Romaner
Leave a comment

“Kvinder tisser sammen som små, og det fortsætter hele livet”

agnete-braad-blogindlaeg

Agnete Braads anden roman, En anden kvinde end mig, er en underspillet humoristisk fortælling om moderne kvindeliv. Om at insistere på retten til at vælge sin egen vej, om friheden til at spilde tiden – og om at modsætte sig samfundets generelle udviklingstvang.

Læs med her, hvor Agnete fortæller om arbejdet med romanen – og hvad hun har lært af sin hovedperson undervejs.


En anden kvinde end mig handler overordnet set om, hvem der har ret til at definere den måde, vi lever på. Og særligt den måde kvinder lever på.

Romanen følger kvinden Julie, der sidst i trediverne lever alene. Hun har haft en kæreste, men forholdet er slut, og de fik ingen børn. Julie er kunsthistoriker og får tiden til at gå med at arbejde på et galleri mens hun skriver på en Ph.D.-ansøgning.

Der er en del mennesker rundt om hende, der har stærke meninger om, hvad hun burde gøre nu, hvordan hun skal forvalte sin tid, lægge planer osv. Men Julie har ikke så mange planer. Hun lader tilfældet råde, hun er ikke en type, der lægger en karriereplan og følger den eller for den sags skyld satser alt på en familie.

Samtidig er hun ret nysgerrig efter at se, hvordan andre kvinder gør. Og hun spejler sig mere eller mindre eksplicit i flere typer af kvindeliv.

Romanen hedder En anden kvinde end mig, fordi den kvindelige hovedperson hele tiden undersøger, om hun kunne være en anden, om hun kunne leve som de andre kvinder, hun ser rundt om sig. Hendes mor, der nærmest er smeltet sammen med faderen, hendes fraskilte veninde med delebarn. Hun forestiller sig at være eks’ens nye kæreste eller være sin elskers kone.

Men hun er på trods af spejlingerne god til at holde fast i sig selv og holde sig fri af venindernes tyranni.

På et tidspunkt i romanen identificerer Julie sig med et lotusfrø, der kan være hundrede år om at blomstre, og det har jeg stor sympati for, hvordan hun insisterer på sit eget tempo. Der er flere karaktertræk, jeg misunder min hovedperson for, hendes ro og dvælen ved tingene og det, at hun i sidste ende ikke er så bange for, hvad andre kvinder vil synes om hendes liv.

sak_8255_01

Vi kvinder er slemme til at pådutte hinanden forestillinger om det rigtige liv. Julie tænker på et tidspunkt i bogen, at vi tisser sammen som små og det fortsætter hele livet for kvinder, det der tvangsmæssige ved at følges ad ind og ud af forhold. Og vi skal helst have børn samtidig. Og hvis vi skal skilles skal det også helst være samtidig med en veninde, så man kan være de fraskilte ‘sammen’.

Når det har været interessant for mig at skildre et kvindeliv på den måde, så handler det om alle de ambivalenser, vi kvinder arbejder med. Ambivalenser med forhold og børn og arbejdsliv. Vi diskuterer hele tiden for og imod hinandens valg og fravalg og mistænkeliggør kvinde til kvinde både de kvinder, der fravælger børn og de, der får mange børn og ikke kan have en såkaldt karriere.

Julie, hovedpersonen, mistænkeliggøres også, for hvad er egentlig hendes plan? Måske er den skjult for hende selv også, og det er provokerende for omverdenen.

Og egentlig er det mærkeligt, for Julie repræsenterer fudstændig alt det, vores mødre har kæmpet for at vi skulle kunne. Hun er single, selvforsørgende, fri, højtuddannet og arbejdende. Så egentlig burde vi møde flere kvinder, der lever som hende. Men ved at skrive hende frem i romanen har jeg oplevet, at hendes position ikke er helt let. Det er for eksempel meget lettere at ønske sig børn end ikke at ønske sig børn, det er meget lettere at drømme om et almindeligt arbejde end at beskæftige sig med kunsthistorisk forskning.

Jeg tror, at det venindetyranni, der afspejles i romanen gennem Julie, har at gøre med, at vores muligheder og friheder som kvinder er så nye, at vi stadig er i tvivl om, hvordan vi forvalter dem bedst muligt. Mænd er mere eller mindre gået hjemmefra i 2000 år, i marken, på fabrikken og nu i videnssamfundet, så de har haft bedre tid til at finde sig til rette i et arbejdsliv uden for hjemmet og at være helt væk fra de børn, de måtte have fået. Vi kvinder har kun været uddannede, udearbejdende, frie og selvforsørgende i halvanden generation. Tresserne er ganske kort tid siden, og det glemmer vi nogle gange. Det vi står i er stadig et helt nyt kvindeliv, og jeg tror ikke vi er færdige med at undersøge eller forlige os med alle de ambivalenser, det medfører. Og det forhold tror jeg, min roman kan være med til at formulere.


9788711563953

Agnete Braad, f. 1976, er cand. mag. med speciale i kernefamiliens idéhistorie. Hun debuterede i 2012 med romanen Som om hun bare lagde røret på og forsvandt om sin mors, præsten Anne Braads sygdom og død. Agnete er til daglig forlagsredaktør, hun er samlevende og venter sit tredje barn.

Læs med i romanens indledende sider her

Køb bogen her

 

 

About Gæsteblogger

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *