CarlsenPuls Bøger til unge Kristina Aamand Young Adult-romaner

Et opgør med vores vante forestillinger om overgreb, ofre og gerningsmænd

Kristina Aamand, Mørke rum, overgreb, vold, voldtægt, bryd tavsheden

Med For enden af din pegefinger gik Kristina Aamand til kamp for kærligheden, da hun vandt Carlsens romankonkurrence i 2016. Nu tager hun kampen op mod vores vante forestillinger om overgreb, ofre og gerningsmænd i sin nyeste roman, Mørke rum, som du kan læse det første kapitel af her. 

 

Kapitel 1
DYBT VAND

„Der er en voldtægt på vej.“ En sygeplejerske med langt lyst hår og solbrune fødder i hvide sandaler træder ind på kontoret, hvor bordet er dækket med friskbagt brød og kaffe.

„Tak, Sanne.“ Trine tager sin bipper op af brystlommen og lægger den på bordet foran sig. „Hvad siger du, Sophia?“ Hendes hånd glider gennem det kortklippede grå hår. „Første praktikdag. Er du klar til at springe ud i det? Eller har du brug for snuse-tid?“ Hun gnider sig i øjnene på en måde, som kun er mulig med nul makeup.

„Jeg springer ud i det.“ Jeg nikker og laver store, vågne, lærevillige øjne.

„Sådan skal det være!“ Sanne trykker sprit ud i hånden fra beholderen, der hænger på væggen, og sætter sig ved bordet.

Jeg smider to sukkerknalder i kaffen. De opløses og synker mod bunden. Mine øjne svider. Jeg har ligget vågen det meste af natten, spændt og nervøs. Tågede pletter flyder forbi mit synsfelt som regnskyer, der får mine øjne til at løbe i vand. Jeg fjerner diskret en tåre, som er på vej ned ad kinden.

Sanne og Trine skal ikke tro, at jeg er typen, der tuder af præstationsangst.

Jeg drikker den søde, lunkne kaffe i en tår og tager et stykke kringle. Alle ved, at det første indtryk hænger fast som tyggegummi i hår. Jeg vil være den entusiastiske, velforberedte, ’klar til at suge til mig som en svamp’-studerende. Jeg tvinger øjnene helt op og blinker et par gange.

Jeg læste op i går aftes, gentog det igen og igen, indtil jeg kunne det udenad:

Voldtægt er samleje fremtvunget af den ene part ved at bruge vold, trusler om vold eller andre former for ulovlig tvang eller ved at bringe den anden part i en tilstand, hvor hun eller han ikke kan modsætte sig handlingen.

Da jeg fortalte min mor, at jeg ville være sygeplejerske, blev hun lykkelig.

„Det er en god, solid uddannelse. Det er det helt rigtige.“

Hun købte wienerstang fra Brugsens bager.

Da jeg blev optaget på studiet, blev hun ellevild.

„Du er så god til at hjælpe andre. Du bliver en fantastisk sygeplejerske.“

Hun købte æbletærte fra Brugsens bager.

Da jeg startede i min første praktikperiode på kardiologisk, samme afdeling, som netop havde haft en minister med dårligt hjerte indlagt, var hun stolt.

„Sophia, det er et meget vigtigt arbejde, du har. Du reparerer hjerter.“

Hun købte lagkage fra Brugsens bager.

Min anden praktik, skadestuen, involverede kørsel i biler med udrykning.

„Wow, det er så spændende, Sophia. Du redder menneskeliv.“

Hun købte othellolagkage fra Lagkagehuset, den, der ligger i København, dyr adresse.

Da jeg fortalte hende, at jeg skulle i praktik på Klinikken for seksuelle overgreb, sagde hun: „Altså, det er jo forfærdeligt synd for de kvinder, men når man leger med tændstikker, så kommer der ild. Du burde bruge din uddannelse på at pleje rigtige patienter.“

Ikke så meget som en snøffel til kaffen.

„Hvad ved vi om sagen?“ Trine skubber kaffekop og tallerken med en halvt spist ostemad til side og gør plads til sin notesblok.

„Akut, under tolv timer siden.“ Sanne tager en seddel op af brystlommen og læser højt. „En forbipasserende fandt kvinden liggende på jorden i en park. Kvinden, Zandra, 23 år, fortæller, at hun har været indespærret i fire døgn.“

„Hvem kommer med hende?“ Trine sætter brillerne ned på næsen og noterer.

