CarlsenPuls Bøger til unge Sarah Engell

De første kapitler af “Valget”

Valget

Sarah Engells nye YA-roman, Valget, er historien om den 18-årige Xenia, som er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for. Men da Xenia møder en lille pige, der er flygtet alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemme, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed.
Her får du de første tre kapitler af romanen.

Kapitel 1

KAMPHELIKOPTERE BOMBER FLYGTNINGELEJR
ØJENVIDNER: KVINDER SKREG HYSTERISK, DA DE SÅ DERES BØRN LIGGE DRÆBT PÅ GULVET
NU MERE END ELLEVE TUSIND DØDE BØRN I SYRIEN

Jeg scroller hurtigt over dagens nyhedsoverskrifter, inden jeg rejser mig fra bussædet og trykker stop. Bussen holder ind til siden, og jeg støtter mig til døren, da jeg sætter mine stiletter på trinnene og videre ned på den saltknasende cykelsti.

Ændringer kommer ikke af, at man sidder i sofaen og ser tv-avis. Man må gøre noget og ikke bare skrive en status om, hvor forfærdelig verden er.

Vinden piber gennem mine nylonstrømper, da jeg går ned mod Zoologisk Have. Fortovet er dårligt ryddet, og jeg gør mig umage med at træde de rigtige steder.

Og nej, jeg synes ikke, at jeg som 17-årig er for ung til formandsposten. Det er tværtimod positivt med nytænkning og frisk blod.

Ordene skurrer mærkeligt og lyder slet ikke, som da jeg øvede dem derhjemme. Frisk blod? Først nu går det op for mig, hvor grotesk udtrykket er. Det får de mig altså ikke til at sige. Bare nytænkning.

Jeg aktiverer skærmen igen og tjekker de nyhedssites, jeg ikke nåede i bussen.

SYDSUDANS NYESTE MARERIDT: BØRN BRÆNDES OG HÆNGES OP I TRÆER
SMÅBØRN NED TIL ET ÅR VOLDTAGES I KENYAS FLYGTNINGELEJRE
6-ÅRIG SYRISK DRENG TORTURERET TIL DØDE

Søndre Fasanvej er stort set mennesketom i januarkulden. Over mig er himlen mørk med små lysende flyvemaskiner, der ligner stjerner, men ikke er det.

Så snart jeg kan, ser jeg ned på telefonen igen.

RED BARNET: LEVENDE BØRN BLIVER BUNDET TIL DERES AFDØDE MØDRE OG SMIDT I FLODER

MayaKnudsen har tagget dig i et opslag

Jeg klikker væk fra nyhederne og åbner Instagram. Maya har postet en collage med tre billeder. Ét, hvor jeg står foran spejlet i et prøverum, iført butikkens næstdyreste kjole, ét af en masse drikkevarer på en hvid dug, og ét, hvor hun selv står foran løveburet i Zoo og former et W med to pegefingre og to tommelfingre.

#partifest #xeniasomnyformand #splinternykarenmillerkjole #winner #wroaaaar

Hun har tagget mig i alle tre billeder. Også i det med løveburet, hvor mit navn er placeret på en hunløve, der står med forbenene på en tyk træstamme og prøver at kigge ud over indhegningen.

Jeg hjerter opslaget og kommenterer med et løvehoved og en biceps.

Maya har været efter mig, fordi jeg ikke opdaterer nok. Usynlige mennesker kommer ikke til tops i politik. 

Jeg ville ønske, jeg kunne vise hende, at hun tager fejl. At det handler om integritet og hårdt arbejde, ikke om selfies, hashtags og det rigtige tøj. Men jeg tør ikke at være for skråsikker. Især ikke nu.

Derfor stopper jeg på hjørnet af Søndre Fasanvej og Roskildevej og tager et billede af mine skosnuder.

På vej til den officielle udnævnelse! 🙂 #formand #EtiskUngdom #EtiskVerden #takforattropåmig <3

Jeg deler opslaget på alle mine sociale medier og tagger Maya i hvert eneste af dem.

Zoologisk Have er lukket, og der står kun en enkelt vagt ved indgangen til at tage imod.

“Lige derhenne ved isbjørnene,” siger han, da han har tjekket, at jeg står på gæstelisten. “God fornøjelse.”

Jeg går gennem den øde have, forbi bure og indhegninger. Sneen knirker under mine såler og får verden til at lyde skrøbelig. Over mig flimrer månelyset bag hurtige skyer, og en hård vind puffer mig fremad. Det er, som om det bliver koldere og koldere for hver dag.

Sandra: Held og lykke i aften – rock on 🙂

Hun har sms’et et link til en YouTube-video, og selvom jeg pissefryser, trykker jeg på det og ryger ind i et klip fra Saturday Night Fever. John Travolta danser over et blinkende diskogulv, mens alle omkring ham klapper og jubler. Farvede projektører får loftet over ham til at ligne en psykedelisk stjernehimmel.

Jeg smiler.

Xenia: Tak. Tager laksko på nu 😉

Selvom mine fingre er iskolde, starter jeg videoen igen. Lyset fra displayet og den svagt skrattende diskomusik er en lille oase i mørket.

I sjette klasse vandt Sandra en af de altid sære mandelgaver fra sin loppemarkedsbegejstrede familie og inviterede mig over at se Footloose på dvd. Siden har gamle dansefilm været vores ting. Nytårsaften lavede vi hele Shake A Tail Feather-dansen fra Blues Brothers. Vi fandt endda nogle solbriller og sorte halstørklæder, vi brugte som slips.

Jeg anede ikke, hvad der var sket i Syrien, mens jeg festede. Det fandt jeg først ud af dagen efter, da telefonen ringede.

Et nyt vindstød rammer mig bagfra, og et sted i mørket kan jeg høre et dyr brøle. Jeg lægger telefonen tilbage i håndtasken, knytter hænderne og fortsætter hen mod festlokalet, mens jeg for 117. gang øver talen inde i hovedet.

