Det er ikke altid nemt at være en del af en familie, og hvad som helst kan ske mellem familiemedlemmer. Det har ti danske forfattere skrevet en novelle om, og her kan du læse det første afsnit af hver af historierne i Mellem os.
Frontkæmperen af Kristina Aamand
“Tillykke, Yasmin. Pigen der flygtede fra familien ligger nummer et på bestsellerlisten for tredje uge i træk.”
Redaktionschef Daniel slår på sit glas med en kagegaffel, som han har taget fra bordet, hvor der står en stor, firkantet lagkage kunstfærdigt udsmykket med hvid perlemorsglasur, røde marcipanroser og TILLYKKE YASMIN med svungen chokoladeskrift.
Summende stemmer bliver til stilhed i det stopfulde lokale på forlaget. “Kære kollegaer. Kære Yasmin, fabulous frihedskæmper og forfatter.”
Hun føler sig ikke som en forfatter. Det var jo bare nogle stikord og overskrifter på papir. Lange samtaler med Daniel, kaffe fra maskinen på hans kontor og telefonen på record. Nu står hun med en bog i hånden. Hendes navn på forsiden.
Yasmin Khan med store, kongeblå bogstaver og et billede taget af en topfotograf, som fik hende til at føle sig som en model. Hun sidder på en mur med armene strakt op mod himlen, som er meget mere blå på forsiden af bogen, end hun husker den. Det var gråvejr, og en regndråbe ramte hende på kinden lige under øjet, da fotografen entusiastisk sagde: “Føl friheden. Sådan, ja, det er helt rigtigt. Jeg tror sgu, vi fik den.”
En rigtig hue af Thomas Korsgaard
Kian sveder under armene, skjorten er allerede helt våd. Han kan ikke finde ud af, om det er varmen. Afklippede bøgegrene ligger i store bundter på området foran skolen. De er ved at gøre vognene klar til i morgen. Et par spraymalede lagener ligger til tørre på fliserne længere væk. Dyt, mens I venter, for vi er studenter, står der på det ene.
Der er kun én rigtig hue, og den er rød på det andet. Henne ved flagstængerne står pedellen og skifter skolens eget flag ud med Dannebrog. Flaget hviler tungt over hans skuldre.
Han skodder sin smøg, før han går ind i svingdøren og skubber den hårdt ind i kantinen. Det er rart at bruge sine muskler.
Der er tomt i kantinen, de fleste er allerede helt færdige. Han har set dem overalt i byen de sidste par dage. De fester og synger, og han får det, som om det kunne blive ham, selvom han ikke helt tror på det.
Han slår til Nettoposen med noterne og skiftetøjet, han holder i hånden. Ved et af de tomme borde sætter han sig. I posen finder han papirerne og æsken, som han lægger på bordet. Han er i god tid og burde øve det hele igennem en enkelt gang, men det er, som om det allerede er for sent. Det skal bare overstås, tænker han, det må gå, som det går. Han løfter i stedet låget af kassen og tager huen op.
Fætter af Stine Haynes
Vi har kendt hinanden hele vores liv, eller rettere sagt, han har kendt mig hele mit, og jeg har kendt ham næsten hele hans, minus de to første år, hvor jeg ikke var født endnu. Han er Vægt, jeg er Tvilling, og vi er begge to enebørn.
Faktisk er vi slet ikke i familie, for han er min mors bedste venindes barn, og derfor er vi vokset op sammen. Fætter er bare noget vi kalder ham for at vise, at det er ligesom familie, at vi lige så godt kunne have været rigtig familie, selvom vi ikke er.
“Min lille kusine Laura,” plejede han altid at sige, og selvom det var irriterende med ’lille’, var det godt nok med ’min,’ for på den måde var jeg hans.
