Romaner

Smuglæs de første 3 kapitler af Colleen Hoovers nye roman Uden håb

Colleen Hoover er tilbage med en ny skøn historie i to dele, Uden Håb og Altid Håb.

Uden håb er en ægte Colleen Hoover-roman, når den er allerbedst: Fantastiske personkarakteristikker, skøn romantik samt en fængende handling, der bringer latter såvel som tårer.

Uden håb røg til toppen af New York Times bestsellerliste da den udkom i USA og har været elsket af titusindvis af læsere, der efterfølgende gav den topkarakter på Goodreads.

Nu udkommer Uden håb endelig på dansk.

Læs Uden håb først og få Skys gribende historie, og skynd dig så bagefter at læs Altid håb som følger Dean, Skys kæreste. Altid håb udkommer samtidig med Uden håb.

Her kan du smuglæse i Uden håb, som udkommer 17. oktober.

Uden håb: Stærk romantisk miniserie af Colleen Hoover begynder her

 

colleen hoover, hopeless, uden håb, altid håbNogen gange er det sværere at acceptere sandheden end leve med løgnen …

Det må Sky sande, da hun møder Dean – en fyr kendt for sit blakkede ry. Han vækker en masse følelser i hende, som hun ikke forstår.
Han både skræmmer og fascinerer hende, og noget ved ham får hende til at tænke på sin meget smertelige fortid, som hun ellers har kæmpet hårdt for at lægge bag sig.

Selv om Sky forsøger at holde sig fra ham, er Dean vedholdende, og langsomt lader Sky paraderne falde.
Båndet mellem dem udvikler sig.
Men det viser sig, at Dean har hemmeligheder for hende, og da de bliver afsløret, ændrer det Skys liv for altid.

Læs mere om Colleen Hoovers romaner.

Bogbloggerne om Colleen Hoovers romaner:

 

colleen hoover, hopeless, uden håb, altid håb❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤  “Så smuk en fortælling, at jeg sent vil glemme den” – LIDT BEDRE LIV om Det ender med os

 

★ ★ ★ ★ ★ “Hold. nu. fast. Jeg blev væltet bagover” – FLYV MED MIG om Forbandede kærlighed

 

★ ★ ★ ★ ★ ★ – “Fantastisk læseoplevelse” – DE UNGES ORD om 9. november

 

★ ★ ★ ★ ★ – “Fantastisk. Colleen Hoover har gjort det igen!” – FORESTILLING OM PARADIS om 9. november

★ ★ ★ ★ ★ “Slugte den råt .. jeg var fanget fra første ord” – MIT BOGUNIVERS om Måske en dag

 

 

colleen hoover, hopeless, uden håb, altid håb

Colleen Hoover: Uden håb

 

Søndag den 28. oktober 2012 19:29

Jeg rejser mig op og kigger ned på sengen, holder vejret af frygt for de lyde, der udvikler sig dybt nede i min hals.

Jeg vil ikke græde.
Jeg vil ikke græde.
Idet jeg langsomt synker ned på knæ, lægger jeg hænderne på sengekanten og lader fingrene løbe hen over de gule stjerner, der er strøet ud på det vatterede sengetæppes mørkeblå baggrund.
Jeg stirrer på stjernerne, indtil de begynder at sløres af de tårer, som forstyrrer mit syn.

Jeg kniber øjnene sammen og borer hovedet ned i madrassen, knuger om tæppet med næverne.
Mine skuldre begynder at ryste, idet de hulk, jeg har forsøgt at beherske, på voldsom vis gør sig fri af mig.
Men en hurtig bevægelse kommer jeg på benene og skriger, flår tæppet af sengen og kaster det gennem værelset.

Jeg knytter hænderne og ser mig febrilsk omkring efter noget andet, jeg kan kaste med.
Jeg snupper puderne fra sengen og smider dem mod spejlbilledet af den pige, jeg ikke længere kender.
Jeg iagttager, hvordan pigen i spejlet stirrer tilbage på mig og hulker ynkeligt.
Hendes tårers svaghed gør mig rasende.
Vi begynder at løbe hen imod hinanden, indtil vores knytnæver kolliderer med glasset og smadrer spejlet.
Jeg iagttager, hvordan hun i tusinde skinnende stykker falder ned på tæppet.

Jeg tager fat om kommodens kanter og skubber den sidelæns, idet jeg udstøder endnu et skrig, der har været undertrykt alt for længe.
Da kommoden ligger stille på ryggen, flår jeg skufferne op og kyler indholdet gennem rummet, snurrer rundt og kaster med og sparker til alt på min vej.
Jeg griber fat i de tynde gardiner og rykker i dem, indtil stangen knækker, og gardinerne falder ned om mig.
Jeg rækker over mod de kasser, der står stablet i hjørnet, og uden overhovedet at vide, hvad der er i dem, tager jeg den øverste og kaster den mod væggen med så stor styrke, som mine 160 centimeter krop kan mønstre.

”Jeg hader dig!” råber jeg.
”Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg hader dig!”

Jeg kaster, hvad som helst der måtte ligge foran mig, mod, hvad som helst andet der måtte ligge foran mig.
Hver gang jeg åbner munden for at skrige, kan jeg smage saltet fra de tårer, der strømmer ned ad mine kinder.

Pludselig opsluger Holders arme mig bagfra og tager så hårdt fat om mig, at jeg ikke kan bevæge mig.
Jeg spjætter og vrider mig og skriger noget mere, indtil mine handlinger ikke længere er gennemtænkte.
Jeg reagerer bare.

