CarlsenPuls Ungdomsbøger

For altid, Lara Jean – det første kapitel

For altid, Lara Jean - de første kapitler

3. og sidste bind i Jenny Hans serie om Lara Jean, For altid, Lara Jean, er netop udkommet. Men hvis du endnu ikke har haft mulighed for at komme forbi din foretrukne boghandler, så får du det første kapitel lige her.

 

Kapitel 1

Jeg kan godt lide at se på Peter, når han ikke ved det. Jeg kan godt lide at beundre hans lige kæbelinje og hans kindbens kurve. Der er en åbenhed over hans ansigt, en uskyld – en særlig form for venlighed. Det er venligheden, der rører mit hjerte mest.
Det er fredag aften i Gabe Riveras hus efter lacrossekampen. Vores skole vandt, så alle er i supergodt humør, mest af alle Peter, for det var ham, der scorede de afgørende point. Han sidder i den anden ende af lokalet og spiller poker med nogle af drengene fra holdet, stolen tippet bagud, ryggen lænet op ad væggen. Hans hår er stadigvæk vådt fra badet efter kampen. Jeg sidder i sofaen med mine venner Lucas Krapf og Pammy Subkoff, de bladrer i det nyeste nummer af Teen Vogue og diskuterer, om Pammy burde få pandehår eller ej.

“Hvad synes du, Lara Jean?” spørger Pammy og kører fingrene igennem sit gulerodsfarvede hår. Pammy er en ny ven – jeg har lært hende at kende, fordi hun er kærester med Peters gode ven Darrell. Hun har et ansigt som en dukke, rundt som en muffinform, og fregner drysset fint ud over ansigt og skuldre som krymmel.

“Øhm, jeg tænker, at pandehår er lidt af en beslutning, så man skal tænke sig godt om først. Afhængigt af hvor hurtigt dit hår vokser, kan det tage et år eller mere, før det vokser ud igen. Men hvis du mener det alvorligt, så synes jeg, du skal vente til efteråret, for nu bliver det sommer, før du ved af det, og pandehår om sommeren kan godt blive sådan klistret og svedigt og irriterende …” Mit blik glider tilbage til Peter, han kigger op og ser, at jeg kigger på ham, løfter et spørgende øjenbryn. Jeg smiler bare og ryster på hovedet.

“Så ikke pandehår?”

Min telefon brummer i min taske. Det er Peter.

Vil du gerne gå nu?

Nej.

Hvorfor stirrede du så på mig?

Fordi jeg havde lyst.

Lucas læser med over min skulder. Jeg skubber ham væk, han ryster på hovedet og siger: “I to, altså, sidder I simpelthen og skriver til hinanden, når der er seks meter imellem jer?”

Pammy rynker på næsen og siger: “Hvor kært.”

Jeg skal lige til at svare, da jeg får øje på Peter, der kommer traskende målbevidst gennem lokalet imod mig. “Tid til at følge min pige hjem,” siger han.

“Hvad er klokken?” siger jeg. “Er den allerede så mange?” Peter hiver mig op af sofaen og hjælper mig på med jakken. Så tager han mig i hånden og trækker mig ud af Gabes stue. Jeg kigger mig over skulderen, vinker og råber: “Farvel, Lucas! Hej-hej, Pammy! Og bare så du ved det, så tror jeg, du vil se skøn ud med pandehår!”

“Hvorfor går du så hurtigt?” spørger jeg, mens Peter trækker mig videre igennem forhaven og ud til vejen, hvor hans bil holder.

Han standser foran bilen, trækker mig ind til sig og kysser mig, alt sammen i én hurtig bevægelse. “Jeg kan ikke koncentrere mig om mine kort, når du kigger sådan på mig, Covey.”

“Undskyld,” begynder jeg, men han kysser mig igen, hans hænder holder fast om min ryg.

Da vi sidder i hans bil, kigger jeg på instrumentbrættet og ser, at det kun er midnat. Jeg siger: “Der er stadigvæk en time, til jeg skal være hjemme. Hvad skal vi lave?”

Af alle de mennesker, vi kender, er jeg den eneste, der har et fast tidspunkt, jeg skal være hjemme på. Når klokken slår ét, bliver jeg til et græskar. Alle er vant til det nu: Peter Kavinskys artige kæreste, der skal være hjemme klokken ét. Det har aldrig nogensinde generet mig, at jeg skal det. For hvis jeg skal være helt ærlig, så går jeg ikke ligefrem glip af en hel masse vidunderligt – og hvad er det, man siger? Intet godt sker efter klokken to. Medmindre man tilfældigvis er fan af at glo på folk, der spiller ølpong i timevis. Ikke mig. Nej, jeg vil langt hellere sidde i min bomuldspyjamas med en kop sov-godt-te og en bog, tak.

“Lad os bare tage hjem til dig. Jeg vil gerne med ind og sige hej til din far og hænge ud lidt. Vi kunne se resten af Aliens.” Peter og jeg har været ved at arbejde os igennem vores filmliste, som består af mine valg (mine yndlingsfilm, som han aldrig har set), hans valg (hans yndlingsfilm, som jeg aldrig har set) samt film, som ingen af os har set. Aliens var Peters valg, og den har vist sig at være ret god. Og selvom Peter engang har påstået, at han ikke gad romantiske komedier, var han fuldstændig grebet af Søvnløs i Seattle, hvilket jeg var ret lettet over, for jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne være sammen med én, der ikke kan lide Søvnløs i Seattle.

“Nej, ikke hjem endnu,” siger jeg. “Lad os tage et eller andet sted hen.”

Peter tænker over det et øjeblik, trommer med fingrene på rattet og siger så: “Jeg ved, hvor vi kan tage hen.”

“Hvor?”

“Vent og se,” siger han og ruller vinduet ned, så den klare natteluft fylder bilen.

Jeg læner mig tilbage i sædet. Gaderne er tomme, lyset er slukket i de fleste af husene. “Lad mig gætte. Vi skal hen på dineren, fordi du vil have blåbærpandekager.”

“Niks.”

“Hmm. Det er for sent til at tage på Starbucks, og Biscuit Soul Food er lukket.”

“Hey, mad er altså ikke det eneste, jeg tænker på,” protesterer han. Og så: “Er der nogen småkager tilbage i den dér bøtte?”

“De er væk allesammen, men jeg har måske nogle flere derhjemme, hvis Kitty ikke har ædt dem.” Jeg rækker armen ud ad vinduet og lader den dingle. Der er ikke mange nætter tilbage som den her, hvor det er så køligt, at man er nødt til at have jakke på.

Jeg kigger på Peters profil ud af øjenkrogen. Somme tider kan jeg stadigvæk ikke rigtigt fatte, at han er min. Den pæneste fyr af alle pæne fyre er min, min alene.

“Hvad?” siger han.

“Ikke noget,” siger jeg.

Ti minutter senere kører vi ind på University of Virginia campus, bortset fra at ingen kalder det campus, de kalder det Grounds. Peter parkerer ved vejen. Det er stille af en fredag aften i en universitetsby at være, men det er midt i spring break på UVA, så mange af eleverne er stadigvæk bortrejst.

Vi går hen over græsplænen, hans hånd i min, da jeg pludselig bliver ramt af en bølge af panik. Jeg standser brat op og spørger: “Hey, du tror ikke, at det betyder uheld, at jeg kommer her, før jeg rent faktisk er blevet optaget, vel?”

Peter griner. “Det er jo ikke et bryllup. Du skal ikke giftes med UVA.”

“Nemt for dig at sige, når du allerede er kommet ind.”

Peter lavede en mundtlig aftale med UVA’s lacrossehold sidste år, og så sendte han en forhåndsansøgning allerede i efteråret. Som det er med de fleste sportstalenter, var han nærmest allerede inde, hvis bare hans karakterer holdt sig nogenlunde på niveau. Da han fik den officielle besked om sin optagelse tilbage i januar, holdt hans mor en fest for ham, og jeg bagte en kage, hvor der stod: I’m taking my talents to UVA med gul glasur.

Peter trækker i min hånd og siger: “Kom nu, Covey. Det har ikke noget at gøre med held eller uheld. Desuden var vi her også for to måneder siden til den der ting ved Miller Centeret.”

Jeg slapper af. “Nå, ja.”

Vi fortsætter vores spadseretur hen over græsplænen. Jeg ved godt, hvor vi skal hen nu. Hen til Rotunden og sidde på trinnene. Rotunden er designet af Thomas Jefferson, som grundlagde skolen, og han formgav den efter Pantheon med hvide søjler og en stor, hvælvet kuppel. Peter løber op ad trinnene af mursten, Rocky-style, og lader sig dumpe ned på ét. Jeg sætter mig ned foran ham, læner mig tilbage og hviler armene på hans knæ. “Ved du godt,” begynder jeg, “at en af de ting, der gør UVA unik, er, at skolens centrum, lige dér inde i Rotunden, er et bibliotek og ikke en kirke? Det er, fordi Jefferson mente, at der skulle være adskillelse af skole og kirke.”

“Har du læst det i brochuren?” driller Peter og planter et kys i min nakke.

Jeg siger drømmende: “Det lærte jeg, da jeg var med på rundvisning sidste år.”

“Du har ikke fortalt mig, at du har været på rundvisning. Hvorfor det, når du kommer her fra byen? Du har været her en million gange!”

Han har ret i, at jeg har været her en million gange – jeg er vokset op med at komme her sammen med min familie. Da min mor stadigvæk levede, tog vi tit ind og så Hullabahoos optræde, fordi hun elskede a cappella. Vi fik taget et familiefoto ude på græsplænen. På solskinsdage tog vi på picnic herude efter kirke.

Jeg drejer mig rundt for at se på Peter. “Jeg tog med på rundvisning, fordi jeg ville vide alt om UVA! Ting, jeg ikke ville få at vide bare ved at bo i nærheden. Ved du for eksempel, hvilket år kvinder fik adgang?”

Han klør sig i nakken. “Øh … nej, det ved jeg ikke. Hvornår blev skolen grundlagt? I begyndelsen af 1800-tallet? Så, 1920?”

“Nope. 1970.” Jeg vender mig om igen og kigger lige frem, ud over UVA Grounds. “Efter hundrede og halvtreds år.”

“Wow. Det er vildt,” siger Peter overrasket. “Okay, fortæl mig nogle flere fakta om UVA.”

“UVA er det eneste universitet i hele USA, der er med på UNESCO’s verdensarvliste,” begynder jeg.

“Nej, okay, ikke flere fakta om UVA,” siger Peter, og jeg dasker til hans knæ. “Fortæl mig noget andet i stedet for. Fortæl mig, hvad du glæder dig mest til ved at gå i skole her.”

“Dig først. Hvad er du mest spændt på?”

Peter svarer straks: “Det er nemt. At strippe på græsset sammen med dig.”

“Er det, hvad du glæder dig allermest til? At løbe nøgen rundt som en idiot?” Jeg skynder mig at tilføje: “Hvilket jeg for resten overhovedet ikke har tænkt mig.”

Han griner. “Det er en tradition på UVA. Jeg troede, du var vild med traditioner.”

“Peter!”

“Det er bare gas.” Han læner sig frem og lægger armene om mine skuldre, gnubber sin næse mod min nakke, sådan som han så godt kan lide at gøre. “Din tur.”

Jeg tillader mig selv at fundere over det et minuts tid. Hvis jeg kommer ind, hvad glæder jeg mig så mest til? Der er så mange ting, at jeg nærmest ikke engang kan remse dem allesammen op. Jeg glæder mig til at spise vafler hver dag med Peter i spisesalen. Til at vi skal køre på slæde sammen ned ad O-Hill, når det sner. Til picnics, når det er varmt. Til at blive oppe og snakke hele natten og så vågne næste dag og snakke videre. Til vasketøj sent om aftenen og spontane udflugter. Til … alt. Endelig siger jeg: “Jeg vil ikke sige det, før det sker.”

“Hold nu op!”

“Okay, okay … jeg tror, at jeg glæder mig mest til … til at kunne gå ind i McGregor-rummet, lige når jeg har lyst.” Folk kalder det Harry Potter-rummet på grund af tæpperne og lysestagerne og læderstolene og portrætterne på væggene. Boghylderne strækker sig fra gulv til loft, og alle bøgerne står inde bag metalgitre, beskyttede, som de værdifulde objekter, de er. Det er som et rum fra en anden tid. Meget stille – nærmest andægtigt. Der var en sommer – jeg må have været fem eller seks, for det var før, Kitty blev født – hvor min mor tog et fag på UVA, og hun plejede at studere inde i McGregor-rummet. Margot og jeg plejede at sidde og male i malebøger eller læse. Min mor kaldte det det magiske bibliotek, fordi Margot og jeg aldrig skændtes derinde. Vi var begge to stille som kirkemus, følte en slags ærefrygt for alle de bøger og alle de store, der studerede.

Peter ser skuffet ud. Jeg er sikker på, det er, fordi han troede, jeg ville sige noget, der involverede ham, os. Men af en eller anden grund vil jeg gerne holde de drømme helt for mig selv lige nu.

“Du må godt komme med mig ind i McGregor-rummet,” siger jeg. “Men så skal du love at være stille.”

“Lara Jean,” siger Peter kærligt, “det er kun dig, der kan finde på at glæde dig til at hænge ud i et bibliotek.”

Rent faktisk, bare ud fra Pinterest at dømme, så er jeg ret sikker på, at der er masser af mennesker, der ville glæde sig til at hænge ud i sådan et smukt bibliotek. Bare ikke nogen, Peter kender. Han synes, at jeg er så underlig. Men jeg har ingen planer om at være den, der overbringer ham nyheden om, at jeg rent faktisk ikke er så underlig endda, at der er masser af mennesker, der godt kan lide at blive hjemme og bage småkager og lave scrapbøger og hænge ud på biblioteker. De fleste af dem er nok i halvtredserne, men alligevel. Jeg kan godt lide den måde, han kigger på mig på, som om jeg er en slags skovfe, han tilfældigvis stødte på en dag og bare var nødt til at tage med hjem og beholde.

Peter fisker sin telefon frem fra lommen på sin hættetrøje. “Den er halv et. Vi skal snart gå.”

“Allerede?” sukker jeg. Jeg kan godt lide at være her så sent. Det føles, som om det hele er vores.

Det har altid været UVA i mit hjerte. Jeg har aldrig rigtigt forestillet mig at skulle andre steder hen eller egentlig tænkt over det for alvor. Jeg havde tænkt mig at søge ind tidligt, ligesom Peter gjorde, men min studievejleder, mrs. Duvall, frarådede mig at forhåndsansøge, fordi hun mente, at det ville være bedre at vente, så de kunne se mine standpunktskarakterer fra første semester af afgangsåret. Ifølge mrs. Duvall er det altid bedst at søge på det tidspunkt, hvor man topper.

Så jeg endte med at sende ansøgninger til fem skoler. Først skulle det bare have været UVA, den sværeste at komme ind på og kun et kvarter hjemmefra, William and Mary, den andensværeste at komme ind på og også mit andetvalg (to timer væk), og så University of Richmond og James Madison, begge kun en time herfra på en delt tredjeplads. Alle i samme stat. Men så opfordrede mrs. Duvall mig til at søge ind på bare en enkelt skole i en anden stat, for en sikkerheds skyld, bare for at have muligheden – så jeg søgte ind på University of North Carolina i Chapel Hill. Det er vildt svært at komme ind i en anden stat, men jeg valgte det, fordi det minder mig om UVA. De har en stærk profil inden for humaniora, og det er ikke alt for langt væk, tæt nok på til, at jeg kan komme hurtigt hjem, hvis jeg har brug for det.

Men hvis jeg havde valget, ville jeg stadigvæk til enhver tid vælge UVA. Jeg har aldrig haft lyst til at være langt væk hjemmefra. Jeg er ikke ligesom min storesøster. At rejse langt væk, det var hendes drøm. Hun har altid villet verden. Jeg vil bare være hjemme, og for mig er UVA hjemme, hvilket er grunden til, at det er det universitet, jeg har målt alle andre universiteter op imod. Det perfekte eventyr-campus, det perfekte alting. Og så selvfølgelig Peter.

Vi bliver lidt længere, mens jeg fortæller Peter nogle flere fakta om UVA, og Peter driller mig med, at jeg ved så meget om UVA. Så kører han mig hjem. Klokken er næsten et, da vi holder ind foran mit hus. Alt lyset er slukket i stueetagen, men i min fars soveværelse er det tændt. Han går aldrig i seng, før jeg er hjemme. Jeg skal til at hoppe ud, da Peter rækker hen over mig og forhindrer mig i at åbne døren. “Giv mig mit godnatkys,” siger han.

Jeg griner. “Peter! Jeg er nødt til at gå.”

Han lukker stædigt øjnene og venter, og jeg læner mig frem og planter et hurtigt kys på hans læber. “Sådan. Tilfreds?”

“Nej.” Han kysser mig igen, som om vi har al tid i verden, og siger: “Hvad ville der ske, hvis jeg kom tilbage, efter at alle var gået i seng, og så blev og sov og smuttede supertidligt i morgen? Som i før solen står op?”

Jeg smiler og siger: “Det kan du ikke, så det vil vi aldrig finde ud af.”

“Men hvad hvis?”

“Min far ville slå mig ihjel.”

“Nej, han ville ej.”

“Han ville slå dig ihjel.”

“Nej, han ville ej.”

“Nej, det ville han ikke,” medgiver jeg. “Men han ville blive ret skuffet over mig. Og han ville blive vred på dig.”

“Kun hvis vi blev opdaget,” siger Peter, men det er et halvhjertet forsøg. Han vil heller ikke risikere det. Han er alt for omhyggelig med at holde sig på god fod med min far. “Ved du, hvad jeg i virkeligheden glæder mig allermest til?” Han rykker en enkelt gang i min fletning, før han siger: “Ikke at behøve at sige godnat. Jeg hader at sige godnat.”

“Også mig,” siger jeg og kysser ham en gang til, før jeg hopper ud af bilen og løber op imod mit hus. På vejen kigger jeg op på månen, på alle stjernerne, der er spredt ud over nattehimlen som et tæppe, og jeg sender et ønske op: Kære Gud, vil du ikke nok lade mig komme ind på UVA.

 

Lyst til mere Lara Jean og Peter?

 

Jenny Han, laura jean, carlsenpuls, young adult, ya, for altid laura jean

–» Køb bogen lige her