Fiktion Amerikanske romaner Biografier

Læs de første kapitler i erindringsromanen Den fabelagtige familien Frank

Læs de første kapitler i erindringsromanen Den fabelagtige familien Frank

Kvinden, der tager, hvad hun vil have – koste hvad det vil

Michael Frank har altid været tæt knyttet til sin faster. Fasteren er barnløs, og derfor overøser hun i stedet nevøen Michael med opmærksomhed, penge og kærlighed foruden at tage sig af hans kulturelle dannelse.

I takt med at Michael bliver ældre, formørkes hans fasters humør, og hendes adfærd bliver i stigende grad utilregnelig og manipulerende over for både Michael og resten af familien.

Vil fasterens dominerende personlighed i sidste ende blive familiens endeligt?

Michael Franks debutroman Den fabelagtige familien Frank er et gribende portræt af en familie på godt og ondt. Romanen udkom i 2017 til fremragende anmeldelser i både USA og Danmark.

Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank

Den fabelagtige familien Frank, dannelsesroman, memoir, Michael Frank

★★★★★ “Frydefuldt gruopvækkende læsning.” – BERLINGSKE

★★★★★ “Den fabelagtige familien Frank er fremragende læsning. Selvbiografi, psykodrama og dannelsesroman i et.” –BØRSEN

“Strålende veludført fortælling.” – THE NEW YORK TIMES

“Vidunderlig klarsynet … læses næsten som en thriller.” – THE WALL STREET JOURNAL

“Jeg tvivler på, at du kommer til at læse en bedre erindringsroman i år.” – THE GUARDIAN

Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank

Overhørt

”Jeg er helt usædvanlig glad for Mike,” overhører jeg min faster sige til min mor en dag, da jeg er otte år gammel. ”Sådan er det bare. Jeg kan ikke forklare det. Han er ganske enkelt det mest pragtfulde barn, jeg nogensinde har kendt, og jeg elsker ham højere end livet selv.”

Højere end livet selv. Først føler jeg mig heldig over at være så elsket og udvalgt til at være genstand for så altomfattende en kærlighed … Men så tænker jeg nærmere over det. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke sikker på, jeg ved, hvad det vil sige at blive elsket højere end livet selv.

Elsker jeg min egen mor på den måde? Og hun mig? Er sådan noget i det hele taget muligt?

Og hvorfor mig, men ikke mine to yngre brødre? Hvad har jeg, som de ikke har?

”Jeg ville ønske, han var min,” ryger det ud af min faster lige bagefter.

Jeg kryber sammen på trappen ude i entreen, og derfra kan jeg mærke, at stemningen i rummet skifter. Der opstår en lang, anspændt tavshed mellem de to kvinder. Jeg kan høre dem trække vejret, ind og ud, i tavsheden.

De sidder vinkelret på hinanden, ved jeg, min faster i sofaen og min mor i stolen ved siden af den. Sådan sidder de altid i vores dagligstue, ikke over for hinanden, men vendt væk fra hinanden, sådan at de ikke behøver have øjenkontakt, hvis de ikke har lyst.

”Jeg ville ønske, du havde dit eget barn,” siger min mor varsomt. Som altid andenviolin, den tredjefødte. Diplomaten.

”Det ville jeg også,” siger min faster med en skinger, følelsesladet stemme.

Måske ville du være et andet menneske, hvis du havde.

Min mor siger det ikke. Men hun tænker det. Det gør alle i vores familie. Men det var ikke sådan, det gik.

Det her er.

1. Lejligheden

Længe plejede jeg at stå og vente ved vinduet i spisestuen. Jeg ventede om eftermiddagen, når jeg kom hjem fra skole, og jeg ventede hver lørdag morgen. Indimellem ventede jeg nede for enden af indkørslen, for derfra kunne jeg se længere op ad bakken, næsten til toppen. Når Buick Rivieraen dukkede op, og jeg fik øje på dollargrinets metalblændende tandsmil, kunne jeg mærke en lykkefølelse skylle igennem mig, og lykken var også flettet sammen med forventning og spænding, for det betød, at om ganske få minutter ville min faster holde ind og tage mig med ud på et af vores eventyr.