De første kapitler af "Valget"* * * * * *

Kardemommekaramel. Kokosris. Knallerttaxi.

Mælkevej. Mandelolie. Måneformørkelse. 

Fuglene var holdt op med at sige noget. De sad i et bur bygget af aloetræ og sandeltræ og kom kun ud, når det var nat. De så altid mørke. Indenfor, udenfor.

Du skal ikke være bange, sagde Sindbad Søfareren. Det er bare en historie. Og jeg har prøvet det mange gange før.

Han borede et hul i loftet, så de kunne se op på himlen. Sindbad sagde: Det berettes, at der var en persisk kongedatter med tre magiske evner. Hun kunne læse stjernerne. Hun huskede flere ord end nogen anden. Og hun kunne gå flere tusind mil uden at græde.

Sindbad sagde: Engang kravlede den oksehornede kalif, Schahriar, op på Hermonbjerget og stjal himlens lys. Hans hænder var så kæmpestore, at månen og solen lignede glaskugler.

Stjernerne gjorde ham udmattet. Det var som at samle alle sandkorn i hele verden, et ad gangen. Hver gang en baby bliver født, kommer der en ny stjerne. Vidste du det?

Lyset fra loftshullet fik den persiske kongedatters øjne til at flimre, og hun kom til at kigge på Orion. Orions Bælte lyser så stærkt, at man kan se det, selv når Damaskus lyser om kap.

Men det var før det med bedstefar og Sami.

Nu var de Firbenet. Seks stjerner i en svagt lysende formation. Det tog lang tid at blive glad for det.

Husk, sagde Sindbad Søfareren. Det hele er bare en historie. Alting er skabt af stjernestøv og ord.

Hun sagde: Jasmintræ. Solvind. Citronsommerfugl. 

Han sagde: Bazar. Bomuldsmark. Bibliotek.

Over dem lyste himlen med alt det, Schahriar endnu ikke havde stjålet. Det lyste ned på Sindbad Søfareren, den persiske kongedatter, storesøster Nadin og stjernen i Nadins mave.

De første kapitler af "Valget"

Kapitel 2

Festlokalets entre er varm og tapetseret med panoramabilleder af en savanne. På væggen hænger et spejl i zebrastribet ramme. Blæsten har rodet rundt i mine røde krøller, og jeg reder dem igennem med fingrene, mens jeg forestiller mig forskellige varianter af XENIA BANG: FUCK KYNISME OG GRÅDIGHED  – LOKAL UNGDOMSPOLITIKER OVERTAGER VERDENSHERREDØMMET

“Velkommen!” Garderobepigen vinker til mig med en træbøjle. Jeg smiler til hende, afleverer min jakke og går gennem den åbenstående skydedør ind til festlokalet.

Luften knitrer af stemmer og kroppe, og alle vil gerne sige tillykke. De fleste er fra afdelingen i Studiestræde, og deres krammere og highfives får mig til at slappe lidt mere af.

Der er også nogle fra andre ungdomsafdelinger, som jeg kun har set til landsmødet. De giver håndtryk og siger godt gået, og jeg forsøger ikke at kigge om bag deres smil. Ikke at spekulere på, hvem af dem der stemte på Vinca og ikke mig.

FORMANDSVALG I ETISK UNGDOM: NERVEPIRRENDE TÆT LØB
FORMAND EFTER KUN SEKS MÅNEDER I PARTIET – ER XENIA KLAR?

Jeg kanter mig hen til drikkevarerne og tager en danskvand. Bag de store glasvinduer kan jeg se isblåt vand og grå klipper. Der er tændt lys derude. På fuglefjeldet sidder lunder, lomvier og alker med sammenfoldede vinger og ser ud, som om de fryser. Isbjørnene kan jeg ikke se. Måske er de krøbet i læ for blæsten.

Herinde er der varmt. Folk står tæt, og i hjørnerne sender høje kandelabre flakkende skygger op ad væggene. Der er en summen af dæmpede samtaler, som indimellem bliver overdøvet af latter.

“Xenia! Godt at se dig.” Roald giver mig hånden og klapper mig på skulderen. Han har en skjorte med nogle eksotiske blomster på, og fuldskægget er blevet endnu større siden sidst. Han anlagde det, da han stiftede Etisk Parti, og det vokser i takt med hans ambitioner og et snigende behov for at kontrollere alt, hvad der sker i partiet. Det er også noget nyt, at han er med til udnævnelsen af ny ungdomsformand.

“Nå,” siger han. “Er du nervøs?”

“Lidt.”

“Bare gør ligesom til landsmødet. Du skal nok tage dem med storm.”

“Er der kommet noget presse?”

“Nogle stykker. Ikke de store aviser, desværre. Men ungeavisen.dk. Og Frederiksberg Bladet. Og nogle bloggere. Det er faktisk ret godt for et ungdomsarrangement.”

Jeg undertrykker et hvad sagde jeg. Som om vi kan lokke de store medier til med en middag og nogle dyr fra Arktis.

“Nå.” Han ser på sit ur. “Skal vi gøre det?”

Jeg stiller min danskvand fra mig og følger med.

Blikke følger mig, da jeg går om bag talerstolen og stiller mig ved siden af Roald. Selvom der stort set kun er folk, jeg kender med i aften, er det nervepirrende at stå her og for første gang ikke være partikammerat, men leder. Adrenalinen suser indeni. Men på en fed måde.

Roald banker en pegefinger mod mikrofonen og lader hånden glide over sit fuldskæg, så det knaser i højttalerne på samme måde, som når man tørrer skoene af i en kokosmåtte.

“Velkommen til Etisk Ungdoms første pressemøde med den nyudråbte formand,” siger han, og der bliver klappet. Forrest stikker Maya hænderne i vejret og laver et nyt W.

Jeg smiler til dem. Selvom jeg kun har været medlem i seks måneder, føles mine partikammerater allerede som rigtige venner. Nogle gange mere end de veninder, jeg har kendt siden børnehave-klassen. At være fælles om en sag giver en sammenholdsfølelse, jeg aldrig har oplevet før.

“Som partileder og stifter af Etisk Parti er det altid en fornøjelse at byde nye, unge kræfter indenfor. Jeg tror på, at ungdomsafdelingen er et af vores vigtigste kort, og jeg har glædet mig til at være med i dag.” Roald samler håndfladerne foran brystet på en måde, der får mig til at tænke på den lysegrønne keramikbuddha, mor købte i en Fair Trade-butik sidste år, og som nu står foran vores fjernsyn, så man altid mangler en bid af underteksterne.

“Så hjertelig velkommen, alle sammen. Ikke mindst til vores gæster fra pressen.” Han nikker til de få fremmødte, hvoraf halvdelen ikke engang kan klassificeres som presse. De har stillet sig tæt på talerstolen og holder diktafoner frem for at optage, hvad der bliver sagt. Hvilket umiddelbart ser meget engageret ud. Bortset fra at flere af dem står og tjekker deres telefon med modsatte hånd. Formentlig er de primært kommet for at få en gratis fest.

Fremfor at gøre mig skuffet giver det mig endnu mere lyst til at holde min tale. Hvis jeg kan få dem til at vågne op, ved jeg, at jeg er brændt igennem. Det er en bedre test end at tale for Maya & co., der allerede står og laver håndtegn.

Roald kører igen hånden over fuldskægget, så det knaser. “Rygterne svirrer om, hvornår der bliver udskrevet folketingsvalg. Allersenest til september skal Danmark i stemmeboksene, og vi har tænkt os at overraske igen! Ingen havde regnet med, at vi blev valgt ind for fire år siden. Ingen regner med, at vi beholder pladsen i år. Og slet ingen regner med, at vi forøger vores antal af mandater. Men vi har de unge med os. Vi er det eneste parti i Danmark, hvor ungdomspartiet er større end moderpartiet. Det er også derfor, jeg er med i dag.”

Jeg forsøger at forestille mig den aften, jeg har hørt så meget om. Den aften for fem år siden, hvor han sad i sin toværelses på Vesterbro sammen med en studiekammerat fra statskundskab og i en sky af systemvrede og potrøg besluttede sig for at gå ind i politik. Mod alles forventninger opnåede Etisk Parti opstillingsbevilling allerede året efter, kom over spærregrænsen og blev valgt ind med fire mandater. Samme år blev Etisk Ungdom stiftet.

“Jeg vil sige en stor tak til den afgående formand, som desværre ikke kunne være med i aften, fordi han er taget til Indien. Jeg er fuld af forventning til, at opbakningen vil fortsætte og helst også øges med vores nye ildsjæl bag roret. Og med de ord vil jeg give ordet til Etisk Ungdoms nye formand, Xenia Bang.”

Blitzlys og klapsalver hakker luften i stykker, da Roald træder til side og overlader pladsen til mig.

Jeg tager fat i talerstolens kant og smiler ud til forsamlingen. Mikrofonen sidder for højt, og jeg retter på den, mens blitzlysene bliver ved. Nede på gulvet placerer jeg fødderne i Yoi dachi. Kampstillingen er lidt akavet i stiletter, men alligevel kan jeg mærke, hvordan roen sænker sig.

“Mange tak,” siger jeg, da klapsalverne er døet ud. “Mange tak, både til Roald og jer, der er kommet. Og selvfølgelig først og fremmest til alle, der har stemt på mig. Også tak til Zoologisk Have, der har været en fantastisk samarbejdspartner under vores kampagne for biodiversitet, og som har været så gavmilde at lægge lokale til i aften.”

Selvom jeg ved, at 79 % af vores medlemmer stemte på mig, frygter jeg, hvad de tænker, nu hvor jeg rent faktisk er blevet placeret bag talerstolen.

XENIA BANG: SMUK MEN DUM
NY FORMAND FLOPPER

Den første tale er den værste. Førstehåndsindtrykket kan klæbe til én i månedsvis. Og de 21% venter kun på at få deres fordomme bekræftet.

OVERRASKENDE VALG RYSTER ETISK UNGDOM: MISS TEEN DANMARK SOM FORMAND
STORFAVORITTEN VINCA NIELSEN: VI HAR JO MANGE MANDLIGE MEDLEMMER

Jeg skal vise jer, tænker jeg. Jeg skal vise jer alle sammen.

“I ugens løb er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om jeg er for ung til formandsposten,” siger jeg. “Men nej, jeg synes ikke, at jeg som 17-årig er for ung til opgaven. Det er tværtimod positivt med nytænkning og …” Frisk blod

“… og selvom jeg er ny i politik, er det ikke nyt for mig at ville gøre en forskel. Hele mit liv har mine forældre taget mig med til de mest fattige dele af verden og vist mig, at selv den mindste hjælp kan have stor betydning.”

Ikke tænke på dem nu.

Fokus.

Jeg flytter fødderne over i Zenkutsu dachi, hvor jeg har mest vægt på forreste ben og kan lægge større kraft i mine ord. Før politikken åd al min fritid, gik jeg til karate i flere år, og allerede under min første politiske debat kunne jeg se lighederne mellem kampsport og politik. Det er de samme faktorer, der afgør vinderen: Hvem kan bevare roen? Hvem har overblikket? Hvem sætter ind med det rette slag på det rette tidspunkt?

“For mig er politik at forholde sig til verden,” siger jeg. “Det er at ville noget, ikke bare med sit eget liv, men med vores fælles virkelighed. I Etisk Ungdom vil vi gerne huskes for, at vi var nogle af dem, der viste hjertevarme, hvor andre viste frygt og snæversyn. Jeg er klar til at slås for forandring. Uanset hvad det kræver!”

De to sidste sætninger er ikke noget, der står i mit manus. Uanset hvor godt jeg forbereder mig, bliver jeg altid revet med og finder på flere ting, jeg gerne vil sige. Ting, der har hobet sig op og vil ud.

Og ganske rigtigt. Allerede en fjerdedel inde i talen begynder jeg for alvor at gå væk fra manuskriptet.

“Det er nemmere at tale til folks frygt og smålighed end deres mod og storhed. Derfor er vi nødt til at arbejde dobbelt så hårdt som højrefløjen. Vi er nødt til at vise vores eget mod for at vække det hos andre. Hvis solidaritet og medmenneskelighed er vores nøgleord, må de følges op med handling. Vi kan ikke bare sidde og sige, at vi vil gøre noget. Vi må vise, at danskerne har hjerterum nok til at tage sig af mennesker i nød.”

De sidste måneder har jeg gennemtrawlet nettet for politiske debatter, som jeg har set, mens jeg spiste alene i køkkenet, mens jeg vaskede op, læste lektier og lagde vasketøj sammen. Jeg har øvet mig i at kopiere retorikken, lægge trykkene de rigtige steder og holde pauserne en anelse længere, end hvad der føles naturligt.

“Hver dag bliver vi bombarderet med nyhedsoverskrifter, der burde få os på gaden med høtyve og fakler og kræve næstekærligheden og ansvarligheden tilbage. Men regeringen ved, at uanset hvad der sker, er der ingen, der smider dem på porten. De stemmer om egne lønforhøjelser og forærer vores skattemilliarder væk, mens pladespilleren er gået i hak på vi har ikke råd til at hjælpe.”

Så kigger Frederiksberg Bladet endelig op, og det giver samme kick som at ramme rent med et frontalspark.

“På Læger uden Grænsers hjemmeside står der: Vi sigter mod at have de laveste lønninger sammenlignet med lignende stillinger i Danmark. Det gør vi, fordi vi målrettet arbejder på at holde vores administrationsomkostninger på et fast lavt niveau, for at kunne hjælpe flest muligt. Dén indstilling kunne vores branche lære noget af. At sænke vores egne lønninger ville ikke bare give råd til mere velfærd, det ville også signalere team spirit. Det ville vise, at vi ikke føler os mere værd end de skolelærere, politifolk og pædagoger, som hver dag gør en kæmpe forskel for vores samfund. Lad os ikke bare acceptere vi-har-ikke-råd-kortet, hver gang det kommer til de svageste. Danmark har brugt milliarder på at føre krig i Syrien, så må vi også kunne finde penge til at støtte ofrene.”

Så kigger resten af diktafonholdet op, og jeg har hele salens opmærksomhed. Ud ad øjenkrogen kan jeg ane Aleksander, men jeg kigger ikke efter, hvordan han reagerer. Det var tydeligt, at han gerne ville have, at jeg lærte hans tale udenad. Men ilden i mig er ligeglad med, hvor mange timer jeg har brugt på at øve. Den er ligeglad med, at han sikkert giver mig et møgfald bagefter. Den brænder overalt i kroppen, og jeg må bare hænge på og håbe, at det ender godt.

“Etisk Ungdom er et opråb mod den egoisme, kynisme og ansvarsforflygtigelse, som præger den politiske agenda i Danmark. Vi kan ikke bare lukke os inde ligesom den stærke klike i gymnasiet og sige helle, det her er vores sted, I må ikke komme nærmere. Vi er nødt til at indse, at vi lever på en fælles jord, og i Danmark er vi så heldige, at vi rent faktisk har midlerne til at gøre noget. Vi kan gøre rigtig, rigtig meget, hvis bare vi vil. Og nej, det er ikke smertefrit. Men vi skal have modet til det, så vi kan se os selv i spejlet.”

Bifaldet bliver ved og ved, længe efter jeg har bukket, og jeg går ned fra talerstolen til flere kram og klap på skulderen.

“Xenia!” Frederiksberg Bladet holder en diktafon frem. “Jeg er nødt til at spørge: Hvor har du købt din kjole?”

“Sjovt, du spørger,” siger jeg og smiler. “I de to år min forgænger havde posten, var der ikke en eneste, der spurgte, hvor han havde købt sit tøj.”

Ungeavisen bryder ind: “Hvad siger du til de kritikere, der mener, at det ligefrem kan skade partiets ry, at du er tidligere Miss Teen Danmark?”

“De,” siger jeg, “har tilsyneladende glemt, at det alene var den titel, som fik mig i P3 og i Vi Unge, og som skaffede en masse nye følgere på vores Facebookside.”

Ifølge Aleksander gælder det om at vende alt til sin egen fordel. At trække dét, man er allermest flov over, frem i lyset og fremstille det som en personlig sejr.

Normalt rådgiver han vores folketingsmedlemmer, men af en eller anden grund bad Roald ham om også at hjælpe mig. Hvorfor?

“Har du så brugt samme strategi, som da du vandt Miss Teen Danmark?” spørger en af bloggerne. “Charme, selvtillid og lækkert hår?”

“Nu har jeg faktisk tænkt mig at lave politik,” siger jeg. “Er det ikke derfor, vi er her?”

Jeg kommer til at sige det lidt for højt. Maya kommer hen og lægger armen om mine skuldre, og diktafonholdet daffer hen til pindemadderne. Som sædvanlig har Maya et outfit på, der er som taget ud af et modeshow i Paris. I dag er det en lårkort kjole, der ser ud, som om den er syet af en masse små stykker chokolade.

Hendes tøjstil har altid været vild, men det gik helt amok, da hun fik overbevist Roald om, at et nyt, fremadstormende ungdomsparti har brug for en personality and branding stylist, og at den bedst egnede var hende selv.

Normalt har ungdomspartier ikke den slags. Ikke engang alle folketingsmedlemmer har nogen, der hjælper dem med tøj og stil. Men Maya fik os alle sammen overbevist om, at det netop gælder om at gøre noget andet og mere end de andre. At opdage alle de små detaljer, hvor vi har en chance for at trumfe og gøre os bemærket.

“Xenia,” siger hun. “Du er en fucking stjerne. Du tog totalt fusen på dem.”

“Tak. Finder du ikke noget, et eller andet …” Jeg gør en håndbevægelse, som om jeg drikker af et glas.

“Klart. Øjeblik.” Hun slipper mig igen og baner sig vej mod drikkevarerne.

Jeg tørrer håndfladerne mod hinanden og undertrykker trangen til at lugte mig i armhulerne. Bag vinduesruderne sidder fuglene stadig og fryser på de grå klipper.

Et spejlbillede kommer til syne i glasset ved siden af mit. Aleksander følger mit blik ud på klipperne.

“Næste gang holder du dig til det, vi aftalte,” siger han.

“Sagde jeg da noget forkert?”

“Det var ikke for sjov, jeg gav dig den tale. Nu tror Roald, det er mig, der har fundet på det der.” Han nikker op mod talerstolen.

“Og hvad så? Folk klappede.”

“Det her er ikke en skønhedskonkurrence, okay? Det er ikke nok, at folk klapper.”

Hold nu kæft, tænker jeg. Jeg holdt en kick ass-tale. Du ved det, og jeg ved det.

Han kniber øjnene sammen, mens han kigger ud i mørket. Sådan står han længe, som om han leder efter noget derude.

Maya kommer hen til os med to glas champagne og rækker mig det ene. “Hvad så?” Hun ser skiftevis på os.

Jeg nikker til Aleksander og mimer sur.

Maya ruller med øjnene og dasker til ham. “Drop det, Aleksander. Du er bare misundelig, fordi Xenia holder bedre taler end dig.”

“Vi taler om det senere.” Aleksander sender Maya et blik.

“Og vi to.” Han sætter en finger mod min skulder. “Vi har også noget, vi skal tale om.”

De første kapitler af "Valget"

* * * * * *

Sindbad Søfareren havde en orange turban på og snabelsko, der knirkede i sandet. Han holdt vagt, mens den persiske kongedatter satte sig på hug.

Det var svært at tisse i mørke. Hun måtte holde ud i sin purpurfarvede silkekjole for ikke at ramme den.

Et vindstød fik elefantgræsset til at hviske, og cikaderne larmede højere. Hun lagde nakken tilbage og ledte efter Firbenet. Men alt så anderledes ud. Som om himlen var blevet rystet.

Et sted i mørket var der nogen, der græd.

Sindbad Søfareren sagde: Den oksehornede kalif, Schahriar, greb fat i hele himlen og ruskede den, ligesom man rusker et æbletræ.

Sandet blev helt rødt af æblesaft. Det så selvlysende ud under de røde baglygter.

Søster Nadin lå på knæ. Det var hende, der græd.

Sindbad Søfareren sagde: Den oksehornede kalif, Schahriar, greb fat i hele himlen og ruskede den. Han var meget stærk.

Sindbad Søfareren sagde: Nogle gange falder en stjerne ned fra himlen.

Den persiske kongedatter sagde: Hvis man ser et stjerneskud, må man ønske.

Sindbad Søfareren sagde: Ikke altid.

De første kapitler af "Valget"

Kapitel 3

Der er en skramlen af stole, mens folk kommer på plads ved det lange bord. På min højre side har jeg Teknik-Pelle, der i dagens anledning har taget en pæn jakke over en af sine sædvanlige slogan-T-shirts. Save a cow – eat an idiot. 

Hans mange træarmbånd klirrer, da han trækker min stol ud for mig.

“Super tale,” siger han. “Var lyden god nok?”

“Hvis I kunne høre, hvad jeg sagde. Og ikke hørte for mange af mine øh.

“Hold kæft, du siger da aldrig øh.

Bordet er pyntet med hvide roser, fyrfadslys på spejle og små porcelænspingviner. Til venstre for mig er en tom stol. På bordkortet står Aleksander.

Overfor sidder Omar og Camilla og laver sten, saks, papir om, hvem der skal være bordherre i aften. Camilla er formand for ligestillingsudvalget og holder aldrig fri. Hun har en grøn butterfly på og lilla læbestift, og det er vist hende, der vinder.

“Skål,” siger hun til mig og Teknik-Pelle.

Vi slår glassene sammen.

“Tillykke,” siger Omar til mig. “Så tog Miss Teen Danmark lige fusen på os alle sammen, hva’? Det er det, jeg altid har sagt. Rødhårede kvinder er som fire!” Han siger en flammelyd og laver en håndbevægelse, som om han sætter fut til hele lokalet.

Jeg ved godt, at han mener det som et kompliment og tager mig sammen til et smil, inden jeg breder stofservietten ud i skødet.

Omar er landssekretær og sammen med mig en af partiets primære repræsentanter, når vi skal samarbejde med de voksne, som vi plejer at kalde Etisk Parti.

“Undskyld mig.” En tjener læner sig frem og sætter en forret foran mig. Det ser dyrt ud. Kongekrabbe med ristede brødkrummer, spinatpuré og havskum, står der på menukortet, og jeg tænker på Syriens børn sulter: Baby har levet af saltvand i en måned og Brød er en ubetalelig luksus i de belejrede dele af Syrien.

Både Roald og Eventgruppen var begejstrede, da jeg fortalte, at jeg havde skaffet et festlokale i Zoologisk Have. Ifølge Roald er en fed fest en af de bedste måder at lokke pressefolk til. Da jeg fandt ud af, hvad mad og drikkevarer koster herinde, foreslog jeg, at vi holdt festen i Solidaritetshuset, som vi plejer, med nogle kasser øl og en stak pizzaer.

Personligt synes jeg, det er hyklerisk at tale om mådeholdenhed og miljøhensyn og solidaritet med verdens fattigste og så feste for et beløb, der kunne have vaccineret flere hundrede afrikanske børn mod polio. Hvis pressen ikke gider tage ind til Soli og få en bajer med os, er det nok begrænset, hvor interesserede de er i det hele taget.

Og så mange kom der ligesom heller ikke i dag.

Men jeg bider det i mig, putter smør på et stykke flute og siger tak, da Omar roser mit tøj. Det irriterer mig, at jeg lod Maya overtale mig til at brænde så mange penge af på min kjole til i aften. Jeg ville ønske, at jeg altid var så sikker, som når jeg står bag talerstolen.

Stolen til venstre for mig bliver trukket ud, og Aleksander sætter sig. Han lugter af cigaretrøg og kører flere gange hånden gennem sit halvlange, mørke hår. Den grønne skjorte fremhæver hans øjenfarve. Det lægger jeg mærke til, selvom han ikke kigger på mig.

“Hej?” siger jeg.

Han samler sit bestik op og begynder at spise.

Jeg overvejer forskellige måder at starte en samtale, men det hele lyder som undskyld, og jeg mente sgu hvert ord af den tale. I stedet tager jeg også mit bestik og begynder at spise.

Camilla spørger til mine eksamener, og vi begynder at tale om gymnasiereformen. Om at de unge bliver mere og mere stressede. De unge. Jeg siger det, som om det er nogle fremmede.

“Nu vil de borgerlige hæve adgangskravet,” siger hun. “Bagefter brokker de sig over, at der ikke er flere, der får en videregående uddannelse.”

Aleksander taler med sin borddame på den anden side. De griner, og mit ben begynder at vippe under bordet. Jeg er stadig hyper efter landsmødet i sidste weekend. Tre døgn, hvor jeg hele tiden frygtede, at Vinca ville vinde formandsposten for næsen af mig, og jeg lå søvnløs i min sovepose, mens jeg terpede mine taler.

“Hvor er isbjørnene egentlig henne?” Omar ser ud ad vinduet.

“De gemmer sig vel.” Teknik-Pelle har skubbet krabbekød og rejer til side i en lille bunke på tallerkenen. “Så I den der dokumentar? Om at de driver ud på isflager? Jorden knækker simpelthen under dem, og så står de der.”

“Kan de ikke bare svømme tilbage?” siger Omar.

“Men det hele er jo ved at smelte,” siger Camilla. “Der er ingenting at svømme tilbage til.”

“Jeg læste,” siger jeg, “at der var nogle isbjørne, der overlevede hele vejen til Island. Da de gik i land, blev de skudt.”

“Det minder mig om,” siger Omar. “Kender I den om isbjørnen, der gik ind på en bar? Så sagde bartenderen: Hej du, det er faktisk sjovt, for vi har en drink, der er opkaldt efter dig. Og isbjørnen sagde: Nå da, har I en drink, der hedder Allan?”

De andre griner, og brødet bliver sendt rundt for anden gang, og jeg tænker på, at syriske børn spiser blade og dyrefoder for at overleve. At nogle gange, mens de graver i jorden efter noget spiseligt, træder de på en mine.

Jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må være at sulte. Jeg hader, at det eneste, jeg kan tænke på, er dengang i 2.g, hvor jeg havde glemt både madpakke og frokostpenge og en hel dag måtte leve af et æble og nogle bidder af Evas sandwich. Eller dengang jeg kørte 16 timer i bus gennem Cambodja med kun en pakke mariekiks i tasken. Det er de minder, der dukker op, og jeg afskyr mig selv for at være i det her liv, i det her land.

Da jeg lægger bestikket fra mig, kan jeg mærke, at nogen kigger på mig. Aleksander løfter sit glas mod mig, og hans smilehuller er tydelige, selv når han er alvorlig.

Mens de andre taler videre om isbjørne, skænker han mere hvidvin i vores glas.

“Jeg troede, du var sur,” siger jeg.

“Det var jeg også.”

“Men?”

“Men nu har jeg fået en smøg og noget vin og er klar til at tale med dig igen.”

“Det lyder alvorligt.”

Han nikker. “Det gør mig nervøs ad helvede til, når du gør det der. Du ved, hvor meget vi har på spil.”

“Jeg ved det godt. Og din tale var også rigtig god. Jeg blev bare, du ved, grebet af stemningen.”

“Det er det, der gør mig nervøs. Men … det er også dét, der har gjort os opmærksomme på dig.” Han stikker gaflen i krabben og skraber den fri for kød. “Meningsmålingerne viser desværre, at vi p.t. ligger under spærregrænsen på to procent. Det er derfor, mig og Roald er begyndt at dukke op til ungdomspartiets arrangementer. Vores håb er, at vi kan sende en dark horse på banen. Et ungt talent, der kan hente så mange personlige stemmer, at det vil sikre os en plads i folketinget. Ligesom Enhedslisten gjorde med Johanne Schmidt-Nielsen. Kan du huske det? Hun var også meget ung og kom helt udefra og var en stemmemagnet. Til hendes allerførste folketingsvalg var det alene hendes fortjeneste, at Enhedslisten kom over spærregrænsen. Og det er her, blandt de unge i Københavnsområdet, at vi har mest tilslutning. Det er et stort sats, men vi tror på, at det er den rette strategi. Hvis altså vi finder den rigtige dark horse.”

“Og du fortæller mig om det, fordi den hest er … mig?”

“Du er den ene kandidat. Der er også en anden i spil.”

“Hvem?”

Han nikker mod bordenden, og jeg ved det, allerede inden jeg vender hovedet. Vinca. Hun sidder ved siden af Roald, fordybet i en samtale. Hendes kastanjebrune hår er redt tilbage i en stram, glat hestehale, og hun har en stanniolagtig flæsetop på, som Maya helt sikkert også har valgt, og som hun, modsat mig, faktisk ser ud til at være tilpas i.

“Jeg ved, at det kommer lidt pludseligt,” siger han. “Det har hele tiden været planen, at Vinca skulle være vores sats. Vi ville annoncere det i aften som introduktion til hendes formandstale. Men så blev hun ikke formand alligevel. Vi har været i tænkeboks hele ugen. Dit stormvalg og alt det, du har opnået allerede, gjorde os i tvivl. Eller rettere, jeg blev i tvivl. Roald mener stadig, at Vinca er bedre egnet.”

Der er en glød i hans øjne, jeg ikke har set før. Noget, der får mig til at gengælde hans smil.

“Jeg troede, du syntes, jeg var pisseirriterende?”

“Det synes jeg også. I hvert fald når du skodder mine taler. Men jeg brænder lige så meget for det her som dig. Og du kan få os langt. Det er jeg sikker på.” Han tager en bid af sit brød og smiler til mig, mens han tygger. “Hvis Roald beslutter at spille på to heste, har du de næste to måneder til at vise, hvad du kan, når du får hjælp fra en professionel rådgiver. I sidste ende skal vi kun bruge én af jer. Den, vi vælger, bliver vores spidskandidat i Københavns Kommune, kommer til at stå øverst på stemmesedlen og bliver vores helt store sats under valgkampen.”

“To måneder med en rådgiver? Er det dig?”

“Vi kalder det et talentprogram. To måneder med løbende sparring, medietræning og den slags. Som forberedelse til den officielle valgkampagne. Vinca har selv valgt en rådgiver, som hendes far har anbefalet. Du må nøjes med mig.” Han smiler.

“Det må jeg jo så tage til takke med,” siger jeg og smiler tilbage. “Og hvad hvis Roald kun vil spille på én hest? Hvad skal du så?”

“Bare rolig, så har jeg rigeligt at gøre med at rådgive de gamle inde på Borgen.”

“Undskyld mig.” En tjener stiller hovedretten foran os. Lammeryg med løg, pandesky og tyttebær.

Jeg forsøger at forstå, hvad Aleksander har sagt. Spidskandidat. Talentprogram. Dark horse. Det bobler indeni. Tænk, hvis jeg kan stille op til folketingsvalget allerede nu. Tænk, hvis jeg rent faktisk bliver valgt ind. Jeg ser mig selv i solskin, løbe op ad trapperne til Christiansborg med en kridhvid studenterhue på hovedet. Jeg ser mig selv gå om bag talerstolen i folketingssalen og ruske op i alle de gamle stivnakker derinde. Tvinge dem til at se verden gennem en ny generations øjne.

Tjenerne kommer med rødvin, der er bordeaux, næsten sort, da der bliver skænket i mit glas.

“Hvordan gør jeg så?” siger jeg. “I de to måneder frem til marts? Hvordan kan jeg vinde?”

“Det handler først og fremmest om at vise, at vi kan regne med dig. At du er flittig og i stand til at samarbejde. Udadtil handler det om synlighed. At du er til stede på de sociale medier og i debatterne. At du løser de opgaver, du bliver stillet. Det bliver hårdt arbejde. Men jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe. Hvis du vil? Du fylder snart 18, ikke?”

“Den 21. januar.”

“Perfekt. Der er som sagt ikke noget, der er afgjort endnu, men jeg tror på det her. Jeg tror på dig. Nå. Men i aften skal vi fejre. Skål!”

Vi klinker glassene sammen. Vinen er blød og krydret, og alene tanken om, at den spreder sig ud i blodbanerne, får mig til at slappe af. Lammekødet er dejlig mørt, og det er okay at spise det. Bare i aften, for fanden. Det må jeg gerne.

Jeg tager en tår vin mere, og beruselsen er ørepropper for tankerne. Som at kaste en tung dyne over en konstant kværnende radio.

SYVÅRIG PIGE TWEETER FRA ALEPPO: MÅSKE DØR VI I NAT
FN-RAPPORT: SYRISKE STYRKER BEGÅR TORTUR OG VOLDTAGER BØRN
BORGERKRIGEN I SYRIEN DRÆBER 11 BØRN OM DAGEN
NY RAPPORT: KRIGEN I SYRIEN SEKS ÅR – SKRÆKSLAGNE BØRN ØNSKER BARE AT DØ

“Skål, Xenia,” siger Aleksander. “Skål for at tænke stort.”

Den gode fornemmelse bliver hos mig resten af middagen. Tanken om folketingets talerstol gør det muligt at tale om Kystvagt kæntrede flygtningebåd: kvinder og børn forsvandt i bølgerne, mens jeg spiser en dyr dessert, og grine af Omars vittigheder og smile til Teknik-Pelles blitz og tale om 57 asylansøgere fundet døde i en container uden at lægge bestikket fra mig.

Aleksander giver min skulder et klem, inden han går ud for at ryge, og jeg følges med de andre ind i et lokale, hvor lysene drejer rundt, og musikken er skruet op.

Maya kommer zigzaggende gennem mængden og hen til mig. I hænderne holder hun to White Russians.

“Tillykke,” siger hun og rækker mig den ene. “Det er for vildt, ikke? Xenia for president!”

“Vidste du det?”

“Der bliver jo snakket. Men jeg lovede ikke at sige noget. Ikke før du selv havde fået det at vide.”

Vinca klemmer sig ind mellem os. “Hej med jer. Lækker kjole. Og tillykke igen.” Hun holder en kulørt drink med et jordbær på kanten, slår glasset mod mit.

“Tak,” siger jeg. “Og beklager, at jeg snuppede formandsposten.”

“Du skal sgu ikke beklage. Jeg må bare sørge for at vinde næste gang.” Hun tager jordbærret med to fingerspidser og bider det over.

“Maya, kommer du, jeg skal lige bruge dig.” Hun tager Maya under armen og trækker hende med. “Ses, Xenia.”

Jeg ser efter dem gennem de snurrende lyspletter og dansende kroppe.

Der er som sagt intet, der er afgjort endnu.

Roald mener stadig, at Vinca er bedre egnet.

En hånd bliver lagt på min arm. Roald har smøget de eksotiske blomster op. Tatoveringen med Etisk Partis logo fylder det meste af hans venstre underarm.

“Nå,” siger han og kører hånden over fuldskægget. “Fik du talt med Aleksander?”

“Ja.”

“Hvad siger du så? Er du klar til at hæve barren?”

“Helt sikkert. Mange tak.”

“Aleksander er kun 22, men uden tvivl en af mine bedste folk. Hvis det skal fungere, kræver det selvfølgelig, at du er villig til at samarbejde?”

“Selvfølgelig.”

Han giver min arm et klem. “Bare så du ved det, så kender jeg til dine aktivistaktioner. Demonstrationer og hagekorsafbrændinger og modtagelse af flygtninge i Rødby. Jeg går ud fra, at den slags er slut nu?”

“Nu er det jo ikke ulovligt at demonstrere og give vandflasker til folk, der er tørstige?”

“Som ungdomspolitiker kan du slippe af sted med den slags. Det kan du ikke som folketingspolitiker. Har du nogensinde set statsministeren kaste med rød maling eller gå ned gennem Strøget med et hjemmelavet banner?”

“Det ville ellers være forfriskende,” siger jeg med et smil.

Roald gengælder det ikke. Han kører hånden over sit fuldskæg flere gange i træk. “Aleksander er ansat til at sidde på Borgen og rådgive mig. Når jeg vælger at afsætte en del af hans timer til at booste et ungt talent, er det selvfølgelig vigtigt, at jeg investerer i den rette.”

“Det er klart.”

“Jeg vil ikke presse dig til noget. Du kan blive i ungdomsafdelingen og følge deres spilleregler, hvor du kan slippe af sted med mere, men til gengæld har mindre indflydelse. Eller du kan tage imod den hånd, vi rækker dig, og forsøge at komme op ad stigen. Det er helt dit valg. Men hvis du siger ja til talentprogrammet, siger du også ja til mine regler. Okay?”

“Okay.”

Han fastholder mit blik.

“God fest.” Han giver min arm et klem mere. Så slipper han mig og går hen for at tale med nogle andre.

Han aner ikke, hvor gerne jeg vil i Folketinget. Hvor hårdt jeg har tænkt mig at klamre mig til den her chance.

“Hej formand. Skal vi danse?” Aleksander rækker en hånd frem mod mig. Hans blik spejler den følelse, jeg har indeni. Du kan få os langt. Det er jeg sikker på. Hans hånd er varm, og vi går sammen ud på dansegulvet.

Maya vinker til mig og løber op til musikken. Der bliver buhet, da hun stopper det nummer, der er i gang. Hun viser mig to thumbs up, og jeg smiler tilbage, da jeg genkender det nummer, hun har startet. Dét, jeg satte på, da jeg var færdig med min formandstale til landsmødet, og som vi hørte på repeat hele den magiske nat, da stemmeopgørelsen var blevet annonceret.

Nu er følelsen der igen, endnu stærkere. Den er i Aleksanders smil og i sammenholdsfølelsen og i musikken, der dunker gennem mit blod.

Feel the love generation
Yeah, yeah, yeah
Feel the love generation

Maya giver mig en highfive, og dansegulvet bliver en stor rundkreds. De er der alle sammen. Camilla og Omar og Teknik-Pelle og alle de andre, der vil det her lige så meget som mig. Vi lægger armene om hinanden og danner en cirkel, der minder mig om den måde, sportsfolk samles på lige inden en vigtig kamp.

Vi skråler med, så det kan mærkes helt ned i maven, og jeg føler mig stærkere, end jeg har gjort længe. Jeg tænker på alle de fucking nyhedsoverskrifter og mig selv, der i bedste Lucky Luke-stil råber: Hold ud! 

Nu skal jeg fandeme vise, hvor hurtigt jeg kan galopere.

De første kapitler af "Valget"

* * * * * *

Det berettes, at …

Sindbad Søfareren kunne ikke finde på mere. De sad i buret af aloetræ og sandeltræ og sagde ingenting.

Efter lang tid hviskede Nadin: Vi skal nok klare den. Om Allah vil.

Hvorfor skal Allah bestemme?

Nadin tyssede og trak hende tættere på.

Mørket indeni er det farligste, lillesøster. Det kan æde din sjæl op.

Hun forestillede sig et mørke med skarpe tænder, der gnavede benene af hende, mens hun sov.

Hun tænkte på vuggen derhjemme. Hun tænkte på blodet i sandet.

Sindbad Søfareren sagde: Schahriar. Stjerner. Sandkorn.

Hun hviskede: Nadin? Findes der et stjernebillede med fem stjerner?

Nadin så på hende, som om hun havde ondt et sted.

Cassiopeia, sagde hun.

Hvordan ser det ud?

Læn dig frem.

Med en finger tegnede hun på hendes ryg. Et stort W.

Det lyste på ryggen, og Sindbad Søfareren sagde: Cassiopeia. Cassiopeia. Cassiopeia.

Hun sagde: Cassiopeia. Cassiopeia. Cassiopeia.

Cassiopeia var et flot ord.

Hun prøvede at blive glad for det.

Hun prøvede af alle sine kræfter.

Men hun hadede det.

De første kapitler af "Valget"

valget, sarah Engell, ya, young adult, ungdomsbog

Bestil valget her.