Et Døgn ved Loretto i 1915

Uddrag fra “Øjenvidner 1914-18 – Sønderjyske soldaters beretninger”

Jeg gjorde Tjeneste ved en Sanitetskolonne.

Dag for Dag maatte vi til Souchez og i Virksomhed. 3—400 saarede blev hver Nat behandlet paa vor Hovedforbindsplads. — En Nat kom vi op paa 800. Sanitetskompagniet var indkvarteret i Lens. Klokken halvseks om Eftermiddagen blev vi pakket paa Lastbiler — 40 Mand paa hver — og saa suste vi af Sted. — Det var ingen Fornøjelsestur. Vi stod saa tætpakket, at vi næsten ikke kunde røre os, og naar vi blev beskudt, var det utrygt at staa uden Dækning.

I Lievin kom vi hurtigt ned af Bilen. Chaufførerne havde travlt med at komme ud af det farlige Hjørne. Vi skulde vente i Lievin, til det begyndte at mørknes.

Der er Angreb. — Hele Fronten er som et Ildhav. — Hurtigt hvirvles Jorden op af de store Granater. — Røde Lyskugler! — Et Helvedes Spektakel fra Bakken til venstre for os. — Der staar 200 tyske Kanoner. Vor Vej bliver beskudt. Hele Tiden er man klar over, hvor man skal kaste sig paa Jorden. — Ned! — — Op igen! Vi gaar fremad med et Par Skridts Afstand. Souchez bliver stærkt beskudt — og der skal vi hen. Det bliver umuligt at slippe godt fra det. Blot man kunde flyve bort fra alt det skrækkelige. Der ligger igen en død — Kunde man endda faa et Skud i Armen, Benene, eller et Strejfskud i Brystet, saa kunde man gaa — kort sagt: et »Heimatschuss«.

Letsaarede Infanterister kommer forbi og siger: »Der ligger fuldt af haardtsaarede«. — Det er et Helvede. Kunde man endda brække en Arm eller et Ben, eller skulde man sætte en Fod under en af de Ammunitionsvogne, der kommer forbi i fuld Galop. — Saadanne Tanker farer igennem een . . .

Rask over Banen. Der ligger Resterne af en Vogn. Hestene er kastet i Grøften. Nu igen Kadaverlugten! Vi er i Souchez. Gaden har faaet flere Huller. Vi naar vort første Maal: et gammelt Kloster. — Skudt i Grus. Her er vor Forbindsplads. Vi skal hente de saarede fra Skyttegraven, bringe dem hertil, hvor de faar den første Lægehjælp, og saa skal vore Sygevogne køre dem til Lens.

Fyrre Mand til Ablain og tres til Slamdal! — Jeg kom med de sidste. Det var den farligste Tur ved Lorettohøjderne. Vi var inddelt i Hold paa fire Mand. Hvert Hold havde en lang Stang og et Stykke Teltdug til at bære de saarede i. »Sluk Lyset!« raabes der. Der er een, der har tændt en Cigaret. Det er farligt, for vi er lige ved Fronten.

Ud af Byen! Hurtigt over den farlige Bakke, der konstant bliver beskudt. Vi hører de kendte Afskud fra den anden Side og ligger allerede paa Jorden. Jeg kommer til at ligge paa en lille Sandvold. En Brøkdel af et Sekund! Et Slag under mig, og jeg mærker, at noget rammer mig. »Saa, nu er det forbi, nu flyver du i tusind Stykker!« — Det var en Granat, jeg laa paa. En Gysen gaar gennem Kroppen, Haarene rejser sig paa Hovedet. — Den kolde Sved løber ned ad Panden! — — Men — den eksploderer ikke. — En Blindgænger! — Et Øjeblik er jeg lammet, saa op og hurtigt videre.

Nu er vi ved Løbegraven. Lige fra Stillingen er den jævnet med Jorden. Vi skal vente, til man har anvist os, hvilken saaret vi skal tage med. Nogle døde ligger oppe foran Skyttegraven.
Vi ligger og fryser. Man skal stadig passe paa Minerne. — Man kan baade se og høre dem, og det gælder om at forsvinde, naar de kommer. Ikke blot Splinterne, men det vældige Lufttryk ved Eksplosionen er farligt. Nu rammes en Understand. — To døde, en saaret. — Med Besvær faar vi den saarede frem. Han har faaet et Ben kvæstet og er saaret i Hovedet. Et Nødforbind paa og saa af Sted med ham. Han ligger i Teltdugen. To Mand bærer Dugen i en Stang. De andre to skal afløse. Nu hurtigt over det farlige Sted — den sammenskudte Løbegrav. Saa, der træder jeg igen paa en død, der ligger i Mudderet. — Blot vi var inde i Løbegraven! En Lyskugle! — Det er lyst som om Dagen. Vi staar bomstille, thi saa snart vi bevæger os, kan Franskmændene se os — og det er den visse Død. Den lyser forbistret længe — Sekunderne bliver som Minutter. — Endelig slukkes den. Af Sted i fuldt Trav. Det er paa høje Tid, vi naar Løbegraven. Forbindelseslinien bliver belagt med Granater. Den saarede stønner, naar vi passerer Hjørnerne i Zig-Zag-Graven, og Graven er næsten bundløs. Vi kaster os ned i Pløret, naar en Granat eksploderer i vor umiddelbare Nærhed. — En haard Omgang for den saarede.

Vi presses ind til Siden i Skyttegraven, naar vi passerer Ordonnanser, Madbærere og andre, der skal frem. Fra øverst til nederst er vi indsmurt i Ler . . .

I god Behold er vi kommet tilbage til Forbindspladsen. Saa til Ablain. Tilbage igen. En halv Times Hvil. Saa igen til Loretto. Man sveder næsten Blod af Anstrengelse. Skuldrene er næsten hudløse, og saa har vi endda smaa Sandposer under Stangen. Man maa bide Tænderne sammen og komme fremad igen.

De sidste Aar i Krigen var det umuligt at holde til saadanne Anstrengelser som under Slaget ved Loretto i 1915.

Det er Daggry. Vi er lige vendt tilbage med en Soldat, der har faaet et Maveskud. Af den Slags er der kun faa, der overlever det. Der ligger mindst tyve saarede paa Gaardspladsen og venter paa at blive afhentet af Sygevognen. Man hører sagte Stønnen. En ligger paa det sidste og raaber ustandselig »Mutter, Mutter«. Den saarede, som vi lige har bragt ind, beder om Vand. »Jeg er saa tørstig, saa tørstig«, siger han. Men Folk med Maveskud maa ikke faa Vand. — Een har faaet en Granatsplint i Hovedet. Han raser og fantaserer. — Andre ligger sløve eller bedøvede af de stygge Saar, de har faaet.

Nu kommer der en Sygevogn. Alle vil med. De tigger og plager. Ingen vil vente til næste Vogn. De haardtsaarede kommer først i Vognen, et Par op paa Bukken; nogle letsaarede paa Trinbrættet.

Det gaar hurtigt, for Vognen skal ikke opholde sig her længere end højst nødvendigt. Det er et farligt Sted, og Heste er dyre og knappe . . .
Der ligger endnu et Par ude paa Gaardspladsen. Vi spørger, hvad de fejler. De svarer ikke. — De er færdige med Krigen og skal hen i den store Grav bag Gaarden, hvor der ligger mange døde. Men selv efter Døden kan de næppe faa Fred for Granaterne.

Vicefeldweblen kommer nu med det gode Budskab, at vi maa rykke i Kvarter. Det er ogsaa paa Tide, thi snart er det helt lyst, og saa er det næsten umuligt at færdes paa Vejene saa nær Fronten.

Nu rask ud af Byen. Ved Jernbanen ligger der ogsaa et Par døde. — Hurtigt videre! Nu er vi ude af det farligste Hjørne. Jo længere man fjerner sig fra Fronten, des lettere og bedre føler man sig tilpas. Trods den anstrengende Nat gaar Benene nok saa rask og let. Humøret stiger. Solen titter frem over Horisonten. Fuglene synger. Ved Fronten var det oftest temmelig roligt i Morgentimerne.

Man indaander den friske Luft i dybe Drag. — Man glæder sig over, at man lever. Man skubber Tanken om, at vi næste Nat igen skal derud, til Side. To af vore Folk blev saaret den Nat, men ingen faldt.

Straks hen til Køkkenet efter Kaffe. Op i Kvarteret, og med god Appetit faar vi nu en ordentlig Frokost. Forplejningen er ret god i denne Tid.

Vi sover til henad Tretiden om Eftermiddagen. Saa faar vi Middagsmad. Vi er tunge i Hovedet, thi der er varmt paa Loftet i det treetagers Hus, hvor vi er indkvarteret. Vi er trætte og slappe af det anstrengende Arbejde —

Saa skriver jeg hjem — maaske det sidste Brev, hvem ved? — Men det skriver man ikke. De skal ikke ængstes for meget derhjemme.

Saa faar vi Kaffe. Lidt over fem træder vi an. — Inddeling. — Op i Bilerne. — Ud til Loretto igen. Otteogtyve Gange var vi derude i den Maaned.

Chr. Jepsen, Bylderup. . .