Alligevel husker jeg tydeligt den dag, det gik op for mig, at han ikke var min fætter, sådan rigtigt. Det var da vi skulle tegne vores stamtræ i 0. klasse. Jeg lavede et vildt flot træ med masser af grene og blade, pink med guldglimmer, og kronen strakte sig helt op i himlen. Problemet opstod, da vi skulle sætte mærkater på til allersidst med rigtigt placerede familiemedlemmer.
Lærer Linda, rund og varm og med altid røde kinder, forklarede, hvad vi skulle gøre, og tegnede sit eget stamtræ som model på tavlen, så der ikke skulle gå kludder i det.
Silvan af Sarah Engell
Der står Silvan på papkassen, så det hedder den den ene hvalp. Silvan er faktisk et flot ord, hvis man tænker på ordet og ikke tænker på rystepudsere og spartelmasse og flyttekasser og flyttevogne. Man skal bare huske at lægge trykket på første stavelse.
Silvan. Så lyder det som alfer i sølvsko og brønde med klart vand. Men uanset hvor mange gange jeg forklarer det for far, lægger han trykket på sidste stavelse, så ordet lyder, som om det kører ind i en mur og går i stå. Silvan.
Den anden hvalp hedder Baumwolle, opkaldt efter det orange frottehåndklæde, der ligger i bunden af papkassen.
De to sidste må du bestemme.
Det er svært at se forskel på dem. Især når de ligger og trykker sig ind til hinanden, så det ligner én stor hvalp med snuder og ører og haler over det hele. De vil alle sammen helst ligge mellem Happys forpoter, men hun er så lavbenet, at der ikke er plads, og så maser og piber og skubber de for at komme tættest på deres mor.
“Opfør jer ordentligt, mens jeg er væk,” siger jeg og løfter en pegefinger. “Ikke tisse uautoriserede steder eller gnave i sko. Og ikke blive uvenner.”
Bro af Tomas Lagermand Lundme
“Nummer 4 er det,” sagde Bente og pegede.
Villaen var høj. Den var i to etager. Hvid. Med planter foran. Med planter bagved. Træer. Kirsebær, blommer, æbler. En enkelt meleret pære. Hvepse, bier og duer var der også.
“Kom,” sagde Bente.
Jeg gik bag Bente. Som et barn mod et hus fuldt af fremmede lige foran mig. Påklædningsdukker havde jeg haft engang. Et dukkehus. Her gik jeg kulisserne i møde med mit rollehæfte. Med Bente som instruktør.
Det var bare noget, vi legede. Om lidt ville det holde op. Lyset ville skifte, rollerne være andres. Det var kun mig, der blev ved med at være mig.
*
“Bare sig far,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Bare sig mor,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Og bare sig storebror,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Ja, sig lillesøster,” sagde de, “hvis du altså har lyst.”
Jeg frøs, når de sagde det til mig.
Det blæste også.
Det var på Samsø.
Jeg var langt, langt væk hjemmefra.
Sukkermusen af Jesper Wung-Sung
Hun lukker øjnene og forsøger at slappe af. At se på sig selv fra et andet perspektiv: at hun er en tilfældig ung pige i en tilfældig park på kloden.
Så kan Asta alligevel ikke lade være med at forsøge at fornemme sit højre øre. Det lykkes ikke, men måske har alle mennesker svært ved at registrere deres krops grænser. Hun gør et lille ryk med hovedet, men kan stadig ikke mærke det under håret.
Til sidst løfter hun armen, lader langsomt fingrene glide ind under håret og nærme sig det sted på siden af hovedet, hvor øret burde sidde. Det er der. Øret. Hun ånder lettet op, mens hun lader fingeren glide hen over det, langs folden i indersiden, nulrer flippen og føler derefter på det venstre øre med den anden hånd for at sammenligne. Der er ingen forskel. Hvorfor sagde pigen så, at hendes højre øre var ved at forsvinde?
