Krimi Romaner

Jeg flyttede ud i den vilde natur med en 6 ugers baby. Krimiforfatter til Dyndkongens datter fortæller sin historie

I 1974 flyttede forfatter Karen Dionne med sin mand og deres nyfødte datter til den amerikanske vildmark for at leve uforstyrret og være selvforsynende. Det skulle vise sig at blive en livsomvæltende oplevelse … Karen Dionne har brugt sine egne erfaringer fra vildmarken i sin thriller Dyndkongens datter, der udkommer på dansk 25. januar.

Jeg sidder i en gyngestol, der er kilet møjsommeligt ind i et proppet telt og ammer min seks uger gamle datter. Udenfor vajer de høje bregner og græsset i vinden i den lille lysning i skoven af ahorn- og bøgetræer i det enorme og øde område kaldet Upper Peninsula i det nordlige Michigan. En cikade kalder, to høje toner, og et kor svarer tilbage. Lyden af en økse, idet min mand kløver brændet til det bål, der skal sørge for vores morgenkaffe.

Når min datter er færdig med at spise, vil jeg rejse mig og hjælpe ham med dagens gøremål: varme vand på bålet, så vi kan vaske vores tallerkner, grave ud til fundamentet til den hytte af træ og sten, som vi er i gang med at bygge, hente vand i den nærmeste flod, lave aftensmad og varme vand på bålet, så vi kan vaske os og vores tallerkner. Igen.

Senere, når solen er gået ned, og myggene er begyndt af plage os inde i teltet, vil min mand læse højt i skæret fra petroleumslampen, mens jeg putter vores datter. Men lige nu, mens jeg sidder her i den gamle gyngestol i et gammelt, blåt telt, er det bare mig og min datter, det handler om.

Dyndkongens datter
Karen Dionne med sin mand Roger og deres datter Sarah i 1974

Vi vidste ingenting om at bo på landet – men gjorde det alligevel


”Kunne det ikke være fedt, hvis vi købte et stykke jord et eller andet sted og blev selvforsynende?” spurgte jeg min mand kort tid efter, vi var blevet gift. ”Skilte os af med fjernsynet og telefonerne og byggede en hytte ude i skoven og begyndte at dyrke vores egen mad?”

Eller måske var det min mand, som foreslog mig det. Det er svært at sige, hvem af os der kom først, fordi det er en samtale, der fandt sted for 45 år siden.

Dengang boede min mand og jeg i en lille lejlighed i centrum af Detroit. Jeg var 18, han var 22. Vi havde mødt hinanden 9 måneder før til en kunsthåndværkerudstilling, hvor vi begge deltog som udstillere: han solgte uroer; og jeg smykker, jeg selv havde lavet.

Vi vidste absolut ingenting om at bo på landet – hvilket vi hurtigt fandt ud af. For eksempelvar den motorsav, vi havde købt, dobbelt så tung, som den slags normalt er, og det antikke støbejernskomfur, som vi havde købt i en genbrugsbutik, var komplet ubrugeligt som hyttens eneste varmekilde, fordi brandkammeret var på størrelse med en skotøjsæske.

Men hele ideen om at skabe vores eget hjem med vores egne hænder, holde får for at udnytte ulden og dyrke vores egne grøntsager, lød tillokkende – meget mere end at have et tilfældigt arbejde, få udbetalt en løn for så at gå ud og købe de ting, vi havde brug for.

Dyndkongens datter
Karen og Rogers telt slået op ved siden af fundamentet til deres hytte og senere hjem

En del af noget større

Og vi var ikke alene om at have de her tanker. I løbet af 1970’erne var der over hele USA millioner af mennesker, der flyttede i små kollektiver på landet, som en del af en større bevægelse, og begyndte at opdyrke jorden på egen hånd.

Min mand og jeg overvejede også kollektivlivet og afprøvede det et enkelt døgn i et kollektiv i Tennessee for at se, om det var noget for os. Men vi endte altså med at gøre det på vores egen måde.

Vi spinkede og sparede – købte pulvermælk i stedet for frisk mælk, købte de billigste kødudskæringer og holdt op med at gå i biografen – og efter to år havde vi sparet nok sammen til at kunne købe 10 tønder skov i Michigans Upper Peninsula.

Dyndkongens datter
Karen, Roger og Sarah foran deres hytte, oktober 1974

50 kilometer til den nærmeste by

I juni 1974, seks uger efter vores datter var født, kørte vi 480 kilometer nordpå for at sætte vores telt op 15 kilometer fra den nærmeste bebyggelse og 50 kilometer fra den nærmeste by.

Når jeg kigger tilbage, er jeg forundret over, at vi bare sådan tog afsted helt uforberedte på livet i naturen – og med en nyfødt baby på armen. Men sådan er man så frygtløs som ung. Min mor kunne ikke skjule sine tårer, da hun sagde farvel til sit eneste barnebarn, mens vi slet ikke kunne vente med at komme i gang med det nye eventyr.

Vores hjem under teltdugen var hyggeligt, men trangt. Madrassen og sengen fyldte det meste af gulvpladsen, men vi fik lige klemt vores datters vugge ind sammen med en kommode og en gyngestol. Vores køkken blev installeret udenfor ved siden af ildstedet: bordene og stolene havde vi malet i en dejlig rød farve, og køkkenskabene havde vi tiltusket os fra et hus, der skulle rives ned.

Dyndkongens datter
Karen og Sarah i hyttens køkken, 1975

Babypleje uden elektricitet og rindende vand

Vi havde en kogebog – Euell Gibbons Stalking the Wild Asparagusder lærte os, hvilke vilde planter der var sikre at spise. Nogle skulle koges ad flere omgange i rent vand for at trække den bitre smag ud. Spæde dunhammerhoveder, kogt i saltet vand, kunne spises som en majskolbe og smagte mindst ligeså godt.

Vaskebjørne var en hyppig plage, de hærgede vores køkkenskabe og var truende tæt på at smadre de sylteglas med æblemarmelade, som jeg havde brugt timevis på at lave. Af og til kom der også en bjørn forbi – en tom øldåse med tandmærker i var det tydelige bevis.

Engang, da jeg var ude og gå med min datter, kom vi forbi en ordentlig bunke efterladenskaber så frisk, at selv en bypige som mig kunne regne ud, at den bjørn, der havde lagt den, ikke var langt væk. Jeg skyndte mig tilbage – jeg kunne ikke lige se mig selv flygte fra en bjørn med min datter på ryggen!

At passe og pleje en baby uden elektricitet og rindende vand var af og til en udfordring. At vaske bleer i hånden i en spand var præcis ligeså ulækkert, som det lyder. At beskytte hende mod insekter var heldigvis nemmere med det myggenet, jeg fik syet til hendes vugge.

At leve et liv uden ur

Kulde var en anden udfordring. Da vi flyttede fra teltet og ind i hytten var nattetemperaturerne knap nok over frysepunktet. Min datter sov behageligt pakket ind i flere lag fleece, men om morgenen, når jeg pakkede hende ud for at skifte hendes våde ble, var luften så kold, at hendes lille numse dampede. Men det var tydeligt, at udendørslivet var godt for hende, for hun var stort set aldrig syg.

De måneder, hvor vi byggede på vores hytte, var de lykkeligste og mest tilfredsstillende i vores liv. Vi ejede ikke et ur. Vi stod op, når det blev lyst og gik i seng, når det blev mørkt, og timerne derimellem fyldte vi med det, vi havde lyst til at lave: bygge videre på vores hjem, lede efter mad, svømme eller vandre.

Mange mennesker drømmer om at bytte livet i den fortravlede by og presset fra de sociale medier ud med et selvforsynende liv i pagt med naturen. Men vi opdagede, at det med at være selvforsynende er sværere end som så, fordi det kræver kompetencer, erfaringer og ressourcer, som vi simpelthen ikke havde.

Der var mange ting, som vi havde brug for, men ikke kunne skaffe – for eksempel benzin til bilen og motorsaven – og derfor tog min mand aet job hos en lokal tømrer, da vores hytte var færdig, og vores penge var sluppet op. Og hvis vi skar os og havde brug for at blive tilset af en læge, hvilket skete for os et par gange, så var det afsted til det lille sygehus, der lå 50 kilometer væk.

