Saga

Georges Simenon – Faderen til den psykologiske krimiroman

Dagligdagens poet eller et realistisk geni? Kært barn har mange navne, og det har den belgiske forfatter Georges Simenon (1903-1989) i den grad i kraft af sine godt og vel 40 pseudonymer fordelt ud over hundredvis af romaner og noveller. Simenon er én af de meste læste og oversatte forfattere i det 20. århundrede, og han er især kendt for sine detektivromaner om kriminalkommissær Maigret.

Skrevet af: Anne Badsberg-Nielsen

Folkets litteratur

Simenon er kendt for at være en særdeles produktiv forfatter. Han skriver i sine mest aktive år 60-80 sider om dagen og bruger sjældent tid på revidering og redigering af sine tekster. Af samme årsag er han ofte blevet sat i bås med den litteratur, man kalder triviallitteratur – det vil sige litteratur, der kun har til formål at være let, og især hurtigt skrevet, underholdning. Men Simenon gør en dyd ud at undgå et såkaldt ”litterært” sprog. Han holder sit sprog nøgternt, for at henvende sig til læsere på alle niveauer. Og det er netop på grund af sprogets tilgængelighed, at hans værker har så stor udbredelse.

Kriminalkommissær Maigret

Ligesom sit sprog holder Simenon også sine karakterer nøgterne. Historierne begynder tit med et helt almindeligt menneske, der kommer ud for noget ekstraordinært, som tvinger personen ud over sine grænser. I detektivromanerne om Maigret følger vi kriminalkommissær Jules Maigret, der hverken er interesseret i at gå på eventyr eller svare på gåder i modsætning til en karakter som Sherlock Holmes. I stedet forsøger Maigret sig som oftest med empati. Ved at lære forbryderens indre og sætte sig i forbryderens sted, kan han finde frem til forbryderens bevæggrund og forbryderen i sig selv. Maigret-romanenerne kan ses som en forløber til de moderne krimiromaner, der i høj grad har fokus på det psykologiske spil. Man kan diskutere, om Maigret også er en forløber for de rigtige kriminalefterforskere, der først i løbet af 1970’erne begynder at forske i forbryderens psykologi for at finde frem til forbryderen frem for kun at forske i selve forbrydelsen.

Forfatteren og den fiktive karakter

Maigret-karakteren og Simenon er ofte blevet forvekslet, fordi de bærer mange af de samme karaktertræk. For eksempel er de begge to karakteriseret ved at ryge pibe og bære hat. Bogen Maigrets memoir (1951) spiller netop på den fiktive karakters forhold til Simenon. Heri anklager karakteren Maigret forfatteren Simenon for at tage æren for alle Maigrets replikker og fortæller også om sit første møde med den unge journalist, Georges Simenon. De to herrers forhold starter, mens Simenon stadig arbejder for magasiner og aviser, som han skriver triviallitteratur og -noveller for. Til trods for en problematisk opvækst, formår Simenon at vende noget af sin udfarende adfærd som teenager til et produktiv potentiale i gennem litteraturen. Blandt andet med opfindelsen af en skikkelse som Maigret, som vi læsere stadig kan få glæde af den dag i dag.

Læs mere af Maigret-serien her.