Telefonen vibrerer igen, Asta ved, det er Mor, men hun skubber den længere væk, kommer til at røre den indpakkede gave ved siden af sig på bænken, mens hun forsøger at lade være med at tænke. Hun holder øjnene lukkede og forestiller sig, at hendes hoved er tomt, lige så tomt og hvidt som væggene i lejligheden. At hun kan være hvem som helst, der skal hvad som helst. At hun selv bestemmer, hvad der skal ske om lidt.
Bilka eller interrail af Laura Ringo
– Må man onanere her?
Kamilla står foran hylderne med ris og pasta og serverer spørgsmålet, som om det var en chokoladebar.
– Det går ikke.
Foran os triller Mor med indkøbsvognen.
Hver fredag tager vi i Bilka. Først kæmper vi os igennem junglen af varer på fem meter høje hylder. De rigtige varer skal ned i vognen, så op til kassen, op på båndet, og så skal alle varerne ned i vognen igen og senere en for en placeres i bagagerummet, for der er ingen grund til at spilde penge på at købe bæreposer. Og så skal vi i bistroen og have franske hotdogs. Mor kigger på brune ris. Kamilla trækker i min hånd.
– Vi skal se på film.
Hun er tre år ældre end mig. Hendes hår er sat med en elastik på toppen af hendes hoved. Jeg forstår ikke, hvorfor frisurer tit hedder noget med dyr. Pindsvinefrisure, hestehaler, rottehaler. Hvis det altid var sådan, ville Kamillas frisure hedde enhjørningehorn. Det gør den ikke, den hedder et springvand.
Sandkorn af Glenn Ringtved
Der var aldrig bare antydningen af et smil, kun bekymring malet i hver en fure i hans ansigt. Han sad der i køkkenet, altid, som om han ventede på nogen, der aldrig kom. Og så var der jo kun Sofie at vente på.
Det var den følelse, hun havde. Hun følte sig på en eller anden måde overvåget. Og styret. Fordi hun altid tænkte på det, uanset hvor hun var, og hvad hun lavede, og hele tiden var plaget af dårlig samvittighed ved tanken om, at han sad alene. I det der lille, grimme køkken.
Det var særligt slemt i den uge, hvor hun var hos sin mor.
Hun spurgte ham tit, om han ikke skulle ud og gøre noget. Eller bare ud. I byen. Med nogle venner eller noget. Hun kunne næsten ikke få ordet venner over sine læber, fordi hun vidste, at der ikke rigtig var nogen.
Han trak bare på skuldrene. Det gjorde han efterhånden altid. Det var også ved at drive hende til vanvid.
“Kan du ikke lade være med det der?” sagde hun en dag.
“Hvad?”
“Med altid bare at trække på skuldrene. Det er jo ikke noget svar.”
“Hvad vil du have, jeg skal svare?”
“Du kunne jo for eksempel sige ja.”
En familiesygdom af Sebastian Bune
“Av! Det gør ondt, mor!”
“Sh!” hysser hun og vender sig om for at tjekke, om døren er låst.
Hun kigger igen bekymret på min hånd. Hun virker bange. Ikke for såret, men for noget andet. Jeg er styrtet på cyklen så mange gange før, men det er, som om det er helt forfærdeligt denne gang. Mormor stod i døren og vinkede til os, og da jeg ville vinke tilbage, skete det. Mine hænder gled.
Jeg kunne ikke gøre for det. Det eneste, jeg kan tænke på, er det blik, mormor sendte mor, da det gik op for hende, at hun ikke havde tænkt sig at tage mig til lægen. De skændtes længe – lige indtil mor trak mig og cyklen med hjem igen.
“Hvordan kunne det ske?” spørger mor og hælder mere brintoverilte på såret, indtil skorpen løsner sig sammen med de små hvide bobler, der syder oven på hånden, før det løber ned i håndvasken.
“Det har jeg jo sagt,” svarer jeg og ser på flasken i hendes hænder og tænker på mormor, der sagde præcis de samme ord, men mor siger dem på en anden måde.
