mennesker, som har små stykker myrdet elefant liggende rundtomkring til pynt. Med rystende hænder skar hun kuverten ujævnt op fra midten. Hendes neglelak var så rød, at det så ud, som om hun havde skåret sig.

Da hun tog brevet ud, fangede det lyset, så jeg kunne se linjer med sort skrift gennem papiret, men jeg kunne ikke læse dem.

Ella udstødte en lyd, jeg ikke kunne genkende, et gisp af kompleks smerte, der fik mig til at snappe efter vejret. Hun holdt papiret så tæt til sit ansigt, at hendes hud fik et svagt sellerigrønt skær, og hendes mund bevægede sig, mens hun læste det igen og igen. Så krøllede hun papiret sammen og smed det i skraldespanden.

Vi måtte ikke ryge indenfor i den trange lejlighed, der lå i New Yorks Upper West Side, og som lugtede af dyr fransk sæbe og våde gravhunde. Men Ella fandt alligevel en cigaret frem og tændte den med en antik krystallighter. Hun sugede røgen ind, som om det var en milkshake, og berørte let den tunge, grønne sten, hun bar mod halspulsåren.

„Min mor er død,“ sagde hun på en udånding efterfulgt af et host.

Meddelelsen ramte mig som en undervandsbombe, en knude af smerte i maven, der blev ved med at udvide sig. Det var længe siden, jeg havde brugt tid på at drømme om Althea, så nyheden burde overhovedet ikke have påvirket mig.

Ella satte sig på hug foran mig og lagde sine hænder på mine knæ. Hendes øjne var tørre, men skinnende.

„Det er ikke … tilgiv mig, men det er ikke skidt. Det er det ikke. Det kunne ændre tingene for os, det kunne …“ Hendes stemme knækkede over, før hun fuldendte sætningen. Hun lagde hovedet mod mine knæ og snøftede en enkelt gang. Det var en fortvivlet lyd, der hørte til et andet sted, ude på de mørke veje blandet med lugten af rådnende blade, ikke i dette oplyste værelse midt i en larmende, oplyst by.

Da jeg kyssede hende på håret, duftede det af cafékaffe og røgen, der sivede op fra hendes cigaret. Hun trak vejret ind, åndede ud og løftede ansigtet for at se op på mig.

„Ved du, hvad det her betyder for os?“

Jeg stirrede på hende og derefter rundt i værelset, hvor vi sad: overdådigt og proppet og nogle andres.

„Vent. Betyder det, at vi får Hazel Wood?“

Min mormors ejendom, som jeg kun havde set fotografier af, føltes som et sted, jeg kunne huske fra en parallel fantasibarndom. En, hvor jeg red på heste og tog på sommerlejr. Det var den dagdrøm, jeg forsvandt ind i, når jeg havde brug for en pause fra endeløse motorvejsudfletninger og nye skoler og lugten af fremmede huse. Jeg ville placere mig selv i denne fjerne verden fuld af springvand og hække, cocktails og en pool så glitrende, at man måtte knibe øjnene sammen.

Men min mors slanke hånd holdt om mit håndled og trak mig væk fra Hazel Woods technicolorgrønne plæner.

„Du godeste, nej. Aldrig. Det betyder, at vi er fri.“

„Fri af hvad?“ spurgte jeg dumt, men hun svarede ikke. Hun rejste sig, kastede den halvt røgede cigaret i skraldespanden, så den landede lige oven på brevet, og forlod med rank ryg værelset, som om der var noget, hun skulle ordne.

Da hun var væk, hældte jeg kold kaffe over bålet i skraldespanden og fiskede det våde brev op. Det var delvist ædt op af aske, men jeg glattede de gennemblødte rester ud på mine knæ. Bogstaverne stod tæt med underlige mellemrum som i et gammelt telegram.

Brevet så ikke nyt ud. Det lugtede endda, som om det var sendt fra fortiden. Jeg forestillede mig nogen forfatte det på en gammel Selectric-skrivemaskine magen til den på det Françoise Sagan-postkort, jeg altid hængte op over min seng de steder, vi boede. Jeg indåndede duften af aske og pudret parfume, mens jeg skimmede det, der var tilbage. Det var ikke meget: Vi kondolerer og kom snarest.

Og et enkelt strandet ord i havet af svedent papir: Alice. Mit navn. Jeg kunne ikke læse, hverken hvad der stod før eller efter det, og jeg kunne ikke se andre referencer til mig. Jeg smed det våde papir i skraldespanden …

Hazel wood, hazelwood, melissa albert, fantasy, fantasyromaner, young adult

Indtil Althea Proserpine (født Anna Parks) døde helt alene på sin store ejendom, som hun havde givet navnet Hazel Wood, havde min mor og jeg været uheldsvangre gæster i tilværelsen. Vi flyttede mindst to gange om året og nogle gange flere, men uheldet indhentede os altid.

I Providence, hvor min mor underviste byens ældre borgere i kunst, blev hele overetagen i det hus, vi lejede, oversvømmet, mens vi sov, på en i øvrigt tør nat i august. En vildkat krøb gennem vinduet i vores trailer i Tacoma, pissede ud over alle vores ting og åd det sidste af min fødselsdagskage.

Vi forsøgte at gennemføre et helt skoleår i et gæstehus i L.A., som Ella lejede af en alvorsfuld hippie med egen støttefond, men fire måneder inde i forløbet begyndte kvindens mand at udvise symptomer på kronisk træthed. Derefter flyttede Ella ind i hovedhuset for at hjælpe til, men loftet faldt ned i det store soveværelse, og hippien gik i søvne og faldt i swimmingpoolen. Vi ville ikke gå og vente på, at nogen døde, så vi flyttede igen.

Når vi var på farten, holdt jeg altid skarpt øje med bilerne bag os, som om uheldet kunne tage menneskelig form og forfølge os i en minivan. Men uheldet var snedigere end som så. Man kunne ikke narre det, man kunne blot bevæge sig videre, når det havde en i sigte.

Da Althea døde, holdt vi op med at flytte. Ella overraskede mig med en nøgle til et sted i Brooklyn, og vi flyttede ind med vores ynkelige samling ejendele. Ugerne gik, derefter månederne. Jeg var stadig på vagt, men vores kufferter forblev under sengen. Lyset i vores lejlighed skinnede i alle nuancer af metal – blændende platin om morgenen, guld om eftermiddagen, bronze fra gadelygterne om aftenen. Jeg kunne sidde i timevis og se lyset vandre og skifte hen over vores fire vægge. Det var mit.

Men jeg så stadig uheldets skygge: En kvinde, som fulgte efter mig gennem en antikvarboghandel, og hviskede noget sjofelt i mit øre, mens hun fiskede min telefon op af min lomme. Gadelygter, der en efter en gik ud over hovedet på mig, da jeg gik ned ad gaden efter midnat. Den samme gademusikant, der dukkede op med sin guitar på hvert eneste tog, jeg kørte med i en hel uge, mens han sang „Go Ask Alice“ med sin uhyggelige tenorstemme.

„Pff,“ havde Ella sagt. „Det er ikke uheld. Det er New York.“

Hun havde opført sig anderledes siden sin mors død. Hun røg mindre og tog på i vægt. Hun købte et par T-shirts, der ikke var sorte.

En aften, vi kom hjem til vores lejlighed, var vinduerne smadret til glitrende stjerner. Ella pressede læberne sammen og så på mig. Jeg forberedte mig på at modtage flytteordrer, men hun rystede på hovedet.

„New York.“ Hendes stemme var hård og bestemt. „Ikke mere uheld til os, Alice. Hører du? Det er slut.“

Så jeg begyndte i den lokale skole. Jeg hængte julelys op langs gipshylden bag vores seng og fik arbejde på en café, der blev til bar efter solnedgang. Ella begyndte at tale om ting, hun aldrig havde talt om før: om at male væggene og købe en ny sofa. Om universitetsansøgninger.

Det var det sidste, der fik os i problemer – Ellas drøm om at give mig et normalt liv, et med en fremtid. For hvis man har tilbragt hele livet med at løbe, hvordan lærer man så at stå stille? Hvordan bygger man sit stråhus om til et murstenshus?

Ella gjorde det, vi havde set på film til alle de sort-hvide tv-aftener, vi havde tilbragt på motelværelser, i lejede bungalower, i ombyggede haveskure og gæstehuse og endda en enkelt gang i en studiebolig.

Hun giftede sig.

Skarpt oktobersollys skar mig i øjnene, da toget rullede over broen til Brooklyn. Mit hoved var fuldt af min mors forliste ægteskab og noget, der føltes som fem flækkede tænder i munden. Jeg havde altid haft problemer med at styre min vrede, hvilket Ella tacklede med meditationsbånd, en billig udgave af selvlært reikihealing og en bideskinne, jeg egentlig skulle bruge, men som jeg ikke kunne holde ud. I løbet af dagen bed jeg enhver væmmelig tanke, jeg havde om min stedfar, i mig. Om natten lod jeg det gå ud over mine tænder.

Manden, min mor giftede sig med, mindre end fire måneder efter, at han inviterede hende ud i forbindelse med et arrangement, hvor hun arbejdede som cocktailservitrice, boede på den næstøverste etage i et byggeri på Fifth Avenue. Hans navn var Harold, han var velhavende som Krøsus, den stenrige sidste konge af Lydien, og han troede, at forfatteren Lorrie Moore var en facademaling. Mere behøvede man ikke at vide om Harold.

Jeg var på vej til Salty Dog og det første job, jeg nogensinde havde boet længe nok på samme sted til at beholde. Det var en café ejet af et par fra Reykjavik, som lod mig gennemgå et seks timers baristakursus, før jeg overhovedet måtte rengøre kaffemaskinen. Jobbet passede mig godt – jeg kunne lægge præcis så meget i det, som jeg ville. Jeg kunne knokle og lave den perfekte kaffe og være venlig mod alle, der kom ind. Eller jeg kunne slå automatpiloten til og lade være med at tale til nogen, og det gjorde næsten ingen forskel, når det kom til drikkepenge.

I dag fortabte jeg mig selv i caféens beroligende rutiner med at brygge espressoshots og skænke filterkaffe, servere scones med brødtænger og indånde den brændte karamelduft af nymalede kaffebønner.

„Du skal ikke kigge, men Fyren med hatten er her.“ Min kollega, Lana, åndede varmt i mit øre. Lana studerede keramik på andet år på Pratt, lignede David Bowies endnu mere hotte søster og gik i hæsligt tøj, som alligevel klædte hende. I dag var hun iført en poset, orange jumpsuit i Rebel Alliance-stil. Hun duftede på samme måde, som Michelangelo må have gjort – af gipsstøv og sved. På en eller anden måde klædte det hende også.

Fyren med hatten var vores mindst vellidte kunde. Lana lod, som om hun var travlt optaget af at rengøre mælkeskummeren, så selvfølgelig blev jeg nødt til at tage mig af ham.

„Hej, Alice,“ sagde han og gjorde et stort nummer ud af at læse mit navneskilt, selv om han kom forbi hver eneste dag. Han nikkede med hovedet til T. Rex, som spillede på Lanas telefon. „Cool lyd. Er det The Stone Roses?“

„Åh gud,“ sagde Lana med en høj hvisken.

Han gloede på menukortet i mindst to minutter, mens han trommede på disken. Vreden samlede sig i mig og fik det til at prikke under huden, mens jeg ventede. Til sidst bestilte han det samme som altid. Jeg proppede hans biscotti i en pose, rakte ham en flaske Pellegrino og gik hen til kasseapparatet, så han ikke kunne tvinge mig til at udføre den komplicerede highfive, han havde prøvet at lære mig på mine seneste vagter.

Jeg så ham forlade stedet og hadede den lille synlige del af hans nakke, de fine, lyse hår på hans arme, den anspændte måde, han knipsede på, ude af takt. Mit blod sydede, da han strejfede en siddende kvinde og lagde sin hånd tungt på hendes skulder, da han undskyldte dybt.