”Stop,” siger han roligt mod mit øre og vil ikke give slip.
Jeg hører ham, men jeg lader, som om jeg ikke gør.
Eller også er jeg ligeglad.
Jeg kæmper fortsat imod, men han strammer bare grebet.

”Lad være med at røre mig!” råber jeg af mine lungers fulde kraft og flår i hans arme.
Det hyler ham stadig ikke ud af den.

Lad være med at røre mig.
Please, please, please.

Den lille stemme giver genlyd i mit hoved, og jeg falder øjeblikkeligt sammen i hans arme.
Jeg bliver svagere, mens mine tårer bliver stærkere, fortærer mig.
Jeg bliver reduceret til en beholder for de tårer, der ikke vil stoppe.

Jeg er svag, og jeg lader ham vinde.

Holder løsner taget om mig og lægger hænderne på mine skuldre, hvorefter han drejer mig rundt, så jeg står med front mod ham.
Jeg kan ikke engang se på ham.
Jeg flyder ud mod hans bryst af udmattelse og nederlag og griber om hans bluse med næverne, mens jeg hulker og presser kinden mod hans hjerte.
Han lægger hånden på mit baghoved og fører munden ned mod mit øre.

”Sky.” Hans stemme er rolig og upåvirket.
”Du bliver nødt til at gå. Nu.”

Lørdag den 25. august 2012 23:50

 

To måneder tidligere …

Jeg vil helst tro, at størstedelen af de beslutninger, jeg har taget igennem mine sytten år, har været kloge.
Forhåbentlig vejes intelligens, så de få dumme beslutninger, jeg har taget, vejer mindre end de intelligente.
Hvis det er tilfældet, bliver jeg nødt til at tage en masse kloge beslutninger i morgen, for at smugle Grayson ind ad mit soveværelsesvindue for tredje gang denne måned vejer temmelig tungt på dummevægtskålen.
Men eftersom den eneste præcise måleenhed for en beslutnings dummeniveau er tid … må jeg vel afvente og se, om jeg bliver nuppet, før jeg fælder dom.

Selvom det måske ser sådan ud, er jeg ikke en tøjte.
Med mindre selvfølgelig at denitionen af en tøjte baseres på, at jeg rent faktisk er sammen med en masse fyre, selvom jeg ikke er tiltrukket af dem.
Hvis det er tilfældet, kan det måske diskuteres.

”Skynd dig,” mimer Grayson bag det lukkede vindue, tydeligvis irriteret over min manglende hast.

Jeg tager krogen af og åbner vinduet så stille som muligt.
Det kan godt være, at Karen er en utraditionel forælder, men når det drejer sig om fyre, der sniger sig igennem soveværelsesvinduer ved midnatstid, er hun den typiske, misbilligende mor.

”Stille,” hvisker jeg.
Grayson hiver sig selv op, smækker benet op over kanten og klatrer så ind i mit værelse.
Det er altid noget, at vinduerne på denne side af huset kun sidder en meter over jorden; det er næsten ligesom at have sin egen dør.
Faktisk har Six og jeg nok brugt vores vinduer for at komme frem og tilbage mellem hinandens huse mere, end vi har brugt rigtige døre.
Karen er blevet så vant til det, at hun ikke engang undrer sig over, at mit vindue for det meste står åbent.

Inden jeg trækker gardinerne for, kaster jeg et blik på Six’ soveværelsesvindue.
Hun vinker til mig med den ene hånd, mens hun trækker Jaxon i armen med den anden, idet han klatrer ind i hendes værelse.
Så snart Jaxon er sikkert indenfor, vender han sig om og stikker hovedet tilbage ud ad vinduet. ”Mød mig ved din bil om en time,” hvisker han højt til Grayson.
Han lukker Six’ vindue og trækker gardinerne for.

Six og jeg har været uadskillelige, siden hun for fire år siden flyttede ind ved siden af.
Vores soveværelsesvinduer støder op til hinanden, hvilket har vist sig særdeles belejligt.
Det hele startede uskyldigt nok.
Da vi var fjorten, plejede jeg at snige mig ind på hendes værelse om aftenen, og så stjal vi is fra fryseren og så film.
Da vi var femten, begyndte vi at smugle fyre ind for at spise is og se film sammen med os.
Da vi blev seksten, gled isen og filmene i baggrunden til fordel for fyrene.
Nu, hvor vi er sytten, gider vi ikke engang forlade vores respektive værelser, før fyrene er gået hjem.
Så er det, at isen og filmene kommer forrest igen.

Six tygger sig igennem fyre, som jeg tygger mig igennem smagsvarianter af is.
For hende er månedens smag Jaxon.
Min er Rocky Road.
Grayson og Jaxon er bedste venner, hvilket var grunden til, at Grayson og jeg oprindeligt blev ført sammen.
Når månedens smag hos Six har en lækker ven, gelejder hun ham i min retning.
Grayson er helt afgjort lækker.
Han har unægtelig en fantastisk krop, perfekt pjusket hår, indtrængende mørke øjne … hele pakken.
De fleste piger, jeg kender, ville føle det som et privilegium bare at være i samme rum som ham.

Bare ærgerligt, at jeg ikke gør.

