Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen er fjerdebølgefeminister. De bliver ofte spurgt, hvad de nye feminister kæmper for. I Ludermanifestet forklarer de deres mærkesager, såsom “reclaim ordet luder!”, hvilket er baggrunden for uddraget herunder.
Nikita Klæstrup fortæller i Ludermanifestet om den første gang, hun blev kaldt og kaldte en anden pige for luder. Hun forklarer, hvorfor det er så vigtigt, at vi reclaimer ordet, der bliver brugt til at undertrykke kvinder.
“Første gang, jeg kan huske, jeg blev kaldt for luder, var i tredje klasse af nogle drenge fra parallelklassen. Første gang, jeg kan huske selv at have brugt ordet luder om en anden pige, var nogenlunde på samme tidspunkt. Min bedste veninde og jeg sagde det om en anden pige i klassen bag hendes ryg. Vi havde som sådan ikke den store forståelse for ordets betydning, og vi hverken troede på eller ønskede at give andre indtrykket af, at hun solgte seksuelle ydelser. Vi vidste bare, at det var et ord, man kunne bruge om andre kvinder, når man ikke lige brød sig om dem som person eller om det, de gjorde.
I mine tidlige teenageår brugte jeg ordet luder om den pige, som min bedste venindes kæreste var hende utro med, om Klara fra parallelklassen og om pigen, som havde fået en øjenbrynspiercing. Jeg kaldte min søster luder den ene gang, vi blev rigtig uvenner, og jeg har sikkert brugt ordet om flere andre.
Jeg blev også selv kaldt luder op til flere gange. Jeg blev kaldt luder, da jeg slog op med min første kæreste. Jeg blev kaldt luder, da de andre piger på skolen ikke kunne lide mit hår eller tøj. Jeg blev kaldt luder, da jeg afviste en fyr, som gentagne gange havde skrevet til mig på Facebook. Jeg blev kaldt luder af Klara fra parallelklassen.
Men selvom jeg var blevet kaldt luder et par gange, var jeg slet ikke forberedt på det, der skete kort tid efter, jeg var fyldt 20 år. Jeg havde en lettere afslørende gallakjole på til en privat fest i min politiske ungdomsorganisation, og da billeder fra festen blev offentliggjort på Facebook, besluttede en betragtelig del af Danmarks befolkning sig for, at jeg var en luder. På det tidspunkt var jeg selv holdt op med at kalde kvinder for ludere efter lang tids selvransagelse, hvor jeg indså, at jeg oftest kaldte kvinder for ludere af to grunde: Den ene grund var jalousi: Den pågældende kvinde havde måske smukkere hår end mig eller længere ben, og så var det nemt at sige, at hendes skønhed altså var ugyldig, når nu jeg havde bestemt mig for, at hun var en luder og dermed en kvinde uden værdi. Eller måske var hun bare modig på punkter, jeg ikke var. Måske turde hun skille sig ud fra mængden på måder, som jeg ikke kunne forestille mig på grund af min egen frygt for at blive kaldt for luder eller lignende.
Den anden grund kunne være, at jeg projicerede min vrede over en mands handlinger over på den pågældende kvinde. Som det for eksempel var tilfældet med pigen, som min bedste venindes kæreste var hende utro med. Da min bedste veninde tilgav sin kæreste, var pigen jo stadig en luder, mens han igen var en af vennerne.
Når man er kommet til den erkendelse, at der sjældent er noget galt med de kvinder, man kalder ludere, og at det som regel handler om bemærkningernes afsender, skulle man tro, at min situation var en del lettere at håndtere, da jeg blev kaldt luder på grund af en kjole. Men jeg sad alligevel med en følelse af, at det måske faktisk var mig, der var noget galt med. Hvis alle andre ikke havde fået samme åbenbaring, så skulle jeg måske bare pakke mig ind, gemme mig væk og ikke tro, at jeg var et ordentligt menneske eller noget værd som kvinde, når jeg nu kunne finde på at tage sådan en kjole på. Den følelse varede i omkring tre minutter. Så mindede jeg mig selv om, hvem jeg er, og hvordan jeg er blevet opdraget. Jeg valgte, at hvis vi absolut skulle snakke om min kjole, så kunne vi lige så godt gøre det i et større perspektiv. Dermed startede jeg en debat om slutshaming i vores samfund og indså, at jeg faktisk var feminist, og at der fandtes kvinder, som kæmpede for det samme som mig.
Men slutshaming og luderstigmaet kan man altså ikke bare sådan lige gøre op med. Derfor er dette første statement så vigtigt. Det handler om at se på luderstigmaet i et historisk perspektiv og se på, hvordan det bliver brugt i dag. Og det handler ikke mindst om redskaber til at gøre op med begrebet og forhåbentlig også med den skam, der er associeret med ordet luder.”
Nikita Klæstrup studerer tv- og medietilrettelæggelse på Danmarks Medie og Jounalisthøjskole, blogger og tabloiddarling. Hun er sammen med Ekaterina Andersen og Louise Kjølsen en del af GirlSquad, som har udgivet Ludermanifestet.
