Krimi

5 krimier, du skal glæde dig til i starten af 2019

Der er masser af gode læseoplevelser i vente i det nye år. Og er man krimifan, skal man ikke vente længe. Der er gru og uhygge i både 30’ernes Berlin, på en øde fyrholm i Nordnorge, i det svenske sommermørke, i narkomiljøer og i toppolitik. Så er du til rejste nakkehår, plottwists og mysterier, så læs med her:


Volker Kutscher: Den våde fisk

KrimiDen våde fisk er første bog bag TV-serien Babylon Berlin om politibetjenten Gereon Rath, der netop nu sendes på DR.

Den våde fisk foregår i Berlin i 1929. Livet leves med kabareter, svindlere, dejlige damer og gryende nazisme.

Det er det berømte forår, hvor kommunistiske demonstrationer og andre optøjer truer statens sikkerhed.

Gereon Rath, en desillusioneret, ensom politibetjent fra Køln, bliver overflyttet til Berlin-afdelingen, efter at han har dræbt en psykopatisk massemorder i selvforsvar.

Hans nye job begynder med, at han opdager liget af en mand i en bil i floden Spree. Offeret, en russer, er helt tydeligt blevet både torteret og myrdet, før han er kørt i vandet. Og før Rath når at se sig om, er han dybt involveret i at opklare sagen om en plan om at smugle firs millioner mark fra det kommunistiske Rusland til Berlin.

En rå fortælling i bedste amerikanske stil med masser af skurke, intriger og hårdkogt action, og et stemningsfuldt tidsbillede af byen Berlin i 1920’erne og de tidlige 1930’ere.

LÆS OGSÅ: Volker Kutscher er manden bag bøgerne bag tv-serien Babylon Berlin

Den våde fisk udkommer 27. december og kan købes her eller i din foretrukne boghandel.


Heine Bakkeid: Jeg vil savne dig i morgen

Krimi 2019Jeg vil savne dig i morgen er første bog i serien om den undseelige og forknytte Thorkild Aske.

Den forhenværende forhørsleder Thorkild Aske er netop blevet løsladt efter at have afsonet tre år for manddrab. På den anden side af fængselsmurene bliver han mødt af ringeagt fra sine kolleger.

Tynget af skyldfølelse og stærke fysiske smerter lader han sig overtale til at rejse til et øde forblæst fyrtårn i Nordnorge for at efterforske en sag om en forsvunden ung mand.

Det afsidesliggende fyrtårn viser sig at gemme på grufulde hemmeligheder. Da efterårsstormen skyller et lig i land, er det ikke den efterlyste unge mands, det er derimod liget af en kvinde uden ansigt. Snart går det op for Aske, at han mod forventning slet ikke er alene på fyrholmen.

Heine Bakkeids skrivestil er blevet sammenlignet med Jo Nesbøs – og hovedkarakteren Thorkild Aske med Harry Hole fra Nesbøs univers. Bakkeid er i den norske presse blevet kaldt: en “krimidebutant med litterært talent.”

Jeg vil savne dig i morgen er første bog i serien om Thorkild Aske. Efterfølgeren Mød mig i paradis udkommer i juni 2019.

Jeg vil savne dig i morgen udkommer den 8. januar, hvor den kan købes her eller i din fortrukne boghandel.


Stina Jackson: Sommermørke

Krimi 2019Sommermørke er kåret til årets krimi 2018 i Sverige.

En far kører søvnløs rundt i den svenske sommernat og leder efter sin forsvundne teenagedatter. Det har han gjort i 3 år.

En sommermorgen sætter skolelæreren Lelle datteren Lina af ved busstoppestedet, hvor hun skal videre til første dag på sit nye arbejde. Men hun kommer aldrig med bussen. Trods en storstilet indsats fra politiet og lokalbefolkningen er hun sporløst forsvundet. Men Lelle nægter at tro, at hun er død; “at lede efter Lina var alt, hvad han havde”.

Handlingen er henlagt til Nordsverige, hvor midnatssolen oplyser sommernætterne, søerne er bundløse og ensomme sjæle gemmer sig i ly af skovens skygger.

Da Lina forsvinder, bliver Lelle som besat af at finde et spor. Hver aften starter han sin Volvo med en Beretta i handskerummet og kører kæderygende rundt og finkæmmer et større og større område. Og så en dag forsvinder endnu en ung pige.

Sommermørke udkommer den 7. februar, hvor den kan købes på lindhardtogringhof.dk eller i din foretrukne boghandel.


Camilla Grebe: Dvale

Dvale er en skræmmende og åndeløst spændende krimi om en samtid præget af selvoptagethed og grænseløshed på de sociale medier. Men det er også en skildring af kærlighed stærk nok til at overvinde mørket.

Attenårige Samuel frygter for sit liv. Han har fucket noget så gevaldigt op i en handel med stoffer og har en vred narkoboss i hælene. Samtidig har hans kontrollerende og stærkt religiøse mor smidt ham ud hjemmefra.

Under sin flugt svarer han på et jobopslag, hvor en enlig kvinde søger hjælp til at passe sin hjerneskadede teenagesøn. En oplagt mulighed for at få tag over hovedet og gemme sig for de kriminelle og voldelige bagmænd.

Men ingenting bliver, som Samuel havde forestillet sig, da han flytter ind hos den smukke Rakel og hendes søn Jonas i det afsidesliggende hus ved havet i skærgården.

Samtidig undersøger politiet, med kriminalinspektør Manfred Olsson i spidsen, en drabssag, hvor liget af to mænd er blevet fundet i vand. Efterforskningen kompliceres yderligere, da en desperat mor melder sin søn savnet. Er der en sammenhæng mellem de to sager?

Dvale er en fritstående fortsættelse af Når isen brister og Husdyret.

Dvale udkommer den 28. marts, hvor den kan købes på lindhardtogringhof.dk eller i din foretrukne boghandel.

LÆS OGSÅ: Årets bedste nordiske krimi Husdyret leverer uhygge med samfundskritisk kant


Niels Krause-Kjær: Mørkeland

Krimi 2019Mørkeland er en uafhængig fortsættelse af den filmatiserede roman Kongekabale.

Misstanke om svindel på højeste plan viser sig at trække tråde langt ind i det danske demokrati.

En ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdes, dagen før der udskrives folketingsvalg. Journalisten Ulrik Torp, der efter en fyringsrunde er endt på kontanthjælp, sendes af Jobcenteret i virksomhedspraktik på Dagbladet og begynder at skrive om mordet.

Den unge fuldmægtige havde angiveligt fået færten af et omfattende bedrag, og sammen med en praktikant kommer Ulrik Torp på sporet af en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der med alle midler synes parate til at forsvare samfundet mod en illiberal dagsorden styret af tweets og facebookopslag.

Mørkeland udkommer den 16. maj, hvor den kan købes på lindhardtogringhof.dk eller i din foretrukne boghandel.


Kan du heller ikke vente til det nye år, så er der masser af krimiinspiration at hente her: Årets bedste krimier 2018. Hvor mange har du læst? Få overblikket her