Jeg trækker gardinerne for og drejer rundt.
Grayson står få centimeter fra mit ansigt og er klar til at lade forestillingen begynde.
Han lægger hænderne på mine kinder og sender sit trussetyvesmil af sted.
”Hey, smukke.”
Han giver mig ingen chance for at svare, før hans læber møder mine til en våd start.
Han fortsætter med at kysse mig, mens han lister skoene af.
Han glider ubesværet ud af dem, mens vi begge bevæger os hen mod min seng, stadig med mundene viklet ind i hinanden.
Det er både imponerende og foruroligende, hvordan han så let kan gøre begge dele samtidig.
Han manøvrerer mig langsomt bagud hen på sengen.

”Er din dør låst?”

”Gå hen og dobbelttjek,” siger jeg.

Han giver mig et flygtigt kys på læberne, inden han springer op for at sikre sig, at døren er låst.
Jeg har klaret tretten år sammen med Karen uden at få stuearrest; jeg vil ikke give hende en grund til at begynde nu.
Jeg fylder atten om få uger, men jeg tvivler alligevel på, at hun kommer til at ændre sine forældrevaner, så længe vi bor under samme tag.

Ikke at hendes forældrevaner er dårlige.
De er bare … meget selvmodsigende.
Hun har altid været streng.
Vi har aldrig haft adgang til internettet, mobiltelefoner eller bare et tv, fordi hun mener, at teknologi er roden til alverdens ondskab.
Og alligevel er hun ekstremt mild i andre henseender.
Hun lader mig gå ud med Six, når jeg har lyst, og så længe hun ved, hvor jeg er, skal jeg ikke engang være hjemme på noget bestemt tidspunkt.

Jeg har dog aldrig presset citronen, hvad det angår, så måske ved jeg bare ikke, at jeg skal være hjemme på et bestemt tidspunkt.

Hun har ikke noget imod, at jeg bander, selvom jeg sjældent gør det.
Hun lader mig endda drikke vin til maden nu og da.
Hun snakker nærmere til mig som sin veninde end som sin datter (selvom hun adopterede mig for tretten år siden), og det er på en eller anden måde lykkedes hende at kringle den således, at jeg er (næsten) helt ærlig over for hende omkring alt, hvad der foregår i mit liv.

Der er ingen middelvej med hende.
Hun er enten ekstremt mild eller ekstremt streng.
Hun er som en konservativ liberal eller en liberal konservativ.
Hvad hun end er, er hun svær at regne ud, og det er derfor, jeg holdt op med at forsøge for år tilbage.

Det eneste, vi nogensinde rigtig har krydset klinger over, er spørgsmålet om skolegang.
Hun har altid hjemmeundervist mig (skoler er endnu en rod til ondskab), og jeg har tigget om at blive indskrevet på high school, siden Six plantede tanken hos mig.
Jeg har søgt ind på forskellige colleger og tænker, at jeg vil have en bedre chance for at komme ind de steder, jeg ønsker, hvis jeg også kan tilføje ansøgningerne et par fritidsaktiviteter.
Efter måneders uafbrudt plageri fra Six og mig overgav Karen sig endelig og lod mig ansøge om at komme ind på sidste år.
Det ville ellers kun have varet et par måneder, før jeg havde point nok til at bestå min hjemmeundervisningseksamen, men en lille del af mig har altid haft lyst til at opleve det normale teenageliv.

Hvis jeg dengang havde vidst, at Six ville tage af sted på udvekslingsophold i den uge, hvor vi skulle have haft vores første dag på sidste år sammen, ville jeg aldrig have overvejet tanken om at gå i skole.
Men jeg er utilgiveligt stædig og ville hellere stikke en gaffel i den kødfulde del af hånden end at fortælle Karen, at jeg havde ombestemt mig.

Jeg har forsøgt at undgå at tænke på, at Six ikke er hos mig i år.
Jeg ved, hvor meget hun ønskede, at udvekslingen skulle blive til noget, men den egoistiske del af mig håbede virkelig, at den ikke gjorde.
Ideen om at skulle gå ind gennem de døre uden hende skræmmer mig fra vid og sans.
Men jeg er klar over, at vores adskillelse er uundgåelig, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden jeg er tvunget ud i den virkelige verden, hvor der lever andre mennesker end Six og Karen.

Min mangel på adgang til den virkelige verden har været erstattet fuldstændig af bøger, og det kan ikke være sundt at leve i et land af lykkeligt-til-deres-dages-ende.
Læsningen har også præsenteret mig for de (muligvis overdramatiserede) grufuldheder i high school og første skoledage og kliker og onde piger.
Det hjælper ikke på det, at jeg – ifølge Six – allerede har noget af et ry bare ved at omgås hende.
Six har ikke banerekorden i cølibat, og nogle af de fyre, jeg har været sammen med, har åbenbart ikke banerekorden i hemmelighedskræmmeri.
Den kombination skal nok gøre første skoledag temmelig interessant.

Ikke at det rager mig.
Jeg har ikke indskrevet mig for at få venner eller gøre indtryk på nogen, og så længe mit uberettigede ry ikke forstyrrer mit endelige mål, skal jeg nok klare mig.

Håber jeg.

Grayson går tilbage mod sengen efter at have tjekket, at min dør er låst, og sender mig et forførende grin.

”Hvad med lidt striptease?”

Han svajer i hofterne og løfter langsomt op i blusen, afslører sine hårdt tjente mavemuskler.
Jeg er begyndt at lægge mærke til, at han viser dem ved enhver given lejlighed.
Han nærmer sig den typiske selvoptagne bad boy.

Jeg ler, idet han hvirvler blusen rundt om hovedet og kaster den til mig, inden han glider op på mig igen.
Han lister hånden om bag min nakke og trækker atter min mund i stilling.

Første gang Grayson sneg sig ind på mit værelse, var for lidt over en måned siden, og han gjorde det fra starten klart, at han ikke var ude efter et forhold.
Jeg gjorde det klart, at jeg ikke var ude efter ham, så vi kom naturligvis straks godt ud af det med hinanden.
Han kommer selvfølgelig til at være et af de få mennesker, jeg kender i skolen, så jeg er bekymret for, om det vil ødelægge den gode ting, vi har kørende mellem os – som overhovedet ikke er noget.

Han har været her i mindre end tre minutter, og han har allerede hånden oppe under min bluse. Man kan vist roligt sige, at han ikke er her på grund af mit inspirerende konversationstalent.
Hans læber forlader min mund til fordel for min hals, så jeg benytter pusterummet til at tage en dyb indånding og endnu en gang forsøge at føle noget.

Hvad som helst.

Jeg fæstner blikket på lyser-i-mørke-plastikstjernerne, der klæber til loftet over min seng, vagt opmærksom på de læber, der langsomt har fundet vej ned til mit bryst.
Der er seksoghalvfjerds af dem.
Altså stjerner.
Jeg ved det, fordi jeg de seneste par uger har haft rigelig tid til at tælle dem, mens jeg har befundet mig i samme knibe som nu.
Mig, der ligger umærkeligt afvisende, mens Grayson udforsker mit ansigt, min hals og nogle gange mit bryst med sine nysgerrige, overivrige læber.

Hvis jeg ikke er interesseret i det her, hvorfor lader jeg ham så gøre det?

Jeg har aldrig haft nogen følelsesmæssig forbindelse til de fyre, som jeg er sammen med.
Eller rettere, de fyre, som er sammen med mig.
Det er desværre for det meste ensidigt.
Der har kun været én fyr, som engang var tæt på at fremkalde en fysisk eller følelsesmæssig reaktion hos mig, og det viste sig at være et selvbedrag.
Han hed Matt, og vi endte med at date i en måned, inden jeg fik nok af hans særheder.
Såsom hvordan han nægtede at drikke vand fra en flaske, medmindre det var gennem et sugerør.
Eller den måde, hvorpå hans næsebor vibrerede, lige før han lænede sig frem for at kysse mig. Eller den måde, hvorpå han sagde: ”Jeg elsker dig”, kun tre uger efter at vi var blevet enige om ikke at gå ud med andre.

Jah.
Det sidste afgjorde sagen.
Hej-hej, Mattdrengen.

Six og jeg har analyseret min manglende fysiske reaktion på fyre mange gange gennem tiden.
En overgang mistænkte hun mig for at være homoseksuel.
Efter et meget kort og kejtet ’teoriafprøvningskys’ mellem os, da vi var seksten, konkluderede vi begge, at det ikke var tilfældet.
Det er ikke, fordi jeg ikke nyder at være sammen med fyre.
Jeg nyder det – ellers ville jeg ikke gøre det.
Jeg nyder det bare ikke af de samme grunde som andre piger.
Jeg har aldrig fået slået benene væk under mig.
Jeg får ikke sommerfugle i maven. Faktisk nyder jeg hele tanken om at falde i svime over nogen fremmed.
Den virkelige grund til, at jeg nyder at være sammen med fyre, er, at det får mig til at føle mig fuldstændig behageligt lammet.
Det er i situationer som den, jeg lige nu befinder mig i med Grayson, at det er rart for min hjerne at lukke ned.
Den går bare totalt i stå, og den følelse kan jeg godt lide.

Mine øjne fokuserer på de sytten stjerner i det øverste højre hjørne af vrimlen på mit loft, da jeg pludselig vender tilbage til virkeligheden med et sæt.
Graysons hænder har vovet sig længere ned, end jeg tidligere har givet dem lov til, og det går hurtigt op for mig, at han har knappet mine jeans op, og at hans fingre arbejder sig ind omkring bomuldskanten på mine trusser.

”Nej, Grayson,” hvisker jeg og skubber hans hånd væk.

Han trækker hånden til sig og stønner, så presser han panden ned i min pude.

”Kom nu, Sky.”
Han ånder tungt mod min hals.
Han lægger vægten over på højre arm og kigger ned på mig, forsøger at charmere mig med sit smil.

Fik jeg nævnt, at jeg er immun over for hans trussetyvesmil?

”Hvor meget længere har du tænkt dig at blive ved sådan her?”
Han lader hånden glide hen over min mave og bevæger langsomt ngerspidserne ned i mine jeans igen.

Jeg får myrekryb.
”Hvordan her?” forsøger jeg at klemme ud fra neden under ham.

Han skubber sig op på hænderne og kigger ned på mig, som om jeg er komplet idiot.
”Det her ’artig pige’-nummer, du har forsøgt at spille. Jeg har fået nok, Sky. Lad os bare komme i gang.”

Hvilket bringer mig tilbage til, at jeg – stik imod hvad folk tror – ikke er en tøjte.
Jeg har aldrig dyrket sex med de fyre, jeg har været sammen med, herunder den for øjeblikket surmulende Grayson.
Jeg er klar over, at min mangel på seksuel reaktion sikkert på et følelsesmæssigt plan ville gøre det nemmere at dyrke sex med tilfældige mennesker.
Men jeg er også klar over, at det muligvis er selve grunden til, at jeg ikke bør dyrke sex.
Jeg ved, at når først jeg krydser den grænse, så vil rygterne om mig ikke længere være rygter.
De vil alle sammen være kendsgerninger.
Det sidste, jeg ønsker, er, at de ting, folk siger om mig, bliver bekræftet.
Jeg formoder, at jeg kan tilskrive mine næsten atten års jomfruelighed ren og skær stædighed.

For første gang i de ti minutter, han har været her, bemærker jeg stanken af alkohol fra ham.

”Du er fuld.”
Jeg skubber mod hans bryst.
”Jeg sagde til dig, at du ikke skulle komme herover og være fuld igen.”
Han ruller af mig, og jeg rejser mig op for at knappe bukserne og trække min bluse tilbage på plads.
Jeg er lettet over, at han er fuld.
Jeg er mere end klar til, at han skal gå.

Han sætter sig op på sengekanten, griber mig om livet og trækker mig hen mod sig.
Han lægger armene omkring mig og hviler hovedet mod min mave.
”Undskyld,” siger han.
”Det er, bare fordi jeg vil have dig så meget, at jeg ikke tror, jeg kan klare at komme herover mere, hvis du ikke vil lade mig få dig.”
Han flytter hænderne længere ned og holder om min bagdel, så presser han sine læber ind mod huden der, hvor min bluse og mine jeans mødes.

”Så lad være med at komme herover.”
Jeg ruller med øjnene, bevæger mig baglæns væk fra ham og går hen mod vinduet.
Da jeg trækker gardinerne fra, er Jaxon allerede på vej ud ad Six’ vindue.
Det er på en eller anden måde lykkedes os begge at koge dette timelange besøg ned til ti minutter.
Jeg ser på Six, og hun sender mig det sigende ’tid til en ny smag’-blik.

Hun følger efter Jaxon ud af vinduet og kommer over til mig.
”Er Grayson også fuld?”
Jeg nikker.

”Sidste chance.”
Jeg vender mig om og ser på Grayson, som læner sig tilbage på sengen – uvidende om, at han ikke længere er velkommen.
Jeg går over til sengen og samler hans bluse op, smider den i hovedet på ham.
”Gå,” siger jeg.
Han kigger op på mig og rynker brynene.
Da han ser, at jeg ikke laver sjov, glider han modvilligt ud af sengen.
Han stikker i skoene igen, surmulende som en fireårig.
Jeg træder til side for at lukke ham ud.

Six venter, til Grayson er væk fra vinduet, og kravler så indenfor, idet en af fyrene mumler ordet ”ludere”.
Da hun først er inde, ruller Six med øjnene og drejer rundt for at stikke hovedet ud.

”Sjovt, som vi er ludere, fordi I ikke fik noget. Røvhuller.”
Hun lukker vinduet og går over til sengen, dumper ned på den og folder hænderne bag nakken. ”Endnu en fuser.”

Jeg ler, men min latter afbrydes af en høj banken på min soveværelsesdør.
Jeg går med det samme hen og låser den op og træder så til side og forbereder mig på, at Karen kommer brasende ind.
Hendes moderlige instinkter svigter mig ikke.
Hun ser sig febrilsk om i rummet, indtil hun får øje på Six på sengen.

”Fandens også,” siger hun og snurrer rundt for at se mig i øjnene.
”Jeg kunne have svoret på, at jeg hørte drenge herinde.”

Jeg går over til sengen og forsøger at skjule den rendyrkede panik, der ruller gennem kroppen på mig.
”Og du virker skuffet, fordi …”
Nogle gange forstår jeg overhovedet ikke hendes reaktion på ting.
Som jeg sagde før … selvmodsigende.

”Du fylder atten om en måned. Jeg er ved at løbe tør for tid til at give dig stuearrest for første gang nogensinde. Du bliver nødt til at begynde at dumme dig lidt mere, unge.”

Jeg drager et lettelsens suk, da jeg indser, at hun bare laver sjov.
Jeg føler nærmest dårlig samvittighed over, at hun ikke mistænker sin datter for at være blevet gramset på for fem minutter siden i dette selvsamme værelse.
Mit hjerte banker så utroligt højt mod mit bryst, at jeg er bange for, hun måske hører det.

”Karen?” siger Six fra bagved os.
”Hvis det gør dig bedre tilpas, så var der lige før to lækre fyre, som kissemissede med os, men vi smed dem ud, lige inden du kom ind, fordi de var fulde.”

Jeg taber kæben og vender mig om for at sende Six et blik, som jeg håber vil få hende til at forstå, at sarkasme overhovedet ikke er sjov, når den er sand.

Karen griner.
”Nå, men i morgen aften får I måske fat i nogle søde ædru fyre.”

Jeg tror ikke længere, jeg behøver bekymre mig om, hvorvidt Karen kan høre min hjertebanken, for den stoppede lige fuldstændig.

”Ædru fyre, hva’? Det kan nok arrangeres,” siger Six og blinker til mig.

”Sover du her i nat?” spørger Karen Six, mens hun går over mod døren.

Six trækker på skuldrene.
”Jeg tror, vi sover hos mig i nat. Det er den sidste uge i min egen seng i et halvt år. Desuden har jeg Channing Tatum på fladskærmen.”

Jeg kaster igen et blik på Karen og ser det komme.

”Lad være, mor.”
Jeg begynder at gå hen imod hende, men jeg ser øjnenes begyndende blankhed.
”Nej, nej, nej.”
Da jeg når hen til hende, er det for sent.
Hun vræler.
Hvis der er noget, jeg ikke kan klare, er det gråd.
Ikke fordi det gør mig rørt, men fordi det irriterer mig som ind i helvede.
Og det er akavet.

”Bare ét mere,” siger hun og stormer hen imod Six.
Hun har allerede krammet hende mere end ti gange i dag.
Jeg tror næsten, hun er mere bedrøvet end jeg over, at Six tager af sted om nogle få dage.
Six imødekommer hendes ønske om kram nummer elleve og blinker til mig hen over Karens skulder.
Jeg bliver næsten nødt til at vriste dem fra hinanden bare for at få Karen ud af mit værelse.

Hun går tilbage til døren og vender sig om en sidste gang.
”Jeg håber, du møder en lækker italiensk fyr,” siger hun til Six.

”Jeg møder forhåbentlig mere end en,” siger Six gravalvorligt.

Da døren lukker sig bag Karen, snurrer jeg rundt, hopper op på sengen og slår så Six på armen.

”Du er sådan en møgkælling,” siger jeg.
”Det var ikke sjovt. Jeg troede, jeg blev nuppet.”

Hun griner og tager min hånd, så rejser hun sig op.
”Kom, jeg har Rocky Road-is.”

Det behøver hun ikke sige to gange.

 

Mandag den 27. august 2012 07:15

 

Jeg overvejede at løbe her til morgen, men endte med at sove længe i stedet.
Jeg løber hver dag undtagen søndag, men det virker forkert at skulle ekstra tidligt op i dag.
Første skoledag er rigelig tortur i sig selv, så jeg beslutter mig for at udskyde løbeturen til efter skole.

Heldigvis har jeg haft min egen bil i omkring et år nu, så jeg er ikke afhængig af andre end mig selv for at nå i skole til tiden.
Ikke alene når jeg det til tiden, jeg kommer tre kvarter for tidligt.
Jeg er tredje bil på parkeringspladsen, så i det mindste får jeg en god plads.

Jeg bruger den ekstra tid til at tjekke idrætsfaciliteterne ved siden af parkeringspladsen ud.
Hvis jeg skal aflægge prøve til atletikholdet, skal jeg i det mindste vide, hvor jeg skal gå hen.
Desuden kan jeg ikke bare sidde i min bil den næste halve time og tælle ned.

Da jeg når banen, er der en fyr på den anden side, som er i gang med at løbe runder, så jeg drejer til højre og går op langs tribunen.
Jeg sætter mig ned allerøverst oppe og betragter mine nye omgivelser.
Heroppefra kan jeg se hele skolen bredt ud foran mig.
Den ser ikke nær så stor eller skræmmende ud, som jeg havde forestillet mig.
Six har lavet et håndtegnet kort til mig og endda skrevet et par tips ned, så jeg trækker papiret ud af min rygsæk og ser på det for første gang.
Jeg tror, hun forsøger at overkompensere for sin dårlige samvittighed over at lade mig i stikken.

Jeg ser på skoleområdet og derefter tilbage på kortet.
Det ser let nok ud.
Klasseværelser i bygningen til højre.
Kantine til venstre.
Atletik- og løbebane bag ved gymnastiksalen.
Der er en lang liste med hendes tips, så jeg begynder at læse dem:

— Aldrig bruge toilettet ved siden af fysiklokalet. Aldrig. Aldrig nogensinde.

— Kun bære din rygsæk over den ene skulder. Stik aldrig begge arme igennem. Det er latterligt.

— Altid tjekke datoen på mælken.

— Vær venlig over for Steward, pedellen. Det er godt at have ham på sin side.

— Kantinen. Undgå den for enhver pris, men hvis det er dårligt vejr, skal du bare lade, som om du ved, hvad du har gang i, når du går indenfor. De kan lugte frygt.

— Hvis du får mr. Declare til matematik, så sæt dig nede bagi og undgå øjenkontakt. Han elsker high school-piger, hvis du forstår, hvad jeg mener. Eller, endnu bedre, sæt dig oppe foran. Så får du uden videre 12.

 

Listen fortsætter, men jeg kan ikke læse mere lige nu.
Jeg er gået i stå ved ”De kan lugte frygt”.
Det er på tidspunkter som dette, at jeg ville ønske, jeg havde en mobiltelefon, for så ville jeg ringe til Six med det samme og forlange en forklaring.
Jeg folder papiret sammen, lægger det tilbage i tasken og retter så min opmærksomhed mod den enlige løber.
Han sidder ned på banen med ryggen til mig og strækker ud.
Jeg ved ikke, om han er elev eller træner, men hvis Grayson så fyren her uden bluse på, ville han sikkert tænke sig lidt om, inden han viste sine egne mavemuskler frem.

Fyren rejser sig op og går mod tribunen uden overhovedet at se på mig.
Han går ud ad lågen og hen til en af bilerne på parkeringspladsen.
Han åbner døren, tager en bluse fra forsædet og trækker den så over hovedet.
Han stiger ind i bilen og kører væk, lige som parkeringspladsen begynder at blive fyldt op.
Og den bliver fyldt op hurtigt.

Åh gud.

Jeg snupper min rygsæk og stikker målbevidst begge arme igennem stropperne, så går jeg ned ad trappen, som leder lige lukt i helvede.

Sagde jeg helvede?

For det var en underdrivelse.

At gå i skole er præcis lige så slemt, som jeg frygtede, og mere til.
Timerne er ikke så slemme, men jeg var tvunget til (af ren og skær nød og manglende rutine) at benytte toilettet ved siden af fysiklokalet, og selvom jeg overlevede, vil jeg være mærket for livet.
En lille sidebemærkning, hvori Six informerede mig om, at det blev brugt mere som bordel end som egentligt toilet, ville have været tilstrækkeligt.

Det er fjerde time nu, og jeg har hørt ordene ”tøjte” og ”luder” hvisket ikke særligt diskret af næsten alle de piger, jeg har passeret på gangene.
Og apropos ikke særligt diskret, så var den bunke dollarsedler, der lige faldt ud af mit skab sammen med en seddel, en god indikator for, at jeg nok ikke er specielt velkommen.

Sedlen var underskrevet af rektor, men det har jeg svært ved at tro på, eftersom ”stripper” var stavet ”stribber”, og der stod: ”Beklager, at der ikke fulgte en stribberstang med dit skab, tøjte.”

Jeg kniber læberne sammen og stirrer på sedlen i min hånd, accepterer min selvforskyldte skæbne for de to næste semestre.
Jeg troede helt ærligt, at folk kun opførte sig sådan i bøger, men jeg er førstehåndsvidne til, at idioter rent faktisk eksisterer.
Jeg håber også, at størstedelen af jokesene på min bekostning kommer til at være ligesom den stripperpengejoke, jeg er udsat for lige nu.
Hvilken idiot forærer penge væk som en fornærmelse?
En rig en, er mit gæt. Eller flere rige.

Jeg er sikker på, at den sparsomt, omend dyrt klædte klike af fnisende piger bag mig forventer, at min reaktion vil være at smide, hvad jeg har i hænderne, og løbe grædende hen til det nærmeste toilet.

Der er bare tre problemer med deres forventninger.

1. Jeg græder ikke. Aldrig.

2. Jeg har været på det toilet, og jeg skal aldrig derud igen.

3. Jeg kan godt lide penge. Hvem løber fra dem?

Jeg stiller min rygsæk på gulvet i gangen og samler pengene op.
Der ligger mindst tyve dollarsedler spredt ud på gulvet, og der er stadig flere end ti i mit skab. Dem skovler jeg også sammen og stikker dem alle sammen ned i rygsækken.
Jeg bytter bøger og lukker mit skab, så smutter jeg rygsækken over begge skuldre og smiler.

”Sig tak til jeres fædre fra mig.”
Jeg passerer kliken af piger (som ikke længere fniser) og ignorerer deres stirren.

 

Det er frokosttid, og at dømme efter den mængde regn, der strømmer gennem skolegården, er det tydeligt, at karma har hævnet sig med lortevejr.
Hvem hun hævner sig på, er endnu uvist.

Jeg kan godt.

Jeg sætter hænderne på kantinedørene og åbner dem, forventer halvvejs at blive mødt af ild og svovl.

Jeg træder gennem døråbningen, og det er ikke ild og svovl, der møder mig.
Det er et støjniveau, som slår alt, hvad mine ører nogensinde har været udsat for.
Det er næsten, som om hver enkelt person i hele den her kantine forsøger at tale højere end enhver anden person i hele den her kantine.
Jeg har lige indskrevet mig på en skole af lutter overdøvere.

Jeg gør mit bedste for at spille selvsikker, idet jeg ikke ønsker at tiltrække mig opmærksomhed fra nogen.
Hverken fyrene, klikerne, de udstødte eller Grayson.
Jeg er sluppet halvvejs gennem madkøen uskadt, da en eller anden stikker sin arm under min og trækker mig med sig.

”Jeg har ventet på dig,” siger han.
Jeg får ikke engang set rigtigt på hans ansigt, før han leder mig gennem kantinen, snor sig ind og ud mellem bordene.
Jeg ville have protesteret over denne pludselige afbrydelse, men det er det mest spændende, der er sket for mig hele dagen.
Han fjerner sin arm fra min og tager mig i hånden, trækker mig hurtigere efter sig.
Jeg holder op med at gøre modstand og lader mig føre med.

Set bagfra lader han til at have stil, hvor mærkelig den stil så end måtte være.
Han er iklædt en flonelsskjorte med et kantebånd i præcis samme stærke nuance af pink som hans sko.
Hans bukser er sorte og stramme og vældig klædelige for hans figur … havde han været en pige.
I stedet fremhæver bukserne bare hans skikkelses svagheder.
Hans hår er kortklippet i siderne og lidt længere på toppen.

Hans øjne …

stirrer på mig.
Det går op for mig, at vi er stoppet op, og han holder mig ikke længere i hånden.

”Der har vi minsandten den store skøge.”
Han griner til mig.
I modsætning til de ord, der netop er kommet ud af munden på ham, er hans ansigtsudtryk elskeligt.
Han sætter sig ned ved bordet og gør en hurtig bevægelse med hånden, som om han vil have mig til at gøre det samme.
Der står to bakker foran ham, men der er kun én ham.
Han skubber en af bakkerne med mad hen mod den tomme plads foran mig.
”Sæt dig. Vi har en alliance at drøfte.”

Jeg sætter mig ikke.
Jeg foretager mig ingenting i adskillige sekunder, mens jeg overvejer den foreliggende situation.
Jeg har ingen ide om, hvem den her unge er, og alligevel opfører han sig, som om han ventede mig.
Ikke at forglemme, at han lige kaldte mig en skøge.
Og han har tilsyneladende købt mig … frokost?
Jeg betragter ham ud gennem øjenkrogen og forsøger at regne ham ud, da rygsækken på stolen ved siden af ham fanger mit blik.

”Kan du godt lide at læse?” spørger jeg og peger på den bog, der titter frem fra toppen af hans rygsæk.
Det er ikke en lærebog.
Det er en rigtig bog-bog.
Noget, jeg troede var gået tabt i denne generation af internetfanatikere.
Jeg rækker over, trækker bogen ud af hans rygsæk og sætter mig ned over for ham.
”Hvilken genre er det? Og vær sød ikke at sige sci- .”

Han læner sig tilbage i sædet og griner, som om han lige har vundet noget.
For fanden, måske har han.
Jeg sidder her jo, gør jeg ikke?

”Er det ikke lige meget, hvilken genre det er, hvis bogen er god?” spørger han.

Jeg bladrer igennem siderne, ude af stand til at afgøre, om det er en kærlighedsroman eller ej.

Jeg er vild med kærlighedsromaner, og efter hans udseende at dømme kunne fyren over for mig meget vel være det også.

”Er den?” spørger jeg og bladrer igennem den.
”God?”

”Ja. Behold den. Jeg har lige læst den færdig inde i computerrummet.”

Jeg kigger op på ham, og han soler sig stadig i glansen fra sin sejr.
Jeg putter bogen i min rygsæk og læner mig så frem for at besigtige bakken.
Det første, jeg gør, er at tjekke datoen på mælken.
Den er fin.

”Hvad hvis jeg er vegetar?” spørger jeg og ser på kyllingebrystet i salaten.

”Så spis rundt om det,” svarer han skarpt.

Jeg griber min gaffel, stikker den ned i et stykke kylling og fører den op til munden.
”Nå, men du er heldig, for det er jeg ikke.”

Han smiler og tager så sin egen gaffel op og begynder at spise.

”Hvem skal vi alliere os imod?”
Jeg er spændt på, hvorfor jeg er blevet udvalgt.

Han ser sig omkring og løfter hånden op i luften, hvirvler den rundt i alle retninger.
”Idioter. Sportstosser. Fanatikere. Møgkællinger.”
Han sænker hånden, og jeg bemærker, at alle hans negle er lakeret sort.
Han ser mig betragte neglene og kigger ned på dem, mens han laver trutmund.
”Jeg valgte den sorte farve, fordi den bedst afspejler mit humør i dag. Når du har indvilliget i at følge mig på min færd, kan det være, jeg bytter den ud med noget mere muntert. Måske gul.”

Jeg ryster på hovedet.
”Jeg hader gul. Behold den sorte, den matcher dit hjerte.”

Han ler.
Det er en ægte, ren latter, som får mig til at smile.
Jeg kan godt lide … den her unge, hvis navn jeg ikke engang kender.

”Hvad hedder du?” spørger jeg.

”Breckin. Og du er Sky. Det håber jeg i det mindste, at du er. Jeg kunne nok godt have fået bekræftet din identitet, inden jeg røbede detaljerne i min onde, sadistiske plan om at overtage skolen med vores topersoners alliance for dig.”

”Jeg er Sky. Og du har virkelig ingenting at bekymre dig om, eftersom du faktisk ikke har delt nogen af detaljerne omkring din onde plan endnu. Men jeg er nysgerrig efter, hvordan du ved, hvem jeg er. Jeg kender fire eller fem fyre på skolen her, og jeg har været sammen med hver eneste af dem. Du er ikke nogen af dem, så hvad foregår der?”

I et splitsekund ser jeg et glimt af noget, der ligner medlidenhed, i hans øjne.
Han er dog heldig, det bare var et glimt.
Breckin trækker på skuldrene.
”Jeg er ny her. Og hvis du ikke har udledt det af min usvigeligt sikre stilsans, tror jeg roligt, man kan sige, at jeg er …” han læner sig frem og former hånden om munden i diskretion.
”Mormon,” hvisker han.

Jeg ler. ”Og jeg, som troede, du skulle til at sige bøsse.”

”Også det,” siger han med en løs bevægelse i håndleddet.
Han folder hænderne under hagen og læner sig nogle centimeter frem.

”Helt alvorligt, Sky. Jeg bemærkede dig i timen i dag, og det er tydeligt, at du også er ny her. Og efter at have set stripperpengene falde ud af dit skab inden fjerde time og derefter overvære din manglende reaktion på det, så vidste jeg, at vi var skabt for hinanden. Desuden regnede jeg med, at hvis vi slog os sammen, kunne vi forhindre mindst to unødvendige teenageselvmord. Så hvad siger du? Har du lyst til at være min allerbedsteste ven nogensinde i hele den vide verden?”

Jeg ler.
Hvordan skulle jeg kunne lade være med at le af det?

”Klart. Men hvis bogen er noget lort, tager vi venskabet op til fornyet overvejelse.”

Læs også Altid håb – udkommer naturligvis samme dag som Uden håb: 17. oktober

colleen hoover, hopeless, uden håb, altid håbI opfølgeren til Colleen Hoovers #1 New York Times bestseller Uden håb er det den charmerende fyr Dean Holder, der fortæller sin version af historien om Sky og deres forhold.

I Uden håb prøver Sky at forstå de hemmeligheder, minder og modsatrettede følelser, der opstår sammen med Dean, men hans fortid forbliver lidt af et mysterie.

I Altid håb får man et indblik i hans følelsesliv og alt det, han er formet af. For det viser sig, at Dean er traumatiseret af et minde om en lille pige, og at han hele sit liv har forsøgt at frigøre sig fra en overvældende skyldfølelse.

 

colleen hoover, hopeless, uden håb, altid håb