Fagbøger Historie Uncategorized

Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere

Somme, Frankrig, oktober 1916. Sønderjylland er under tysk herredømme. 30.000 sønderjyder kæmper ved alle fronter. 6000 vender aldrig hjem. L&R genudgiver nu deres fortællinger.

“Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signaler til artilleriet: Spærreild – ilden længere fremme – ilden længere tilbage. Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet. Krigsmaskinen raser. Jordfontæner skyder op på begge sider af graven. For dette i virkeligheden pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre …”

Sådan skriver Matthias Møller – en af de mange sønderjyder, som under Første Verdenskrig mod sin vilje blev tvunget ind i den tyske hær. De fleste af dem havde, som han, været ude for adskillige sindsoprivende oplevelser under krigen, men de foretræk at holde disse oplevelser for sig selv. De ville hellere gå ene omkring med dem, lukke af og om muligt helt glemme perioden end tale åbent om den. Man var glad for at være sluppet levende ud af verdenskrigens ragnarok – men glemme kunne man dog ikke.

oejenvidner_01

Min oldefar Johan Peter Rasmussen er nr. tre fra venstre og tjente som matros på linjeskibet S.M.S. Pommern i den Kejserlige Tyske Marine fra 1908-1910. Skibet blev torpederet under Jyllandsslaget natten til 1. juni i 1916, hvilket udløste en heftig eksplosion i skibets indre. Efter få minutter brækkede skibet midt over og sank. Ingen af besætningens 839 mand overlevede.

Måske netop fordi, at man ikke kunne glemme, opstod tanken om at slutte sig sammen i Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere og i dette regi udgive en årbog, hvor krigsveteranerne kunne berette om og dele deres krigsoplevelser. Det er fra 1941-1972 blevet til mere end 4000 siders beretninger fra Første Verdenskrig. Aldrig har så mange jævne krigsdeltagere fortalt så udførligt om frontsoldatens omskiftelige tilværelse i de trange og trælse krigsår under tysk herredømme.

Overalt i Sønderjylland står der mindesten eller mindehøje over de faldne i krigen. Som barn så jeg altid den store mindehøj rage op nær Broager Kirke på halvøen Broagerland ved Sønderborg. Og selv om vi som børn elskede at lege krig og syntes, at krig var spændende, var det altid med en vis andagt, at vi gik rundt på højen. For selv som børn fornemmede vi en alvor, som omgav og stadig omgiver stedet: Højen blev opkastet i 1922 som minde for 190 faldne soldater fra Broagerland. Ni egetræer, et for hvert sogn, står på højen. Omkring den står 165 sten, en for hver familie. Nogle af stenene bærer flere navne. På to af dem står fire navne. Mindehøjen er så enkelt udført, men de grumme historier, som de dækker over, kommer til udtryk i de få linjer med fire navne: en far, en søn, en søn, en søn. Hvem var de? Hvor døde de – og i hvilke slag? Hvad tænkte de om deres skæbne?

oejenvidner_02

Führungszeugnis – papiret på god opførsel under den to år lange værnepligt for Johan Peter Rasmussen ved 1. Matros-division i Kiel fra 1908-1910.

Når vi skulle til Sønderborg, blev vi mødt af et stort monument på parkeringspladsen til minde om 193 faldne fra Sønderborg. I enhver større eller mindre sønderjysk by står disse mindesten – ofte nær ved mindesmærker for genforeningen i 1920. I dag kan man kun se sporene, men Første Verdenskrig må have kastet lange skygger over flere generationer af sønderjyder. Landsdelen forarmedes under og efter krigen, for ud af en befolkning på ca. 150.000 faldt 6000 i krigen på blot fire år, og 24.000 var krigsveteraner. Men for os børn fyldte Første Verdenskrig kun lidt. Det var nemmere at lege Anden Verdenskrig eller 1864, måske fordi krigene var nemmere at forstå. Man vidste, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Hvem der havde ret og uret. Men Første Verdenskrig fremstår som det langstrakte slagteri mellem lande, der mindede om hinanden. Hvad sloges man om? – vi vidste det ikke, og når man læser soldaternes beretninger, så vidste man det heller ikke dengang. Min bedstemor fortalte mig, at når hun som barn var gal i skralden og pludselig smækkede med døren, nærmest kastede hendes far sig ned på jorden i ren refleks. Braget må have mindet ham om krigen. Han blev rasende på hende, men han tav altid om krigen – fortalte ikke det mindste derfra.

Hvad lavede han mon under krigen? Hans militærpas fortæller, at han blev indkaldt den 12. august 1914 til Torpedoschießstand Eckernförde i Slesvig som overmatros i 1. Matrosen-Division. Et portrætfoto viser ham som matros på SMS Pommern – et linjeskib i den Kejserlige Marine. Skibet blev torpederet i det voldsomme Jyllandsslag i 1916, brækkede midt over og sank i løbet af kort tid. Alle 849 mand ombord døde. Om han har været i Marine-korpset i Flandern, var involveret i ubådskrigen eller sejlede på en af de mange minestrygerbåde, er der ingen, der ved. Han talte jo aldrig om det til nogen.

Men han meldte sig, som så mange andre krigsveteraner, ind i Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere (DSK) og abonnerede på årbogen med dens mange fortællinger og beretninger fra krigens forskellige fronter. Måske netop fordi han aldrig selv talte om krigen, var det befriende at læse om andre, der gjorde. Ligesom titusindvis af krigsveteraner over hele Sønderjylland gjorde. Og deres koner og børn læste med, og måske tjente bøgerne til en form for kollektiv bearbejdelse af krigsårene.

Min oldefars DSK-bøger stod stå på hylderne i min fars barndomshjem og siden i mit eget. Jeg havde aldrig kigget i de støvede, røde bøger, som bare hed for eksempel “D.S.K 1914-18 – Aarbog 1967”. Det var et rent tilfælde, at mine forældre gjorde mig opmærksom på dem. Jeg ledte nemlig efter et andet værk fra Første Verdenskrig på boghylden derhjemme, som jeg mente, at jeg kunne udgive digitalt, når 100-året for katastrofen oprandt. Men så begyndte jeg at læse i årbøgerne og blev overrasket over pludselig at kunne komme så tæt på verdenskrigen. Skribenterne i årbøgerne skrev levende, dramatisk og kunne fortælle historierne, så jeg glemte at slukke lyset og lægge mig til at sove. Jeg tænkte, “det er fandme godt – det må og skal genudgives”. De fleste bøger, som udgives om Første Verdenskrig, beretter nemlig om de overordnede begivenheder og analyserer, hvorfor det gik, som det gjorde. Det er også godt – men det gør ikke historien levende og forståelig. Nogle få soldater har udgivet deres dagbøger og breve fra krigen, men det giver kun indblik i nogle få personers oplevelser.
Her er personlige beretninger fra hundredvis af soldater – korte som lange, anekdotiske såvel som malende beskrivelser af bombardementerne, og historien bliver med ét slag vedkommende og universel. For pludselig kan man identificere sig med disse ganske almindelige danskere, som må forlade kone, børn og hjem for at haste af sted til en fjern storkrig, som de alligevel ingen indflydelse har på, uanset om den så koster dem livet.

oejenvidner_03

Soldaterbogen der viser, hvor man har tjent. Her bliver min oldefar afkommanderet til “Schutzwache des Torpedoschießstandes Eckernförde”, altså som vagt ved torpedo-forsøgsanstalten i Eckernförde i Nordtyskland. Ikke det værste sted at gøre tjeneste i krigens første tid, der eller bød på voldsomme træfninger på både øst- og vestfronten.

Én soldat fortæller om at jage skibe i en tysk ubåd ud for Amerikas kyst, en anden fortæller om stormen på Warzawa, og en tredje om at vandre igennem uendelige snemasser i Østpreussen i jagten på russerne efter slaget ved Tannenberg. En matros fortæller, hvorledes han blev sendt med en blokadebryder til Tysk-Østafrika for at forsyne tropperne, og hvordan han endte med at kæmpe fire lange år dernede. Andre oplevede revolutionen i Kiel, som fik det tyske kejserrige til at bryde sammen. Andre igen passede fanger. Nogle dyrkede grøntsager, andre passede heste, nogle lavede mad, en enkelt malede mel. Og mange, mange fortæller om skyttegravene, de endeløse bombardementer, mudderet, regnen, granaterne og de døde kammerater. En fortæller, hvordan han blev tvunget til at henrette civile dag efter dag. Næste gang, jeg kommer hjem til Sønderjylland, må jeg op til mindehøjen på Broagerland for at se, om nogle af de mange navne, som nævnes i soldaternes beretninger, stemmer overens med navnene på stenene. Måske kender jeg endda familien – og måske har familien fået kendskab til historien om den faldne oldefar eller bedstefar gennem en DSK-bog. En hel landsdel kan finde svar på mange presserende spørgsmål fra tiden omkring Første Verdenskrig i de flere end 600 krigsveteraners beretninger. Vi, der kun har set deres spor i landskabet, får nu deres historie. Og hvis du er usikker på, hvorvidt krig er en god eller dårlig ide sådan generelt set, finder du helt bestemt svaret i disse bøger.

“En nat fik den anden jordhule en fuldtræffer midt gennem taget. Havde det været om dagen, så havde ingen været der. Nu blev derimod hele geværbesætningen med undtagelse af vagtposten udslettet. Hvor var det frygteligt at se dem gennem indgangen, gennemboret på kryds og tværs af brædder og stolper fra deres sovepladser. Fire gode kammerater på een gang – hvor var det trist at skulle grave dem ud. Ja, sådan kunne tilfældigheder spille bold med menneskeliv og menneskeskæbner – eller var det hele djævelens værk? Ja, jeg spørger bare. For med en god Gud kunne det umuligt have noget at gøre. Og hvor ofte spørger vi ikke: ’hvorfor og hvorfor, ja, hvorfor?’” skriver en veteran.

L&R har lavet et udvalg af de bedste beretninger, som man kan læse i ”Øjenvidner 1914-18 – Sønderjyske soldaters beretninger”, som udkommer i august 2014 med forord af kulturhistoriker og museumsinspektør Inge Adriansen. Naturligvis udgiver vi også samtlige 32 årbøger, fulde af fortællinger, anekdoter og billeder fra Første Verdenskrig, som ebøger. En af historierne kan du allerede sniglæse her på bloggen.

oejenvidner_book