Saga Ungdomsbøger

Forfatterinterview: Søren B. Kristensen

I Søren B. Kristensens nye ungdomsbog Studietur på afveje havner fem elever fra 8. klasse i et fremmed land med deres historielærer i en fortælling, hvor kærlighed og spænding krydres med en stærk dosis kulsort humor.

Hvilken slags bog er Studietur på afveje, og hvem henvender den sig til?
Det er en humoristisk coming of age-bog om fem meget forskellige teenagere, hvor en medrivende og sjov historie med et særdeles unikt persongalleri er hovedingredienserne til en spændende fortælling.

Bogen henvender sig til teenagere og hele tween-segmentet og er helt klart en YA-roman. Der er dog en bred gruppe af voksne, der elsker romantiske komedier og galgenhumor, og de vil også kunne få nogle store grin frem ved at læse eller høre Studietur på afveje. Jeg lærte med min debutroman, SOS Sommerferie, at der er mange ligesom jeg selv, der savner de dér lidt skæve bøger, hvor humoren altid er i højsædet, men hvor der gemmer sig nogle stærke emner under overfladen, som man finder frem til igennem bogen. Kan man lide romantiske komedier tilsat sort humor, tør jeg godt spå, at man også kan lide denne bog, uanset alder.

Hvad er nogle af bogens unikke træk?
I Studietur på afveje får læseren mange perspektiver, fordi det skifter imellem hovedpersonerne, lidt ligesom i visse fantasy-romaner. De fem teenagere og deres lærer er hovedpersonerne, men man ser også andre karakterer blande sig med deres tanker og observationer indimellem, hvilket ofte sætter prikken over i’et i forbindelse med en humoristisk scene. Jeg vil ikke røbe scenerne her, men jeg håber, at mange læsere vil bryde ud i grin over nogle af perspektiverne.

En anden af de ting, jeg har prøvet med Studietur på afveje, er at skabe en sjov ungdomsbog, hvor teenagere kan finde humor i forskellighederne mellem dem selv og den generation, der kom før dem. Ting som sociale medier, smartphones og alle de teknologiske ting, der præger livet nu, er derfor inkorporeret flere steder i fortællingen. Det er imidlertid stadigvæk det menneskelige, der er vigtigst, og jeg håber, at alle læserne kan spejle sig i én eller flere af hovedpersonerne og relatere til de konflikter og tanker, de gennemlever. Bagved enhver smartphones fremholdte cover er jo et unikt individ, som er i færd med at blive voksen, og jeg tror, vi alle sammen som teenagere var lidt usikre på emner som kærlighed og anseelse i den gruppe, vi nu engang begår os i, og det er meget centrale emner i bogen.

Hvilke udfordringer venter hovedpersonerne i Studietur på afveje?
Der bliver gået til stålet i bogen! Elevernes historielærer har ikke rent mel i posen, og flystrejken, der får dem til at strande i et fremmed ørkenland i hans selskab, er ikke tilfældigt. Samtidig lurer kriminelle elementer i skyggerne, og teenagerne må optrevle, hvad både deres lærer og andre er i gang med, alt imens de udforsker storbyen i det eksotiske land, de er havnet i.

Men de største udfordringer er formentlig de menneskelige, for der er masser af blomstrende (og visnende) kærlighed, jalousi, fordomme, forventninger samt følelser af utilstrækkelighed og ubehag at tage fat på. Fem vidt forskellige teenagere med hver deres tanker og forhåbninger om hinanden og situationen, de er havnet i, giver naturligvis en række udfordringer, som jeg i sidste ende håber, læserne vil kunne relatere til og have sympati for. Hvis ikke, kan de forhåbentlig stadig grine med, imens strabadserne står på, og når de lægger bogen fra sig have et bredt smil på læberne.*

*Kan smilet slet ikke bryde igennem, kan de lytte til Paul Becker slå sig løs på fremragende vis i lydbogsudgaven, og hvis det også fejler, så er det nok en tabt sag, og jeg henviser til Tolstoj og Hemingway i stedet.