Børnebøger

Hans og Grethe: Spørgsmål til dialogisk læsning af eventyret

Med dialogisk læsning bliver højtlæsningen til en dialog med børnene om fortællingen. Det er stadig den voksne, der læser højt, men læsningen suppleres med spørgsmål og dialog om fortællingen. Børnene får et større ordforråd, bliver bedre til samtale og motiveres langt mere, når de selv deltager.

Dialogisk læsning kræver lidt forberedelse af den voksne – derfor præsenterer vi på bloggen en række bøger, hvor vi har gjort forarbejdet med at finde de svære ord i teksten og lave en oversigt over nogle af de emner, som det kan være interessant og sprogligt udviklende at tale om.

Læs mere om tankerne bag metoden dialogisk læsning i artiklen Sådan læser du højt for dit barn af Gitte Ladefoged.

Det er en god ide at tilpasse læsningen og samtalen omkring bogen til børnenes alder. Og øge sværhedsgraden jo flere gange man læser bogen højt. Begynd med de nemme og mest oplagte spørgsmål, og øg gradvist sværhedsgraden. Ud over at samtale om bogen kan man også lege scener derfra eller tegne personer, dyr eller episoder som en del af den dialogiske læsning.

Skærmbillede 2015-08-12 kl. 11.03.52
De fine tegninger i den nye udgave af “Hans og Grethe” er lavet af Christian Højgaard. Bogen er udgivet af Forlaget Carlsen.

Fortæl først, hvem der har skrevet og tegnet eventyret. Gå derefter videre med nogle af de generelle spørgsmål – og grav jer bagefter ned i detaljer i historien, hvor du kan mærke at børnene er interesserede eller har svært ved at forstå fortællingen.

DIALOGISK LÆSNING: GENERELLE SPØRGSMÅL

Har I hørt historien før?
Hvad kunne I godt lide?
Og var der noget, I ikke kunne lide?
Hvordan ser tegningerne ud?

   Hans og Grethe
SPØRGSMÅL TIL EVENTYRET “HANS OG GRETHE”

Var der noget, som var uhyggeligt i teksten?
Var der noget, I ikke forstod?
Hvorfor skulle børnene sættes ud i skoven?
Hvordan fandt børnene første gang tilbage til deres hjem ude fra skoven?
Og hvorfor lykkedes det dem ikke at finde hjem anden gang?
Hvad var heksens hus lavet af?
Hvordan narrede de to børn heksen?
Hvem endte i den varme ovn?

Skærmbillede 2015-08-12 kl. 11.03.12

FOKUSORD OG SVÆRE VENDINGER I EVENTYRET

Noget af det, der er sværest ved at læse eventyr og klassikere højt, er de mange ældre eller fremmede ord, som der kan være brug for at få defineret. Men også nogle af de ord, som vi umiddelbart forstår, kan have andre betydninger for børn i dag end dengang de blev skrevet. Læg mærke til hvilke ord du selv som voksen studser over – og læg mærke til hvor børnene spørger ind til forståelsen. I Hans og Grethe kan I fx tale om disse ord og begreber:

Hvad betyder fattig?
Hvem er en stedmor?
Hvad er kiselsten?
Hvad er en drivert?
Hvad betyder ”Det daglige brød”?
Hvad betyder ”At dele den sidste mundfuld”?
Hvad betyder ”Hvis børnene ikke kommer af vejen”?

DE TRE BUKKEBRUSE OG TRE ANDRE KLASSISKE EVENTYR
Hans og Grethe indgår i Carlsens nyudgivelse af fire klassiske eventyr. I bogen er der forslag til dialogisk læsning af alle fire eventyr.

De tre bukke bruse – og tre andre klassiske eventyr indeholder eventyrene: De tre bukke bruse, Fyrtøjet, Rødhætte og Hans og Grethe. Bogen kan købes hos din boghandler og på carlsen.dk.

Til børnehaver, vuggestuer og dagpleje

“Hans og Grethe” er en del af Sprogkuffert 3 fra Forlaget Carlsen. Kufferten er tænkt til vuggestuer, dagpleje og børnehaver, hvor man ønsker at fremme børnenes sproglige indlæring. Denne kuffert indeholder 3 billedbøger, som er oplagt til dialogisk læsning, 3 papfigurer til at opføre Hans og Grethe med samt yderligere information omkring dialogisk læsning, skrevet af forfatter og bevægelsespædagog Lotte Salling.

I Sprogkuffert 3 får du ud over eventyret om Hans og Grethe også disse bøger:

Lotte Salling: “Krible krable” – illustreret af Lea Letén.

Krible krable rim (c) Forlaget Carlsen
Krible Krable bog på rim om alle de små krible krable dyr, som findes i naturen: myrer, bænkebidere, mariehøns, tusindben, lus, larven og mange flere. Smukt illustreret af Lea Letén.

Marie Norin: “Ella og Vera”

Ella og Vera (c) Forlaget Carlsen
Charmerende billedbog for de yngste billedbogslæsere, som handler om, hvor svært det kan være at dele – selv med ens allerbedste ven.