Indefra

Goodreads læseudfordring 2016

Goodreads læseudfordring 2016

Hvor meget kan du læse på et år? Tag udfordringen op og indtast et tal i Goodreads’ årlige læseudfordring – og se, om du kan overholde det.

Goodreads-nybegynder?

Læs vores tips og guide til Goodreads her.

Goodreads er verdens største læsefællesskab. En slags Facebook for bøger, hvor man kan katalogisere sin læsning og følge andres. Det giver et overblik over ens læsning – og så genererer det også statistikker over, hvor meget man læser fordelt på både sidetal og bøger.

Goodreads læseudfordring

Hvert år kan du på Goodreads udfylde en reading challenge. Her bekendtgør du – både for dig selv og for alle dem, der følger dig – hvor mange bøger, du udfordrer dig selv til at læse på et år. Og så kan du og dine Goodreads-venner følge med i, om du indfrier dit læseløfte.

Screen Shot 2016-02-09 at 10.25.16

Er du on track med din læsning? Goodreads minder dig om, om du er bagud eller forud i din reading challenge. Jeg er heldigvis forud.

Du finder funktionen på din profilside, nederst i højre side. Her kan du også se, hvordan det er gået dig i tidligere reading challenges, hvis du altså har deltaget før.

Læsestatistikker og tal

Ud over at være en sjov udfordring er Goodreads’ årlige læseudfordring også et fantastisk redskab til at holde øje med, hvad du læser. Goodreads samler nemlig alle de bøger, du taster ind, i en læsestatistik hvor du kan se, hvor mange sider og bøger du har læst. Samtidig får du et hurtigt overblik over genrefordelingen, de længste bøger og de korteste bøger.

Screen Shot 2016-02-09 at 10.30.46

Min Goodreads-statistik for 2016. Jeg har på nuværende tidspunkt læst 14 bøger, hvoraf Byen brænder er den længste bog, jeg har læst i år. Det bliver den nok ved med at være.

Er du en rigtig talnørd, vil du nyde at grave i dine læsetal og de mange statistikker. Det er faktisk meget lærerigt at få øjnene op for, hvor meget du læser af én bestemt genre, forfatter eller bogtype.

Tag udfordringen op – og læs mere!

Hvis du drømmer om at læse mere i det kommende år, er Goodreads-udfordringen god motivation for at gribe bøgerne og få læst. Der er nemlig ikke noget mere læsepanikfremkaldende, end når Goodreads-udfordringen blinker med ordene “10 books behind schedule”. På den måde kan læseudfordringen fungere som en god reminder om, hvor meget tid du havde regnet med at bruge på læsningen.

Over 1 million læsere deltager i Goodreads’ læseudfordring i 2016 og gennemsnitsmålet er 47 bøger. Og du kan stadig nå at være med. Det eneste spørgsmål der er tilbage, er blot: Hvor meget kan du læse på et år?

Drømmer du om at læse mere i 2016? Få fem tips til at optimere din læsning her.