En af os lyver - de første kapitler

EN AF OS LYVER var 2017’s helt store hit i USA – og har ligget på den prestigefulde New York Times’ bestsellerliste siden udgivelsen (og gør det stadig!). Den 9. januar udkommer romanen endelig på dansk, men du behøver ikke at vente helt så længe med at møde Bronwyn, Cooper, Nate og Addy, for her får du nemlig de tre første kapitler.

Kapitel 1

Bronwyn
Mandag den 24. september, kl. 14.55

En sexvideo. En graviditetsforskrækkelse. To skandaler om utroskab. Og det er bare denne uges overskrifter. Hvis det eneste, du kendte til Bayview High, var Simon Kellehers sladder-app, ville du undre dig over, hvordan nogen nogensinde fik tid til at gå til undervisning.

Old news, Bronwyn,” siger en stemme bag mig. “Bare vent, til du ser overskrifterne i morgen.”

Pis. Jeg hader at blive taget i at læse About That. Især af fyren bag. Jeg sænker telefonen og smækker mit skab. “Hvis liv ødelægger du næste gang, Simon?”

Simon følger efter mig, da jeg bevæger mig mod strømmen af elever, der styrer mod udgangen. “Det er public service,” siger han med et affærdigende vink med hånden. “Du hjælper Reggie Crawley med lektierne, gør du ikke? Ville du måske ikke gerne vide, at han har et kamera på sit værelse?”

Jeg gider ikke engang svare. Det er cirka lige så sandsynligt, at jeg kommer i nærheden af hashvraget Reggie Crawleys værelse, som det er, at Simon pludselig får en samvittighed.

“Nå, men de er selv ude om det. Hvis folk ikke løj og var utro, ville jeg ikke have noget at lave.” Simons kolde blå øjne bemærker, at mine skridt bliver længere.

“Hvor skal du hen i den fart? Gemmer du dig bag endnu en glorværdig ekstraaktivitet?”

Bare jeg gjorde. Nærmest som en hån dukker en notifikation op på min telefon: Træning med matematikholdet, 15.00, Café Epoch. Nedenunder er der en besked fra en af de andre på holdet: Evan er her.

Selvfølgelig er han det. Den lækre matematikfyr – hvilket ikke er så selvmodsigende, som man måske skulle tro – virker, som om han kun kommer, når jeg ikke kan.

“Ikke rigtig,” siger jeg. Generelt, og især på det seneste, prøver jeg at give Simon så lidt information som muligt. Vi går gennem de grønne metaldøre til bagtrappen, som markerer skellet mellem den lurvede, oprindelige Bayview High-bygning og den lyse, luftige nye tilbygning. Hvert år bliver flere velhavende familier tvunget ud af San Diego på grund af de høje huspriser, hvorefter de flytter de femogtyve kilometer længere mod øst til Bayview. De forventer at få mere for skattepengene end billige lofter og ridsede linoleumsgulve.

Simon er stadig i hælene på mig, da jeg når til Mr. Averys laboratorium på tredje sal, og jeg vender mig halvt om med korslagte arme. “Skal du ikke et eller andet?”

“Jo. Eftersidning,” siger Simon og venter på, at jeg skal fortsætte. Da jeg i stedet tager i døren, begynder han at grine. “Tager du pis på mig? Skal du også det? Hvad har du gjort?”

“Jeg er blevet uretmæssigt anklaget,” mumler jeg og hiver døren op med et ryk. Der sidder allerede tre andre elever, og jeg stopper op et øjeblik, da jeg ser, hvem det er. Ikke ligefrem den gruppe, jeg havde forestillet mig. Bortset fra én.

Nate Macauley vipper på stolen og smiler hånligt til mig. “Er du gået forkert? Det her er eftersidning, ikke elevrådet.”

Det må han jo vide. Nate har været i problemer siden femte klasse, hvilket sådan cirka også var sidste gang, vi talte sammen. Rygtet siger, at han afsoner en betinget dom sammen med Bayviews bedste børn for et eller andet. Måske spritkørsel. Måske stoffer. Han er en berygtet leverandør, men jeg kender kun til det på et teoretisk plan.

“Spar på kommentarerne.” Mr. Avery sætter et hak på sit papir og lukker døren bag Simon. De høje, buede vinduer på bagvæggen sender trekanter af eftermiddagssol ned på gulvet, og fjerne lyde høres fra fodboldholdets træning på banen bag ved parkeringspladsen nedenfor.

Jeg sætter mig ned, idet Cooper Clay med et stykke papir i hånden, der er krøllet sammen som en baseball, hvisker “Hey, Addy!” og kaster det mod pigen, som sidder over for ham. Addy Prentiss blinker, smiler usikkert, og lader bolden falde til jorden.

Klasselokalets ur tikker langsomt mod klokken tre, og jeg følger viseren med en hjælpeløs følelse af uretfærdighed. Jeg burde ikke engang være her. Jeg burde være på Café Epoch og flirte akavet med Evan Neiman over differentialligningerne.

Mr. Avery er den slags fyr, der giver eftersidninger uden at stille spørgsmål, men måske kan man stadigvæk få ham til at ændre mening. Jeg rømmer mig og skal til at række hånden op, da jeg opdager, at Nates hånlige smil bliver bredere. “Mr. Avery, det var ikke min telefon, du fandt. Jeg ved ikke, hvordan den endte i min taske. Det her er min telefon,” siger jeg og viser ham min iPhone med det stribede cover.

Helt ærligt, man skal være totalt dum for at tage sin telefon med ind i Mr. Averys laboratorium. Han har en streng telefonpolitik og bruger de første ti minutter af hver time på at gennemrode folks tasker, som om han var sikkerhedschef i lufthavnen, og vi alle var på hans overvågningsliste. Min telefon var som altid i mit skab.

“Også mig!” Addy vender sig så hurtigt rundt, at hendes blonde hår hvirvler om skuldrene på hende som i en shampooreklame. Hun må have fået amputeret sin kæreste kirurgisk for at være her alene. “Det var heller ikke min telefon.”

“Heller ikke min,” stemmer Cooper i. Hans sydstatsaccent skinner tydeligt igennem. Han og Addy udveksler overraskede blikke, og jeg undrer mig over, hvordan det kan være nyt for dem, når de er en del af den samme klike. Måske har über populære mennesker bedre ting at tale om end eftersidninger.

“Der er nogen, der har taget røven på os!” Simon læner sig frem med albuerne på bordet. Han ligner en fjeder, der er klar til at springe og slå ned på noget frisk sladder. Hans blik farer frem og tilbage mellem os, som vi sidder der midt i det ellers tomme klasselokale, inden det lander på Nate. “Hvorfor skulle nogen have lyst til at lokke en nærmest pletfri gruppe elever i en efter-sidningsfælde? Det virker som noget, åh, hvad ved jeg, en fyr som hele tiden har eftersidning, ville gøre for sjov.”

Jeg ser på Nate, men kan ikke forestille mig det. Det lyder som hårdt arbejde at sætte i stand, og alt ved Nate – lige fra hans rodede mørke hår til hans slidte læderjakke – skriger langt væk af Jeg gider ikke være her. Ren kedsomhed. Han ser mig i øjnene, men siger ikke noget. Vipper bare stolen længere tilbage. En milli-meter mere, så falder han bagover.

Cooper retter sig endnu mere op og rynker brynene i sit Captain America-agtige ansigt. “Vent lige lidt. Jeg troede bare, det var en fejl, men hvis det er sket for os alle sammen, så er det en eller andens åndsvage bud på en sjov joke. Og jeg går glip af baseball-træning på grund af det her.” Han siger det, som om han er hjerte-kirurg og er blevet forhindret i at udføre en livsvigtig operation.

Mr. Avery ruller med øjnene. “Gem konspirationsteorierne til en anden lærer. Jeg køber den ikke. I kender alle sammen reglerne omkring telefoner i timerne, og I brød dem.” Han sender Simon et særligt surt blik. Lærerne kender godt til About That, men der er ikke så meget, de kan gøre ved det. Simon bruger kun folks initialer til at identificere dem og skriver aldrig direkte om skolen. “Hør her. I skal være her til klokken fire. Jeg vil gerne have, at I hver skriver en stil på femhundrede ord om, hvordan teknologien er ved at ødelægge de amerikanske skoler. De af jer, der ikke kan følge reglerne, kan komme igen i morgen.”

“Hvad skal vi skrive med?” spørger Addy. “Her er ikke nogen computere.” I de fleste lokaler er der bærbare computere, men Mr. Avery, som ligner en, der burde være gået på pension for ti år siden, nægter at overgive sig.

Mr. Avery går over til Addys bord og banker let på en linjeret, gul notesblok med fingeren. Vi har alle sammen fået en. “Gå på opdagelse i håndskriftens magi. Det er en tabt kunstform.”

Addys smukke, hjerteformede ansigt er fuld af forvirring. “Men hvordan ved vi, hvornår vi har skrevet femhundrede ord?”

“Tæl,” svarer Mr. Avery. Hans øjne falder på telefonen, som jeg stadig har i hånden. “Og aflevér den der, miss Rojas.”

“Undrer du dig ikke over, at du kan konfiskere min telefon to gange? Hvem har to telefoner?” spørger jeg. Nate smiler bredt, men så hurtigt, at jeg næsten ikke ser det. “Seriøst, Mr. Avery, der er nogen, der laver sjov med os.”

Mr. Averys hvide overskæg sitrer af irritation, og han rækker krævende hånden ud mod mig. “Telefonen, miss Rojas. Medmindre du gerne vil komme igen.” Jeg giver ham den med et suk, mens han skuffet kigger på de andre. “Telefonerne, jeg tog fra jer tidligere, ligger på mit bord. I får dem tilbage, når I er færdige her.” Addy og Cooper udveksler blikke, sikkert fordi deres rigtige telefoner er i sikkerhed i deres tasker.

Mr. Avery smider min telefon ned i en skuffe og sætter sig bag katederet, inden han åbner en bog og gør klar til at ignorere os resten af timen. Jeg finder en kuglepen frem, trommer lidt i papiret med den, og tænker over opgaven. Synes Mr. Avery virkelig, at teknologien ødelægger skolesystemet? Det er en temmelig vild udtalelse at komme med på grund af et par forbudte telefoner. Måske er det en fælde. I virkeligheden venter han måske på, at vi skal modsige ham.

Jeg sender Nate et hurtigt blik. Han sidder bøjet over bordet og skriver computere er noget lort igen og igen med blokbogstaver.

Det er muligt, at jeg tænker for meget over det her.

Cooper
Mandag den 24. september, kl. 15.05

Min hånd gør ondt efter et par minutter. Det er vel egentlig sørgeligt, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har skrevet noget som helst i hånden. Desuden bruger jeg min højre hånd, hvilket aldrig føles naturligt, selvom jeg har gjort det i mange år. Min far insisterede på, at jeg skulle lære at skrive med højre hånd, da han havde set mig pitche for første gang i anden klasse. Din venstre arm er guld værd, sagde han til mig. Du skal ikke spilde den på skidt, der ikke betyder noget. Hvilket i hans øjne er alt andet end at pitche.

Det var dengang, han begyndte at kalde mig Cooperstown, som er navnet på den by, hvor baseballens Hall of Fame ligger. Der er ikke noget bedre end at lægge lidt pres på en otte-årig.

Simon rækker ud efter sin rygsæk og roder rundt i den, mens han lyner alle rummene op. Han tager den på skødet og kigger i den. “Hvor fanden er min vandflaske?”

“Ti stille, Mr. Kelleher.” Mr. Avery siger det uden at kigge op.

“Det skal jeg nok, men min vandflaske er væk, og jeg er tørstig.”

Mr. Avery peger på håndvasken bagerst i lokalet, som er omgivet af bægerglas og petriskåle. “Du kan selv tage noget at drikke. Stille.”

Simon rejser sig op, tager en kop fra en stabel ved siden af vasken og fylder den med vand fra hanen. Han går tilbage til sin plads og stiller koppen på bordet, men Nates metodiske skriverier distraherer ham. “Hey,” siger han og sparker til Nates bord med sin sko. “Seriøst. Var det dig, der kom de telefoner i vores tasker for at genere os?”

Mr. Avery kigger op med en alvorlig mine. “Jeg sagde stille, Mr. Kelleher.”

Nate læner sig tilbage og lægger armene over kors. “Hvorfor skulle jeg gøre det?”

Simon trækker på skuldrene. “Hvorfor gør du i det hele taget noget? Så du kunne få selskab her til afsoningen af dagens fuck-up?”

“Et ord mere fra én af jer og I får en dag mere i morgen,” advarer Mr. Avery.

Simon åbner munden alligevel, men før han kan sige et ord, hører vi lyden af hvinende dæk og braget af to biler, der støder sammen. Addy gisper, og jeg holder godt fast i mit bord, som om nogen lige har påkørt mig. Nate, som ser ud til at være glad for afbrydelsen, er den første, der springer op og går hen til vinduet. “Hvem støder sammen på skolens parkeringsplads?” spørger han.

Bronwyn ser på Mr. Avery, som om hun beder om lov, og da han rejser sig fra stolen, går hun også hen mod vinduet. Addy følger efter hende, og jeg får endelig også foldet mig selv ud af sædet. Man kan jo lige så godt se, hvad der sker. Jeg læner mig mod vindueskarmen og kigger ud, og Simon stiller sig ved siden af mig med et nedsættende grin og kigger ud på optrinnet nedenfor.

De to biler, en gammel rød én og en ubestemmelig grå én, er kørt ind i hinanden i en ret vinkel. Vi kigger på dem i stilhed, indtil Mr. Avery sukker irriteret. “Jeg må hellere se, om der er nogen, der er kommet til skade.” Han kigger på os og lader blikket falde på Bronwyn, der virker som den mest ansvarlige i flokken. “Miss Rojas, hold styr på tropperne, indtil jeg kommer tilbage.”

“Okay,” siger Bronwyn og kaster et nervøst blik over mod Nate. Vi bliver stående ved vinduet og kigger på optrinnet nedenfor, men før Mr. Avery eller en anden lærer når derned, starter begge biler motoren og kører ud af parkeringspladsen.

“Nå, det var noget af et antiklimaks,” siger Simon. Han vender tilbage til sin plads og tager sin kop, men i stedet for at sætte sig ned, går han gennem lokalet og kigger kort på plakaten med det periodiske system. Han stiller sig i døren, som om han skal til at gå, men vender så tilbage og løfter koppen i en slags skål. “Er der andre, der vil have noget vand?”

“Det vil jeg gerne,” siger Addy og sætter sig på sin stol.

“Hent det selv, prinsesse.” Simon smiler hånligt. Addy ruller med øjnene og bliver siddende, mens Simon læner sig op ad Mr. Averys kateder. “Seriøst, hva’? Hvad skal du lave nu, hvor homecoming-festen er overstået? Der er lang tid til prom-festen.”

Addy kigger på mig uden at svare. Jeg kan godt forstå hende. Simons tankegang går sjældent i en positiv retning, når det kommer til vores venner. Han opfører sig, som om han er ligeglad med at være populær, men han var alligevel rimelig tilfreds med sig selv, da han blev valgt til at være en del af prom-hoffet sidste år. Jeg ved stadigvæk ikke, hvordan han slap af sted med det, med mindre han fik folk til at stemme på sig mod at bevare deres hemmeligheder.

Simon var dog ikke i nærheden af en plads ved homecoming-hoffet i sidste uge. Jeg blev valgt som festens konge, så måske er jeg nu øverst på listen over folk, der skal generes. Eller hvad fanden det nu er, han har gang i.

“Hvad vil du, Simon?” spørger jeg og sætter mig ved siden af Addy. Addy og jeg er ikke specielt tætte, men jeg føler lidt, at jeg skal beskytte hende. Hun har været kæreste med min bedste ven siden vores første år på Bayview, og hun er en sød pige. Og ikke den slags pige, der ved, hvordan man klarer sig mod en fyr som Simon, der bare aldrig holder op.

“Hun er en prinsesse, og du er en sportsidiot,” siger han. Han nikker mod Bronwyn og så mod Nate. “Og du er en nørd. Og du er kriminel. I er alle sammen omvandrende stereotyper. Det er som taget ud af en ungdomsfilm.”

“Hvad med dig?” spørger Bronwyn. Hun har holdt sig ovre ved vinduet, men nu går hun hen til sin plads og sætter sig oven på bordet. Hun krydser benene og trækker den mørke hestehale ned over den ene skulder. Der er noget ved hende, der får hende til at se lidt mere sød ud i år. Nye briller, måske? Længere hår? Pludselig har hun gang i  sådan et slags sexet-nørd-look.

“Jeg er den alvidende fortæller,” siger Simon.

Bronwyn løfter brynene, så man kan se dem over det sorte brillestel. “Sådan én er der ikke i ungdomsfilmene.”

“Åh, Bronwyn.” Simon blinker og bunder koppens indhold i én tår. “Men det er der i livet.”

Han siger det som en trussel, og jeg tænker på, om han har noget på Bronwyn til sin åndssvage app. Jeg hader den. Næsten alle mine venner har været på den på et tidspunkt, og nogen gange giver det virkelig problemer. Min ven Luis og hans kæreste slog op på grund af noget, Simon havde skrevet. Selvom det var rigtig nok, at Luis havde været sammen med sin kærestes kusine. Men stadigvæk. Den slags behøver ikke blive offentliggjort. Sladder på gangene er slemt nok.

Og hvis jeg skal være ærlig, er jeg rimelig bekymret for, hvad Simon kunne finde på at skrive om mig, hvis han besluttede sig for det.

Simon løfter koppen og skærer ansigt. “Det her smager af pis.” Han taber koppen, og jeg vender øjne af hans forsøg på at skabe drama. Selv da han falder om på gulvet, tror jeg stadig, at han laver sjov. Men så begynder han at hive efter vejret.

Bronwyn er den første, der rejser sig og knæler ved siden af ham. “Simon,” siger hun og rusker i hans skuldre. “Er du okay? Hvad skete der? Kan du sige noget?” Hendes stemme ændrer sig fra at være bekymret til at være fuld af panik, og det er nok til at få mig i gang. Men Nate er hurtigere. Han maser sig forbi mig og sætter sig på hug ved siden af Bronwyn.

“En pen,” siger han og kigger undersøgende på Simons murstensrøde ansigt. “Har du en pen?” Simon nikker vildt, mens hans tager sig til halsen. Jeg tager kuglepennen fra mit bord og rækker den til Nate, som må have et akut luftrørssnit eller noget i tankerne. Nate kigger på mig, som om jeg har to hoveder. “En adrenalinpen,” siger han og roder i Simons taske. “Han har fået en allergisk reaktion.”

Addy står uden at sige et ord med armene om sig selv. Bronwyn vender sig mod mig, helt rød i ansigtet. “Jeg går ud og finder en lærer og ringer efter en ambulance. Bliv hos ham, okay?” Hun tager sin telefon fra Mr. Averys skuffe og løber ud på gangen.

Jeg knæler ved siden af Simon. Hans øjne står ud af hovedet på ham, hans læber er blå, og han laver frygtelige kvælningslyde. Nate hælder alt indholdet fra Simons taske ud på gulvet og roder rundt mellem bøger, papir og tøj. “Simon, hvor har du den?” spørger han, mens han åbner den lille forlomme på tasken og hiver to almindelige kuglepenne og et sæt nøgler ud.

Simon kan dog slet ikke tale. Jeg lægger en svedig hånd på hans skulder, som om det skulle hjælpe. “Du er okay, det skal nok gå. Vi henter hjælp.” Jeg kan høre, at jeg begynder at tale langsommere, og at min stemme bliver tyk som sirup. Min accent skinner altid tydeligt igennem, når jeg er stresset. Jeg vender mig mod Nate og spørger: “Er du sikker på, han ikke har fået noget galt i halsen?” Måske har han brug for Heimlich-manøvren, og ikke en eller anden skide medicinpen.

Nate ignorerer mig og kyler Simons tomme rygsæk ud til siden. “Fuck!” råber han og smadrer sin knytnæve ned i gulvet. “Har du den på dig, Simon? Simon!” Simon vender det hvide ud ad øjnene, da Nate mærker efter i hans lommer. Men han finder ikke andet end en krøllet kleenex.

Sirenerne lyder i det fjerne, netop da Mr. Avery og to andre lærere kommer løbende ind, mens Bronwyn følger bagefter med telefonen ved øret. “Vi kan ikke finde hans adrenalinpen,” siger Nate anspændt og peger på bunken af Simons ting.

Mr. Avery stirrer i et øjeblik med måbende frygt på Simon, inden han vender sig mod mig. “Cooper, skolesygeplejersken har adrenalinpenne. De skulle være til at få øje på. Skynd dig!”

Jeg løber ned ad gangen, mens jeg hører fodtrin bag mig, som bliver svagere og svagere, da jeg hurtigt når bagtrappen og hiver døren op. Jeg tager tre trin ad gangen op til første sal, og løber ind og ud mellem spredte grupper af elever, indtil jeg når sygeplejerskens kontor. Døren er åben, men der er ikke nogen derinde.

Det er et tætpakket lille rum med et eksaminationsbord under vinduet og et stort, gråt opbevaringsskab i venstre side. Jeg lader øjnene glide rundt i rummet, og mit blik falder på to væghængte hvide kasser med røde bogstaver på. På den ene af dem står der HJERTESTARTER, på den anden NØD-ADRENALIN. Jeg fumler med låsen på nummer to og åbner den.

Den er tom.

Jeg åbner den anden kasse, som indeholder et apparat af plastic med et hjerte udenpå. Jeg er sikker på, det ikke er den, så jeg begynder at lede i opbevaringsskabet og hiver æsker med bandage og hovedpinepiller ud. Jeg kan ikke se noget, der ligner en pen.

“Cooper, har du fundet dem?” Ms. Grayson, en af de lærere, der kom ind i laboratoriet sammen med Mr. Avery og Bronwyn, kommer farende ind i rummet. Hun hiver efter vejret og tager sig til siden.

Jeg peger på den tomme, væghængte kasse. “De burde være der, ikke? Men det er de ikke.”

“Kig i skabet med forsyninger,” siger Ms. Grayson og ignorerer æskerne med plaster, der ligger spredt ud over gulvet og beviser, at jeg allerede har prøvet. En anden lærer støder til, og vi splitter rummet ad, mens lyden af sirener kommer nærmere. Da vi har åbnet det sidste skab, tørrer Ms. Grayson sveden af panden med bagsiden af hånden. “Cooper, sig til Mr. Avery, at vi ikke har fundet noget endnu. Mr. Conto og jeg leder videre.”

Jeg når Mr. Averys laboratorium samtidig med ambulance-folkene. De er tre og har mørkeblå uniformer på. To af dem skubber en hvid båre foran sig, mens den sidste hurtigt genner den lille flok tilskuere, der har samlet sig i døren, væk. Jeg venter, til de alle tre er kommet ind i lokalet, inden jeg smutter ind bag dem. Mr. Avery er sunket sammen foran tavlen, og hans gule skjorte er røget op af bukserne. “Vi kunne ikke finde adrenalin-pennene,” fortæller jeg ham.

Han kører en rystende hånd gennem sit tynde, hvide hår, idet en af ambulancefolkene stikker Simon med en sprøjte, og de to andre løfter ham op på båren. “Må Gud hjælpe den dreng,” hvisker han. Nok mere til sig selv end til mig, tror jeg.

Addy står alene i den ene side af lokalet med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg går over til hende og lægger armen om hendes skulder, mens ambulancefolkene lemper Simons båre ud på gangen. “Vil du komme med?” spørger en af dem Mr. Avery. Han nikker og følger efter. Bortset fra et par enkelte chokerede lærere og de fire af os, som startede vores eftersidning sammen med Simon, er lokalet tomt.

Mit gæt er, at det kun er et kvarter siden, men det føles som timer.

“Er han okay nu?” spørger Addy med halvkvalt stemme. Bronwyn klemmer sin telefon mellem hænderne, som om hun beder med den. Nate står med hænderne i siden og stirrer på døren, mens flere lærere og elever begynder at sive ind.

“Jeg vover pelsen og siger nej,” siger han.

Kapitel 2

Addy
Mandag den 24. september, kl. 15.25

Bronwyn, Nate og Cooper taler alle sammen med lærerne, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for Jake. Jeg tager min telefon op af tasken for at skrive til ham, men mine hænder ryster for meget. Så jeg ringer i stedet for.

“Baby?” Han tager telefonen allerede ved andet ring og lyder overrasket. Vi ringer ikke så tit sammen. Det gør ingen af vores venner. Nogle gange, når jeg er sammen med Jake og hans telefon ringer, løfter han den op for sjov og siger: “Hvad betyder Indgående opkald?”

Jeg får ikke sagt andet end Jake, før jeg begynder at tudbrøle. Jeg har stadig Coopers arm rundt om skuldrene, og det er det eneste, der holder mig oprejst. Jeg græder for meget til at snakke, så Cooper tager min telefon.

“Hey du, det er Cooper,” siger han, med en tydeligere accent end normalt. “Hvor er du?” Han lytter i et par sekunder. “Kan vi mødes udenfor? Der har været … Der er sket noget. Addy er meget ked af det. Nej, hun har det fint, men … Simon Kelleher er kommet slemt til skade, mens vi var til eftersidning. Ambulancen tog ham med, og vi ved ikke, om han får det bedre.” Coopers ord smelter sammen, og jeg kan nærmest ikke forstå, hvad han siger.

Bronwyn vender sig mod den nærmeste lærer, Ms. Grayson. “Skal vi blive her? Har du brug for os?”

Ms. Grayson tager sig til halsen med rystende hånd. “Åh altså, det tror jeg ikke. Har I fortalt ambulancefolkene det hele? Simon … tog en tår vand og kollapsede?” Bronwyn og Cooper nikker begge to. “Det er så mærkeligt. Han har selvfølgelig jordnøddeallergi, men … er I sikre på, han ikke spiste noget?”

Cooper giver mig min telefon og kører en hånd gennem det nydeligt kortklippede, sandfarvede hår. “Det tror jeg ikke. Han drak bare en kop vand og faldt om.”

“Måske var det noget, han spiste til frokost,” siger Ms. Grayson. “Det er muligt, han fik en forsinket reaktion.” Hun ser sig omkring i lokalet. Hendes blik falder på Simons kop, der ligger på gulvet. “Jeg går ud fra, vi hellere må gemme den her,” siger hun og maser sig forbi Bronwyn for at samle den op. “Måske er der nogen, der gerne vil kigge på den.”

“Jeg vil gerne hjem,” flyver det ud af mig, mens jeg tørrer tårerne af kinderne. Jeg kan ikke holde ud at være i det her lokale et sekund mere.

“Er det okay, jeg hjælper hende?” spørger Cooper, og Ms. Grayson nikker. “Skal jeg komme tilbage?”

“Nej, det er fint nok, Cooper. Jeg er sikker på, de ringer til jer, hvis de har brug for jer. Tag hjem og prøv at slappe lidt af. Simon er i trygge hænder nu.” Hun læner sig lidt mere frem, og hendes stemme bliver blødere. “Jeg er virkelig ked af det. Det må have været frygteligt.”

Hun kigger nu mest på Cooper. Der er ikke én eneste kvindelig lærer på Bayview, som kan modstå hans ærkeamerikanske charme.

Cooper holder stadig om mine skuldre på vejen ud. Det er rart. Jeg har ikke nogen brødre, men hvis jeg havde, forestiller jeg mig, at det er sådan her, de ville støtte mig, hvis jeg fik det dårligt. Jake ville ikke bryde sig om, at særlig mange af hans venner kom så tæt på mig, men med Cooper er det fint. Han er en gentleman. Jeg læner mig mod ham, da vi går forbi plakaterne for sidste uges homecoming-fest, der ikke er blevet pillet ned endnu. Cooper skubber hoveddøren op, og heldigvis står Jake der.

Jeg kollapser i hans arme, og i et kort sekund er alting i orden. Jeg vil aldrig glemme, da jeg så Jake for første gang, i begyndelsen af første år på Bayview. Han havde bøjle på i hele munden og var hverken blevet høj eller bredskuldret endnu, men jeg kastede et enkelt blik på hans smilehuller og himmelblå øjne, og så vidste jeg det bare. Han var den eneste for mig. Det er bare en bonus, at han endte med at blive smuk.

Han aer mit hår, mens Cooper stille forklarer ham, hvad der er sket. “Åh nej, Ads,” siger han. “Det var da forfærdeligt. Lad os køre hjem.”

Cooper tager afsted alene, og jeg er pludselig ked af, jeg ikke gjorde mere for ham. Jeg kan høre på hans stemme, at han er lige så ude af den som mig, men han skjuler det bedre. Cooper er så fantastisk, at han kan klare alting. Hans kæreste, Keely, er en af mine bedste veninder, og den type, der gør alting rigtigt. Hun ved, hvordan hun skal hjælpe ham. Meget bedre, end jeg gør.

Jeg sætter mig ind i Jakes bil. Han kører lidt for stærkt, og jeg kigger ud på byen, der farer sløret forbi. Jeg bor kun halvanden kilometer fra skolen, og det er en kort tur, men jeg forbereder mig på min mors reaktion, fordi jeg er sikker på, hun allerede har hørt om det. Hendes kommunikationskanaler er mystiske, men idiotsikre, og ganske rigtig står hun på verandaen, da Jake kører ind i indkørslen. Jeg kan altid aflæse hendes humør, selvom botoxen for længst har fastfrosset hendes ansigtsudtryk.

Jeg venter med at stige ud af bilen, til Jake åbner døren for mig, og jeg finder min sædvanlige plads under hans arm. Min ældre søster, Ashton, kan godt lide at joke med, at jeg er ligesom en af de der snyltere, der ikke kan klare sig på egen hånd. Det er faktisk ikke særlig sjovt.

“Adelaide!” Min mors bekymring er teatralsk. Hun rækker en hånd ud, da vi kommer op ad trappen, og stryger min frie arm. “Fortæl mig, hvad der skete.”

Jeg har ikke lyst. Især ikke, fordi hendes kæreste lurer i døren bag ved hende, hvor han lader som om, hans nysgerrighed er reel bekymring. Justin er tolv år yngre end min mor, hvilket betyder, at han er fem år yngre end ægtemand nummer to, og femten år yngre end min far. Med den fart, hun lægger for dagen, skal hun snart på date med Jake.

“Det er fint nok,” mumler jeg og smutter undvigende forbi dem. “Jeg har det fint.”

“Hey Mrs. Calloway,” siger Jake. Min mor bruger ægtemand nummer tos efternavn, ikke min fars. “Jeg følger lige Addy op på hendes værelse. Det hele har været frygteligt. Så kan jeg fortælle dig om det bagefter.” Jeg bliver altid forundret over den måde, Jake snakker til min mor på. Som om de er venner.

Og hun lader ham gøre det. Kan lide det. “Selvfølgelig,” siger hun med et fjoget smil.

Min mor synes, Jake er for god til mig. Det har hun fortalt mig siden vores andet år på Bayview, da han pludselig blev vildt lækker, og jeg slet ikke forandrede mig. Da vi var små, plejede hun at tilmelde mig og Ashton forskellige skønhedskonkurrencer, og det gik altid på samme måde for os begge to: vi blev nummer to. Som til homecoming-festen: homecoming-prinsesse, ikke dronning. Ikke dårligt, men heller ikke godt nok til at tiltrække og holde på den slags mand, som vil tage sig af én resten af livet.

Jeg er ikke sikker på, at det nogensinde er blevet fremført som et decideret mål eller noget, men det er det, der er meningen. Min mor fejlede. Ashton er ved at fejle i sit kun to år gamle ægteskab med en mand, der er droppet ud af jurastudiet og nærmest aldrig er sammen med hende. Der er noget ved Prentiss-pigerne, der ikke kan holde på en mand.

“Undskyld,” mumler jeg til Jake, da vi går ovenpå. “Jeg håndterede ikke det her særlig godt. Du skulle have set Bronwyn og Cooper. De var vildt gode. Og Nate … seriøst. Jeg troede aldrig, jeg skulle se Nate Macauley tage styringen på den måde. Jeg var den eneste, der var helt uduelig.”

“Shhh, det skal du ikke sige,” siger Jake ned i mit hår. “Det passer ikke.”

Han siger det på sådan en endegyldig måde, fordi han nægter at se andet end mine gode sider. Hvis det nogensinde ændrer sig, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Nate
Mandag den 24. september, kl. 16.00

Da Bronwyn og jeg når til parkeringspladsen, er den næsten tom, og vi tøver, da vi først er kommet ud ad døren. Jeg har kendt Bronwyn siden børnehaveklassen, plus-minus et par år i folkeskolen, men vi hænger ikke ligefrem ud. Alligevel er det ikke mærkeligt at have hende ved siden af. Nærmest betryggende efter katastrofen ovenpå.

Hun kigger sig omkring, som om hun lige er vågnet. “Jeg er ikke i bil,” mumler hun. “Jeg skulle have haft et lift. Til Café Epoch.” Der er noget ved den måde, hun siger det på, der får det til at lyde betydningsfuldt. Som om der er mere til historien, end hun fortæller.

Jeg skal egentlig have klaret nogle forretninger, men nu er måske ikke lige tidspunktet. “Vil du have et lift?”

Bronwyn følger mit blik over mod motorcyklen. “Seriøst? Jeg ville ikke sætte mig op på den dødsfælde, om du så betalte mig for det. Ved du, hvad dødelighedsprocenten er? Den er ikke for sjov.” Hun ligner en, der er klar til at vise mig et regneark.

“Det må du selv om.” Jeg burde bare efterlade hende og køre hjem, men jeg er ikke klar til at se det i øjnene endnu. Jeg læner mig op ad bygningen og hiver en flaske Jim Beam-whisky ud af jakkelommen, skruer låget af og rækker den til Bronwyn. “En drink?”

Hun lægger armene over kors. “Er det en joke? Er det din strålende ide, før du kravler op på din dødsmaskine? Og så på skolens område?”

“Der er gang i dig, hva’?” Jeg drikker faktisk ikke særlig meget. Jeg snuppede flasken fra min far i morges og glemte så alt om den. Men der er noget tilfredsstillende ved at irritere Bronwyn.

Jeg skal til at stikke den tilbage i lommen, da Bronwyn rynker brynene og rækker hånden ud. “Hvad fanden.” Hun lader sig dumpe ind mod murstensvæggen ved siden af mig og sætter sig langsomt ned på jorden. Af en eller anden grund får jeg flashback til dengang, Bronwyn og jeg gik på den samme katolske privatskole. Inden livet blev helt ad helvede til. Alle pigerne have ternede nederdele på, og hun har en lignende nederdel på nu, der glider op ad lårene, når hun krydser anklerne. Ikke en dårlig udsigt.

Hun drikker overraskende længe af flasken. “Hvad. Skete. Der. Lige. Der?”

Jeg sætter mig ved siden af hende, tager flasken og stiller den på jorden mellem os. “Jeg har ingen anelse.”

“Han så ud, som om han var ved at dø.” Bronwyns hånd ryster så meget, da hun tager flasken igen, at den klirrer mod jorden. “Synes du ikke?”

“Jo,” siger jeg, idet Bronwyn tager en lang slurk mere og skærer ansigt.

“Stakkels Cooper,” siger hun. “Han lød, som om han lige var flyttet hertil fra Mississippi i går. Sådan lyder det altid, når han er nervøs.”

“Det aner jeg ikke noget om. Men hende der tøsen var håbløs.”

“Addy.” Bronwyns skulder puffer kort til min. “Du burde kende hendes navn.”

“Hvorfor?” Jeg kan ikke komme på en god grund. Den pige og jeg har nærmest aldrig været i nærheden af hinanden før i dag, og det kommer vi nok heller ikke til igen. Og jeg er ret sikker på, at det er fint for os begge to. Jeg kender hendes type. Ikke andet på hjernen end sin kæreste og ugens ligegyldige magtspil i vennegruppen. Egentlig lækker nok, altså, men udover det har hun intet at byde på.

“Fordi vi har haft en kæmpe traumatisk oplevelse sammen,” siger Bronwyn, som om det forklarer alting.

“Du har en masse regler, hva’?”

Jeg havde glemt, hvor trættende Bronwyn er. Selv i de små klasser gik hun op i så meget lort, at ethvert andet menneske ville være totalt udmattet. Hun skulle altid være med i en eller anden klub eller starte et eller andet nyt op, som andre så kunne være med i. Og så bestemme over alle de ting, hun var med i eller startede op.

Men hun er ikke kedelig. Det må man give hende.

Vi sidder i stilhed og kigger på, at de sidste biler forlader parkeringspladsen, mens Bronwyn af og til tager et sip mere fra flasken. Da jeg endelig tager den fra hende, bliver jeg overrasket over, hvor let den er. Jeg tvivler på, at Bronwyn er vant til sprut. Hun virker mere som en vinpige. Hvis noget.

Jeg kommer flasken tilbage i lommen, da hun rykker let i mit ærme. “Du, jeg ville egentlig have sagt det dengang, det skete.Jeg var virkelig ked af at høre om din mor,” siger hun tøvende. “Min onkel døde også i en bilulykke nogenlunde på det tidspunkt. Jeg ville gerne sige noget til dig, men … vi to, du ved, vi …” Hendes stemme dør hen, mens hendes hånd stadig hviler på min arm.

“Snakkede ikke rigtig sammen,” siger jeg. “Det er helt fint. Ked af det med din onkel.”

“Du må savne hende meget.”

Jeg har ikke lyst til at snakke om min mor. “Ambulancen kom ret hurtigt i dag, hva’?”

Bronwyn bliver lidt rød i kinderne og trækker hånden tilbage, men kommer godt igen i samtalen. “Hvordan vidste du, hvad du skulle gøre? Med Simon?”

Jeg trækker på skuldrene. “Alle ved, han har jordnøddeallergi. Det er sådan, man gør.”

“Jeg vidste ikke det med pennen.” Hun udstøder et grin. “Cooper gav dig en kuglepen! Som om du ville skrive en seddel til ham eller noget. For helvede altså.” Hun banker hovedet så hårdt mod muren, at hun kunne have slået hul. “Jeg burde gå hjem. Det her er om noget uproduktivt.

“Tilbuddet om et lift gælder stadig.”

Jeg forventer ikke, at hun tager imod det, men hun siger “Fint, hvorfor ikke” og rækker hånden ud. Hun er ved at falde, da jeg hjælper hende op. Jeg troede ikke, at alkohol kunne begynde at virke efter et kvarter, men jeg har måske undervurderet letvægtsfaktoren hos Bronwyn Rojas. Måske skulle jeg have taget flasken noget før.

“Hvor bor du henne?” spørger jeg, sætter mig i sadlen og sætter nøglen i tændingen.

“Thorndike Street. Et par kilometer herfra. Forbi bymidten og så til venstre efter Starbucks på Stone Valley Terrace.”

Den rige del af byen. Selvfølgelig.

Jeg plejer ikke at have nogen bagpå min motorcykel, så jeg har ikke nogen ekstra hjelm. Jeg giver hende min. Hun tager den, og jeg tvinger mig selv til at fjerne blikket fra de bare lår, da hun hopper op bag mig og stikker nederdelen ind mellem benene. Hun slår armene alt for stramt om mig, men jeg siger ikke noget.

“Ikke så hurtigt, vel?” spørger hun nervøst, da jeg starter motoren. Jeg ville gerne irritere hende lidt mere, men jeg forlader parkeringspladsen med normal hastighed. Og selvom jeg ikke troede, det var muligt, holder hun endnu hårdere fast om mig. Sådan kører vi. Hendes hoved mod min ryg, og hvis jeg havde tusind dollars, ville jeg vædde med, at hendes øjne vil være knebet hårdt sammen, lige til vi når hendes indkørsel.

Hendes hus er nogenlunde, som man kunne forvente. Kæmpe-stort i victoriansk stil, med en stor græsplæne og masser af komplicerede træer og blomster. Der holder en Volvo firhjuls-trækker i indkørslen, og min motorcykel, som man kunne kalde en klassiker, hvis man var lidt generøs, ser nok lige så latterlig ud ved siden af den, som Bronwyn gør ved siden af mig. Når man taler om ting, der ikke passer sammen.

Bronwyn stiger af og fumler med hjelmen. Jeg spænder den op og hjælper hende af med den, mens jeg løsner en tot hår, der sidder fast i remmen. Hun tager en dyb indånding og glatter sin nederdel.

“Det var skræmmende,” siger hun, og får et chok, da en telefon ringer. “Hvor er min taske?”

“På ryggen af dig.”

Hun tager den af og hiver telefonen op af forlommen. “Hallo? Ja, det kan jeg … Ja, det er Bronwyn. Har du … åh nej. Er du sikker?” Hendes taske glider ud af hånden på hende og lander på jorden. Hun sænker telefonen og stirrer på mig med store, blanke øjne.

“Nate, han er væk,” siger hun. “Simon er død.”

Kapitel 3

Bronwyn
Tirsdag den 25. september, kl. 8.50

Jeg kan ikke lade være med at regne på det. Klokken er ti minutter i ni. Det er tirsdag, og for firetyve timer siden var Simon på vej til første time for sidste gang. Seks timer og fem minutter senere var vi på vej mod vores eftersidning. En time senere døde han.

17 år. Væk på et sekund.

Jeg glider ned på min stol i hjørnet af klasselokalet og kan mærke, hvordan femogtyve ansigter kigger i min retning. Nyheden om Simons død havde spredt sig alle steder omkring spisetid, selv uden opdateringerne fra About That. Jeg har fået en masse beskeder fra alle dem, jeg nogensinde har givet mit telefonnummer til.

“Er du okay?” Min ven Yumiko rækker ind over bordet og giver min hånd et klem. Jeg nikker, men gestussen får mit hoved til at dunke endnu mere. Det viser sig, at en halv flaske whisky på tom mave er en frygtelig ide. Heldigvis var begge mine forældre stadig på arbejde, da Nate satte mig af, og min søster, Maeve, fik hældt så meget sort kaffe i mig, at jeg var nogenlunde sammenhængende, da de kom hjem. Den tilbageværende virkning tilskrev de chokket.

Klokken ringer ud, men den efterfølgende knitren i højtaleren, der normalt indleder dagens meddelelser, kommer aldrig. I stedet rømmer vores lærer, Mrs. Park, sig og rejser sig fra sin stol. Hun holder hårdt fast i et stykke papir, som ryster i hånden på hende, da hun begynder at læse. “Det følgende er en officiel meddelelse fra Bayview Highs ledelse. Jeg er virkelig ked af at måtte dele disse frygtelige nyheder med jer. I går eftermiddags fik en af jeres klassekammerater, Simon Kelleher, en svær allergisk reaktion. Lægehjælp blev tilkaldt med det samme og ankom hurtigt, men desværre var det for sent at hjælpe Simon. Han døde på hospitalet kort efter ankomsten.”

En lav, hviskende summen breder sig i lokalet, da en eller anden kommer med et halvkvalt hulk. Halvdelen af klassen har allerede deres telefoner i hånden. Folk ser ud til at skide på reglerne i dag. Før jeg får stoppet mig selv, har jeg hevet telefonen frem fra tasken og åbnet About That. Jeg forventer nærmest en notifikation om dagens vilde opdatering, som Simon pralede med før eftersidningen i går, men selvfølgelig er der ikke andet, end sidste uges nyheder.

Vores allesammens yndlingstrommeslager og hashvrag går til filmen. RC har installeret et kamera i lampeudtaget på sit værelse, og han holder premierer for alle sine venner. Nu er I advaret, piger. (Det er dog for sent for KL.)

Alle har set, hvordan den maniske, alfelignende drømmepige TC og den nye, rige fyr GR flirter, men hvem havde troet, at der måske var mere i det end det? I hvert fald ikke hendes kæreste, som uvidende sad på tilskuerrækkerne under lørdagens kamp, mens T&G hyggede sig lige neden under ham. Desværre, JD. Altid den sidste, der ved noget.

Det, der var, med About That, var … man kunne nærmest garantere, at det var sandt. Simon havde udviklet appen i løbet af vores andet år på Bayview, efter at have brugt sin påskeferie på en eller anden dyr programmeringslejr i Silicon Valley, og ingen andre end ham havde adgang til at poste på den. Han havde kilder over hele skolen, og han var kræsen og grundig i udvælgelsen af det, han reporterede. Folk nægtede eller ignorerede det som regel, men han tog aldrig fejl.

Jeg havde aldrig været på den. Jeg er alt for uskyldsren. Der er kun en enkelt ting, som Simon kunne have skrevet om mig, men det ville nærmest have været umuligt for ham at finde ud af.

Og nu kommer han aldrig til det, kan man sige.

Mrs. Park taler stadig. “Der vil blive tilbudt krisehjælp i auditoriet hele dagen. Hvis man har brug for at tale med nogen om denne tragedie, kan man frit forlade timerne på et hvilket som helst tidspunkt. Skolen planlægger en mindehøjtidelighed for Simon efter lørdagens fodboldkamp, og vi melder detaljerne ud, så snart vi har dem på plads. Vi vil også gerne holde jer opdateret om familiens planer, så snart vi kender til dem.”

Klokken ringer igen, og vi rejser os alle for at gå. “Bronwyn, bliver du lige et øjeblik?”

Yumiko sender mig et medfølende blik, da hun rejser sig, og sætter en lok af sit korte, sorte hår om bag øret. “Kate og jeg venter på dig ude på gangen, okay?”

Jeg nikker og tager min taske. Mrs. Park holder stadig meddelelsen i den ene hånd, da jeg går op til katederet. “Bronwyn, rektor Gupta vil gerne have, at de af jer, der var i lokalet sammen med Simon, får individuel krisehjælp i dag. Hun har bedt mig om at fortælle dig, at du har en tid klokken elleve på Mr. O’Farrells kontor.”

Mr. Farrell er min studievejleder, og jeg kender hans kontor ganske godt. Jeg har brugt en masse tid derinde de sidste seks måneder, hvor vi har lagt en strategi for mine ansøgninger til universitetet. “Er det Mr. O’Farrell, der står for krisehjælpen?” spørger jeg. Det ville egentlig ikke være så slemt.

Mrs. Park rynker panden. “Nej, nej. Skolen har tilkaldt en professionel.”

Fedt. Jeg brugte den halve aften på at overbevise mine forældre om, at jeg ikke havde brug for at tale med nogen. De bliver henrykte over, at jeg alligevel er blevet tvunget til det. “Okay,” siger jeg og venter i tilfælde af, hun har mere at sige til mig, men hun klapper mig bare akavet på armen.

Som lovet venter Kate og Yumiko uden for døren. De går på hver deres side af mig hele vejen til næste times matematik, som om de beskytter mig fra påtrængende paparazzi-fotografer. Yumiko går dog til siden, da hun ser, at Evan Neiman venter uden for døren til klasselokalet.

“Bronwyn, hey.” Evan har en af sine sædvanlige polotrøjer med monogram på, der lige over hjertet har EWN broderet med en skrifttype, der ligner håndskrift. Jeg har altid undret mig over, hvad W står for. Walter? Wendell? William? Jeg håber for hans skyld, det er William. “Fik du min besked i går?”

Det gjorde jeg. Har du brug for noget? Vil du have selskab? Eftersom det er den eneste gang, Evan Neiman har sendt mig en besked, besluttede min kyniske side, at han bare var ude efter en plads på forreste række til den mest chokerende ting, der nogensinde er sket på Bayview. “Det gjorde jeg, tak. Jeg var bare virkelig træt.”

“Nå, men hvis du nogensinde har lyst til at snakke, så sig til.” Evan kaster et blik rundt i den nu næsten tomme gang. Han går meget op i punktlighed. “Vi må nok hellere gå ind, hva’?”

Yumiko smiler bredt til mig, da vi sætter os ned. “Evan blev ved med at spørge efter dig, da vi var til matematiktræning i går.”

Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så entusiastisk som hende, men på et eller andet tidspunkt mellem eftersidningen og matematiktimen, mistede jeg enhver interesse for Evan Neiman. Måske er det posttraumatisk stress oven på situationen med Simon, men lige nu kan jeg ikke huske, hvad det var, jeg følte mig tiltrukket af til at starte med. Ikke at jeg nogensinde var hovedkulds forelsket. Egentlig tænkte jeg mest, at Evan og jeg havde potentiale til at være et solidt par, indtil vi blev studenter, og at vi så ville slå op i al venskabelighed og tage på hver vores universitet. Hvilket jeg godt kan se er temmelig uinspirerende, men sådan er datinglivet på high school. Synes jeg, i hvert fald.

Jeg sidder hele timen med mine tanker langt, langt væk fra matematikken, og så er det pludselig slut, og jeg er på vej videre til engelsk sammen med Kate og Yumiko. Mit hoved er stadig så fyldt med alt det, der skete i går, at det virker helt naturligt at sige Hej Nate, da vi går forbi ham på gangen. Jeg stopper op. Det kommer bag på os begge to, og han stopper også.

“Hey,” svarer han. Hans mørke hår er mere forpjusket end nogensinde, og jeg er ret sikker på, at han har samme T-shirt på som i går. På en eller anden måde fungerer det for ham. Lidt for godt. Alt ved ham får mine tanker til at vandre: den høje, slanke krop, de markerede kindben og øjnene, der sidder langt fra hinanden og er omkranset af mørke vipper.

Kate og Yumiko stirrer også på ham, men på en anden måde. Mere som om han er et utilregneligt dyr i et alt for lille bur. Det er ikke ligefrem en del af vores rutine at snakke med Nate Macauley på gangen. “Har du været til krisehjælp endnu?” spørger jeg.

Han ser totalt blank ud. “Til hvad?”

“Krisehjælp. På grund af Simon. Sagde din lærer ikke det i første time?”

“Jeg er først kommet nu,” siger han, og jeg kigger på ham med store øjne. Jeg havde ikke forestillet mig, at Nate ville være den med mindst fravær, men klokken er næsten ti.

“Nå, men altså, det er meningen, at de af os, der var der, skal have individuelle samtaler. Min er klokken elleve.”

“Helt ærligt,” mumler Nate irriteret og kører en hånd gennem håret.

Bevægelsen får mine øjne til at stirre på hans arm, og der bliver de, indtil Kate rømmer sig. Jeg bliver varm i kinderne, da jeg vender lidt for sent tilbage til virkeligheden til at høre, hvad hun faktisk sagde. “Nå, men vi ses,” siger jeg lavt.

Yumiko drejer hovedet i min retning, så snart vi er uden for hørevidde. “Han ser ud, som om han lige er rullet ud af sengen,” hvisker hun. “Og ikke alene.”

“Jeg håber, du desinficerede dig selv, da du havde siddet på hans motorcykel,” tilføjer Kate. “Han er total en mandeluder.”

Jeg stirrer på hende. “Du ved godt, det er sexistisk at sige mande-luder, ikke? Hvis du absolut skal bruge det ord, kan du i det mindste bruge det kønsneutralt.”

Whatever,” siger Kate afvisende. “Pointen er, at han er en omvandrende kønssygdom.”

Jeg svarer ikke. Det er helt sikkert det ry, Nate har, men vi ved faktisk ikke noget om ham. Jeg fortæller hende, hvor forsigtigt han kørte mig hjem i går, men jeg er ikke sikker på, hvor jeg vil hen med det.

Efter engelsk går jeg ned til Mr. O’Farrells kontor, og han vinker mig ind, da jeg banker på hans åbne dør. “Bare sæt dig, Bronwyn. Dr. Resnick er lidt forsinket, men hun kommer om lidt.” Jeg sætter mig over for ham og får øje på en mappe med mit navn på, der ligger på midten af hans bord. Jeg skal lige til at tage den op, men tøver så, for jeg er ikke sikker på, om den er fortrolig, men han skubber den over mod mig. “Din anbefaling fra arrangøren af Model United Nations. I god tid inden fristen på din tidlige ansøgning til Yale.”

Jeg sukker dæmpet af lettelse. “Tak!” siger jeg og tager mappen. Det er den sidste, jeg har ventet på. Yale er en familietradition. Min farfar var gæsteprofessor og flyttede hele sin familie fra Columbia til New Haven, hvor han blev fastansat. Alle hans børn, inklusiv min far, har gået der, og det er der, mine forældre mødte hinanden. De siger altid, at vores familie ikke ville eksistere, hvis det ikke var for Yale.

“Velbekomme.” Mr. O’Farrell læner sig tilbage og retter på sine briller. “Mr. Camino var forbi for at spørge, om du mon er interesseret i at give lektiehjælp i kemi i det her semester. Der er en del kvikke tredjeårselever, som kæmper med det på samme måde, som du gjorde sidste år. De ville elske at lære nogle strategier af en, som endte med at få topkarakter i faget.”

Jeg bliver nødt til at synke et par gange, før jeg kan svare. “Det ville jeg gerne,” svarer jeg så muntert, som jeg nu kan, “Men jeg er vist allerede overbebyrdet.” Mit smil strækker sig stramt over mine tænder.

“Helt fint. Du har meget på programmet.”

Kemi er det eneste fag, jeg nogensinde har kæmpet med. Endda så meget, at jeg var tæt på at dumpe omkring terminsprøven. Hver gang, jeg faldt igennem i en prøve, kunne jeg mærke eliteuniversiteterne glide gennem mine fingre. Selv Mr. O’Farrell begyndte blidt at foreslå, at ethvert prestigeuniversitet ville gå an.

Så jeg tog mig sammen og fik topkarakter i slutningen af året. Men jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen, der vil have mig til at dele mine strategier med andre elever.

Cooper
Torsdag den 27. september, kl. 12.45

“Ses vi i aften?”

Keely tager min hånd og kigger op på mig med sine store, mørke øjne, da vi går hen til vores skabe efter frokost. Hendes mor er svensker og hendes far er filippiner, og kombinationen gør Keely til den klart smukkeste pige på skolen. Jeg har ikke set hende så meget i denne uge på grund af baseball og familiehalløj, og jeg kan se, hun er ved at blive nervøs. Keely er som sådan ikke klæbende, men hun har brug for regelmæssig kvalitetstid.

“Jeg er ikke sikker,” siger jeg. “Jeg er ret bagud med lektierne.”

Hendes perfekte læber peger nedad, og jeg kan se, hun skal til at protestere, da en stemme lyder over højtalerne. “Må jeg bede om jeres opmærksomhed, tak. Cooper Clay, Nate Macauley, Adelaide Prentiss og Bronwyn Rojas må gerne melde sig på kontoret. Det var Cooper Clay, Nate Macauley, Adelaide Prentiss og Bronwyn Rojas til kontoret, tak.

Keely ser sig omkring, som om hun venter på en forklaring. “Hvad handler det om? Noget med Simon?”

“Sikkert.” Jeg trækker på skuldrene. Jeg har allerede svaret på rektor Guptas spørgsmål om, hvad der skete for et par dage siden, men måske er hun klar til anden runde. Min far siger, at Simons forældre har ret gode forbindelser i byen, og at skolen burde bekymre sig om et sagsanlæg, hvis det viser sig, at de på nogen måde bærer noget af skylden. “Jeg må hellere gå. Skriver senere, okay?” Jeg giver Keely et hurtigt kys på kinden, smider tasken om på ryggen og går ned ad gangen.

Da jeg når til rektors kontor, peger sekretæren mig i retning af et lille mødelokale, der allerede er fyldt med mennesker: rektor Gupta, Addy, Bronwyn, Nate og en politibetjent. Jeg bliver lidt tør i halsen, da jeg sætter mig på den sidste stol.

“Cooper, godt. Nu kan vi komme i gang.” Rektor Gupta folder hænderne foran sig og kigger rundt om bordet. “Jeg vil gerne introducere Hank Budapest, som er politibetjent her i Bayview. Han har nogle spørgsmål til det, I var vidne til i mandags.”

Betjent Budapest giver os alle hånden på skift. Han er ung med sandfarvet hår og fregner, men er allerede ved at blive skaldet. Ikke særlig intimiderende rent autoritetsmæssigt. “Godt at møde jer. Det her burde ikke tage lang tid, men efter at have talt med Kelleher-familien, vil vi gerne se lidt nærmere på Simons død. Obduktionsrapporten kom tilbage i morges, og …”

“Allerede?” afbryder Bronwyn, som ikke opdager det blik, rektor Gupta sender hende. “Tager det normalt ikke længere tid?”

“De indledende resultater kan være klar inden for et par dage,” siger betjent Budapest. “De her var ret afgørende og viser, at Simon døde af en stor dosis jordnøddeolie, som blev indtaget kort før hans død. Hans forældre finder dette besynderligt, når man tager i betragtning, hvor forsigtig han altid var med sin mad og drikke. I har alle sammen fortalt rektor Gupta, at han drak vand af en kop kort før han kollapsede, er det rigtigt?”

Vi nikker alle sammen, og betjent Budapest fortsætter. “Koppen indeholdt spor af jordnøddeolie, så det virker, som om Simon døde af den drik. Det, vi prøver at finde ud af, er, hvordan der kom jordnøddeolie i hans kop.”

Ingen siger noget. Addy møder mit blik og kigger så væk med en lille rynke i panden. “Er der nogen, der kan huske, hvor Simon fik koppen fra?” Betjenten prøver at få os i tale, mens hans sidder klar med kuglepennen og en blank notesbog foran sig.

“Jeg kiggede ikke,” siger Bronwyn. “Jeg var i gang med at skrive min opgave.”

“Det var jeg også,” siger Addy, selvom jeg kunne have svoret, at hun ikke engang var begyndt på den. Nate strækker sig og kigger op i loftet.

“Jeg kan godt huske det,” siger jeg frivilligt. “Han fik sin kop fra stablen ved siden af vasken.”

“Vendte kopperne nedad eller opad?”

“Nedad,” siger jeg. “Simon tog den øverste.”

“Lagde du mærke til, om der dryppede noget væske ud, da han tog den? Rystede han den?”

Jeg tænker mig om. “Nej. Han hældte bare vand i.”

“Og så drak han af den?”

“Ja,” siger jeg, men Bronwyn retter på mig.

“Nej,” siger hun. “Ikke med det samme. Han snakkede lidt. Kan I ikke huske det?” Hun vender sig mod Nate. “Han spurgte, om det var dig, der havde puttet telefonerne i vores tasker. Dem, som gav os problemer med Mr. Avery.”

“Telefonerne. Klart.” Betjenten skribler noget ned i sin notesbog. Han siger det ikke, som et spørgsmål, men Bronwyn forklarer det alligevel.

“Der var nogen, der tog pis på os,” siger hun. “Det var derfor, vi var til eftersidning. Mr. Avery fandt mobiltelefoner i vores tasker, som ikke var vores.” Hun vender sig mod rektor Gupta med et krænket udtryk i ansigtet. “Det var faktisk ikke fair. Jeg har villet spørge, om det er noget, der kommer til at stå i ens papirer?”

Nate ruller med øjnene. “Det var ikke mig. Der var også nogen, der havde puttet en telefon i min taske.”

Rektor Gupta rynker sine bryn. “Jeg har ikke hørt om det her før.”

Jeg trækker på skuldrene, da hun ser mig i øjnene. Telefonerne er det sidste, jeg har tænkt på, de sidste par dage.

Betjent Budapest ser ikke overrasket ud. “Mr. Avery nævnte det, da jeg mødtes med ham tidligere. Han sagde, at ingen af eleverne havde hentet telefonerne efterfølgende, så det nok allige-vel måtte være en spøg.” Han holder kuglepennen mellem pege- og langefingeren og banker den rytmisk ned i bordet. “Er det den slags joke, Simon ville have lavet med jer?”

“Jeg kan ikke se hvorfor,” siger Addy. “Der var også en telefon i hans taske. Desuden kendte jeg ham dårlig nok.”

“Du var da en del af prom-hoffet sammen med ham sidste år,” pointerer Bronwyn. Addy blinker med øjnene, som om hun lige er kommet i tanke om, at det er rigtigt.

“Er der nogen af jer, der nogensinde har haft problemer med Simon?” spørger betjenten. “Jeg har hørt om den app, han havde lavet. About That, ikke?” Han kigger på mig, så jeg nikker. “Har I nogensinde været på den?”

Alle ryster på hovedet, bortset fra Nate. “Masser af gange,” siger han.

“Hvad handlede det om?” spørger betjent Budapest.

Nate griner smørret. “Åndssvagt pis …” begynder han, men rektor Gupta afbryder ham.

“Dit sprog, Mr. Macauley.”

“Åndssvage ting,” omformulerer han. “Damer, for det meste.”

“Gik det dig på? At der blev sladret om dig?”

“Ikke rigtigt.” Han ser ud, som om han mener det. Jeg går ud fra, det ikke betyder så meget at blive nævnt på en sladder-app, hvis man sammenligner det med at blive arresteret. Hvis det altså passer. Simon har aldrig skrevet om det, så ingen er sikre på, hvad Nate egentlig har gang i.

Egentlig ret sørgeligt, at Simon var vores primære nyhedskilde.

Betjent Budapest kigger på os andre. “Men ikke jer tre?” Vi ryster igen på hovedet. “Var I nogensinde bekymrede for, om I kunne ende på Simons app? Var der noget, der hang jer over hovedet, eller noget i den stil?”

“Ikke mig,” siger jeg, men min stemme lyder ikke så selvsikker, som jeg gerne ville have haft. Jeg kigger væk fra betjent Budapest og ser, at Addy og Bronwyn ligner to modsatte poler: Addy er blevet bleg som et spøgelse, og Bronwyn er helt rød i ansigtet. Nate kigger på dem i et par sekunder, vipper tilbage på stolen og ser på betjent Budapest.

“Alle har hemmeligheder,” siger han. “Ikke?”

Jeg er sent færdig med træningen den aften, men min far får alle til at vente med at spise aftensmad, så vi kan spise sammen. Da vi endelig sætter os til bords klokken syv, holder min bror, Lucas, sig på maven og stavrer over til bordet med et udpint udtryk i ansigtet.

Emnet for samtalen er det samme, som det har været hele ugen: Simon. “Man kunne have regnet ud, at politiet ville blive involveret på et eller andet tidspunkt,” siger far, mens han øser et lille bjerg af kartoffelmos op på sin tallerken. “Der er noget ved den måde, drengen døde på, der ikke stemmer.” Han fnyser. “Jordnøddeolie i vandforsyningen, måske? Advokaterne kommer rigtig til at slå sig løs med det.”

“Stod hans øjne ud af hovedet sådan her?” spørger Lucas. Han er tolv, og Simons død er for ham ikke andet end en blodig scene i et videospil.

Min farmor rækker over og smækker Lucas på bagsiden af hånden. Bedste er knap halvanden meter høj med en masse hvide krøller, men hun mener det alvorligt. “Ti stille, medmindre du kan tale respektfuldt om den dreng.”

Bedste har boet sammen med os, siden vi flyttede hertil fra Mississippi for fem år siden. Det overraskede mig, at hun flyttede med. Vores farfar havde været død i årevis, men hun havde masser af venner og sociale aktiviteter til at holde sig beskæftiget. Nu hvor vi har boet her noget tid, forstår jeg det godt. Vores helt almindelige hus i kolonistil koster tre gange så meget som vores hus i Mississippi, og vi havde på ingen måde råd til det uden Bedstes penge. Men i Bayview kan man spille baseball året rundt, og skolen har et af de bedste baseballprogrammer i hele landet. Far regner med, at jeg på et eller andet tidspunkt vil gøre den skyhøje husleje og det job, han hader, det hele værd.

Det gør jeg måske også. Efter at have forbedret hastigheden på min fastball med fem kilometer i timen hen over sommeren, endte jeg som nummer fire på ESPN’s liste over unge spillere, som de forudsiger vil blive udtaget til den bedste nationale liga, MLB, i juni næste år. Der er også en masse universiteter, der holder øje med mig, og jeg ville ikke have noget imod at tage på universitetet først. Men baseball er ikke ligesom fodbold eller basketball. Hvis man kan komme til at spille i en national liga lige efter high school, så gør man som regel det.

Far peger på mig med gaflen. “Husk, at du har en opvisningskamp på lørdag.”

Som om, jeg kunne glemme det. Mit træningsprogram hænger over hele huset.

“Kevin, måske bare en enkelt friweekend?” siger min mor stille, men hun har ikke rigtig hjertet med. Hun ved, at kampen er tabt på forhånd.

“Det bedste, Cooperstown kan gøre, er at gøre, som han plejer,” siger far. “Det hjælper ikke drengen, at Cooper tager sig en slapper. Må han hvile i fred.”

Bedstes små, klare øjne kigger på mig. “Jeg håber, du ved, at ingen af jer kunne have gjort noget for Simon, Cooper. Politiet bliver bare nødt til at undersøge alt, sådan er det.”

Det ved jeg nu ikke. Betjenten blev ved med at spørge ind til de manglende adrenalinpenne, og hvor længe jeg havde opholdt mig alene på sygeplejerskens kontor. Som om han troede, jeg måske havde gjort noget, inden Ms. Grayson ankom. Men han sagde det ikke direkte. Hvis han tror, der er nogen, der har lavet numre med Simon, kan jeg ikke forstå, han ikke kigger på Nate. Hvis nogen havde spurgt mig – og det gjorde de ikke – ville jeg undre mig over, hvordan en fyr som Nate overhovedet vidste noget om adrenalinpenne.

Da vi er blevet færdige med at tage af bordet, ringer dørklokken, og Lucas sprinter mod døren, mens hans råber “Jeg åbner!” Et par sekunder senere råber han igen. “Det er Keely!”

Bedste rejser sig med besvær og støtter sig til stokken med dødningehovedet på, som Lucas valgte til hende, da hun sidste år indså, at hun ikke kunne klare at gå selv mere. “Jeg troede, du sagde, I ikke havde planer i aften, Cooper.”

“Det havde vi heller ikke,” mumler jeg irriteret, idet Keely med et smil kommer ud i køkkenet og slår armene om min hals i et hårdt knus.

“Hvordan har du det?” hvisker hun i mit øre og lader sine bløde læber strejfe min kind. “Jeg har tænkt på dig hele dagen.”

“Okay,” siger jeg. Hun trækker sig tilbage og stikker hånden i lommen, inden hun hurtigt hiver en pakke snører med jordbærsmag frem og smiler. Det er helt sikkert ikke en del af min kostplan, men det er mit absolutte yndlingsslik. Pigen forstår mig. Og mine forældre, som kræver et par minutters høflig samtale, inden de tager ud for at spille par-bowling.

Min telefon bipper, og jeg hiver den op af lommen. Hej smukke.

Jeg bøjer nakken for at skjule det smil, der breder sig i mit ansigt. Jeg skriver tilbage: Hey.

Kan vi ses i aften?

Dårlig timing. Kan ringe senere?

OK savner dig.

Keely snakker med min mor, og hendes øjne lyser af interesse. Hun faker det ikke. Keely er ikke bare smuk. Hun er det, som Bedste beskriver som “Fyldt med sukker”. En oprigtigt sød pige. Enhver fyr på Bayview ville ønske, han var mig.

Savner også dig.

En af os lyver

–» Køb EN AF OS LYVER her