„Gud, et røvhul,“ sagde Lana højt og klart, mens hun iagttog, hvordan Fyren med hatten fumlede med døren på vej ud. Hun stødte sin hofte mod min. „Tag det roligt, Alice. Du ligner en, der har lyst til at kvæle ham. Slap af, det er bare en tabernar med hat.“

Vreden aftog og efterlod mig voldsomt forlegen.

„Det havde jeg ikke …“ begyndte jeg, men Lana bed mig af. Det var hun mester i.

„Fortalte jeg, at jeg så Christian nøgen?“ Hun sad med hånden under hagen.

Christian var vores chef. Han havde en lille, smuk kone og en kæmpe rødmosset baby, der lignede en dæmon fra en bog med træsnit. Jeg forsøgte, men uden held, at komme på en uskyldig grund til, at Lana havde set ham uden tøj.

„Har I … har du haft sex med ham?“

Hun lo, som om jeg var langt mindre erfaren end hende, hvilket jeg var, men fuck dig, Lana.

„Forestil dig det! Luisa ville pudse sin monsterbaby på mig. Nej, han hyrede mig til at lave en skulptur af familien.“

„Nøgen?“

„Tja,“ svarede hun og var allerede ved at miste interessen for sin egen historie.

„Nå. Var han … var det klamt?“

Hun trak på skuldrene med blikket på sin telefon.

Da Ella begyndte at date Harold, havde jeg haft en ide om, at Lana og jeg skulle blive veninder, så jeg havde en person for mig selv, men sådan var det ikke rigtig faldet ud. Hun gik mere op i at have et publikum end en ven.

Jeg tog en klud og gik ud for at rydde af bare for at tvinge Lana til at tage sig af drikkevarerne for en gangs skyld. Idet jeg bevægede mig rundt mellem bordene, blev jeg ramt af den prikkende fornemmelse mellem skulderbladene af, at nogen iagttog mig. Jeg er ikke Lana – i de fleste situationer lægger ingen mærke til mig – så det gjorde mig klodset. Jeg væltede en tekop, bandede højlydt og tørrede op. Undervejs tog jeg bestik af kunderne.

Ved et af bordene sad en flok kvinder med glitrende forlovelsesringe stuvet sammen over grøn te, en enkelt kokosdonut og fire gafler. To fyre i ternede skjorter og med identisk skæg sad bøjet over matchende Macbooks ved hver sit bord uden at tage notits af hinanden. En kvinde, som prøvede at læse Jane Eyre, skævede til den opgivende mor med barnet, der hamrede sin ske i bordet. Og en mand iført anorak og solbriller sad nær døren. På trods af det fugtige vejr havde han strikhue på og holdt om et glas vand.

Så skete der tre ting: Lana tabte den tallerken, hun stod med, så den smadrede mod de skakternede fliser, manden med strikhuen kiggede op over kanten af sine solbriller, og en chokbølge af genkendelse skyllede igennem mig, så mine ben rystede under mig.

Vi stirrede på hinanden, manden og jeg, og han kunne se, jeg genkendte ham. Da vores øjne mødtes, kom jeg i tanke om ting, jeg havde glemt: For ti år siden havde hans bil duftet af juletræer. Han havde bestilt pandekager og æg, da vi stoppede for at få morgenmad. Jeg havde haft en lilla fløjlskjole på over en stribet T-shirt og strømpebukser og små, hvide støvler med sølvpynt, som jeg havde været enormt stolt af. Han fortalte mig historier, nogle af dem kendte jeg, og andre ikke. Efterfølgende kunne jeg aldrig huske, hvad de havde handlet om, men jeg kunne huske den følelse, de vakte hos mig: Den følelse, som god poesi vækker hos en, ægte poesi, den slags, der giver en kuldegysninger og tårer i øjnene.

Det var den mand, der ubemærket tog mig med i sin blå Buick, den mand, jeg havde forestillet mig, var min far. Hans røde hår var gemt i huen, men jeg kunne kende hans øjne. Dengang havde jeg været lille og kun vidst, at han var voksen. Nu kunne jeg se, hvor ung han var – tyve-femogtyve højst. Det var ti år siden, jeg havde set ham, og han lignede sig selv på en prik: Han så alt for ung ud. Det var umuligt. Men jeg vidste med sikkerhed, at det var ham, og at han var her på grund af mig.

Mens alt dette ramte mig, havde han allerede rejst sig, taget sin bog fra bordet og var på vej ud af caféen. Før klokkerne ved døren var færdige med at bimle, havde jeg sat efter ham. En eller andens laptopledning spændte ben for mig, og jeg fik næsten sendt tingesten ud at flyve. Da jeg først var færdig med at undskylde og flåede døren op, var manden ude af syne. Jeg spejdede op og ned ad det stille fortov med hænder, der sitrede efter at holde en cigaret – min mor og jeg var holdt op, da vi flyttede ind hos Harold.

Men han var væk. Efter et par minutter gik jeg indenfor igen.

På bordet havde han efterladt et tomt glas. En sammenkrøllet serviet. Og en fjer, en kam og en knogle. Fjeren var mørk gylden med en blondeagtig, glasgrøn spids. Kammen var af rød plastik. Knoglen måtte stamme fra en kylling, men den havde samme form som en fingerknogle. Den var renset fuldstændig. Trioen var placeret som en hieroglyf, tilnærmelsesvist formet som et pi-tegn, der brændte sig fast på min nethinde, inden jeg fejede det hele ned i min forklædelomme.

„Okay, hvad gik det ud på?“ Jeg havde aldrig oplevet Lana være så nysgerrig angående mig før. „Dine … dine læber er nærmest hvide. Har han gjort dig noget?“

Han kidnappede mig, da jeg var seks. Jeg tror, han måske er en tidsrejsende.

„Ikke noget. Jeg mener, han er ikke nogen. Jeg tog fejl. Jeg troede, at jeg genkendte ham, men det gjorde jeg ikke.“

„Det passer ikke. Intet af det, du lige sagde, er sandt, men fint. Nu sætter du dig her, jeg henter noget mad til dig, og du arbejder ikke mere, før du holder op med at ligne lort. Men jeg skal gå om tyve minutter, så forhåbentlig ser du bedre ud til den tid.“

Jeg satte mig tungt, mine knæ gav op på halvvejen. En af kvinderne med forlovelsesringene skulede til mig og klappede på sin kop, som om vi var et af de steder, der tilbød gratis refill. Frist mig ikke, tænkte jeg. Men jeg var for mat til at blive sur.

For bange. Kald det, hvad du vil, Alice. Måske kunne jeg have overbevist mig selv om det, jeg så gerne ville tro – at han var en mand, jeg aldrig havde set før, som mindede lidt om en, jeg havde mødt kort for et årti siden. Og måske kunne jeg have glemt om alt om ham, hvis det ikke havde været for den bog, jeg havde set i hænderne på ham, da han styrtede ud ad døren.

Jeg havde ikke set bogen i årevis, men jeg genkendte den, i samme øjeblik jeg så det velkendte grønne omslag.

Han havde siddet og læst Eventyr fra Hinterland, selvfølgelig. Selvfølgelig havde han det.

Du kan bestille Hazel Wood her allerede nu.

 

hazel wood, hazelwood, melissa albert, young adult, fantasy, fantasyroman

Melissa Albert

Forfatter Melissa Albert er webredaktør og startede Barned and Nobles’ teen blog. Hun har skrevet for blandt andet Time Out Chicago og MTV. Hazel Wood er hendes debut som forfatter. Melissa Albert er fra Illinois og bor nu i Brooklyn, NYC.

 

 

mm

CarlsenPuls er Danmarks nye YA-forlag. Vi udgiver bøger, som kan mærkes – helt derind, hvor det betyder noget! Vi tror på, at store historier kan ændre verden. For dig, der læser – og for dem, du møder på din vej. Vi udgiver de største, de bedste, de stærkeste og de vigtigste historier. Fordi vi ikke kan lade være.