„Politiet. Hun vil gerne anmelde.“

„Fint. Så lad os bruge de sidste minutter på en præsentationsrunde til ære for vores nye praktikant.“ Trine skubber brillerne tilbage i håret. „Jeg er, som du ved, gynækolog. Jeg bor sammen med min kat og rejser, når jeg kan. Helst til Indien, hvor jeg har været 23 gange, og hvor jeg ikke kun holder ferie, men også arbejder med kvinder, som har været udsat for overgreb.“

Trine tager en tår kaffe af koppen, hvor der med store blokbogstaver står: DIN KROP! DIN KUSSE! Og nedenunder med svungen skrift: Ja eller nej? Det er op til dig!

Den kop ville aldrig få et liv i mors køkkenskab! Ikke kun fordi det ville være helt sort at se min far drikke te af en kussekop, men fordi mor ikke bruger den slags ord. Aldrig! Mor siger dernede, og det geografiske område bliver kun omtalt, når der ikke er nogen vej udenom.

Som da hun talte i telefon med vagtlægen og måtte fortælle, at det gjorde ondt dernede, når hun tissede. Uden pejlemærket tis kunne lægen meget vel have konkluderet, at hun talte om sin storetå.

„Forresten, hvordan gik det egentlig i Indien?“ Sanne ser på Trine.

„Kolkata er en tragedie. Der sker en voldtægt hvert tyvende minut, og de færreste får hjælp. I kan tro, at jeg sendte vores klinik mange kærlige tanker. Det er jo luksus, selv om det ikke føles sådan, når man er her hver dag.“

Jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet over omgivelserne. Jeg havde forestillet mig blinkende lamper, hylende sirener, menneskemylder og akut action.

Jeg havde ikke regnet med et kontor på størrelse med mine forældres stue, to skriveborde, som står over for hinanden, og et rundt mødebord med fire stole. På væggen hænger et opslag om et kursus i straffeloven, et foto fra en personalefest med smilende ansigter og et berømt citat på print:

En rejse på tusind mil må begynde med det første skridt.

– Lao Tzu

Og nedenunder med håndskrift:

Livet er som et varmt karbad – Jo længere man bliver i det, des mere rynket bliver man!

– Garfield

„Forfærdeligt.“ Sanne ryster på hovedet.

„Ja, og så havde jeg ovenikøbet diarre over Dubai og hele vejen til København. Fantastisk slankekur.“

„Her, tag noget kringle.“ Sanne rækker Trine et stykke med sukker på.

„Takker.“ Trine tager en stor bid.

„Dejligt at have dig hjemme igen. Vi har savnet dig!“ Sanne rejser sig og går hen til vindueskarmen, hvor der står en enlig og meget slatten potteplante. „Undskyld, men den kalder på mig. Jeg har været væk i en uge, og nu er den ved at dø. Jeg er åbenbart den eneste, som tager ansvar for det her lille levende væsen.“ Hun hælder forsigtigt et glas vand i underpotten.

Hun ser sød ud med lange brune ben og et smukt smil. Hun ligner én fra en reklame, en af de perfekte damer, som har smukke børn. To. Pigen går til trampolin, drengen spiller fodbold på talentholdet, en flot mand, hvid schæferhund og en Braun Silk-épil epilator.

Sådan vil jeg også være, bare med kortere ben, langt mørkebrunt hår, en mindre smertefuld hårfjerningsmetode og ingen børneaktiviteter, som kræver, at jeg skal sidde på en græsplæne i al slags vejr og se en bold bevæge sig frem og tilbage. Og så foretrækker jeg kat. De er mere selvstændige, og man skal ikke samle deres lort op offentligt.

„Sanne passer potteplanter. Pyt med patienterne.“ Trine griner.

„Ja, jeg er uundværlig.“ Hun smiler. „Desværre kan det ikke ses på min lønseddel. Sophia, bliv noget andet end sygeplejerske!“

„For sent. Jeg er allerede integreret.“ Jeg trækker ud i kraven på min kittel.

I går brugte jeg mit nye id-kort for første gang og hentede fem lange hvide kitler, fem blå T-shirts og fem par lange bukser. Jeg har de hvide træsko på, som jeg fik i gave af mor og far, da jeg kom ind på studiet.

Mit lange hår, som når helt ned til livet, når det hænger løst, er først flettet og bagefter snoet på hovedet i en knold og så sat fast med et uendeligt antal hårclips. Mine negle er kortklippede uden lak, det handler om hygiejne.