Vores lille eventyr skulle jo slutte på et eller andet tidspunkt, og det skete efter tre år – ikke fordi projektet kuldsejlede, men fordi vores prioriteter havde ændret sig. Den skole, som min datter skulle begynde i, lå en time væk med bus, og det var synd at udsætte en pige, der var vokset op i skoven, for den tur. Omkring samme tid havde min mand fået et andet job, der betød, at han også skulle til at pendle. Og vi havde stadig hverken telefon eller rindende vand.

Så vi solgte hytten og flyttede til den lille by, hvor min mands nye arbejde lå. I takt med at vores familie voksede, tog vi forskellige småjobs og solgte ydelser, som for eksempel at sy og tilrette tøj, give violinundervisning, gøre rent og ompolstre møbler.

Dyndkongens datter
Deres hytte, deres hjem

Selvstændige børn og ubekymrede voksne

Det er svært at få det til at løbe rundt i Upper Peninsula, men det er et pragtfuldt sted at bo som familie. De ting, som andre måske ville anse som udfordringer, betragtede vi som fordele. Vores børn lærte at være selvstændige, de var ikke styret af materielle goder, de kunne underholde sig selv og fordybe sig i kreative aktiviteter uden de distraktioner, der følger med at bo i en travl storby. Vigtigst af alt lærte de ikke at være bange for at prøve noget nyt, som andre måske ville betragte som farligt.

Min ældste datter flyttede til Sydamerika som 21-årig og blev mødt med spørgsmålet om, om hendes forældre ikke ville bekymre sig. Men vi gjorde jo netop noget lignende, da vi var på hendes alder. Og min mellemste datter mindes naturen som en vigtig del af hendes barndom – turene til Lake Michigan og alle vandreturene.

Den vigtigste lektie vi lærte efter tre år i vildmarken


Den vigtigste lektie, efter tre år i hytten, var, at alle mennesker er forbundne. Vi har brug for hinanden. Forud for vores flytning havde vi forberedt os ved at læse en masse bøger om alt det praktiske, hvilket lærte os at kløve træ og lave vores egen sæbe. Men det var først og fremmest de mennesker, vi mødte – vores naboer – der var den største hjælp.

Folk gav os deres hjemmedyrkede grøntsager. Et ældre ægtepar lod os rive et 100 år gammelt stuehus ned og gav os lov til at beholde byggematerialerne. Bønderne tilbød os at samle sten fra deres marker til brug for vores hyttes fundament. En skovhugger viste min mand, hvordan man sliber kæden på en motorsav, en anden brugte grabben på sin kran til at løfte de enorme bjælker, som min mand havde hugget ud, og som skulle udgøre taget på vores hytte.

Nogen siger, at folk i Upper Peninsula er mere hjælpsomme end andre, fordi deres isolation tvinger dem til at stole på andre mennesker. Det er sikkert rigtigt. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at det var vores naboers generøsitet, der lærte os, at det er mennesker, der gør en forskel og er skyld i, at et sted er noget særligt.

Tredive år efter vi satte vores telt op i vildmarken, flyttede min mand og jeg tilbage til Detroit, primært på grund af vores jobsituation, men også for at være tættere på vores gamle forældre. Men de år vi tilbragte i naturen i Michigan gav os en kærlighed til vildmarken og en overbevisning om, at naturen er med til at forme os. Vi glemmer aldrig vores fredfyldte og selvforsynende dage, og det vilde og smukke sted, der for evigt har stjålet en bid af vores hjerter.

Kilde: Daily Mail/YOU magazine – How we survived for three years in the American wilderness by Karen Dionne

Om Dyndkongens datter af Karen Dionne

Dyndkongens datterHvis du voksede op i isolation langt ude i skoven … Ville du så vide, at noget var galt?

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig.

Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr.
Uden nogensinde at møde andre mennesker.

Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort.

Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet.
Helena begiver sig straks ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Læs de to første kapitler af Dyndkongens datter her

Du kan købe Dyndkongens datter online her eller i din nærmeste boghandler.

 

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.