Børnebøger

DIY: Lav din egen slim

slim, diy, kreativitet, slimopskrift, glimmer

Kan du huske filmen Flubber? Ja, den der hvor Robin Williams som halvtosset professor ved et tilfælde får udviklet Flubber, en grøn slimklat med sin helt egen personlighed. Selvom filmen er 20 år gammel, så er slim på ingen måde passé – tværtimod hitter hjemmelavet slim blandt børn og unge.

Slim hitter!

Den nye trend med at lave slim begyndte i sommeren 2016 på de sociale medier, og for mange mennesker er det blevet en hobby og et kreativt udtryk. Slim er nemlig ikke bare slim; slim kan have forskellige farver, dufte og indeholde alle mulige sjove elementer såsom vandperler, modellervoks, glimmer og konfetti. Slim kan være knasende eller luftig, slim kan være som tyggegummi eller smør, og så kan slim selvfølgelig lave de lækreste slim-lyde! Slim er kort sagt en fantastisk sjov måde at være kreativ på, og så har det ikke mindst en række sjove og skøre anvendelsesmuligheder.

I bogen Lav din egen slim har den 16-årige forfatter og populære Instagrammer Alyssa Jagan samlet mere end 100 fantastiske opskrifter og projekter med slim. Alyssa Jagan er en af dem, der i løbet af ganske kort tid har fået stor succes med at lave slim-videoer, og i dag har hun mere end 1/2 million følgere.

Her kan du få et smugkig på to af opskrifterne i Lav din egen slim, nemlig en opskrift på basis-slim og en opskrift på glimmerbombe-slim.

 


DIY: Klar lim-slim

slim, diy, kreativitet, slimopskrift,Klar lim-slim er en en basis-slim, som kan bruges i mange andre opskrifter, og derfor er det en rigtig god opskrift at kunne. Udover at den kan bruges i andre opskrifter kan klar lim-slim også piftes op med frugtfarve eller duftolie. Nedenfor finder du opskriften på klar lim-slim.

Det skal du bruge:

Redskaber til slim-produktion:

  • En stor skål
  • Målebæger og skeer
  • Røreredskab (ske, spatel, rørepind)
  • Lufttæt beholder

Ingredienser:

  • 250 ml klar PVA-lim
  • En aktivator – enten 4-6 spiseskefulde (60 til 90 ml) flydende vaskemiddel eller 1 spiseskefuld (15 ml) natron samt 1-3 spiseskefulde (15-45 ml) kontaktlinsevæske. Mængden af aktivator vil påvirke slimens konsistens, da for meget aktivator vil gøre slimen for hård, mens for lidt aktivator vil gøre slimen for klistret.

Kan tilsættes: 

  • Frugtfarve
  • 1-3 dråber duftolie
  • 1 teskefuld (5 ml) glycerin

Trin-for-trin guide:

slim, diy, kreativitet, slimopskrift

  1. Kom limen i en stor skål. Tilsæt farve og/eller duftolie, men husk, at nogle duftolier kan gøre slimen grumset. Tilsæt 1 teskefuld glycerin (se A), men kun hvis du ikke tilsætter andet. Glycerin vil gøre slimen smidig, men det kan ikke holde på elementer. Rør langsomt, så får du en klar slim. Rører du hurtigt, tager det længere tid for slimen at blive klar, fordi der kommer bobler i.
  2. Tilsæt din aktivator lidt ad gangen, ikke mere end 2 spiseskefulde ad gangen (30 ml) (se B). Brug kun én slags aktivator til en portion slim. Rør massen godt og grundigt sammen, så du er sikker på, at du ikke har tilsat for meget. Mængden vil påvirke slimens konsistens, og du kan justere afhængig af den ønskede konsistens.
  3. Når massen er lidt klistret (se C), så begynd at ælte den godt. Dyp dine fingre i lidt aktivator, så slimen ikke klistrer for meget. Slimen får den bedste konsistens, hvis du ælter den ordentligt igennem. Husk at have rene hænder, da snavs kan ses i den klare slim.
  4. Opbevar slimen i en lufttæt beholder, så den ikke udtørrer.

 

 

 


DIY: Glimmerbombe-slim

slim, diy, kreativitet, slimopskrift, glimmerGlimmerbombe-slimen er en skøn slim, fordi den både glimter og knaser, hvilket gør den sjov at klemme sammen og trække i. Mængden af glimmer kan man selv bestemme, men jo mere glimmer man putter i, jo mere knasende bliver slimen. Samtidigt kan man også putte både frugtfarve og duftolier i for at gøre glimmerbombe-slimen endnu mere fantastisk! Nedenfor finder du opskriften på glimmerbombe-slim.

Det skal du bruge:

Redskaber til slim-produktion: 

  • En stor skål
  • Rørereskab (ske, spatel, rørepind)
  • Målebæger og skeer
  • Lufttæt beholder

Ingredienser:

  • En portion klar lim-slim
  • Omkring to til tre gange så meget glimmer som lim. Brug de store glimmerflager.

Kan tilsættes:

  • Farve
  • 1 til 3 dråber duftolie

Trin-for-trin guide:

slim, diy, kreativitet, slimopskrift, glimmer

  1. Lav en portion klar lim-slim, som er lidt klistret. Den må ikke hænge for meget fast, men skal være klistret nok til at kunne holde på glimemret. Tilsæt evt. frugtfarve og/eller duftolie.
  2. Mål omkring to til tre gange så meget glimmer op som slim (se A).
  3. Bland slimen med glimmeret (se B). Hvis blandingen føles for klistret, tilsæt en smule aktivator. Hvis du ønsker en mere knasende konsistens, kan du tilsætte mere glimmer, men ikke for meget, for så hænger det ikke ordentligt sammen. Hvis din slim er for stiv, så dyp den i varmt vand et par sekunder (få en voksen til at hjælpe dig).
  4. Fortsæt med at røre rundt, til den hænger godt sammen. Husk, den bedste måde at få slimen til at hænge ordentligt sammen på er at lege med den!
  5. Opbevar den færdige slim i en lufttæt beholder, så den ikke udtørrer.

 

Lav din egen slim af Alyssa Jagan

 

slim, diy, kreativitet, slimopskrift, glimmer

Lær at lave sjov og finurlig slim med populære Instagrammer Alyssa Jagan. I bogen Lav din egen slim har hun samlet mere end 100 fantastiske opskrifter og projekter, som både henvender sig til nybegynderen og den øvede slim-skaber.

Derudover indeholder bogen en række tips og tricks til at tilsætte farve og duft til slimen, samt hvordan man tilføjer en række andre sjove elementer såsom vandperler, fimoler, glimmer, konfetti og modellervoks. Bogen giver også en række slim-teknikker og måder at genbruge og lege med slimen på.

Du kan købe Lav din egen slim  af Alyssa Jagan her eller i din lokale boghandler fra den 25. september.

 

Psst! Er du og dit barn på jagt efter mere slim-inspiration? Se flere af Alyssa Jagans kreationer på hendes Instagram-profil @CraftySlimeCreator, på hendes YouTube-kanal Alyssa J og på Etsy under CraftedbyAlyssaJ.

 


 

Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er i øjeblikket så heldig at være praktikant i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling, hvilket er fantastisk for en kæmpe læsehest som mig. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.