Hun kigger vredt på mig: “Sh!”
Hun spidser læberne og kigger over mod døren ud til venteværelset. Er hun bange for, at nogen skal høre os?
Visit af Kim Fupz Aakeson
Vi kender ligesom turen. Det er altid os to, mig og Mormor. Morfar er aldrig med. Jeg spurgte engang til det, og så sagde hun: “Han kan ikke klare det.”
“Okay.”
Så smilede hun og sagde: “Han er jo lidt af en svækling, din morfar.”
Så det er os to, altid. Mormor kører, jeg får lov at bestemme hvad vi skal høre, jeg finder et eller andet okay på radioen, og vi kører og snakker, og jeg glor ud på marker og motorvej og de andre biler. Jeg ånder på ruden og laver lidt dug, tegner et lille kvindetegn, så laver jeg det om til et mønster, og så visker jeg det hele ud igen.
Mormor spørger hvad jeg siger til kylling senere?
“Fint.”
Hun vil høre om noget med skolen, noget med de andre, jeg falder lidt fra, jeg tænker på om jeg skal spørge eller om jeg ikke skal spørge.
Nu ser hun på mig. “Er der noget?”
“Noget?”
“Noget galt?”
Så gør jeg det, jeg siger: “Jeg vil godt sove hos Joakim i aften?”
Mormor ryster bare på hovedet.
“Hvad?”
Familielivet på godt og ondt
Mellem os er en novellesamling, som forholder sig til familien. Hvordan er det at blive forelsket i en fætter? Kan man flygte fra sin egen familie? Hvad gør man, når ens skilsmisseramte far er gået i hundene? Det er ikke altid nemt at være en del af en familie, og hvad som helst kan ske.
Med bidrag fra Sebastian Bune, Sarah Engell, Stine Haynes, Thomas Korsgaard, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved, Jesper Wung-Sung, Kim Fupz Aakeson og Kristina Aamand.
Mellem os forventes at udkomme d. 18.09.2018
Det er ikke altid nemt at være en del af en familie, og hvad som helst kan ske mellem familiemedlemmer. Det har ti danske forfattere skrevet en novelle om, og her kan du læse det første afsnit af hver af historierne i Mellem os.
Frontkæmperen af Kristina Aamand
“Tillykke, Yasmin. Pigen der flygtede fra familien ligger nummer et på bestsellerlisten for tredje uge i træk.”
Redaktionschef Daniel slår på sit glas med en kagegaffel, som han har taget fra bordet, hvor der står en stor, firkantet lagkage kunstfærdigt udsmykket med hvid perlemorsglasur, røde marcipanroser og TILLYKKE YASMIN med svungen chokoladeskrift.
Summende stemmer bliver til stilhed i det stopfulde lokale på forlaget. “Kære kollegaer. Kære Yasmin, fabulous frihedskæmper og forfatter.”
Hun føler sig ikke som en forfatter. Det var jo bare nogle stikord og overskrifter på papir. Lange samtaler med Daniel, kaffe fra maskinen på hans kontor og telefonen på record. Nu står hun med en bog i hånden. Hendes navn på forsiden.
Yasmin Khan med store, kongeblå bogstaver og et billede taget af en topfotograf, som fik hende til at føle sig som en model. Hun sidder på en mur med armene strakt op mod himlen, som er meget mere blå på forsiden af bogen, end hun husker den. Det var gråvejr, og en regndråbe ramte hende på kinden lige under øjet, da fotografen entusiastisk sagde: “Føl friheden. Sådan, ja, det er helt rigtigt. Jeg tror sgu, vi fik den.”
En rigtig hue af Thomas Korsgaard
Kian sveder under armene, skjorten er allerede helt våd. Han kan ikke finde ud af, om det er varmen. Afklippede bøgegrene ligger i store bundter på området foran skolen. De er ved at gøre vognene klar til i morgen. Et par spraymalede lagener ligger til tørre på fliserne længere væk. Dyt, mens I venter, for vi er studenter, står der på det ene.
Der er kun én rigtig hue, og den er rød på det andet. Henne ved flagstængerne står pedellen og skifter skolens eget flag ud med Dannebrog. Flaget hviler tungt over hans skuldre.
Han skodder sin smøg, før han går ind i svingdøren og skubber den hårdt ind i kantinen. Det er rart at bruge sine muskler.
Der er tomt i kantinen, de fleste er allerede helt færdige. Han har set dem overalt i byen de sidste par dage. De fester og synger, og han får det, som om det kunne blive ham, selvom han ikke helt tror på det.
Han slår til Nettoposen med noterne og skiftetøjet, han holder i hånden. Ved et af de tomme borde sætter han sig. I posen finder han papirerne og æsken, som han lægger på bordet. Han er i god tid og burde øve det hele igennem en enkelt gang, men det er, som om det allerede er for sent. Det skal bare overstås, tænker han, det må gå, som det går. Han løfter i stedet låget af kassen og tager huen op.
Fætter af Stine Haynes
Vi har kendt hinanden hele vores liv, eller rettere sagt, han har kendt mig hele mit, og jeg har kendt ham næsten hele hans, minus de to første år, hvor jeg ikke var født endnu. Han er Vægt, jeg er Tvilling, og vi er begge to enebørn.
Faktisk er vi slet ikke i familie, for han er min mors bedste venindes barn, og derfor er vi vokset op sammen. Fætter er bare noget vi kalder ham for at vise, at det er ligesom familie, at vi lige så godt kunne have været rigtig familie, selvom vi ikke er.
“Min lille kusine Laura,” plejede han altid at sige, og selvom det var irriterende med ’lille’, var det godt nok med ’min,’ for på den måde var jeg hans.
Alligevel husker jeg tydeligt den dag, det gik op for mig, at han ikke var min fætter, sådan rigtigt. Det var da vi skulle tegne vores stamtræ i 0. klasse. Jeg lavede et vildt flot træ med masser af grene og blade, pink med guldglimmer, og kronen strakte sig helt op i himlen. Problemet opstod, da vi skulle sætte mærkater på til allersidst med rigtigt placerede familiemedlemmer.
Lærer Linda, rund og varm og med altid røde kinder, forklarede, hvad vi skulle gøre, og tegnede sit eget stamtræ som model på tavlen, så der ikke skulle gå kludder i det.
Silvan af Sarah Engell
Der står Silvan på papkassen, så det hedder den den ene hvalp. Silvan er faktisk et flot ord, hvis man tænker på ordet og ikke tænker på rystepudsere og spartelmasse og flyttekasser og flyttevogne. Man skal bare huske at lægge trykket på første stavelse.
Silvan. Så lyder det som alfer i sølvsko og brønde med klart vand. Men uanset hvor mange gange jeg forklarer det for far, lægger han trykket på sidste stavelse, så ordet lyder, som om det kører ind i en mur og går i stå. Silvan.
Den anden hvalp hedder Baumwolle, opkaldt efter det orange frottehåndklæde, der ligger i bunden af papkassen.
De to sidste må du bestemme.
Det er svært at se forskel på dem. Især når de ligger og trykker sig ind til hinanden, så det ligner én stor hvalp med snuder og ører og haler over det hele. De vil alle sammen helst ligge mellem Happys forpoter, men hun er så lavbenet, at der ikke er plads, og så maser og piber og skubber de for at komme tættest på deres mor.
“Opfør jer ordentligt, mens jeg er væk,” siger jeg og løfter en pegefinger. “Ikke tisse uautoriserede steder eller gnave i sko. Og ikke blive uvenner.”
Bro af Tomas Lagermand Lundme
“Nummer 4 er det,” sagde Bente og pegede.
Villaen var høj. Den var i to etager. Hvid. Med planter foran. Med planter bagved. Træer. Kirsebær, blommer, æbler. En enkelt meleret pære. Hvepse, bier og duer var der også.
“Kom,” sagde Bente.
Jeg gik bag Bente. Som et barn mod et hus fuldt af fremmede lige foran mig. Påklædningsdukker havde jeg haft engang. Et dukkehus. Her gik jeg kulisserne i møde med mit rollehæfte. Med Bente som instruktør.
Det var bare noget, vi legede. Om lidt ville det holde op. Lyset ville skifte, rollerne være andres. Det var kun mig, der blev ved med at være mig.
*
“Bare sig far,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Bare sig mor,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Og bare sig storebror,” sagde de, “hvis du har lyst.”
“Ja, sig lillesøster,” sagde de, “hvis du altså har lyst.”
Jeg frøs, når de sagde det til mig.
Det blæste også.
Det var på Samsø.
Jeg var langt, langt væk hjemmefra.
Sukkermusen af Jesper Wung-Sung
Hun lukker øjnene og forsøger at slappe af. At se på sig selv fra et andet perspektiv: at hun er en tilfældig ung pige i en tilfældig park på kloden.
Så kan Asta alligevel ikke lade være med at forsøge at fornemme sit højre øre. Det lykkes ikke, men måske har alle mennesker svært ved at registrere deres krops grænser. Hun gør et lille ryk med hovedet, men kan stadig ikke mærke det under håret.
Til sidst løfter hun armen, lader langsomt fingrene glide ind under håret og nærme sig det sted på siden af hovedet, hvor øret burde sidde. Det er der. Øret. Hun ånder lettet op, mens hun lader fingeren glide hen over det, langs folden i indersiden, nulrer flippen og føler derefter på det venstre øre med den anden hånd for at sammenligne. Der er ingen forskel. Hvorfor sagde pigen så, at hendes højre øre var ved at forsvinde?
Telefonen vibrerer igen, Asta ved, det er Mor, men hun skubber den længere væk, kommer til at røre den indpakkede gave ved siden af sig på bænken, mens hun forsøger at lade være med at tænke. Hun holder øjnene lukkede og forestiller sig, at hendes hoved er tomt, lige så tomt og hvidt som væggene i lejligheden. At hun kan være hvem som helst, der skal hvad som helst. At hun selv bestemmer, hvad der skal ske om lidt.
Bilka eller interrail af Laura Ringo
– Må man onanere her?
Kamilla står foran hylderne med ris og pasta og serverer spørgsmålet, som om det var en chokoladebar.
– Det går ikke.
Foran os triller Mor med indkøbsvognen.
Hver fredag tager vi i Bilka. Først kæmper vi os igennem junglen af varer på fem meter høje hylder. De rigtige varer skal ned i vognen, så op til kassen, op på båndet, og så skal alle varerne ned i vognen igen og senere en for en placeres i bagagerummet, for der er ingen grund til at spilde penge på at købe bæreposer. Og så skal vi i bistroen og have franske hotdogs. Mor kigger på brune ris. Kamilla trækker i min hånd.
– Vi skal se på film.
Hun er tre år ældre end mig. Hendes hår er sat med en elastik på toppen af hendes hoved. Jeg forstår ikke, hvorfor frisurer tit hedder noget med dyr. Pindsvinefrisure, hestehaler, rottehaler. Hvis det altid var sådan, ville Kamillas frisure hedde enhjørningehorn. Det gør den ikke, den hedder et springvand.
Sandkorn af Glenn Ringtved
Der var aldrig bare antydningen af et smil, kun bekymring malet i hver en fure i hans ansigt. Han sad der i køkkenet, altid, som om han ventede på nogen, der aldrig kom. Og så var der jo kun Sofie at vente på.
Det var den følelse, hun havde. Hun følte sig på en eller anden måde overvåget. Og styret. Fordi hun altid tænkte på det, uanset hvor hun var, og hvad hun lavede, og hele tiden var plaget af dårlig samvittighed ved tanken om, at han sad alene. I det der lille, grimme køkken.
Det var særligt slemt i den uge, hvor hun var hos sin mor.
Hun spurgte ham tit, om han ikke skulle ud og gøre noget. Eller bare ud. I byen. Med nogle venner eller noget. Hun kunne næsten ikke få ordet venner over sine læber, fordi hun vidste, at der ikke rigtig var nogen.
Han trak bare på skuldrene. Det gjorde han efterhånden altid. Det var også ved at drive hende til vanvid.
“Kan du ikke lade være med det der?” sagde hun en dag.
“Hvad?”
“Med altid bare at trække på skuldrene. Det er jo ikke noget svar.”
“Hvad vil du have, jeg skal svare?”
“Du kunne jo for eksempel sige ja.”
En familiesygdom af Sebastian Bune
“Av! Det gør ondt, mor!”
“Sh!” hysser hun og vender sig om for at tjekke, om døren er låst.
Hun kigger igen bekymret på min hånd. Hun virker bange. Ikke for såret, men for noget andet. Jeg er styrtet på cyklen så mange gange før, men det er, som om det er helt forfærdeligt denne gang. Mormor stod i døren og vinkede til os, og da jeg ville vinke tilbage, skete det. Mine hænder gled.
Jeg kunne ikke gøre for det. Det eneste, jeg kan tænke på, er det blik, mormor sendte mor, da det gik op for hende, at hun ikke havde tænkt sig at tage mig til lægen. De skændtes længe – lige indtil mor trak mig og cyklen med hjem igen.
“Hvordan kunne det ske?” spørger mor og hælder mere brintoverilte på såret, indtil skorpen løsner sig sammen med de små hvide bobler, der syder oven på hånden, før det løber ned i håndvasken.
“Det har jeg jo sagt,” svarer jeg og ser på flasken i hendes hænder og tænker på mormor, der sagde præcis de samme ord, men mor siger dem på en anden måde.
Hun kigger vredt på mig: “Sh!”
Hun spidser læberne og kigger over mod døren ud til venteværelset. Er hun bange for, at nogen skal høre os?
Visit af Kim Fupz Aakeson
Vi kender ligesom turen. Det er altid os to, mig og Mormor. Morfar er aldrig med. Jeg spurgte engang til det, og så sagde hun: “Han kan ikke klare det.”
“Okay.”
Så smilede hun og sagde: “Han er jo lidt af en svækling, din morfar.”
Så det er os to, altid. Mormor kører, jeg får lov at bestemme hvad vi skal høre, jeg finder et eller andet okay på radioen, og vi kører og snakker, og jeg glor ud på marker og motorvej og de andre biler. Jeg ånder på ruden og laver lidt dug, tegner et lille kvindetegn, så laver jeg det om til et mønster, og så visker jeg det hele ud igen.
Mormor spørger hvad jeg siger til kylling senere?
“Fint.”
Hun vil høre om noget med skolen, noget med de andre, jeg falder lidt fra, jeg tænker på om jeg skal spørge eller om jeg ikke skal spørge.
Nu ser hun på mig. “Er der noget?”
“Noget?”
“Noget galt?”
Så gør jeg det, jeg siger: “Jeg vil godt sove hos Joakim i aften?”
Mormor ryster bare på hovedet.
“Hvad?”
Familielivet på godt og ondt
Med bidrag fra Sebastian Bune, Sarah Engell, Stine Haynes, Thomas Korsgaard, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved, Jesper Wung-Sung, Kim Fupz Aakeson og Kristina Aamand.
Mellem os forventes at udkomme d. 18.09.2018
→ Køb Mellem os
→ Tilføj Mellem os til din Goodreads
Andre læste også: