Et blogindlæg eller et debatindlæg, som ikke indeholder et billede af en letpåklædt kvinde, bliver ikke læst. Den samme artikel med et billede af en kvinde i undertøj bliver læst, men en del af brugerne klikker kun på artiklen, fordi de synes, vi er lækre – eller fordi de dømte os på baggrund af deres egne fordomme.
Medierne kritiserer os for kun at være smukke i undertøj, men samtidig vil de kun bruge undertøjsbilleder af os for at få folk til at klikke på deres artikler. Er det vores skyld, at folk er mere interesserede i at glo på vores kroppe end at læse vores ord om magtkritik? Og så er det jo faktisk ret sørgeligt, at den kvindelige krop og seksualitet i 2017 er en forhindring, når man gerne vil tages seriøst. Seriøsitet, Lixtal og krop er tilsyneladende modsætninger, og man skal som kvinde se ud på en bestemt måde for at skrive i ”seriøse” medier.
Det er netop det, vores budskab handler om: at det feminine udtryk, som for eksempel den feminine krop og seksualitet, ikke burde være en modsætning til at være seriøs, tale om politik, akademiker eller blot det at have en holdning. Alle de emner forstås desværre normativt og maskulint konnoteret, men sådan burde det ikke være.
Det er derfor, at vi på ingen måde synes, vores udtryk ”larmer for meget” til, at man kan forstå vores budskab, da vores form netop er en stor del af vores budskab. Vi lever i 2017, og det kan ikke passe, at man som kvinde enten kan blive taget alvorligt (men kun hvis man er tæt på aseksuel eller manlike) eller være en dum sexet dulle, som ingen kan tage seriøst.
At bruge nøgenhed i sin kunst er som nævnt en tradition i feministisk kunst. Og det er samme tradition, som fjerdebølgefeminister ifølge Kofod Olsen fortsætter: at man som feminist i sin kunst kræver retten til sin egen krop, retten til at fremstille sig selv, som man er, og som man vil. Og retten til at gøre det, uden at det er ensbetydende med at underkaste sig det mandlige blik og uden at være et objekt. Retten til, at man som kvinde godt kan være både krop og øje, subjekt og objekt på samme tid.”
Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen er fjerdebølgefeminister. De bliver ofte spurgt, hvad de nye feminister kæmper for. I Ludermanifestet forklarer de deres mærkesager, såsom “dick pics, hævn porno og nudes. Der er forskel. Så enkelt er det!”, hvilket er baggrunden for uddraget herunder.
Ekaterina Andersen fortæller i Ludermanifestet om at kræve retten til sin egen krop igennem kunst ved at fremstille sig selv, som man er.
“Som fotografen på alle #GirlSquads billeder får jeg ofte kritik for, at vi er letpåklædte på billederne. Hvorfor kan vores feministiske budskab ikke formidles på andre måder? Hvorfor skal en artikel om alvorlige spørgsmål som magtkritik, voldtægt og mænds rettigheder følges af et billede af kvinder i undertøj? Det er svært at tage en kvinde i undertøj seriøst, lyder argumentet. Hvis I gerne vil høres, hvorfor tager I så ikke noget tøj på?
Men jeg har også, mens jeg har været aktiv som feminist, skrevet en del indlæg om feministiske emner. Jeg har skrevet om vold i hjemmet og om voldtægt. Om slutshaming under 2. Verdenskrig og betydningen af den internationale kvindedag. Jeg har skrevet om, hvordan feminismen og feminister har det i dagens Rusland og om skønhedsidealer. Ingen af disse indlæg kom i medierne. Fordi de ikke indeholdt et letpåklædt billede. Samtidig har medierne været mere end glade for at reposte vores indlæg, som blev kombineret med billeder af os i undertøj. Og i flere tilfælde, hvor Nikita har udtalt sig om et andet emne, har medierne bragt hendes udtalelse og selv fundet et billede af hende i meget lidt tøj, så de kunne bruge hende som clickbait.
Den eneste gang, mit fuldtpåklædte indlæg blev lagt ud af andre medier, var, da jeg fortalte, at jeg var gravid. Til gengæld blev det lagt ud med et billede af den letpåklædte Nikita og overskriften ”Et Girlsquad medlem er gravid”. Fordi det selvfølgelig gav flere klik.
Et blogindlæg eller et debatindlæg, som ikke indeholder et billede af en letpåklædt kvinde, bliver ikke læst. Den samme artikel med et billede af en kvinde i undertøj bliver læst, men en del af brugerne klikker kun på artiklen, fordi de synes, vi er lækre – eller fordi de dømte os på baggrund af deres egne fordomme.
Medierne kritiserer os for kun at være smukke i undertøj, men samtidig vil de kun bruge undertøjsbilleder af os for at få folk til at klikke på deres artikler. Er det vores skyld, at folk er mere interesserede i at glo på vores kroppe end at læse vores ord om magtkritik? Og så er det jo faktisk ret sørgeligt, at den kvindelige krop og seksualitet i 2017 er en forhindring, når man gerne vil tages seriøst. Seriøsitet, Lixtal og krop er tilsyneladende modsætninger, og man skal som kvinde se ud på en bestemt måde for at skrive i ”seriøse” medier.
Det er netop det, vores budskab handler om: at det feminine udtryk, som for eksempel den feminine krop og seksualitet, ikke burde være en modsætning til at være seriøs, tale om politik, akademiker eller blot det at have en holdning. Alle de emner forstås desværre normativt og maskulint konnoteret, men sådan burde det ikke være.
Det er derfor, at vi på ingen måde synes, vores udtryk ”larmer for meget” til, at man kan forstå vores budskab, da vores form netop er en stor del af vores budskab. Vi lever i 2017, og det kan ikke passe, at man som kvinde enten kan blive taget alvorligt (men kun hvis man er tæt på aseksuel eller manlike) eller være en dum sexet dulle, som ingen kan tage seriøst.
At bruge nøgenhed i sin kunst er som nævnt en tradition i feministisk kunst. Og det er samme tradition, som fjerdebølgefeminister ifølge Kofod Olsen fortsætter: at man som feminist i sin kunst kræver retten til sin egen krop, retten til at fremstille sig selv, som man er, og som man vil. Og retten til at gøre det, uden at det er ensbetydende med at underkaste sig det mandlige blik og uden at være et objekt. Retten til, at man som kvinde godt kan være både krop og øje, subjekt og objekt på samme tid.”
Ekaterina Andersen er teologistuderende, fotograf, født i Rusland, gift og mor til to. Hun er sammen med Nikita Klæstrup og Louise Kjølsen en del af GirlSquad, som har udgivet Ludermanifestet.
Du kan læse Ludermanifestet som e-bog og lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Andre læste også: