Indefra

Har du googlet dig selv for nylig? Sådan søgemaskineoptimerer du dit personlige brand

ADVARLSEL: Nørded men super vigtig info!

Det er vigtigt, at jeg kan finde dig hurtigt og nemt på nettet, og at jeg ledes hen til de hjemmesider og profiler på sociale medier, som du selv ønsker, at jeg skal ledes hen til.

Søgeresultater og dermed først og fremmest Google er internettets midtpunkt. Næst efter Google er YouTube den største søgemaskine. Så derfor: Har du googlet og youtubet dig selv for nylig? Ellers hold pause i læsningen og gør det lige nu for at se, hvad resultatet er. Det vil nemlig være dér, at vi andre vil finde dig i rigtig mange tilfælde.

Enten finder vi dig via et tilfældigt søgeord, en søgesætning, eller fordi vi har søgt på et billede. Måske søger vi direkte på dit navn eller produkt, fordi vi har hørt om eller kender dig i forvejen. Husk at rigtig mange bruger billedsøgninger som pejlemærke, og der er søgemaskiner, som arbejder helt visuelt i stedet for tekstligt. Måske kender du Pinterest, der er en online, visuel opslagstavle og socialt medie, hvor folk søger efter alt muligt. Kan man fx finde dig der?

Men tilbage til Google. Hvordan så dit søgeresultat ud? Husk at Google via sine søgealgoritmer husker dine tidligere søgninger for at kunne målrette resultaterne til lige netop dig. Google individualiserer altså vores søgninger, og jeg får derfor et andet resultat frem, når jeg søger på dit navn, end du selv gør. Søg og test derfor dit eget navn inkognito (uden søgehistorik) og opnå et ”ægte” søgeresultat, der minder mere om dét, som vi andre får frem, når vi søger efter dig.

Sådan gør du:

Undersøg følgende i dit søgeresultat på side 1 i Google:

Viser søgningen en række links til websites og sociale profiler, som repræsenterer dig bedst, og som du ønsker skal tegne det billede af dig, som er det første folk møder? Er der links til steder, hvor dine eventuelle produkter sælges? Google har også mulighed for at vise videoresultater fra YouTube på side 1, så det vil være fint også at være repræsenteret i det format på det medie.

Sørg altså for at side 1 i Google ikke er en tilfældig rodebutik af links, som du ikke har kontrol over. Selvom du ikke er søgemaskine-optimeringsekspert, kan du godt tage en del kontrol over søgeresultatet i Google. Du skal igang med at søgemaskineoptimere dit personlige brand. Gør som minimum følgende:

1. Din hjemmesides URL
Din URL skal gerne indeholde dit navn eller navnet på det, du ønsker dine kunder skal finde.

2. Din hjemmesides “title”
Øverst ved hvert resultat i Google ser du et blåt og klikbart link. Det er de forskellige hjemmesiders “titles”. En “title” er en af de informationer, som søgemaskiner læser først. Sørg for, at den er udfyldt (det er der faktisk mange, der glemmer), og at den er mest mulig beskrivende. Alle dine undersider bør også have beskrivende “titles”. Der findes massevis af gratis tutorials, der viser, hvordan du selv ændrer og arbejder med ”titles”, uden af du skal kunne programmere.

3. Din hjemmesides “description”
Er en kort, beskrivende tekst, der lægges ind i din hjemmesides kode (og kun der). Hvis du bruger WordPress, findes der plugins, der hjælper dig med dette, uden at du skal programmere. Din “description” vises i Googles søgeresultat som to linjers brødtekst lige under “Title” og hjemmesideadressen. Google læser din “description”, og hvis den ikke allerede er udfyldt (af dig), så vil Google i stedet udfylde de to brødtekstlinier med to linjer fra den første rene tekst, Google finder på din hjemmeside. I søgeresultatsammenhænge vil dette ofte blive noget volapyk og ude af sammenhæng. Derfor er det vigtigt, at du har udfyldt din hjemmesides “description” korrekt, så du selv har kontrol over teksten.

4. Sociale mediers URL’er
Sociale medier er yderst søgeoptimerede og vil hurtigt komme frem på side 1 i Google. Sørg for at have “claimet” og udfyldt dine sociale profilers URL’er. For eksempel skal din Facebook-profil ikke hedde facebook.com/93450834575, men i stedet skal den hedde facebook.com/ditbrugernavn. Sørg også for at have udfyldt de grundlæggende informationer på dine sociale profiler. Det er også med til at søgemaskineoptimere dem. Er det gjort korrekt, så fyldes side 1 i Google nu ud af din Facebook-, Instagram-, LinkedIn-, Twitter-, Pinterest- og YouTube-profil.

5. Teksterne på din hjemmeside, dine profiler mm.
Google bliver mere og mere avanceret og læser det indhold, du skriver på dine sider. Dvs. du skal sørge for, at dine tekster indeholder dine potentielle søgeord. Eksempelvis er det ikke nok, at jeg skriver: ”Velkommen til min hjemmeside. Jeg skriver bøger om lidt af hvert. Klik rundt på siden for at finde mere.” Dette vil Google ikke mene er særlig relevant at linke til. Derimod kan jeg skrive: ”Velkommen til Maiken Ingvordsens og So What Copenhagens website. Læs om min nye bog ”Original”, som er udkommet på forlaget Lindhart og Ringhof i 2015. Den handler om personlig, professionel branding og om synlighed. Du kan købe bogen her …”. Denne tekst vil Google bruge energi på og gøre dele af teksten til søgeord.

6. Hvad kommer frem under fanen “billeder” i Google?
Sørg for at navngive alle billeder, som du loader op på nettet, for eksempel via din hjemmeside eller sociale profiler, med dit navn. Så en billedfil ikke bare hedder 01.jpg, men i mit tilfælde maiken-ingvordsen-01.jpg. Nogle websteder lader dig også ”tagge” og skrive ekstra beskrivelser ved hvert foto, du uploader. Det vil alt sammen være med til at hjælpe Google med at indeksere billederne, gøre dem søgbare i dit navn og dermed sørge for, at de kommer øverst, når man søger efter dig i Googles billedsøgning.

7. Videoer og maps
Tjek til sidst også dit navns søgeresultat i Google under fanen “videoer” og “maps”. Sæt dig ind i, hvordan du får det bedste resultat hvis andre benytter sig af disse søgemuligheder. Det samme gælder for YouTube.

Det virker måske som et lidt kedeligt stykke arbejde at skulle søgemaskineoptimere dit personlige brand. Men det er nødvendigt, og det er en indsats, der helt sikkert vil gavne dig og din karriere i fremtiden!

Artiklen er et uddrag fra bogen ORIGINAL – personlig branding & synlighed.Original maiken ingvordsen

 

Digital strateg hos Lindhardt og Ringhof. Ejer af brandingbureaet So What Copenhagen. Forfatter til bøgerne "Tænk stort - og slip din indre iværksætter fri" (Lindhardt og Ringhof), "Original - personlig branding og synlighed" (6 stjerner Berlingske Business), "Music Cookbook" og "Fundraising til kreative projekter" (5 stjerner Berlingske Business). Maiken er uddannet jazzpianist, komponist og musikpædagog fra Rytmisk Musikkonservatorium og bl.a. kendt for sit samarbejde med Johannes Møllehave og Chris Minh Doky.