„Du kan stadig nå at stikke af. Skifte til en mere velbetalt branche.“ Sanne aer plantens slatne blade. „Se på mig: 16 år som sygeplejerske, og jeg drømmer om at blive cykelbud. Bare drøne rundt i gaderne, fart og frihed.“

„Sindssyg trafik og snevejr …“ Trine ryster på hovedet.

„Og stramme lår.“ Sanne løfter op i kitlen og griber fat i en lårdelle. Verdens mindste lårdelle. „Okay, hvis jeg skal være helt ærlig,“ hun trækker kitlen ned på plads, „så er jeg meget tilfreds med mit job, men det kunne være dejligt med vind i håret.“

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde regnet med en mere alvorlig stemning. Det føles næsten forkert at grine, når der er en kvinde på vej. En kvinde, som blev voldtaget for under tolv timer siden.

„Nogle gange må man grine lidt,“ siger Trine, som om hun kan læse mine tanker. Eller måske er det mit ansigtsudtryk? „Vi tager det, der sker her, meget alvorligt! Så alvorligt, at humor er nødvendigt for at overleve. For når vi træder ud af kontoret,“ hun peger hen mod døren, „så er der intet at grine af!“

Jeg ved ikke, om jeg skal smile til ære for overlevelsen eller se alvorlig ud, emnet taget i betragtning. Jeg vælger en mellemvej: svagt smil, et nik og et alvorligt blik.

„Har du lyst til at fortælle lidt om dig selv?“ Trine tjekker bipperen.

„Ja, I ved jo, hvad jeg hedder.“ Jeg bliver pludselig genert. „Jeg er sygeplejestuderende. Øh, det ved I jo godt … Jeg ved ikke så meget om voldtægt. Altså, bare det man kan læse i avisen og sådan. Jeg har glædet mig meget. Altså ikke til, at andre mennesker bliver voldtaget, det er jo forfærdeligt, men …“

Jeg har lyst til at spise mig selv i én bid og forsvinde fra bordet.

„Bare rolig, vi forstår, hvad du mener.“ Sanne smiler. „Du skal heldigvis ikke vide det hele på forhånd.“

„Hvad kan jeg ellers fortælle om mig selv … Jo, jeg bor sammen med mine forældre, mine brødre Elias og Saad. Mine forældre er arabere. Min mor er pædagogmedhjælper, og min far har et autoværksted.“

„Bor du hjemme?“ Sanne stiller potteplanten hen i en solstribe.

„Ja, indtil videre. Men på et eller andet tidspunkt skal jeg selvfølgelig have min egen lejlighed. Når jeg er færdig som sygeplejerske.“

„Godt for dig! En selvstændig kvinde er en stærk kvinde.“ Bipperen giver lyd, og Trine rejser sig hurtigt. „Arbejdet kalder! Velkommen til Klinikken for seksuelle overgreb.“

Jeg følger i hælene på Trine og Sanne ned ad den lange hospitalsgang. Der er ingen skilte. Trine forklarede i morges, at det er, fordi ingen skal sidde under et skilt og føle sig som et offer.

„Hvad siger du til, at vi går ind i undersøgelsen og gør klar, mens Trine taler? Kommer du med, Sophia?“ Sanne peger i retning af en dør længere nede ad gangen. Jeg nikker og kaster et blik ind i samtalerummet. Kvinden sidder på en stol og ser meget lille ud ved siden af de to tårnhøje betjente.

Hendes hår er farvet lilla, hun kigger ned i gulvet og knuger en sportstaske ind til sig.

Jeg har aldrig set et voldtægtsoffer før. Jeg troede, at det ville være mere som i filmene. Skrig, hulken og drama. Men hun sidder bare der, helt stille som en statue.

Sanne går med lange skridt hen til undersøgelsesrummet, og jeg følger efter i løb.

Hun trækker forhænget, som deler undersøgelsesrummet i to, til side. Lige inden for døren står et skrivebord, pc og papirer. På den anden side af forhænget står det gynækologiske leje, et metalbord på hjul og et skab med instrumenter og prøvesæt.

„Zandra kan ikke huske, hvornår hun sidst har fået noget at spise og drikke, men vi kan ikke give hende noget, før undersøgelsen er færdig.“ Sanne lægger et nyt blåt papirlagen på lejet.

„Hvorfor ikke?“

„Hvis hun drikker, kan vi risikere at miste spor, som kan være afgørende i en eventuel retssag. Du må meget gerne finde en klamydiatest og hente Zitromax til klamydia profylakse. Ved du, hvor det er?“

„Ja, Trine viste mig medicinskabet før morgenmaden.“

„Godt!“ Sanne lægger de sterilt indpakkede gynækologiske instrumenter frem på et stålbord. „Du må gerne tage en kande rød saft med, så hun kan få noget at drikke, så snart vi er færdige.“

Ude på gangen står Trine og taler med politiet. Hun ser koncentreret ud. Nikker og lytter. Da jeg kommer tilbage med piller og saft, er hun gået ind i samtalerummet. Jeg kan ikke lade være med at kigge. Hun sidder på hug foran kvinden og holder hendes hænder. Kvinden græder. Trine ser mig.

„Sophia, vil du sige til Sanne, at vi er klar om to sekunder? Vi venter lige på retsmedicineren.“ Trine vender igen sin opmærksomhed mod kvinden og aer hende over håret. „Vi har dig. Vi har dig.“

Tilbage i undersøgelsesrummet sætter jeg rød saft og piller fra mig på skrivebordet og tager imod det skema, som Sanne rækker mig.

„Det skal udfyldes, hver gang der kommer en patient. Alder, beskæftigelse, hvad der er sket. Vi bruger det til forskning. Med de mørketal, der er på området, så er dokumentation virkelig vigtigt.“

„Mørketal?“

„Dem, som aldrig får hjælp, dem, som ikke anmelder.“

„Hvor mange er det?“

„Det ved vi ikke. Det er derfor, vi kalder det mørketal.“ Sanne drejer frem og tilbage på kontorstolen med benene strakt frem og armene foldet foran brystet.

Trine kommer ind i rummet og lukker døren bag sig.

„Zandra er på toilettet. Jeg har givet hende et bæger at tisse i og har understreget: ingen håndvask.“

„Fint.“ Sanne nikker. „Der kan være spor under neglene.“ Hun kigger hen på mig.

„Okay.“ Jeg føler, at jeg er havnet i et afsnit af CSI.

Trine tager sin notesbog op af kittellommen og læser højt.

„Zandra er taget fra Præstø til København for at møde en mand, som hun har fået kontakt med over Tinder. Hun har fortalt politiet, at manden er omkring fyrre år, og at der var samtykke til sex. Hun ankommer på hovedbanegården for fire dage siden for derefter at blive samlet op af den formodede gerningsmand og to af hans venner i en varevogn.

Hun fortæller, at hun ikke er forberedt på, at han har venner med, og at hun på det tidspunkt føler sig en smule utryg og fortryder at være taget af sted. Manden beroliger hende og siger, at alt er fint.

På vejen stopper de ved en rasteplads. Her finder det første samleje sted med to af mændene. Frivilligt, ifølge Zandra. Bagefter kører de hen til den formodede gerningsmands lejlighed i et boligområde lidt uden for København.

Her står hans to venner af, og hun følger med op i lejligheden, hvor den formodede gerningsmand har lovet hende mad.

Han fikserer hende til sengen, og der befinder hun sig i fire døgn. Mod sin vilje. Hun beder gentagne gange om at blive lukket ud. Han tager hendes telefon. Det er lidt uklart, om der har været andre af hans venner på besøg i den periode. Hun er meget påvirket af hændelsen. Vi må give hende noget tid.“

„Fire døgn … Det er længe.“ Jeg har svært ved at tro på, at den slags sker i virkeligheden. Her. I Danmark. Jeg kan mærke morgenkaffen hilse på mit svælg, for derefter at synke svidende tilbage i mavesækken.

„Han har givet hende mad og drikke mellem overgrebene. Sophia, vi tømmer hendes taske og lægger indholdet til bevisførelse. Der ligger nogle gennemsigtige poser ude i depotrummet. Dem må du gerne hente, når vi er færdige her.“

„Selvfølgelig.“

„En anden ting, Sanne. Jeg fornemmer, at Zandra måske har en diagnose, men jeg har ikke fået adgang til hendes oplysninger endnu. Og Sophia, jeg behøver ikke at nævne tavshedspligten, vel?“ Trine ser alvorligt på mig.

„Nej, klart. Det ved jeg godt.“

„En sidste ting før vi går i gang. Undersøgelsen kan føles som endnu et overgreb. Sygeplejerskens vigtigste opgave er at skærme kvinden. Også fysisk.“

Trine har hentet Zandra. Hendes lilla hår er uglet, joggingdragten i pink velour er plettet, og det, der for et par dage siden var sortmalede øjenbryn, er nu en udtværet skygge i hendes pande. Jeg kan høre mors stemme i mit hoved: En sort plet af skam.

Zandra tager langsomt tøjet af og lægger det hen over stoleryggen. Sanne rækker mig et hvidt lagen, og jeg stiller mig foran Zandra med lagenet bredt ud mellem mine strakte arme, så hun ikke skal føle sig mere nøgen end højst nødvendigt.

Hun trækker trusserne ned og lægger dem på stolen. Hun åbner bh’en, og tunge bryster rammer maveskindet.

Jeg får øje på de lange blodudtrædninger hen over den hvide hud. Hun har tårer i øjnene. Jeg slipper lagenet, så det falder til gulvet, rækker hende hurtigt hospitalsskjorten, vender ansigtet væk og ser på uret, hvor sekundviseren bevæger sig. Hvor mange sekunder er fire døgn?

„Vent lige et øjeblik med skjorten, Sophia.“ Trine lægger armen om Zandra. „Vi vil gerne have et billede af mærkerne, før du tager tøj på. Er det okay?“

Zandra nikker.

„Jeg kan forstå på politiet, at dine bryster er blevet bundet op med tape. Er det rigtigt?“

Zandra nikker igen, og Trine tager imod det kamera, som Sanne har lagt frem på skrivebordet.

„Kan du holde armene ned langs kroppen et øjeblik, jeg ved godt, at det er ubehageligt, men det er vigtigt, at vi får alle beviser med.“ Trine aer Zandra på armen.

Jeg har læst et sted, at kvinder, som har været udsat for voldtægt, har det svært med berøring. Men det, jeg ser her, er noget helt andet. Trines hænder beroliger Zandra.

„Kan du vende ryggen til et øjeblik?“

Zandra vender sig, og jeg ser store bogstaver på hendes baller. Bit-ch.

Kameraet klikker.

Zandra vender igen front mod os. Hun græder.

Jeg sidder på en taburet ved hovedgærdet, mens Trine undersøger Zandra. Jeg holder hendes hånd. Jeg er den, der hjælper. Sandheden er, at jeg er på meget dybt vand, og jeg kan ikke se bunden. Jeg drukner i stanken af sved og noget ubestemmeligt, som jeg ikke kan placere. En vammel lugt. Tis måske?

Jeg knuger Zandras hånd. Hendes negle er kunstige og lange, den knaldrøde neglelak er afskallet og står i stærk kontrast til mine velplejede negle, som jeg filede og masserede med duftende abrikosolie, mens jeg hyggede mig med videoer af babyer, der spiste citron for første gang. Samtidig lå Zandra bundet til en seng.

Det banker på døren. Sanne lægger et lagen hen over Zandras underkrop, trækker i en hurtig bevægelse forhænget hen foran briksen og går ud for at åbne. Jeg kan høre en mandestemme sige hej.

„Du kan komme ind nu, Mads.“

Han trækker forhænget til side og præsenterer sig.

„Mads Holten, retsmediciner. Jeg vil gerne tage nogle prøver. Er det i orden, Zandra?“ Hans stemme er dyb og minder mig om bamsen fra en af de tegnefilm, Saad ser.

Hun nikker og klemmer min hånd hårdt. Jeg klemmer tilbage.

Mads Holten er en stor mand, det føles, som om han fylder hele rummet. Han sætter sig på en taburet over for mig og begynder at skrabe under de lange røde negle med en tynd træpind, forsigtigt og koncentreret. Vi bytter plads, da han når til den anden hånd.

„Hvor kommer du egentlig fra?“ Det er første gang, jeg hører Zandras stemme. Den er meget hæs. Har hun skreget?

„Danmark. Men mine forældre er arabere.“

„Du har flot hår.“ Hun snøfter.

„Zandra, vi vil gerne slukke lyset et øjeblik og undersøge, om der er spor af sæd på din krop.“
Zandra klemmer min hånd, så det gør ondt. Lyset slukkes, og rummet bliver mørkt.

„Zandra, vi har brug for, at dine hænder er fri.“ Hun slipper modvilligt grebet om min hånd og lægger armen ned langs siden.

Alle er stille, da Mads Holten fører den aflange lampe med det blege lys langsomt hen over hendes krop. Blå pletter kommer til syne. På Zandras lår, inderlår, mave, hals, ansigt, hår. Og hænder.

Da lyset igen bliver tændt, tager Zandra hurtigt min hånd. Jeg synker spyttet, som vælter op i min mund. Jeg har ikke handsker på.

„Du er sød.“ Zandra smiler til mig. „Alle er så søde.“

Zandra har fået en seng, og jeg har sat mig på kontoret med et glas vand, som jeg burde drikke for væskebalancens skyld, men jeg orker ikke at løfte glasset op til munden.

„Sover du?“ Trine vifter med en journal foran mit ansigt. „Vil du være med på sidelinjen til en samtale, eller er dit batteri gået død?“

„Mig? Nej, selvfølgelig ikke.“

„Godt! Det glæder mig, at vi ikke har taget livet af dig på din første dag. Det drejer sig om en pakistansk pige. Hun har været her en enkelt gang til undersøgelse, men har som udgangspunkt ikke ønsket samtale med hverken psykolog eller socialrådgiver. Hun har sagt ja til en opfølgende snak med mig.“

„Kan jeg det?“

„Du er med på en lyt og lær. Hvad siger du?“

„Ja. Det vil jeg meget gerne.“ Det overrasker mig, at den slags sker for en pakistansk pige. Det har jeg aldrig hørt om før. Aldrig!

„Hun kommer ind kl. 14. Jeg taler med hende og spørger, om det er okay, at du deltager. Her er hendes journal.“ Trine rækker mig et tyndt plasticchartek. „Du kan gøre samtalerummet klar, når du har orienteret dig i sagen.“

Registreringsskemaet ligger øverst:

Alder: 18 år

Beskæftigelse: Studerende, gymnasium

Uddannelse: Intet at anføre

Tidligere seksuel erfaring: Intet at anføre

Civilstatus: Ugift

Tid fra overgreb til undersøgelse: Ukendt

Hvad tid på dagen foregik overgrebet: Mellem kl. 00 og kl. 05

Hvor foregik overgrebet: I hjemmet

Relationen mellem offer og gerningsmand: Ikke specificeret

Antal gerningsmænd: En

Vaginal penetration: Ja

Anal penetration: Nej

Oral penetration: Nej

Fysisk vold: Nej

Alkoholindtag: Nej

Objektive fund (ikke genitale): Intet at anføre

Anmeldelse: Ønsker ikke at anmelde. Er informeret om rettigheder. Tilbudt bistandsadvokat samt psykolog

Resumé

Yasmin Khan

Henvendelse uden forudgående telefonisk kontakt. Patienten ønsker nødprævention samt test for kønssygdomme. Angiver at være blevet udsat for overgreb i hjemmet. Det er uklart, om gerningsmanden er familie eller anden relation, patienten afviser at uddybe dette.

Ønsker ikke psykologbistand, social udredning eller gynækologisk undersøgelse.

Familien er ikke kendt af de sociale myndigheder. Yasmin fortæller, at faren er tandlæge, moren socialrådgiver, og familien har et stort velfungerende netværk. Hendes søskende er ligeledes i gang med videregående uddannelser.

Underretning til de sociale myndigheder er ikke aktuel, jf. hendes alder. Hun er tilbudt omsorgssamtale med undertegnede, da det skønnes, at hun har brug for hjælp og støtte.

Bemærk: Y.K henvender sig for prøvesvar. Der må under ingen omstændigheder tages kontakt med patienten, hverken telefonisk, via mail eller brev. Det er af største vigtighed, at dette bliver respekteret, da hun mener, at det vil bringe hende i fare, hvis familien får kendskab til hendes kontakt med klinikken.

Bemærk: Der er ikke givet samtykke til videregivelse af informationer til egen læge.

OBS: Det er uklart, hvorvidt der er tale om vedvarende og fortsatte overgreb.

Gynækolog Trine Njord

Samtalerummet er booket, jeg har lavet te og sat småkager frem på en lille tallerken. Klokken er ti minutter over. Har hun svært ved at finde det? Måske taler hun stadig med Trine. Jeg går ud på gangen og spejder.

Går tilbage til rummet, finder min telefon og logger på Facebook. Elias har lagt et billede op af sig selv og sin bedste ven Thomas.

Det er et gammelt billede fra børnehaven. De står med armene om hinandens skuldre. En rødhåret og en mørkhåret.

„Jeg elsker dig mere end de andre, bro,“ skriver Thomas. Elias har liket med et hjerte.

Jeg scroller ned over min væg og stopper ved en video med teksten: Grandpa sees colours for the first time. En ældre mand sidder på en havestol og åbner en pakke. Fumler. Det tager for lang tid, det har jeg ikke tålmodighed til. Jeg spoler frem.

Der ligger et par briller i pakken. Han tager dem på, og tårerne løber ned ad hans rynkede kinder. Teksten på skærmen fortæller, at det er første gang, han ser farver. En lille dreng rækker Granpa en solgul ballon.

Uret på min telefon viser 14.15.

Scroller ned. Min veninde Maysun skal giftes. Hun har lavet et opslag med bling bling bryllupskjoler.

„Soon to be me <3 :-)“

Jeg skriver i kommentarfeltet: „Jeg glæder mig! <3 <3 <3“

Rejser mig og går igen ud på gangen. Stadig ingen med mørkt hår i sigte. Til gengæld får jeg øje på Trine, som går hurtigt i flade, fodformede sandaler.

„Sophia, kan vi gå indenfor et øjeblik?“

„Selvfølgelig.“

Hun lukker døren.

„Sophia, kvinden er lige taget af sted igen. Hun er utryg.“

„Utryg?“

„Ja, da jeg spurgte hende, om det var okay, at du deltog, ville hun gerne vide, hvem du var. Jeg sagde det samme, som du selv siger, når du præsenterer dig. Blandt andet om din baggrund. Jeg troede faktisk, at det ville være et plus, nu hvor hun selv har en anden etnisk baggrund end dansk. Men hun siger, at hun er bange for sladder.“

„Jamen jeg har jo tavshedspligt.“

„Det har jeg understreget, men hun er simpelthen bange for, at du kender nogen, som kender nogen, som kender hendes familie.“

„Jeg kunne da aldrig finde på …“

„Det ved jeg godt, Sophia. Men hun er rædselsslagen for, at det kommer ud. Hun siger, at konsekvenserne, hvis nogen får det at vide, er værre end overgrebet. Hun vil få skylden. Hele skylden. Eller rettere, det er det, hun tror vil ske.“

„Men det er jo ikke hendes skyld.“

„Det ved vi. Men hun har selv meget svært ved at tro på det.“

„Det er jeg virkelig ked af.“

Pigen ønsker ikke samtalen – med underoverskriften: på grund af dig, Sophia. Jeg kunne da aldrig finde på at sige noget til nogen. Sker det igen? Nat efter nat.

Jeg går ned i kælderen for at hente min frakke. Jeg trænger til luft. Det er koldt udenfor. Jeg sætter mig på bænken og betragter patienter, personale og besøgende, som står udenfor og ryger. De skal ikke gemme sig. Ingen emsige forældre eller naboer, der sladrer.

Der, hvor jeg bor, kan man ikke foretage sig noget, uden at det udløser sladder og rygter. Faktisk er rygterne totalt levedygtige, selv når der ikke er sket en skid. Folk forestiller sig alt muligt.

Mit hoved gør ondt, jeg har kvalme og en ubehagelig følelse af, at noget er helt galt.

Jeg går indenfor igen. Det er for koldt at sidde herude, når solen er væk. Jeg ville gerne have hjulpet pigen. I mine velkommen-til-praktikstedet-papirer står der, at der skal være lige adgang til hjælp for alle.

Men når nogen frygter sladder og konsekvenser så meget, at de aldrig får den hjælp, de har brug for, så må der jo være flere som Yasmin derude i mørket. Jeg bliver nødt til at finde hende. Nogen må hjælpe hende!

Bordet er dækket, og mor, far, Elias og Saad er allerede i gang med at spise. Det føles, som om jeg er kommet hjem efter en lang rejse. De ting, jeg har hørt og oplevet i dag, gør det svært at forstå, at livet uden for klinikken går videre.

Her er alt, som det plejer at være. Mor fodrer Saad med små kødstykker, som han fanger mellem fingrene og propper i munden sammen med resten af hånden. Hver gang hun læner sig frem mod ham, griber han fat i hendes lange løse hår og hviner af glæde.

„Sæt dig, Sophia skat.“ Mor giver Saad et stykke brød, som holder ham beskæftiget længe nok til, at hun kan lave en tallerken med kylling, ris og salat til mig. Hun fletter hurtigt sit hår og rækker Saad et kødstykke.

„Jeg er så sulten. Der var slet ikke tid til frokost.“ Jeg tager en bid af den krydrede kylling. Den kalder på cola.

„Hvordan gik din første dag?“ Far hælder et glas cola op til mig. Han har skiftet fra kedeldragt til casual, et par løse arabiske bukser og en T-shirt.

„Det gik godt.“ Jeg tager imod glasset og tager en stor tår. „Jeg har helt glemt at drikke i dag.“

„Hvad laver man på en klinik for seksuelle overgreb?“ Elias ser interesseret på mig.

„Ikke midt i maden!“ Far ryster på hovedet og klør sig i skægget, som er mere hipster end halal.

En konsekvens af, at mor en dag med et glimt i øjet sagde, at han så klogere ud, dengang han havde hår på hovedet. Det er tyndt i toppen, så skægget er vel en slags kompensation. Jeg synes, han så rarere ud før.

„Jeg er bare nysgerrig. Jeg skal jo være læge.“

Ja, Elias skal være læge. Mor lavede et festmåltid, da han fortalte om sin beslutning, som var godt hjulpet på vej af deres største drøm. En drøm, som ikke ligefrem er en hemmelig fantasi.

De har talt om, hvor fantastisk det vil være, hvis han bliver læge, lige siden han fik sit første doktorsæt til sin fem-års fødselsdag, hvor han tog stetoskopet op til ørerne på en måde, som, ifølge mor, afslørede et helt særligt talent for gerningen. At han bagefter stak det op i næsen, var der ingen, der kommenterede.

Han bliver student til sommer, men far har allerede foræret ham en anatomi- og fysiologibog. Han er begyndt at læse, men jeg har ham mistænkt for at fokusere på kønsorganer. Da jeg tjekkede op på normalværdierne for blodsukker, røbede bogryggen en særlig interesse for ejakulation og svulme-legemer.

„Spis jeres mad.“ Mor sidder uroligt på stolen. „Ikke mere snak om arbejde. Der er forresten startet den sødeste lille dreng på stuen. Jeg har haft ham hele dagen. Det er første gang, han bliver afleveret til fremmede, og der kom ikke så meget som et eneste skrig ud af hans mund.“

„Jeg troede ikke, at vi skulle tale arbejde, mens vi spiser?“ siger Elias med påtaget mor-stemme.

„Nej, du har ret, skat.“ Mor smiler.

Elias er mammas boy, han har altid kunnet sno hende om sin lillefinger.

„Jeg tager hen til Thomas, når vi har spist.“ Det er ikke et spørgsmål, for Elias behøver ikke at spørge nogen. Han taster en besked på sin telefon.

„Selvfølgelig, skat. Men ikke for sent, vel?“ siger mor.

Det er heller ikke et spørgsmål. Elias kommer hjem, når han har lyst.

„Jeg tror også, jeg går lidt ud.“ Jeg kender svaret.

„Du skal lave lektier,“ svarer mor, helt som forventet.

„Jamen Elias har vel også lektier?“ Jeg lægger gaflen fra mig. Sulten er forsvundet.

„Ingen diskussion. Din uddannelse er det vigtigste.“ Far bunder sit vandglas og rejser sig. „Tak for mad.“

 

> Tilføj Mørke rum til din Goodreads-hylde her

> Kristina Aamand fortæller om tankerne bag Mørke rum

 

Om Mørke rum

Mørke rum, Kristina Aamand, YASophia starter i sygeplejepraktik på Klinikken for seksuelle overgreb.  Veninden Maysun har regnet formlen på det gode liv ud, men kan hun være sikker på, at hun har regnet rigtigt. Et sted langt borte får Parvati et ægteskabstilbud, som gør hendes forældre glade, men kan hun leve op til de krav, en mand stiller sin hustru?

Elias, Sophias storebror, er fornuftig og ansvarlig, der drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt. Og så er der pigen, der ligger alene, indtil døren til hendes værelse går op, og hun forsvinder ind i det mørke rum.

Om Kristina Aamand

Kristina Aamand debuterede som forfatter i 2007, men er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver. Hun har i en årrække arbejdet på Center for voldtægt på Rigshospitalet. Hendes blandede herkomst og oplevelser med kultursammenstød spiller en stor rolle i hendes forfatterskab.