Aktuelt Boganmeldelser Inspirationslister og guides

Det læser vi sommeren 2018 (med smugkig ind i efteråret)

sommerlæsning 2018, sommerbøger, Lindhardt og ringhof læser

Svaret er ja. Forlagsmennesker læser virkelig mange bøger. Vi er dén kliché. Men det heldige er jo, at læseglæden er noget, vi deler med alle jer, så derfor: Her er vores læseliste sommeren 2018 – inklusiv et lille kig i forlagskulissen med bøger på vej.


Knud Romer kort over paradisMathilde Wahlberg Friese, eventkoordinator

En ny bog jeg er vild med

Jeg vil gerne anbefale Knud Romers Kort over Paradis til sommerens læsning. Sætningerne er smukke som fuglefløjt, og man bliver draget ind i paradiset, eller manglen på samme, i en sådan grad, at du glemmer om solen skinner, eller om det regner.

Find Kort over Paradis her.

Thomas Korsgaard, Hvis der skulle komme et menneske forbi, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Jeg skal genlæse Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi. Det skal jeg, fordi jeg lige har læst den nyeste, En dag vil vi grine af det, og simpelthen bliver nødt til at genbesøge Tue, for enden af den lange grussti med alle hundene, give ham et kram og følge ham igen.

Find Hvis der skulle komme et menneske forbi her.

Mich Vraa, Faith, trilogi om Dansk Vestindien

En bog jeg glæder mig til

Jeg glæder mig udgivelsen af Mich Vraas Faith (august 2018). Det er afslutningen på hans trilogi om slaverne i Dansk Vestindien, og det værk er fuldstændigt monumentalt, smukt og klogt, så jeg glæder mig helt vildt til, hvordan det bliver afsluttet.

Find Faith her.

Peter Lund Madsen, Frihedens pris, sommerlæsning 2018

Tina Marie Kragh Jensen, pressekoordinator

En ny bog jeg er vild med

Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg bevidst om, hvor skrøbeligt sindet er. Men det er jo heldigvis en ting, vi mennesker er fælles om, så lad os snakke en masse med hinanden om det.

Hvis man gerne vil være klogere på sindet, kan jeg anbefale, at man læser Peter Lund Madsens nye, dødhamrende sympatiske bog om hjernen Frihedens pris – om nogle af de mest almindelige sindslidelser, vi næsten med garanti vil støde på hos os selv eller i vores omgangskreds i løbet af et menneskeliv.

Vi bærer alle kimen til at blive syge i sindet, er en af pointerne i bogen, og Lund Madsen er rørende solidarisk med alle dem, der normalt betegnes som ”unormale”.

Find Frihedens pris her.

Karl Ove Knausgård, Alting har en tid, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Mens vi venter på, at Karl Ove Knausgård kommer med en ny roman (det forlyder, at han netop nu sidder i hulen og skriver på noget ny fiktion), så vil jeg læse den bog, jeg mangler i forfatteskabet.

Alting har en tid er hans anden roman, der udkom temmelig stilfærdigt på dansk i 2007, før vi alle sammen blev vilde med den indadvendte nordmand. At jeg ikke allerede har kastet mig begejstret over bogen skyldes, at den handler om engle, og det er ikke lige mig umiddelbart.

Men jeg ved jo, at Karl Ove Knausgård kan få mig til at læse om hvad som helst med stor glæde (for eksempel om at skide, at gøre et klamt dødsbo rent eller 600 sider om Hitler), så hvorfor ikke også engle? Nu skal det være. Den skal med på ferie.

Find Alting har en tid her.

Margit Brandt, Modeskaber, Anne Nørkjær Bang, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg interesserer mig egentlig ikke for mode, men jeg interesserer mig for de historier, som moden kan fortælle om mennesker og samfund i en given tid.

I slutningen af september udkommer – utroligt nok – den første biografi om modeskaberen Margit Brandt, der var toneangivende i især 70erne. Sammen med ægtemanden Erik Brandt forstod de, at mode handler om drømme, og at det gælder om at skabe et univers omkring sit brand. De gjorde de dygtigt som nogen af de første i Danmark.

Jeg har læst de første tre kapitler i manuskriptet til Modeskaber. Margit Brandt af Anne Nørkjær Bang, og det tegner til at blive en fantastisk bog, der er et portræt af en usædvanlig kvinde, der skabte modehistorie i et fascinerende årti.

Find Modeskaber. Margit Brandt her.

Mikkel Karstad, Evergreen, sommerlæsning 2018

Camilla Schierbeck, seniorredaktør

En ny bog jeg er vild med

Sommeren for mig er en tid, hvor jeg kan dykke lidt dybere ned i kogebøgerne. Og min erfaring siger mig, at hele familien elsker variation, især når ungerne er blevet så store, at de er meget bevidste om, hvad de spiser, hvor det kommer fra, og hvad det giver dem.

Og så er det jo en enorm hjælp, når ens datter pludselig fortæller, at hun er blevet vegetar (det er jeg nok ikke den første forælder, der oplever).

Der udover har Evergreen af Mikkel Karstad også givet mig nogle virkelig brugbare tips, som jeg har tænkt mig at bruge flittigt fremover – også når ferietiden er overstået, og hverdagstravlheden melder sig igen.

Find Evergreen her.

Atul Gawande, At være dødelig, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

At være dødelig af Atul Gawande lyder måske ikke som den oplagte hyggeroman, men det var en enorm øjenåbner for mig, og jeg har anbefalet den vidt og bred (også til folk i sygehusvæsenet).

Den er skrevet i et nærværende sprog med virkelig interessante historier fra Gawandes egen nære familie, men også om og med patienter, han har fulgt gennem en del år. Så det er langt fra en tør fagbog, men en bog med mange private og naturligvis også professionelle tanker om vores moderne lægevidenskab.

Den handler om at blive ældre med kvalitet, og den handler om at møde døden med værdighed.

Find At være dødelig her.

Pierre Lemaitre, Flammernes farve, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg har ikke læst mange franske forfattere, men de af dem, jeg er faldet over, eller har fået anbefalet, har blæst mig helt omkuld.

Pierre Lemaitre er en af de forfattere. Han skriver overbevisende, fængende og levende. Jeg har fulgt mange af hans karakterer gennem årene, elsket, hadet, beundret og ikke mindst været nysgerrig på hans mangfoldige univers. Tænk, at en enkelt forfatter kan skrive så overbevisende om og ind i alle de personer, han beskriver.

Jeg tager hatten af og glæder mig til at læse Flammernes farve (udkommer september 2018), der er en selvstændig fortsættelse til den fantastiske Vi ses deroppe. Læs den, og bliv beriget med en af Frankrigs helt store forfattere!

Find Flammernes farve her.

Hans Rosling, Factfulness, sommerlæsning 2018

Astrid Ellehammer Kristensen, redaktionssekretær

 En ny bog jeg er vild med

Jeg skal læse Hans Roslings Factfulness, fordi jeg gerne vil blive klogere på, hvordan det egentlig står til i verden. Jeg håber på at kunne vaske lidt af sortsynet væk i sommervarmen og få sat nogle nuancer på verdenssituationen.

Find Factfulness her.

Margaret Atwood, Tjenerindens fortælling, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Jeg vil rigtig gerne læse Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling. Det er en stærk klassiker om et dystopisk samfund, hvor kvinder gradvist har mistet deres rettigheder. Jeg har fulgt med i serien på HBO og har længe tænkt, at jeg måtte give mig i kast med bogen bag.

Find Tjenerindens fortælling her.

Merete Pryds Helle, Vi kunne alt, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse Merete Pryds Helles kommende roman Vi kunne alt, som udkommer til september. Vi kunne alt foregår i Værløse, en forstad til København, ikke ret langt fra hvor jeg selv voksede op. Jeg glæder mig til portrættet af forstadslivet i 70’erne og til at følge endnu en kvindeskæbne, som Merete er så dygtig til at skrive frem.

Find Vi kunne alt her.

Skovbrand, Carsten Juul, Australien, ild, flammer, erindringsroman, erindringer, liv og død, venskab, flugt

Gustav Højmark-Jensen, journalistpraktikant

En ny bog jeg er vild med

Jeg vil gerne anbefale Skovbrand af Carsten Juul, fordi det er en stærk og sand historie om, hvordan to unge mænd overlever mod utrolige odds. Du kan mærke, hvordan varmen fra flammerne brænder dig i nakken, mens du kaster dig med forfatteren og hans ven i skjul i den lavvandede flod. Det er en stærk fortælling om venskab og om at stå ansigt til ansigt med døden.

Find Skovbrand her.

Ind I mindfulness, Eve Bengta Lorenzen, Stine Reintoft, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Ind i mindfulness af Stine Reintoft og Eve Bengta Lorenzen er et genbesøg værd, fordi jeg stadig er nysgerrig på det potentiale vi alle sammen gemmer på i form af ro og stabilitet – selv i stressede situationer på arbejdet eller i fritiden. Det er en spændende rejse ind i sin egen bevidsthed.

Find Ind i mindfulness her.

Spurven, Kirstine Kloster Andersen, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg glæder mig meget til at se, hvad Spurven af Kirstine Kloster Andersen er for en fortælling (udkommer i oktober 2018). Udgangspunktet i Vera Schalburgs liv som russisk spion, hendes tid som som nazi-agent og hendes senere potentielle forsvinden til Argentina lyder utrolig spændende!

Find Spurven her.

Tiden før døden, Jesper Bugge Kold, sommerlæsning 2018

Carina Camilla Bøgelund, redaktør

En ny bog jeg er vild med

Jeg elsker bogserier, og jeg vil derfor gerne anbefale Jesper Bugge Kolds serie Tiden før døden. Serien udspiller sig under 2. Verdenskrig og følger forskellige personer, som alle kæmper en brav kamp for at komme levende igennem krigen, men i sidste ende er det tilfældigheder, som bestemmer deres skæbne.

Find Tiden før døden her.

Hulebjørnens klan, Jean M. Auel, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Første gang jeg læste Hulebjørnens Klan, lå jeg på en strand i Thailand, så det var en svær start, da bogens handling udspiller sig i istiden for omkring 25.000 år siden. Men da jeg var kommet et godt stykke ind i fortællingen, var jeg solgt, og jeg kan varmt anbefale Jordens børn af Jean M. Auel til de, der elsker en historisk romanserie. Serien udkommer på Rosinante og Co.

Jane Austen, Northanger Abbey, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Til oktober udkommer Northanger Abbey, som er en del af Jane Austens-klassikerserie. Jeg har læst alle hendes andre hovedværker og glæder mig meget til at stifte bekendtskab med det nye bind i serien, som skulle være Austens mest gådefulde og opløftende roman.

Find Northanger Abbey her.

Ka' selv – ka' du?, Lotte Salling, sommerlæsning 2018

Lærke Katrine Nielsen, salgskoordinator

En ny bog jeg er vild med

Ka’ selv – ka’ du? af Lotte Salling og Mette-Kirstine Bak er er skøn bog med rim til de mindste om hverdagens små og store gøremål. Den lægger op til dialogisk læsning, så man kan få snakket med sit barn om dets oplevelser og de små og store følelser. Den er godkendt og læst mange gange hjemme hos os.

Find Ka’ selv – ka’ du? her.

Det læser vi sommeren 2018 (med smugkig ind i efteråret)

En bog jeg vil vende tilbage til

Til sommerens grillmad hører der efter min mening lækkert brød til, og med Meyers bageskole kan alle bage det lækreste brød – også selvom man ikke ejer en røremaskine, eller ved, hvad forskellen på Ølandshvede og almindeligt hvedemel er … Det glæder jeg mig til at eksperimentere med i ferien.

Find Meyers bageskole her.

Sofie Linde, Fårking gravid, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg glæder mig til at læse Sofie Lindes Fårking gravid (udkommer oktober 2018), der er hendes ærlige og morsomme dagbog fra sin graviditet, som ikke har været så rosenrød som diverse magasiner og bøger fortæller, at den skal være. Jeg tror, at jeg vil grine, græde og nikke genkendende til mange af hendes oplevelser.

Find Fårking gravid her.

Det læser vi sommeren 2018 (med smugkig ind i efteråret)

Marie Dissing Storm, seniorredaktør

En ny bog jeg er vild med

Jeg vil anbefale Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet som årets sommerkrimi. Jeg var imponeret over hendes debut Ligblomsten og synes, hun skriver godt og spændende. Anden bog om journalisten Heloise Kaldan og efterforsker Erik Schäfer skuffer ikke.

Find Mercedes-snittet her.

Rick Riordan, Magnus Chase, De dødes skib, sommerlæsning 2018

En bog jeg (eller min søn) vil vende tilbage til

Min 13-årige søn er ret vild med Rick Riordan, der skriver eventyrligt og dramatisk om nordiske og græske guder til børn og unge. Han har lige færdiglæst bog fem i serien om Percy Jackson og pakker nu tredje bind om Magnus Chase i kufferten til ferien.

Find Magnus Chase her.

Michelle Obama, Min historie, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Som mange andre verden over glæder jeg mig meget til at få fingre i Michelle Obamas selvbiografi Min historie, der udkommer til november. Jeg er sikker på, at det er spændende og inspirerende læsning.

Find Min historie her.

Brødre på landevejen, Chris Anker Sørensen, Allan Bo Andresen, sommerlæsning 2018

Niels Frederik Rickers, journalistpraktikant

 En ny bog jeg er vild med

Jeg vil varmt anbefale Chris Anker Sørensen og Allan Bo Andresens bog Brødre på landevejen, da det helt grundlæggende er længe siden, jeg har været i så godt selskab med en bog.

Personligt er jeg på ingen måde fan af cykelsport, og alligevel faldt jeg pladask for de to brødres lune tone, fantastiske anekdoter og uendelige passion for den sport, de begge elsker så højt.

Find Brødre på landevejen her.

Dan Turèll, Vangede billeder, sommerlæsning 2018

En bog jeg vil vende tilbage til

Jeg skal genlæse Dan Turélls barndomserindringer Vangede billeder, da den bog for mig, er den ultimative kærlighedserklæring til barndomsgaden og det simple i livet. Det er nostalgi, når det er bedst, uden at det bliver sentimentalt eller klynkende.

Selvom man ikke selv er født og opvokset i Vangede, ville man næsten ønske, at det var tilfældet efter at have læst den her perle. Vangede billeder udkommer på Gyldendal.

Lars R. Møller, Veteraner, sommerlæsning 2018

En bog jeg glæder mig til

Jeg glæder mig til udgivelsen af Oberst Lars R. Møllers kommende debatbog Veteraner.

Ikke bare er Lars R. Møller en bramfri og veloplagt personlighed med en pen så skarp som en bajonet; han repræsenterer også en stor del af de danske veteraner, som ifølge ham er blevet negligeret og tabt på gulvet af politikere og kommuner. Bogen bliver et spændende og ikke mindst nødvendigt indspark i samfundsdebatten, som jeg ser meget frem til.

Find Veteraner her.


Det var et lille udpluk af, hvilke bøger vi læser i, taler om og tænker på for tiden. Vil du have mere inspiration?

Så se her, hvor du kan bladre i vores katalog med bøger på vej i efteråret 2018.

Eller her, hvor du kan finde masser af gode bøger på tilbud denne sommer.

Og hvis du vil have en skræddersyet anbefaling af sommerlæsning – kun til dig – så spørg os på Facebook.

Rigtig god sommer fra alle os på Lindhardt og Ringhof, Forlaget Carlsen og Saga.