Min faster var altid det menneske i hele verden, jeg glædede mig mest til at se. Nogle gange havde hun gaver med, og det kunne være udvalgte bøger eller klenodier, der knyttede sig til de specielle interesser, som hun og min morbror og jeg delte, nemlig kunst og arkitektur, litteratur og, eftersom min faster og morbror var drejebogsforfattere, spillefilm (aldrig ”film”, for det var den celluloid, spillefilmene blev lavet af). Men der var noget, jeg elskede endnu mere end at få alle disse materielle ting, og det var at tage ud sammen med hende, alene, uden mine yngre brødre eller mine forældre – at være alene med hende, at have hendes fulde opmærksomhed, at hun fortalte, hvad hun tænkte, til mig alene. Og så var der hendes snak – en utømmelig flod, som fyldte mig. Den tid, vi tilbragte sammen, var ren spas. Jeg siger dig, Mike, du er det bedste selskab, man overhovedet kan ønske sig, sagde hun. Uden undtagelse. Jeg følte mig klog, blot jeg var i hendes nærhed og lyttede til hende, sugede det til mig, hun havde at lære mig, solede mig i hendes livfuldhed og sprudlende energi.

Min faster og jeg tog ofte ud sammen alene, fordi hun og min morbror ikke selv havde børn, og fordi de boede få minutters kørsel fra vores hus, og fordi vi var dobbelt i familie. Vi børn havde lært en remse, vi kunne lire af, når andre bad os om at forklare vores sammenflettede familieforhold:

Bror og søster giftede sig med søster og bror.
Det ældste ægtepar har ingen børn, så det yngste ægtepar deler deres med dem.
De to familier bor tre veje fra hinanden oppe i Laurel Canyon –
Og bedstemødrene bor sammen i en lejlighed for foden af bakken.

Den var ikke særlig poetisk, men den viderebragte de konkrete fakta og fik forholdene til at virke næsten normale, som sammendrag ofte gør.

Forholdene var ikke i nærheden af at være normale, men det var naturligvis ikke gået op for mig på det tidspunkt.

Vores forhold til hinanden, sagde min faster, var noget særligt. Hun kaldte vores to familier for de spøgefulde syv eller, for nu at citere min farmor, den Fabelagtige Familien Frank. Men selvom vi er en del af den større gruppe, sagde hun, er du og jeg noget ganske særligt, Skattepus. Det forhold, vi har til hinanden, er næsten lige så usædvanligt, som det jeg har til Mamma. Vi to har slået lejr et hemmeligt sted, helt for os selv. Vi er godt klar over, hvor heldige vi er. Det er verdens største lykketræf, at du og jeg har fundet hinanden, ikke sandt?

Der var bare det, at vi ikke havde fundet hinanden. Vi havde fået hinanden ved fødslen, vi var født ind i den samme familie. Gjorde det nogen forskel? Var det meningen, at så tæt en forbindelse skulle vokse i den jord og på den måde? Jeg var alt for forgabt i min faster til at stille mig selv den slags spørgsmål. Min faster var solen, og jeg var hendes planet, der cirklede hengivent omkring hende og blev holdt fast af kræfter, der virkede stærkere end mig selv, stærkere end vi begge var. En form for tyngdekraft. Eller alkymi. Eller beruselse. Eller blot kærlighed. Men det var mildest talt en kompliceret form for kærlighed.

Jeg hørte altid bilen, før jeg fik øje på den: Den velkendte lyd af motoren, der gik langsommere, efterhånden som den nærmede sig Greenvalley Road … de skingre hvin, der lød fra dækkene, når de rundede det særlige sving, som fik Buicken til at lande dér lige midt i vores indkørsel … og så lød hornet med en tonefarve, der afhang af chaufførens humør. Den lette banken, der snart efter genlød i kløften, betød: Kom så, tjep-tjep, hvilket altid var min fasters foretrukne tempo i alle livets forhold.

Jeg susede ud ad hoveddøren, og i skyndingen glemte jeg det penalhus med blyanter og den Académie-skitseblok, som jeg ellers altid havde med mig. Da jeg var halvvejs nede ad havegangen, kom jeg i tanke om tingene og løb tilbage og hentede dem i entreen. Da jeg igen var udenfor, fik et eller andet, en sjette sans, mig til at vende hovedet og kaste et blik over skulderen på vinduet i dagligstuen. Mine to yngre brødre stod og kiggede efter mig på det samme sted, hvor jeg havde stået og set efter min faster. Jeg tøvede lige præcis længe nok til, at jeg nåede at opfatte forvirringen i deres ansigter. Så pilede jeg hen til bilen.

Da jeg havde sat mig ind på forsædet, men før min faster havde bakket bilen ud, og vi var af sted, kastede jeg igen et blik på vinduet, hvor mine brødre nu havde fået selskab af min mor. Hun havde lagt en beroligende hånd på begge drenges skulder. Der var ingen forvirring i hendes ansigt. Der var ikke noget at tage fejl af. Jeg forstod det som: Hvorfor Mike, hvorfor ham igen?

Det var lige ved indgangen til 1970’erne, og min mors hår var nu helt kort, selvom hendes frisør ellers indtil ganske kort tid forinden plejede at sætte det op oven på hendes hoved, så det lignede en avanceret flødeskumskage. Hun var også holdt op med at gå med et tykt lag sminke. Hun havde skiftet sine kjoler og nederdele og bluser ud med jeans og T-shirts og halskæder med perler i alskens farver, og hun var begyndt at lægge mærkelig ny musik på vores grammofon, lp’er med Carole King og Joni Mitchell og The Mamas and the Papas, der alle sammen boede i nærheden af os i Laurel Canyon. Mens hun lavede mad og gjorde rent og passede mine små brødre, gik hun og sang:

But you’ve got to make your own kind of music
Sing your own special song
Make your own kind of music
Even if nobody else sings along

Den er blottet for åndrighed, sagde min faster, da hun hørte den sangtekst. Den mangler aplomb. Hun og min morbror var af den mening, at Brahms var den sidste komponist, der hørte til i det, de kaldte for den øverste skuffe, også selvom de levnede en smule plads et sted inde bag i kommoden til Irving Berlin og Gershwin-brødrene, især når deres ting blev sunget af Ella, som de udelukkende kaldte ved fornavn.

Min mors nylige klipning var blot ét af mange skift i hendes udseende igennem de forskellige tiår – hendes fremtoning ændrede sig i takt med tiden, i modsætning til min fasters, der var stivnet i 1945, det år hun mødte min morbror hos Metro-Goldwyn-Mayer, hvor de begge arbejdede som unge filmmanuskriptforfattere.

Min mor var ikke særlig høj – petite og mignonne, sådan er vores Merona, sagde min faster. Adorable, sagde hun med en udtale à la française,som om hun snakkede om en lille pige eller en dukke. Hvis min mor nogensinde havde haft en tendens til at ligne en dukke, var den i hvert fald blevet langsomt svækket, siden hun fik børn, men i min fasters øjne var Merona på mange måder stadig den generte trettenårige pige, hun havde mødt dengang, nogle få måneder efter at hun og min morbror var begyndt at gå ud sammen.

Der var ikke det mindste dukkeagtige over min faster. Hun var en høj kvinde med kraftig knoglebygning, et rundt ansigt og gnistrende øjne – respektindgydende, sagde folk ofte om hende, men uden antydning af hån og helt sikkert aldrig, mens hun selv var til stede. Personlig var jeg af den mening, at hun var det mest fortryllende menneske, jeg kendte. Alt, hun rørte ved, og alt, hun gjorde, var drysset med guldstøv og flød over af en indsigt og vitalitet, der gjorde enhver samtale, ethvert måltid, rum eller øjeblik magisk. Ikke kun i mine øjne, men også i mange andres var hun en blændende skønhed, lige dele Rosalind Russell og (en brunetteudgave af) Lucille Ball, selvom hun gjorde grin med – tilsyneladende gjorde grin med – at hun for altid ville føle sig som den unge pige, der var for høj og for grim og havde en klumpet næse, som hendes mor sørgede for blev ”justeret” som en gave til hende, da hun fyldte sytten. Hendes frisure stræbte mod himlen og strakte sig højere op, end min mors nogensinde kunne have forhåbningen om, og det endda længe før, det blev moderne med opsat hår. Hun satte blomster og – tro det eller ej – blade fast i disse cylindriske tårne, eller omviklede dem med tørklæder (der var spraglede, skotskternede og med leopard- eller zebratryk), eller skjulte dem bag baretter, skottehuer, klokkehatte eller baseballkasketter, som hun valgte på grund af farven, ikke fordi hun var fan af noget specielt hold. Hun sminkede sine øjenlåg blå eller lilla, og langt ind i 1990’erne tegnede hun med blyant en koket skønhedsplet øverst på sin højre kind. Hun var behængt med smykker, og flere og flere som hun blev ældre, ofte med et fælles tema, der var lige så ekstravagant som de samlinger af ting, hun havde i sit hus, elfenben den ene dag, rav den næste – koraller, guld, sølv, krystal, malakit, lapis lazuli, perler eller jet afhængig af hendes humør og påklædning. Basalt set behandlede hun sig selv, som om hun var en flade, der skulle udsmykkes, og ligesom det var tilfældet med de andre flader, hun udsmykkede, påkaldte det færdige resultat sig altid opmærksomhed. Blev altid bemærket.

Hendes sans for sprog var uforlignelig. Og indimellem skræmmende. Hun bemestrede et vandfald af ord, der blev sat sammen til formfuldendte sætninger på samme måde, som regndråber falder og danner pytter. Hun var en mester i at pitche en historie. Når hun sad til møde med studiebosserne, lænede hun sig frem i stolen, hvilede albuerne på knæene med en Merit i hånden, som røg sig selv, og fyrede løs. På femten til tyve minutter redegjorde hun for en hel spillefilm fra optoning af første scene til nedtoning af den sidste, og uden så meget som at skæve til skrevne noter, mens alle i lokalet sad musestille.

Den duft, hun bar, var en eau de cologne til mænd fra Caswell-Massey, som hun købte i det luksuriøse stormagasin I. Magnin. Når jeg satte mig ind i bilen, kom der et pust af dens krydrede duft fra inden under hendes krave, lige så snart hun bøjede sig ned og rakte mig en rougebelagt kind.

Jeg gav hende et kys, og så kørte hun Buicken ud af indkørslen. ”Ræk hånden om bagi, Skattepus,” sagde hun.

Jeg fremdrog en pakke i gavepapir og med en sløjfe, der knitrede så højlydt, at man skulle tro, den var blevet dyppet i stivelse.

”Hvad venter du på? Kom nu. Åbn den.”

Gaven var en bog, der hed Berømte malerier. Jeg slog op i den. Kapitlerne handlede om forskellige emner såsom landskab, portrætter, arbejdende folk eller legende børn.

”Mange tak, faster Hankie,” sagde jeg. ”Den er flot.”

Igen bøjede hun sig ned og rakte mig kinden. Igen kyssede jeg den.

”Bare en lille ting til at fejre vores lørdag sammen.” Hun gav mig et blidt puf med albuen. ”Jeg er sikker på, at du bliver kunstner en dag, Mike. Jeg er overbevist om det. Alt, hvad du laver, har så megen stil. Jeg mener det virkelig. Man skulle tro, du var faldet i gryden med æstetik, da du var lille.”

Jeg var ni år gammel.

Sørg for altid at skabe skønhed. Det er et af vores families grundprincipper, ved du nok.”

”Hvad er et grundprincip?”

”En regel, man lever efter. Som man bygger sit liv op omkring.”

”Skab skønhed. Altid.”

”Nemlig. Når du tegner eller maler, og i de huse, du bor i. Også i den måde, du taler på. Og skriver. Og det skal falde hurtigt. Tjep-tjep. Det har jeg sagt til dig før.”

Jeg nikkede.

”Du kan altid sove, når du ligger i din grav.”

Jeg må have set ud, som om jeg ikke helt forstod, hvad hun mente, for hun tilføjede: ”Det betyder, at du ikke må stoppe op, ingen vejspærringer. Ingen middagslur.”

Sådan en tog min mor hver dag.

”Du skal udfylde hvert minut,” fortsatte hun. ”Og du må aldrig være bange for at vove dit skind. Forestil dig, at Huffy ikke havde vovet noget – forestil dig, at hun efter ti lange, forfærdelige år i Portland ikke havde grebet muligheden, da Mayer lod hende få en samtale. Hun proppede din far og mig og bedstefar Frank ind i vores Nash familiebil og kørte direkte til Los Angeles, hvor hun charmerede sig ind på gamle Louis B. Mayer. Derefter ændrede alt sig, alt det som gør, at vi i dag er den Fabelagtige Familien Frank, stammer fra det øjeblik, fra Huffy, fordi hun havde mod og mandshjerte. Er du med?”

Jeg rystede på hovedet.
”Nå, men en dag vil du forstå det. Det skal jeg nok sørge for.”

I mellemtiden var vi trillet ned og ud af kløften. Mens hun drejede til højre ad Laurel Canyon Boulevard, talte hun videre: ”Du skal altid følge dit hjerte, hvor det end fører dig hen. Og du skal altid give din kæreste ejendel væk.”

Jeg så ned på siderne i min nye bog.

”Mener du, at jeg skal give den her til Danny eller Steve på et tidspunkt?”

Hun lagde hovedet på skrå. ”Det behøver du ikke lige i det her tilfælde, Skattepus. Dine brødres interesser er tydeligvis nogle helt andre end dine, ikke sandt? Danny – han bliver videnskabsmand engang. Han tænker logisk. Det lyser langt ud af ham. Han bliver en mand, som forholder sig til fakta. Det er jeg lige så sikker på som amen i kirken. Og med hensyn til den lille … Jeg skuer kropslige udfoldelser i hans fremtid. Han har anlæg for det fysiske, ligesom min bror. Måske udvikler han med tiden også forretningstalent. Ja, det er jeg sikker på, han gør. Det kunne vi godt bruge her i familien, ikke? Som en form for ballast. Det handler om det praktiske. Men hvad med litteraturen? Kunst, arkitektur? Alle former, som det kreative måtte udtrykke sig i? Det er dit virkefelt.”

Det var det samme med virkefelt som med grundprincip, men jeg behøvede ikke spørge. ”Det betyder det, man er god til. Ens styrke.” Hun slog ud med hånden mod bogen. ”Næ, du, denne her er øremærket til dig. Ligesom så utrolig meget andet.”

Så utrolig meget andet hvad? tænkte jeg. Som om min faster kunne læse mine tanker, tilføjede hun: ”En samler bruger ikke hele livet på at få fat i smukke ting, blot for at de skal spredes for alle vinde, når hun dør.”

Hun vendte sit ansigt om mod mig. I hendes øjne var der den velkendte gnist. Den blussede op et øjeblik, da hun smilede til mig, og så kørte vi videre.

Vi drejede til venstre ad Hollywood Boulevard, hvor der det første stykke udelukkende var villakvarterer, og oppe ad skrænten på den ene side lå der en række huse, som min faster tidligere havde lært mig, hvordan jeg kunne genkende. Maurisk stil. Tudor. Spansk. Arts and Crafts. Hver gang jeg ud gennem bilruden så disse huse fare forbi, spekulerede jeg på, hvordan de alle sammen kunne se så forskellige ud og så alligevel ligge dér ved siden af hinanden på nydelig række. Sådan var hele gader, ja, hele kvarterer i L.A.: umage og eventyrlige huse, som var skabt af drømme og til at befolke et drømmelandskab af en by.

Vi svingede til højre ad Ogden Drive som altid, og så standsede min faster bilen foran husnummer 1648. Lejligheden. Det var ganske enkelt det, vi kaldte stedet: Lejligheden. Vi kører lige forbi Lejligheden. Vi bliver nødt til at køre hen til Lejligheden. I år holder vi din fødselsdag i Lejligheden. Der er sket noget forfærdeligt i Lejligheden.

Hun lærte mig aldrig, hvilken stil Lejligheden var bygget i, men det var sikkert, fordi den ikke havde nogen særlig stil. Den lå i et muret, pudset lejlighedskompleks bygget i 1930’erne, og bygningen omkransede en indre gård, der var frodigt beplantet og vrimlede med kameliaer og gardeniaer og paradisfugle, men det vigtigste ved Lejligheden var, at i de sidste mange år, fra længe før jeg blev født, havde mine to bedstemødre boet der – sammen.

”Tjep-tjep,” sagde min faster, da hun slukkede motoren. ”Vi kommer næsten ti minutter for sent til Morgenseancen. Jeg er sikker på, at Huffy er syg af bekymring.”

Huffy – den ældste af mine to bedstemødre, moren til min faster og min far, altså min farmor – sad lige så stille op i sengen og læste i en bog, da vi kom styrtende ind på hendes værelse. Hun lå i den seng, som stod tættest på døren. De to senge var ens, og sengestolperne var kronet med flammeformede toppe belagt med bladguld. Det så ud, som om hun sejlede i en båd, en gylden båd, der vuggede op og ned på et hav af svungne og hvirvlende former præget ind i det lyserøde og hvide tapet.

”Du må undskylde, vi er sent på den, Mamma,” sagde min faster. ”Mike og jeg var helt opslugt af en samtale, så jeg glemte tiden.”

Min farmors frisure havde løsnet sig i nattens løb, og hun havde ikke makeup på, men som hun sad dér ret op og ned med sine skarpe, mørke øjne, virkede hun på en måde stadig, som om hun var fuldt opmærksom og så alt. ”Det er lørdag,” sagde hun og tog læsebrillerne af. ”I dag er den ene dag om ugen, hvor du burde sætte tempoet ned, min skat. Det har jeg sagt til dig.”

”Der er rigelig tid til at sætte tempoet ned, når man ligger i …” begyndte min faster. ”Nå, men nu er vi her i hvert fald.”

”Er det meningen, at knægten skal tulle rundt sammen med os hele formiddagen?” spurgte min farmor.

Min faster sendte mig et smil. ”Vi har brug for hans blik på tingene, ikke sandt?”

”Jo, og han har et godt blik for det,” sagde min farmor.

”Selvfølgelig har han det. Jeg har selv oplært ham.”

Morgenseancen var den hellige time eller deromkring, hvor min faster børstede sin mors hår, satte det op i en perfekt knude oven på hendes hoved og derefter hjalp hende med at lægge makeup og få tøj på. Bagefter lavede hun morgenmad til min farmor og sad og ventede, mens min farmor spiste, sådan at de kunne tage på visit, inden min faster igen kørte op ad bakken og (i hverdagene) satte sig og skrev sammen med min morbror.

Ritualet gik tilbage til tiden, før jeg var bevidst om, hvad der foregik omkring mig. Det tog sin begyndelse, dengang min farmor gennemgik Operationen – som aldrig blev yderligere uddybet eller forklaret – fordi hun efter den i en periode havde brug for hjælp med at komme i tøjet og sætte sit hår. For længe siden havde det udviklet sig til den rutine, som de to kvinder indledte deres dag med, syv dage om ugen uden undtagelse.

Under første afdeling af Morgenseancen, hvor der var påklædning og blev sat hår, ventede jeg altid i dagligstuen. Ofte, som for eksempel denne morgen, ventede jeg, indtil min faster havde lukket døren bag sig, og så sneg jeg mig ned ad gangen til Sylvias værelse. Sylvia var min ”anden” bedstemor, Meronas og Irvings mor, min mormor.

Hendes dør var som sædvanlig lukket. Jeg lagde øret til den og bankede så.

”Michaelah?”

Jeg åbnede døren så meget på klem, at jeg lige kunne kile mig ind, og lukkede den så bag mig.

Jeg vidste ikke engang, om du var her,” sagde jeg.

”Jeg prøver at lade være med at gå i vejen for Hankie, når hun laver morgenmad.”

”Skal du ikke have noget?”

”Senere,” sagde hun og trak på skuldrene.

Hun sad helt ude på kanten af sin seng, i den ene ende, med en sammenfoldet avis i skødet. Hendes værelse var halvt så stort som Huffys, og der var ikke noget fornemt hovedgærde med dansende, gyldne flammer. Sengen var det eneste i værelset, man kunne sidde på, bortset fra en lav, hård brudekiste.

Ud over brudekisten var der en høj kommode, og oven på den stod der adskillige fotos af Sylvias mand, min morfar med det bemærkelsesværdige udseende, rabbineren, der døde, før jeg blev født, og disse billeder var det eneste i værelset, ja, det eneste i hele lejligheden, der tilhørte Sylvia, ud over radioen på sengebordet, som var skruet ned til noget, der mindede om en hvisken, og altid indstillet på en lokal, klassisk station.

”Tager du med os i dag?” spurgte jeg.

Sylvia lagde hovedet på skrå. Det virkede, som om min mormor – min anden bedstemor, som jeg opfattede hende – altid foretog en vurdering, vejede grundigt for og imod, før hun sagde eller gjorde noget.

”Ikke i dag … tror jeg.”

Fysisk var Sylvia mindre og lavere end Huffy, ligesom min mor var mindre og lavere end min faster, og selv hendes næse og øjne var mindre, mere skrøbelige og tilbageholdende. Også mere slørede, kunne man hævde, skønt næsten intet undslap dem.

Disse hendes små, opmærksomme øjne spejdede ned ad gangen, eller nærmere i den retning gangen ville have været, hvis døren havde stået åben.

”Måske i næste uge,” tilføjede hun.

Jeg vidste, hun løj. Hun vidste, at jeg vidste, at hun løj. Vi havde haft en lignende samtale mange andre lørdage.

”Mandag er jeg oppe på bakketoppen,” sagde hun og mente hos os på Greenvalley Road, hvor hun kunne lave mad i vores køkken og spise kumquat direkte fra træet og læse i haven under den japanske elm i baghaven og lade vagtsomheden forlade de små øjne. ”Jeg havde tænkt mig at lave tapiokagrød.”

”Ja, vil du ikke nok!” sagde jeg. ”Og sukkerbrødskage?”

”Hvis du gerne vil have det.”

Jeg nikkede.

”Michaelah,” sagde hun.

”Ja, mormor Sylvia?”

”De savner dig, hvis du bliver for længe væk.”

”Der er kun gået et par minutter.”

Hun skævede igen over til døren. ”Du må hellere lukke døren efter dig, når du går.”

Døren ind til Huffys værelse var stadig lukket. Jeg fandt min skitseblok og lagde mig på kludetæppet i dagligstuen.

Mens jeg prøvede at beslutte mig for, hvad jeg skulle tegne, faldt mit blik først, som det ofte gjorde, på det maleri, der hang lige over og til højre for den lænestol, hvor Huffy foretrak at sidde, når familien var forsamlet. Hvis stuen havde haft en pejs, ville maleriet have hængt oven over kaminhylden, men det havde den ikke, og billedet havde heller ikke brug for noget ekstra til at fremhæve det. Det var allerede kursiveret – understreget. Maleriet var et portræt af min faster, der var rummets, men også vores families epicenter.

Harriet – Harriet Frank Jr. – hed hun ude i verden og på arbejdet. Derhjemme kaldte vi hende Hank eller Hankie, følgelig faster Hankie, eller nogle gange Harriatsky eller, senere, Tantie.

Der herskede en vis forvirring angående disse kvinders nomenklatur. Huffy var blevet døbt Edith Frances Bergman i Helena, Montana. Hun smed tidligt Edith på møddingen, fordi hun hadede navnet. Da hun var en ung pige i Spokane og senere en ung gift kvinde i Portland, blev hun kaldt Frances. Hun forblev Frances Goldstein – hendes ægteskabelige navn – indtil midten af 1930’erne, hvor hun var vært på et radioprogram, der hed Frances Frank, frank og åbenhjertig, og kort efter blev hun genfødt som Frances Frank og ændrede altså sit efternavn, hvorefter hun fik overtalt sin mand og børnene til at gøre det samme. Adskillige år senere, da hun genopfandt sit liv endnu en gang og flyttede fra Portland til Los Angeles, tog hun sin datters navn, et nyt navn til et nyt liv. Hun blev til Harriet senior, og min faster, der altså også fik ændret navn, blev til Harriet junior.

Ingen syntes, det var mærkeligt, at en mor overtog sin datters navn, så de kom til at høre sammen som en duo.

”Harriet er et interessant navn,” hævdede min farmor. ”Harriet er et navn til en forfatter.”

Harriet junior blev forfatter – manuskriptforfatter. Der var heller ingen, der syntes, det var mærkeligt.

Heller ikke dette: ”Huffy og jeg kender hinandens mest intime hemmeligheder. Faktisk ved vi alt om hinanden. Absolut alt.”

Heller ikke dette: ”Der har aldrig nogensinde været et ondt ord imellem os. Ikke ét eneste.”

Heller ikke dette: ”Hankie og jeg er ikke kun mor og datter. Vi er hinandens bedste venner. Vi er så meget mere end bedste venner.”

Min farmor og min faster elskede den type erklæringer næsten lige så højt, som de elskede de kælenavne, de tildelte folk. Min morbror blev kaldt Dover (hans mellemnavn), Puddy, Corky. En anden tante blev kaldt Frankie eller Baby. Min far Martoon, Magoofus, Magoof.

Jeg hed Skattepus eller Mike.

Harriet senior hed Huffy (som udtalen af HF + y), og kun det. Sylvia, min anden bedstemor, havde aldrig haft et kælenavn. Indimellem blev hun forkortet til Syl, men det var alt. Min mor, Merona, blev nogle gange kaldt Meron. Men aldrig noget mere kærligt end det.

Vi befandt os i Californien. Det brandvarme, solblegede sydlige Californien, og de fleste andre niårige drenge ville have tilbragt tiden med at lege ude i al den sol under den høje himmel. Jeg tilbragte min på maven på kludetæppet med at kigge op på maleriet af min faster – min sol, min himmel.

Portrættet var malet af en af min farmors russiske kusiner, Mara, der under krigen var blevet forvist til Sibirien, hvor hun blev interneret i en gulaglejr og tvunget af magthaverne til at male portrætter af Stalin i én uendelighed. ”Din faster og jeg rejste sammen til Yurp i 1964,” havde Huffy fortalt mig – Yurp var ligesom Puddy og Hankie og Magoof et kæle- eller øgenavn, men i dette tilfælde tilfaldt det et helt kontinent: Europa. ”Vi havde drømt om det hele vores liv. Maras søster, Senta, der overlevede ved at gemme sig på et loft, havde brugt næsten tyve år på at prøve at få hende ud af Sovjetunionen. Da vi kom derover, boede de sammen i en lejlighed i Bruxelles. Hver dag efter morgenmaden tog din faster og jeg hen, hvor de boede, og sad model for hende indtil aftensmadstid. På den rejse tog vi revanche for en masse spildt tid. Og kan du gætte, hvad jeg tænkte på, mens jeg sad dér?”

Jeg rystede på hovedet.

”Hvor taknemmelig jeg var for, at mine forældre besluttede sig for at tage til Amerika på det tidspunkt, de gjorde. Ved du, hvad jeg mener med det?”

Jeg rystede igen på hovedet.

”Jeg mener, at ellers kunne jeg lige så godt have mistet livet ligesom så mange andre i vores familie.”

Min farmors mørke øjne stirrede intenst ind i mine. ”For det ville være sket for mig af én eneste grund, nemlig at jeg var blevet født som jøde,” sagde hun. ”Og hvis jeg var blevet myrdet, ville det have betydet, at din far ikke ville være blevet født, hvilket betyder, at du heller ikke ville være blevet født.”

”Ville faster Hankie heller ikke være blevet født?” At faster Hankie ikke fandtes i verden, var næsten sværere at fatte, end at der ikke var nogen mig.

”Nej, vores elskede Hankie ville ikke engang være blevet født …”

Hendes mørke øjne blev blanke. Hun tav kort. ”Det er svært at forestille sig, ikke?”

”Det er umuligt,” sagde jeg.

Min farmor smilede gådefuldt. ”Ja, umuligt. Det er jeg helt enig med dig i.”

Min faster og min farmor havde et portræt af hinanden hængende derhjemme. Portrættet af min faster var det største og også det mørkeste, ikke kun i farveholdningen, men også i den måde, hvorpå det antydede, at min faster skulle have et sort humør lurende lige under overfladen. Hvordan en fjern kusine – der havde malet alle disse billeder af Stalin – kunne fange det træk hos min faster efter kun at have kendt hende en uge, var en gåde.

Og så var der hendes øjne. Normalt var det sådan noget, folk spøgte med, at et portræt kunne, men i dette tilfælde var det virkelig, som om min fasters øjne fulgte mig, lige meget hvor jeg befandt mig. Det havde muligvis noget at gøre med, at hendes øjne ikke kun var på maleriet, men også blev genspejlet adskillige andre steder i rummet samtidig – i hinterglasmalerierne af de kinesiske kvinder, som hang over bogreolen, og, endnu mere iøjnefaldende, på væggen over for portrættet, hvor der hang et meget gammelt spejl fra det 17. århundrede, et flamsk spejl med en bred ramme, som var de gamle mestre værdig og fremstillet i alternerende bånd af elfenbensmalet og forgyldt træ. Min faster kunne betragte sig selv i det matte, plettede glas, og når jeg stod mellem maleriet og spejlet, havde jeg det, som om min faster kiggede på mig fra to forskellige retninger, eller at jeg afbrød en hemmelig samtale mellem en person og vedkommende selv, en ordveksling som fortsatte herfra og til evig tid.

Spejlet gjorde det også muligt, at min farmor fra sin sædvanlige plads i lænestolen kunne kigge ind i spejlet i den anden ende af stuen og se maleriet af sin datter, som hun derfor aldrig behøvede at slippe af syne.

Jeg besluttede mig for, at jeg i min tegning ville forsøge at fange spejlet, der havde fanget billedet af min faster. Godt tænkt! Jeg begyndte med rammen og gik videre til formen på faster Hankies hoved. Det var ikke nemt at få det til at ligne – overhovedet ikke nemt.

Da der var gået en halv time, blev døren slået op, og i en hvirvelvind af lyd og skiftende luftstrømme kom min faster baldrende gennem stuen på vej ud til køkkenet, ikke ulig en bokser, der klatrer op i ringen. Hun var travlt beskæftiget derude i nogle minutter, og netop som duften af ristet brød begyndte at bølge ind i stuen, stak hun hovedet ud for at se, hvad jeg lavede. ”Men, Skattepus, altså, kan du virkelig ikke bruge tiden på noget bedre end at tegne kruseduller, når der, hvis du vender dig om, er et helt bibliotek, der blot venter på, du skal gå på opdagelse i det?”

Jeg så ned på min tegning. Kruseduller? Mine kinder brændte, fordi jeg skammede mig over at være sådan en fiasko. Hvordan skulle jeg nogensinde blive kunstner, hvis jeg ikke engang kunne tegne et af de motiver, jeg kendte allerbedst i hele verden? Jeg foldede stille tegningen sammen på midten og lukkede min skitseblok.

Min faster gik over til bogreolen og bukkede sig ned. Hun lod sin finger løbe over ryggene på romaner af Dickens … derefter Thackeray … derefter Trollope. Hun stoppede ved Grøn var min barndoms dal.” Det her var en af mine yndlingsbøger, da jeg var barn,” sagde hun, før hun gik videre til andre bøger, som hun tog ud af reolen og gav mig. ”Tro mig på mit ord, Skattepus, hvis du læser Livets lænker og Sønner og elskere, lærer du alt, hvad der er værd at vide, om hvordan det er at være en speciel type ungt menneske. Din type, hvis jeg må være så fri.”

Jeg åbnede bøgerne, der nu lå i mit skød, og så tvivlende ned på floderne af tættrykte bogstaver. Min faster sagde: ”Men du har en skarp hjerne, Mike, ikke sandt? Selvfølgelig har du det. Du må se at komme i gang, tjep-tjep, med at læse voksenromaner …”

Eftersom jeg ikke sagde noget, tilføjede hun: ”Du har vel ikke lyst til at være middelmådig, har du? Passe ind? At passe ind er døden. Husk det. Man skal skille sig ud fra sine jævnaldrende. Altid.”

Takket være min faster – min faster og min morbror – var jeg så langt fra at passe ind blandt mine jævnaldrende, som det var muligt for en niårig. Jeg vidste ikke engang, hvad det ville sige at passe ind. Hvilket jeg var stolt af. Nogle gange latterligt stolt.

***

Du kan købe Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank online her eller i din lokale boghandel.

Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.