CarlsenPuls Young Adult-romaner

Forfatteren til For evigt. Måske fortæller om voldelige parforhold og søde sager

For evigt. Måske, YA, young adult, Anica Mrose Rissi

Anica Mrose Rissi har skrevet en del børnebøger, men For evigt. Måske er hendes første young adult-bog, der udforsker den kærlighed, der efterlader mærker på krop og sjæl. Her kan du komme tættere på forfatterens håb og drømme for sin bog og hvilke søde sager, der er hendes favoritter. 

For evigt. Måske er din første YA-bog. Hvorfor valgte du at skrive om voldelige parforhold?
Da jeg begyndte at skrive på den historie som For evigt. Måske endte med at blive, havde jeg ikke forudset de drejninger, som historien ville tage. Jeg troede, at jeg skrev en historie om forbudt kærlighed, en historie om en teenagepige, hvis forældre har forbudt hende at se sin misforståede kæreste. Men i takt med at historien udfoldede sig, og jeg lærte Aiden at kende, opdagede jeg nogle signaler og indså, at historien ville tage en mørk drejning.

Da Betts møder Aiden er han opmærksom og sød, og Betts bliver øjeblikkeligt omdrejningspunktet for hans liv. Hans begyndende jalousi og kontrollerende adfærd er, sammen med hans hengivenhed, noget, der ofte portrætteres i film, tv-serier, bøger og sange som den ultimative kærlighed. Men i virkeligheden er den slags “romantisk” adfærd slet ikke romantisk. Lige så sød Aiden og Betts kærlighedshistorie starter ud med at være, lige så bitter bliver den, i takt med at Aiden bliver krævende, manipulerende og kontrollerende. På det tidspunkt er Betts allerede ude hvor hun ikke kan bunde, og overbevist om at Aidens kærlighed er prisen værd.

Læs også: Når kærlighed gør ondt – læs de første kapitler af For evigt. Måske

Jeg kan desværre relatere til hendes følelser. Jeg har også prøvet at forelske mig i nogen, som jeg burde have følt mig tryg med, men hvor jeg ikke var det. Betts historie er ikke min, men der er ligheder mellem dem og en tid, hvor jeg stolede på en og forkastede min instinkter. Jeg formåede ikke at se, hvad der virkelig foregik, og jeg havde heller ikke ordene til beskrive, hvorfor det ikke var okay. Men hvis jeg havde hørt en historie som Betts, havde jeg måske indset det tidligere.

Selv nu, hvor jeg ser tilbage på de mest skadelige øjeblikke i mine unge forhold, var min første tanke at bebrejde mig selv. Jeg troede, at det var sådan en kæreste sagde eller opførte sig, og jeg følte mig skyldig, flov, ydmyget og skamfuld. Jeg troede, at jeg burde have vidst bedre. Jeg skulle ikke have fundet mig i det. Jeg skulle være gået før. Jeg burde ikke ønske, at han stadig gerne ville have mig. Det tog mig flere år at tilføje: Det burde ikke have været nødvendigt for mig at beskytte mig selv mod en jeg elskede. Det er kun, når jeg hører andres historier, at jeg rigtigt kan føle mig rasende.

Hvad håber du på, at læserne får ud af at læse din bog?
Med For evigt. Måske var mit største ønske at fortælle en god historie, en som hylder stærke og støttende venskaber. (For mig er Betts og Jos venskab bogens hjerte, og dens sande kærlighedshistorie. De skægge og spidse bemærkninger mellem veninderne var noget af det sjoveste at skrive).

Men jeg håber også, at læserne vil stillespørgsmålstegn ved, hvad en god relation er (romantisk eller platonisk), og føle sig sikre nok til at turde stole på deres instinkter, lytte til deres hjerte og gå fra dem, der ikke behandler dem ordentligt. Jeg håber også, at de, der har oplevet et giftigt, manipulerende eller kontrollerende forhold vil føle sig mindre alene, når de læser Betts historie. Andres historier har potentiale til at hjælpe os til at forstå vores egen – og nogle gange ændre den.

Hovedpersonen i For evigt. Måske arbejder i en slikbutik. Hvad er dit yndlingsslik?
Mørk chokolade! Og lakrids. Da jeg var i Danmark sidste sommer smagte jeg noget virkelig lækker lakrids og lakridsis. Jeg håber på at vende tilbage og smage noget mere.

Læs mere om For evigt. Måske

For evigt. Måske, YA, young adult, Anica Mrose RissiDa Betts møder Aiden, bliver hun øjeblikkeligt forelsket. Aiden er der altid for hende. Betts’ veninde, Jo, mener ikke, at det er kærlighed. Hun mener det er usund kærlighed. Veninderne glider fra hinanden. Betts kan ikke holde ud at høre Jo tale dårligt om Aiden. Men Jos ord gør alligevel indtryk. Der er nogle ting ved Aiden, som er mindre rare. Ting, der i starten er okay, men som til sidst bliver kvælende og omklamrende. Og voldelige …

→ Tilføj For evigt. Måske til din Goodreads

→ Køb For evigt. Måske her

Anica Mrose Rissi

Anica Mrose Rissi er en amerikansk forfatter af børne- og ungdomsbøger. Hun er vokset op på en lille ø med 3000 indbyggere ud for kysten til den nordøstlige state Maine, en stille barndom fyldt med bøger og dyr. Hun er fan af is og hunde, og udover sit forfatterskab skriver hun sange og spiller violin i et elektro-country band.