FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Einar Már Guðmundsson
Jeg debuterede med to digtsamlinger i 1980 og havde også skrevet en tredje, som siden udkom i 1981. På det tidspunkt boede jeg i København, og selv om det i ånden ikke virker som om, det er lang tid siden, var vilkårene helt anderledes end i dag.
Der var ingen e-mail og den slags, man benyttede sig af postvæsenet og ventede på et svar med posten. Telefon? Den slags brugte man ikke, det var for dyrt at ringe imellem landene, Island og Danmark, i hvert fald for en digter som lod som om, han studerede, men også havde et rengøringsjob hos ISS.
Men skrive det gjorde jeg hele tiden, og studierne måtte tilpasses det. Man ringede hjem to tre gange om året fra “telefonhuset” i Købmagergade.
Omsider kom posten med et svar fra det største islandske forlag, og det lød på: Nej tak, den slags digtekunst ville man ikke udgive.
Så jeg sagde til mig selv, i tidens ånd, det gør jeg bare selv. Jeg kan ikke skrive til et andet forlag og vente endnu tre måneder på et nej tak. Og det gjorde jeg så, og derfor udgav jeg kun to ad gangen.
Risikoen for at gå konkurs på grund af trykomkostningerne var stor, men jeg havde et temmelig godt rygte hos rengøringsselskabet. På den måde udførte gulvkluden og digtets Muse deres kamp. Og i al korthed blev digtet sejrherren eller -damen, hvis vi holder os til musen.
Jeg tog op til Island og solgte digtsamlingerne i gaderne i Reykjavík, jeg begyndte på arbejdspladserne om morgenen og sluttede på barerne ved nattetid. Derimellem lå kantiner, endnu flere arbejdspladser, caféer og skoler. Der var også nogle protestmøder, man kunne benytte sig af, og koncerter.
Digtene blev snart udsolgt, og mange mente, at jeg egentlig var en bedre salgschef end digter. Jeg kunne betale trykomkostninger forud, jeg behøvede ikke nogle afbetalingsordninger, som chefen for trykkeriet ellers tilbød mig. Jeg ville hellere betale det hele på engang og få en god rabat.
De blev trykt tre gange, og i folkemunde nåede oplagene mytologiske størrelser, som jeg slet ikke vil rette for den gode histories skyld.
Min næste digtsamling, som allerede var i hus, blev antaget af et forlag i Island, og jeg vendte tilbage til København, til Christianshavn hvor jeg boede i disse år.
Jeg gik i gang med min første roman, Ridderne af den runde trappe, og sendte den ind i en stor romankonkurrence samtidig med, at digtene udkom på dansk i udvalget Frankensteins Kup i Erik Skyum-Nielsens oversættelse hos forlaget Vindrose under ledelse af Erik Vagn Jensen.
Man kan kalde det her en praktisk saga om, hvordan det hele begyndte, jeg nævner ikke noget andet denne gang, men for mit vedkommende har det praktiske og det poetiske altid være uadskilleligt.
Einar Már Guðmundsson (f. 1954) er en af Islands største nulevende forfattere. Han debuterede i 1981 og havde sit folkelige gennembrud med romanen Universets Engle (1993), som vandt Nordisk Råds litteraturpris.
I 2012 blev han hædret med “den lille Nobel-pris”: Det Svenske Akademis Nordiske Pris. I sit store og brede forfatterskab har han igen og igen udfoldet det islandske folks historie, altid med både humor og samfundsengagement.
FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Einar Már Guðmundsson
Jeg debuterede med to digtsamlinger i 1980 og havde også skrevet en tredje, som siden udkom i 1981. På det tidspunkt boede jeg i København, og selv om det i ånden ikke virker som om, det er lang tid siden, var vilkårene helt anderledes end i dag.
Der var ingen e-mail og den slags, man benyttede sig af postvæsenet og ventede på et svar med posten. Telefon? Den slags brugte man ikke, det var for dyrt at ringe imellem landene, Island og Danmark, i hvert fald for en digter som lod som om, han studerede, men også havde et rengøringsjob hos ISS.
Men skrive det gjorde jeg hele tiden, og studierne måtte tilpasses det. Man ringede hjem to tre gange om året fra “telefonhuset” i Købmagergade.
Så jeg sagde til mig selv, i tidens ånd, det gør jeg bare selv. Jeg kan ikke skrive til et andet forlag og vente endnu tre måneder på et nej tak. Og det gjorde jeg så, og derfor udgav jeg kun to ad gangen.
Risikoen for at gå konkurs på grund af trykomkostningerne var stor, men jeg havde et temmelig godt rygte hos rengøringsselskabet. På den måde udførte gulvkluden og digtets Muse deres kamp. Og i al korthed blev digtet sejrherren eller -damen, hvis vi holder os til musen.
Jeg tog op til Island og solgte digtsamlingerne i gaderne i Reykjavík, jeg begyndte på arbejdspladserne om morgenen og sluttede på barerne ved nattetid. Derimellem lå kantiner, endnu flere arbejdspladser, caféer og skoler. Der var også nogle protestmøder, man kunne benytte sig af, og koncerter.
Digtene blev snart udsolgt, og mange mente, at jeg egentlig var en bedre salgschef end digter. Jeg kunne betale trykomkostninger forud, jeg behøvede ikke nogle afbetalingsordninger, som chefen for trykkeriet ellers tilbød mig. Jeg ville hellere betale det hele på engang og få en god rabat.
Min næste digtsamling, som allerede var i hus, blev antaget af et forlag i Island, og jeg vendte tilbage til København, til Christianshavn hvor jeg boede i disse år.
Jeg gik i gang med min første roman, Ridderne af den runde trappe, og sendte den ind i en stor romankonkurrence samtidig med, at digtene udkom på dansk i udvalget Frankensteins Kup i Erik Skyum-Nielsens oversættelse hos forlaget Vindrose under ledelse af Erik Vagn Jensen.
Man kan kalde det her en praktisk saga om, hvordan det hele begyndte, jeg nævner ikke noget andet denne gang, men for mit vedkommende har det praktiske og det poetiske altid være uadskilleligt.
Læs om Einar Már Guðmundssons seneste roman, “Pasfotos” her
I 2012 blev han hædret med “den lille Nobel-pris”: Det Svenske Akademis Nordiske Pris. I sit store og brede forfatterskab har han igen og igen udfoldet det islandske folks historie, altid med både humor og samfundsengagement.
Find og læs mere om Einar Már Guðmundssons samlede værker her
Andre læste også: