CarlsenPuls Young Adult-romaner

En ny-klassiker i YA-litteraturen! Læs de første kapitler her

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Den er blevet kaldt en ny-klassiker i YA-litteraturen, og Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder har også taget læserne med storm verden over. Gå ikke glip af den stærke historie om Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd. Læs de første kapitler her!

Et

Jeg faldt i søvn en sommernat, i håb om at verden var en anden, når jeg vågnede. Da jeg slog øjnene op næste morgen, var verden den samme. Jeg kastede dynen til side og
blev liggende med varmen strømmende ind ad mit åbne vindue.

Jeg trykkede på knappen på radioen. Den spillede “Alone”. Pis, altså: “Alone” af en gruppe, der hed Heart. Ikke min yndlingssang. Ikke min yndlingsgruppe. Ikke mit yndlingsemne. “You don’t know how long …”

Jeg var femten.

Jeg kedede mig.

Jeg havde det elendigt.

For min skyld kunne solen bare smelte alt det blå væk fra himlen. Så kunne himlen have det lige så elendigt som jeg.

Dj’en sagde nogle irriterende, indlysende ting som: “Det er sommer! Der er varmt derude!” Og så spillede han den her retro Lone Ranger-melodi, som han elskede at spille om morgenen, fordi han syntes, det var en hip måde at vække verden på. “Hi-yo, Silver!” Hvem havde ansat den fyr? Jeg kunne ikke klare ham. Meningen var vist, at vi, mens vi lyttede til William Tellouverturen, skulle forestille os Lone Ranger og Toto komme ridende gennem ørkenen. Måske skulle nogen have fortalt fyren, at vi ikke alle sammen var ti år længere. “Hi-yo, Silver!”

For helvede. Så lød dj’ens stemme gennem æteren igen: “Vågn op, El Paso! Det er mandag den 15. juni 1987! 1987! Vildt, ikke? Og så er der en stor fødselsdagshilsen til Waylon Jennings, der fylder 50 i dag!” Waylon Jennings? Det er en rock-station, for fanden! Men så sagde han noget, der kunne tyde på, at han måske havde en hjerne. Han fortalte historien om, at Waylon Jennings havde overlevet det flystyrt i 1959, som Buddy Holly og Richie Valens døde i. Og med de ord satte han Los Lobos’ remake af “La Bamba” på.

“La Bamba”. Det kunne jeg lige klare.

Jeg vippede med mine bare fødder mod trægulvet. Imens jeg nikkede til rytmen, begyndte jeg at tænke over, hvad der var gået igennem Richie Valens’ hoved, inden flyet ramte den stenhårde jord. Hey Buddy! Så standser musikken! At musikken standsede så hurtigt. At musikken standsede, lige da den var begyndt. Det var virkelig trist.

To

Jeg gik ud i køkkenet. Min mor var ved at lave morgenmad til et møde med sine katolske kirke-damevenner. Jeg hældte et glas appelsinjuice op til mig selv. Min mor smilede til mig.

“Har du tænkt dig at sige godmorgen?”

“Jeg overvejer det,” sagde jeg.

“Nå, men du har i det mindste slæbt dig selv ud af sengen.”

“Jeg tænkte længe over det.”

“Hvad er det med drenge og søvn?”

“Vi er gode til det.” Hun grinede. “Og jeg sov heller ikke. Jeg lyttede til ‘La Bamba.’”

“Richie Valens,” sagde hun næsten hviskende. “Så trist.”

“Ligesom din Patsy Cline.”

Hun nikkede. Nogle gange greb jeg hende i at synge sangen “Crazy”, og så smilede jeg. Og så smilede hun. Det var, som om vi havde en hemmelighed sammen. Min mor, hun havde en god stemme. “Flystyrt,” hviskede min mor. Jeg tror mere, hun sagde det til sig selv end til mig.

“Det kan godt være, at Richie Valens døde ung – men han udrettede noget. Jeg mener, han udrettede virkelig noget. Mig? Hvad har jeg gjort?”

“Du har tiden for dig,” sagde hun. “Der er masser af tid.” Den ukuelige optimist.

“Ja, men man skal lige blive menneske først,” sagde jeg.

Hun sendte mig et underligt blik.

“Jeg er femten.”

“Jeg ved godt, hvor gammel du er.”

“Femtenårige kan ikke helt regnes for mennesker.”

Min mor lo. Hun var high school-lærer. Jeg vidste, at hun var halvvejs enig med mig.
“Hvad handler det store møde så om?”

“Vi omorganiserer fødevarebanken.”

“Fødevarebanken?”

“Alle skal have adgang til mad.”

Min mor havde noget med de fattige. Hun havde selv været der. Hun vidste noget om sult, som jeg aldrig ville kende til. “Ja,” sagde jeg. “Det skal de vel.”

“Måske vil du hjælpe til?”

“Klart,” sagde jeg. Jeg hadede at være frivillig. Problemet med mit liv var, at det var en andens idé.

“Hvad skal du i dag?” Det lød som en udfordring.

“Jeg skal slutte mig til en bande.”

“Det er ikke sjovt.”

“Jeg er mexicaner. Er det ikke det, vi gør?”

“Ikke sjovt.”

“Ikke sjovt,” sagde jeg. Okay, ikke sjovt.

Jeg ville gerne ud af huset. Ikke at jeg havde nogen steder at tage hen. Jeg havde det, som om jeg ikke kunne få luft, når min mor fik besøg af sine katolske kirke-damevenner. Det var ikke så meget, fordi alle hendes venner var over 50 – det var ikke det. Og det var ikke engang alle kommentarerne om, at jeg var ved at blive en mand lige for næsen af dem.

Alt det pis kunne jeg altså godt gennemskue. Og det var også den søde, harmløse, kærlige form for pis. Jeg kunne godt klare, at de greb fat om mine skuldre og sagde: “Lad mig se på dig. Dejame ver. Ay que muchacho tan guapo. Te pareces a tu papa.” Ikke at der var noget at se på. Det var bare mig. Og jo, jo, jeg lignede min far. Det var der ikke noget særligt i, synes jeg.

Det, som irriterede mig helt ad helvede til, var, at min mor havde flere venner end mig. Hvor sørgeligt var det lige? Jeg besluttede at gå ned og svømme i poolen i Memorial Park. Det var en ikke nogen stor idé. Men den var i det mindste min. Idet jeg gik ud ad døren, snuppede min mor det gamle håndklæde, jeg havde kastet over skulderen, og skiftede det ud med et bedre et. Der gjaldt nogle særlige håndklæderegler i min mors verden, som jeg ikke fattede. Men reglerne gjaldt ikke kun håndklæder.

Hun kiggede på min T-shirt. Jeg vidste godt, hvad et misbilligende udtryk var. Jeg sendte hende et af mine blikke, inden hun bad mig skifte.

“Det er min yndlings-T-shirt,” sagde jeg.

“Havde du den ikke på i går?”

“Jo,” sagde jeg. “Det er Carlos Santana.”

“Jeg ved godt, hvem det er,” sagde hun.

“Far gav mig den på min fødselsdag.”

“Så vidt jeg husker, var du ikke specielt begejstret, da du åbnede din fars gave.”

“Jeg havde håbet på noget andet.”

“Noget andet?”

“Jeg ved ikke. Noget andet. En T-shirt i fødselsdagsgave?” Jeg så på min mor. “Jeg forstår ham nok bare ikke.”

“Han er ikke så kompliceret, Ari.”

“Han siger ingenting.”

“Når folk siger noget, er det ikke altid sandheden, de fortæller.”

“Måske,” sagde jeg. “Nå, men nu er jeg ret vild med T-shirten.”

“Det kan jeg se.” Hun smilede.

Jeg smilede også. “Far fik den til sin første koncert.”

“Jeg var med. Jeg kan godt huske det. Den er gammel og tyndslidt.”

“Jeg er sentimental.”

“Helt sikkert.”

“Mor, det er sommer.”

“Ja,” sagde hun. “Det er sommer.”

“Andre regler,” sagde jeg.

“Andre regler,” gentog hun.

Jeg elskede, at sommeren havde andre regler. Min mor bar over med dem.

Hun rakte hånden frem og redte fingrene igennem mit hår. “Lov mig, at du ikke tager den på i morgen.”

“Okay,” sagde jeg. “Det lover jeg. Men kun hvis du lover ikke at putte den i tørretumbleren.”

“Måske får du lov til at vaske den selv.” Hun smilede til mig. “Og ikke noget med at drukne.”

Jeg smilede tilbage.

“Hvis jeg gør, så må du ikke forære min hund væk.”

Det med hunden var en joke. Vi havde ingen. Min mor var med på min humor. Og jeg var med på hendes. På den måde havde vi det godt. Ikke fordi hun var specielt mystisk. Det var jeg helt med på – jeg var fuldstændig med på, hvorfor min far forelskede sig i hende. Men en ting, jeg stadig ikke havde fattet, var, hvorfor hun forelskede sig i min far.

Engang, da jeg var seks eller syv år, var jeg enormt vred på min far, fordi jeg ville have ham til at lege med mig, og han virkede bare så fjern. Det var, som om jeg ikke rigtigt var der. “Hvordan kunne du gifte dig med den fyr?” spurgte jeg min mor med al min drengevrede.

Hun smilede og redte fingrene igennem mit hår. Det har altid været hendes ting. Hun så mig direkte ind i øjnene og sagde roligt: “Din far var smuk.” Hun tøvede ikke engang. Jeg havde lyst til at spørge hende, hvor al den skønhed var blevet af.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder

Aristoteles og Dante opdager universets hemmelighederDante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Tilføj Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder til din Goodreads-tbr

Om Benjamin Alire Sáenz

Benjamin Alire Sáenzz har skrevet bøger til både unge og voksne. Han har modtaget den prestigefulde PEN/Faulkner Award for sine voksenromaner. Hans YA-roman Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder, som allerede har opnået klassikerstatus, har modtaget flere priser og været nomineret til endnu flere, bl.a. den ærefulde Michael L. Printz Award, som tidligere er tildelt forfattere som John Green og Jandy Nelson.

Benjamin Alire Sáenz har tidligere undervist i skrivning på University of Texas i El Paso, men er nu pensioneret.