Fiktion Amerikanske romaner

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud. En rigtig verdenssensation

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud. En rigtig verdenssensation

Verdenssensationer i forlagsbranchen er sjældne. Altså rigtige verdenssensationer og ikke bare bognyheder som en pressemedarbejder – ligesom mig – taler op i højderne med anprisende vendinger. Men denne gang er den god nok.

For det var faktisk en vaskeægte sensation, der gik hele verden rundt, da det i sidste måned blev annonceret, at der denne sommer udkommer endnu en bog af den amerikanske forfatter Harper Lee.  Harper Lee, der i dag er en dame på 88 år, skrev tilbage i 1960 romanen Dræb ikke en sangfugl, der regnes for en klassiker og som har solgt 40 millioner eksemplarer. Historien om forfatteren til Dræb ikke en sangfugl er næsten ligeså bemærkelsesværdig, som bogen selv. For Harper Lee trak sig fra rampelyset nærmest samtidig med, at bogen udkom til enorm opmærksomhed, en Pulitzer-pris og et tredobbelt-oscarbelønnet filmdrama med Gregory Peck i hovedrollen. Siden har meget få hørt noget som helst fra Lee, der har forsøgt at leve i al ubemærkethed, selvom en journalist i ny og næ sikkert har henvendt sig for blandt andet at spørge, om der mon ikke var en bog mere på vej fra den succesfulde debutant. Svaret ville i give fald have været nej. Indtil februar 2015.

København, februar 2015
Da jeg tjekkede min telefon en ellers begivenhedsløs og meget mørk dag i begyndelsen af februar i år, lå der en opkørt og lang sms fra en redaktør i vores skønlitterære redaktion. Hun var på vej til London for som en af de første i verden at læse manuskriptet til Harper Lees nye roman: Go Set A Watchman. Samme dag var det via en pressemeddelelse annonceret, at et genopdaget og færdigt manus fundet i en bankboks i Alabama havde vist sig at være Harper Lees allerførste romanforsøg. Forsøget, der altså nu udgives, blev Lee for 55 år siden bedt om at lægge til side for at skrive på en anden roman – den der blev til Dræb ikke en sangfugl.  

Hvor heldig har man lov at være? Det var det første jeg tænkte, da jeg læste den euforiske sms fra min kollega. Lindhardt og Ringhof havde kun et par uger forinden genudgivet Dræb ikke en sangfugl, fordi vi simpelthen syntes at den gode bog manglede på markedet.  Så det der umiddelbart kunne ligne en særdeles velturneret timing er i stedet et lykketræf af dimensioner. Forlaget fik nemlig lov til at byde på Go Set A Watchman og vandt retten til at udgive Harper Lees nye (gamle) bog, der ankommer til verden på en sky af forventninger og indrammet af en god historie om historien.

Dansk verdenspremiere på “Sæt en vagtpost ud” af Harper Lee

Den 14. juli udgiver vi så bogen synkront med USA og England og modsat, hvordan det normalt er, så må anmelderne denne gang affinde sig med at skulle læse den samtidigt med alle os andre ”almindelige” læsere. Udgivelsen er nemlig omgærdet af så massivt hemmelighedskræmmeri, at ikke en linje fra bogen må slippe ud før udgivelsesdagen. Det er fx sådan, at oversætteren forpligter sig til at sidde på forlaget, når hun arbejder med opgaven, og det skal foregå på en computer uden adgang til internettet.

Men hvad kan vi så forvente at læse den 14. juli? De fleste af os ved ikke meget andet end, at handlingen finder sted i samme fiktive by, Maycomb, som Dræb ikke en sangfugl, men denne gang er vi i 1950’erne. Hovedpersonen er igen Scout,  der nu er blevet ældre. Det er alt. Men vi glæder os. Det er stort. Og vi siger det gerne: En verdenssensation.

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.