Du kan læse Ludermanifestet som e-bog og lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen er fjerdebølgefeminister. De bliver ofte spurgt, hvad de nye feminister kæmper for. I Ludermanifestet forklarer de deres mærkesager, såsom “reclaim ordet luder!”, hvilket er baggrunden for uddraget herunder.
Nikita Klæstrup fortæller i Ludermanifestet om den første gang, hun blev kaldt og kaldte en anden pige for luder. Hun forklarer, hvorfor det er så vigtigt, at vi reclaimer ordet, der bliver brugt til at undertrykke kvinder.
“Første gang, jeg kan huske, jeg blev kaldt for luder, var i tredje klasse af nogle drenge fra parallelklassen. Første gang, jeg kan huske selv at have brugt ordet luder om en anden pige, var nogenlunde på samme tidspunkt. Min bedste veninde og jeg sagde det om en anden pige i klassen bag hendes ryg. Vi havde som sådan ikke den store forståelse for ordets betydning, og vi hverken troede på eller ønskede at give andre indtrykket af, at hun solgte seksuelle ydelser. Vi vidste bare, at det var et ord, man kunne bruge om andre kvinder, når man ikke lige brød sig om dem som person eller om det, de gjorde.
I mine tidlige teenageår brugte jeg ordet luder om den pige, som min bedste venindes kæreste var hende utro med, om Klara fra parallelklassen og om pigen, som havde fået en øjenbrynspiercing. Jeg kaldte min søster luder den ene gang, vi blev rigtig uvenner, og jeg har sikkert brugt ordet om flere andre.
Jeg blev også selv kaldt luder op til flere gange. Jeg blev kaldt luder, da jeg slog op med min første kæreste. Jeg blev kaldt luder, da de andre piger på skolen ikke kunne lide mit hår eller tøj. Jeg blev kaldt luder, da jeg afviste en fyr, som gentagne gange havde skrevet til mig på Facebook. Jeg blev kaldt luder af Klara fra parallelklassen.
Men selvom jeg var blevet kaldt luder et par gange, var jeg slet ikke forberedt på det, der skete kort tid efter, jeg var fyldt 20 år. Jeg havde en lettere afslørende gallakjole på til en privat fest i min politiske ungdomsorganisation, og da billeder fra festen blev offentliggjort på Facebook, besluttede en betragtelig del af Danmarks befolkning sig for, at jeg var en luder. På det tidspunkt var jeg selv holdt op med at kalde kvinder for ludere efter lang tids selvransagelse, hvor jeg indså, at jeg oftest kaldte kvinder for ludere af to grunde: Den ene grund var jalousi: Den pågældende kvinde havde måske smukkere hår end mig eller længere ben, og så var det nemt at sige, at hendes skønhed altså var ugyldig, når nu jeg havde bestemt mig for, at hun var en luder og dermed en kvinde uden værdi. Eller måske var hun bare modig på punkter, jeg ikke var. Måske turde hun skille sig ud fra mængden på måder, som jeg ikke kunne forestille mig på grund af min egen frygt for at blive kaldt for luder eller lignende.
Den anden grund kunne være, at jeg projicerede min vrede over en mands handlinger over på den pågældende kvinde. Som det for eksempel var tilfældet med pigen, som min bedste venindes kæreste var hende utro med. Da min bedste veninde tilgav sin kæreste, var pigen jo stadig en luder, mens han igen var en af vennerne.
Når man er kommet til den erkendelse, at der sjældent er noget galt med de kvinder, man kalder ludere, og at det som regel handler om bemærkningernes afsender, skulle man tro, at min situation var en del lettere at håndtere, da jeg blev kaldt luder på grund af en kjole. Men jeg sad alligevel med en følelse af, at det måske faktisk var mig, der var noget galt med. Hvis alle andre ikke havde fået samme åbenbaring, så skulle jeg måske bare pakke mig ind, gemme mig væk og ikke tro, at jeg var et ordentligt menneske eller noget værd som kvinde, når jeg nu kunne finde på at tage sådan en kjole på. Den følelse varede i omkring tre minutter. Så mindede jeg mig selv om, hvem jeg er, og hvordan jeg er blevet opdraget. Jeg valgte, at hvis vi absolut skulle snakke om min kjole, så kunne vi lige så godt gøre det i et større perspektiv. Dermed startede jeg en debat om slutshaming i vores samfund og indså, at jeg faktisk var feminist, og at der fandtes kvinder, som kæmpede for det samme som mig.
Men slutshaming og luderstigmaet kan man altså ikke bare sådan lige gøre op med. Derfor er dette første statement så vigtigt. Det handler om at se på luderstigmaet i et historisk perspektiv og se på, hvordan det bliver brugt i dag. Og det handler ikke mindst om redskaber til at gøre op med begrebet og forhåbentlig også med den skam, der er associeret med ordet luder.”
Nikita Klæstrup studerer tv- og medietilrettelæggelse på Danmarks Medie og Jounalisthøjskole, blogger og tabloiddarling. Hun er sammen med Ekaterina Andersen og Louise Kjølsen en del af GirlSquad, som har udgivet Ludermanifestet.
Du kan læse Ludermanifestet som e-bog og lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Andre læste også: