Krimi Amerikanske krimiforfattere Amerikanske romaner Domestic noir

Hvem ved, hvilke hemmeligheder din nabo gemmer på?

Domestic noir

Psykologiske thrillere som ”Kvinden i toget”, ”Kvinden der forsvandt” og senest ”Kvinden i vinduet” har begejstret læsere verden over med deres rå realisme og fortællinger om alt det, der findes bag den ellers så perfekte facade. Alle tre bøger tilhører genren domestic noir, men hvad er domestic noir? Og hvorfor er vi så fascinerede af historier om hjemmets tragedier?

Domestic noir: Når frygten flytter ind

Domestic noir er en subgenre til den traditionelle krimigenre, og selvom der er mange ligheder mellem domestic noir-thrillere og traditionelle krimier, så adskiller de to genrer sig også på en række punkter. Eksempelvis har domestic noir-thrillere ikke fokus på narkokriminalitet eller magtpolitiske kampe, men tager i stedet fat i mere jordnære emner såsom dysfunktionelle parforhold, alkoholisme, sygdom, paranoia, vold og manipulation.

Kort sagt er det fortællinger om det, der kan få den perfekte facade til at krakelere.

Måske er det netop skiftet fra de større samfundsmæssige problematikker til hjemmets grusomheder, der har gjort domestic noir-genren så utroligt populær. I en tid hvor mange gør sig umage for at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, er det ikke så mærkeligt, at mennesket (som jo er nysgerrigt af natur) længes efter at vide mere om, hvad der foregår inde bag naboens nedrullede gardiner.

Samtidigt er domestic noir-thrillere nemme at relatere til, da de beskriver en virkelighed, der ofte er tæt på læserens egen. Det er dog også dette, der gør disse psykologiske thrillere særligt skræmmende, da de minder os om, at det onde og modbydelige findes i os alle.

Et sidste – og måske det vigtigste – kendetegn ved domestic noir-thrillere er, at man som læser ikke kan stole på nogen eller noget. Utroværdige hovedpersoner, brugen af flere forskellige fortælleperspektiver og de kun sparsomt frigivne detaljer er med til at give det psykologiske gys, mange læsere higer efter.

Domestic noir er ikke noget nyt fænomen

Herhjemme har domestic noir-genren især vundet indpas efter filmatiseringen af Gillian Flynns ”Kvinden der forsvandt” (2014), som derefter blev et must have på danskernes bogreol. Også Paula Hawkins’ ”Kvinden i toget” blev en kæmpe succes i Danmark såvel som i udlandet – med intet mindre end 1,5 millioner eksemplarer solgt på blot tre måneder er det verdens bedst sælgende debutroman.

På trods af at genren først for alvor har vundet indpas de senere år, og at definitionen ”domestic noir” blev brugt første gang i 2013 af forfatter Julia Crouch, så er domestic noir ikke noget nyt fænomen. Af ældre romaner med elementer fra domestic noir-genren er eksempelvis Charlotte Brontës ”Jane Eyre” (1847), Henry James’ ”Skruen strammes” (1898) og Daphne du Mauriers ”Rebecca” (1938), der alle er fyldt med psykologiske gys.

Ny domestic noir-page turner: Kvinden i vinduet af A.J. Finn

Kvinden i vinduet, A.J. Finn, psykologisk thriller, thriller, domestic noirEr du også blevet bidt af domestic noir? Så skal du læse den internationale bestseller Kvinden i vinduet af A.J. Finn.

Indtil for et år siden var Anna Fox en anerkendt børnepsykolog og boede med sin perfekte familie i et prægtigt hus i New York. Nu er hun en paranoid, fordrukken særling, der lider af agorafobi (frygten for at gå udenfor sit hjem), og derfor får hun dagene til at gå med at se gamle sort-hvid film, chatte på nettet og udspionere sine naboer.

Allerede inden familien Russell flytter ind på den anden side af gaden, ved Anna alt om dem. Eller næsten alt. For en dag er Anna vidne til en forfærdelig hændelse i nabohuset, men så snart hun åbner døren, bliver hun overmandet af sin agorafobi, og det sortner for hendes øjne.

Da Anna kommer til bevidsthed igen, er det som om, at ingenting er sket. Var det bare noget, hun bildte sig ind, eller er der begået en forbrydelse, som hun er den eneste, der kender til?

Kvinden i vinduet er A.J. Finns medrivende debutroman, som strøg til tops på New York Times’ bestsellerliste og allerede er solgt til filmatisering samt til udgivelse i 40 lande.

☞ Nysgerrig efter at vide mere? Læs de fem første kapitler af Kvinden i vinduet her.

Du kan købe Kvinden i vinduet af A.J. Finn online her eller i din lokale boghandel.

Andre medrivende domestic noir-thrillere

Hvis du gerne vil have en skræmmende god psykologisk thriller med på ferie, er der heldigvis nok at tage fat i. Selvskrevne til din læseliste er naturligvis Kvinden i toget af Paula Hawkins og Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, som begge efterhånden kan betegnes som klassikere inden for genren domestic noir, men også Skæbne og hævn af Lauren Groff samt Kvinden før af J.P. Delaney er fantastisk spændende thrillere.

Skæbne og hævn af Lauren Groff

Lauren Groff, Skæbne og Hævn, domestic noir, thriller, psykologisk thrillerLotto og Mathilde møder hinanden på college, bliver gift og som 22-årige har de alt, hvad de kunne ønske sig. Selv ti år senere ser vennerne stadig på Lotto og Mathildes perfekte liv og ægteskab med misundelse.

Alligevel er alting ikke helt, som det ser ud. Lauren Groff giver læseren et indblik i et usædvanligt mørkt og kompliceret forhold, og som historien skrider frem, bliver læseren overrasket og overrumplet gang på gang. Det er nemlig vigtigt at huske på, at en historie afhænger af øjnene, der ser.

Du kan købe Skæbne og hævn af Lauren Groff online her eller i din lokale boghandel.

Kvinden før af J.P. Delaney

Kvinden før, J.P. Delaney, thriller, psykologisk thriller, domestic noirEmma og Jane er ens på mange punkter. Udover at de ligner hinanden, så har de begge brug for en frisk start efter traumatiske hændelser, og de vælger derfor at flytte ind i den samme minimalistiske, hi-tech lejlighed, hvor man som lejer skal overholde intet mindre end 200 regler. Den eneste forskel på de to kvinder er, at Emma er død.

Da Jane finder ud af, at Emma døde under tragiske omstændigheder, prøver Jane at grave sandheden frem. Det skal dog vise sig at være sværere – og langt mere ubehageligt – end Jane nogensinde havde forestillet sig.

Du kan købe Kvinden før af J.P. Delaney som e-bog eller lydbog

☞ Læs også: 10 psykologiske thrillere du ikke skal læse når du er alene