Romaner
Leave a comment

DeLillo tilbage på tronen

DeLillo

Det er et legendarisk karaktertræk hos Don DeLillo. Han bryder sig ikke om at give interviews og hader at forklare sit arbejde. Han havde sågar i en periode et visitkort, hvorpå der stod: ”Jeg ønsker ikke at tale om det”.

Alligevel har han givet en del interviews i forbindelse med, at hans nye roman Zero K er udkommet – også til danske Weekendavisen – måske i håbet om at slippe for at give interviews, når han fylder 80 år til november? Det bliver dog svært at slippe udenom med den position, DeLillo har i amerikansk litteratur – som en slags godfather (DeLillo er ældste søn af italienske indvandrere og voksede op i Bronx) for den postmoderne litteratur, der bl.a. har været en stor inspiration for forfattere som Bret Easton Ellis (American Psycho). Som Weekendavisen skrev, da man anmeldte den amerikanske udgave af Zero K: “1990ernes konge af amerikansk litteratur … hans nye roman genindsætter ham på tronen.”

zero-k

Men selv om han sikkert ikke vil interviewes om at fylde 80 år, medgiver han gerne, at alderen på flere måder har betydning for hans arbejde: “Arbejdet bliver langsommere, det er helt sikkert. Denne seneste bog tog mig næsten fire år at skrive, og den er ikke engang 300 sider. Hvorfor er det ikke en større bog?,” sagde han til Guardian. Hans bog Underverden fra 1997 var til sammenligning på 800 sider.

Zero K kredser da også om et emne, som bliver mere present med alderen; nemlig døden: Milliardæren Ross Lockhardt har taget sin terminalt syge kone Artis med til et kompleks i det lovløse Kirgisistan, hvor mennesker fryses ned i håbet om, at de kan vende tilbage til livet den dag, hvor medicinske fremskridt ville kunne kurere dem. Som pionerer i en verden, der ikke er endnu.

> læs et uddrag af bogen her

Men selv om DeLillo er en litterær pioner i den verden, som er nu, er han på andre områder en anakronisme, hvilket han gerne medgiver over for Guardian: Han er fra tiden før hjemmecomputere, så han fortsætter med at skrive sine bøger på en gammeldags skrivemaskine, han har ikke en e-mail, og han ejer ikke en mobiltelefon : “Nogle gange er det selvfølgelig upraktisk. Men det er, hvad jeg foretrækker. Det føles unaturligt for mig at have alle disse ting.”


Du kan læse mere om Zero K på lindhardtogringhof.dk

Blandt DeLillos 17 romaner kan nævnes:

  • Hvid støj (1985)
  • Mao II (1991)
  • Underverden (1997)
  • Vægten (2002)
  • Den faldende mand (2007)
  • Omega Punktet (2010)

 

About Søren Anker Madsen, pressechef

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *