Baumgartner er Paul Austers første roman i seks år
Professor Seymour Baumgartner er 72 år og stille og roligt i færd med at glemme verden omkring sig. Midt i en sætning om Kierkegaards pseudonymer husker han, at han har glemt den bog, han skal bruge nede i stuen. I stuen går det op for ham, at han har glemt at ringe til sin søster, og på vej hen til telefonen rammer en stærk lugt fra køkkenet hans næsebor: Han har glemt, at morgenmaden har simret i kasserollen på komfuret i tre timer.
Men Seymour Baumgartner husker Anna. Anna, som han mødte som ung studerende i New York, og som sidenhen blev hans hustru gennem 40 passionerede år, indtil den skæbnesvangre dag for 10 år siden, hvor hun blev taget fra ham i en drukneulykke.
LÆS OGSÅ: En af postmodernismens stærkeste stemmer: Her er Paul Austers værker
Siden den dag har Baumgartners liv været tomt og styret af minderne om hans livs kærlighed. Indtil denne morgen, hvor lugten fra den brændte kasserolle pludselig bliver et uventet vendepunkt, der igen giver Baumgartner en retning i livet.
Paul Austers kommende roman Baumgartner er hans første siden 2017, og den er en lille lysende roman om erindring, ubetinget kærlighed og sorg. Foruden Baumgartner er Auster forfatter til en række internationalt anerkendte bøger, bl.a. New York Trilogien, Sunset Park, Illusionernes bog og 4 3 2 1.
Læs et uddrag af Baumgartner herunder:
Baumgartner
Paul Auster
BAUMGARTNER sidder ved sit skrivebord i det rum på første sal, som han skiftevis omtaler som sit arbejdsværelse, sit cogitorium og sin hule.
Han sidder med pennen i hånden, halvvejs gennem en sætning i tredje kapitel i sin monografi om Kierkegaards pseudonymer, da det går op for ham, at den bog, han skal citere fra for at gøre kapitlet færdigt, ligger nede i stuen, hvor han lagde den, da han gik i seng i aftes.
Da han er på vej ned ad trappen for at hente bogen, går det også op for ham, at han har lovet at ringe til sin søster klokken ti her til formiddag, og da klokken er næsten ti, beslutter han, at han vil gå ud i køkkenet og ringe, før han henter bogen i stuen.
Men da han kommer ud i køkkenet, får en skarp, stikkende lugt ham til at standse op. Noget brænder, indser han, og da han nærmer sig gaskomfuret, opdager han, at et af de forreste blus står tændt, og at de lave, vedholdende flammer er ved at æde sig gennem bunden af den lille aluminiumskasserolle, han brugte for tre timer siden til at lave to blødkogte æg i.
Han slukker for blusset, og uden at tænke sig om, uden at bruge en grydelap eller et viskestykke, tager han den ødelagte kasserolle af komfuret og brænder hånden. Baumgartner skriger af smerte.
En brøkdel af et sekund senere slipper han kasserollen, som rammer gulvet med et klirrende smæld, og Baumgartner, som stadig galper af smerte, løber hen til vasken, tænder for den kolde hane og stikker hånden ind under og holder den dér de næste tre-fire minutter, mens det kolde vand strømmer ned over hans hud.
Han håber, at det er nok til at undgå brandvabler på fingrene og i håndfladen, og tørrer forsigtigt hånden i et viskestykke, bøjer prøvende fingrene, dupper hånden med viskestykket et par gange mere og spørger sig selv, hvad han laver i køkkenet. Før han kommer i tanke om, at han skal ringe til sin søster, ringer telefonen. Han løfter røret og mumler en reserveret hilsen.
Søsteren, siger han til sig selv og kommer endelig i tanke om, hvorfor han er her, og nu, hvor klokken har passeret ti, og han stadig ikke har ringet, forventer han helt og aldeles, at det er Naomi i den anden ende, hans kværulantiske lillesøster, som uden tvivl vil begynde samtalen med at skælde ud over, at han har glemt at ringe igen, som han altid gør, men da personen i den anden ende begynder at tale, viser det sig, at det ikke er Naomi, men en mand, en fremmed mand med en ukendt stemme, som fremstammer en form for undskyldning over at komme for sent.
For sent til hvad? spørger Baumgartner.
Til at aflæse måleren, siger manden.
Jeg skulle have været der klokken ni, husker du nok. Nej, det husker Baumgartner ikke, han kan ikke komme på et eneste øjeblik de seneste dage eller uger, hvor han har tænkt, at måleraflæseren fra elselskabet skulle komme klokken ni, og derfor siger han til manden, at det ikke er noget problem, han regner med at være hjemme hele dagen, men manden fra elselskabet, som lyder ung og uerfaren og ivrig efter at stille andre tilfreds, insisterer på at forklare, at han ikke lige nu har tid til at forklare, hvorfor han ikke dukkede op til tiden, men at der var en god grund, at det skyldtes faktorer hinsides hans kontrol, og at han kommer, så snart han kan.
Det er fint, siger Baumgartner, vi ses.
Han lægger på og ser ned på sin højre hånd, som er begyndt at dunke efter forbrændingen, men da han
undersøger fingre og håndflade nøjere, ser han ingen vabler eller afskallende hud, men kun en overordnet rødmen. Det er ikke så slemt, tænker han, det kan jeg leve med, hvorefter han tiltaler sig selv i anden person og tænker:
Din kæmpeidiot, du var heldig, at det ikke gik værre.
Det går op for ham, at han burde ringe til Naomi nu, lige nu, for at komme hende i forkøbet, men netop som han tager røret og skal til at taste nummeret, ringer det på døren. Et langt suk undslipper Baumgartners lunger.
Mens klartonen stadig summer i øret på ham, lægger han røret på og begiver sig på vej i retning af fordøren. På vejen sparker han gnavent til den sortsvedne kasserolle på køkkengulvet.
Han bliver i bedre humør, da han åbner døren og ser, at det er kvinden fra UPS, en jævnlig gæst, som i årenes løb har fået status af … af hvad? Ikke helt en god ven, men på den anden side mere end en bekendt på nuværende tidspunkt, idet hun har ringet på to eller tre gange om ugen de seneste fem år, og sandheden er, at den ensomme Baumgartner, hvis kone har været død i hen ved ti år, er hemmeligt forelsket i denne undersætsige kvinde midt i trediverne, hvis efternavn han ikke engang kender, for selv om Molly er sort, og hans kone ikke var det, er der noget i hendes øjne, der får ham til at tænke på sin afdøde Anna, hver gang han ser hende.
Det sker hver gang, men præcis hvad det er, kan han ikke formulere. En fornemmelse af åndsnærvær, måske, selv om det er meget mere end det, eller noget andet, der kunne beskrives som strålende årvågenhed, eller også, hvis det ikke er det, så simpelthen en oplyst individualitets kraft, en menneskelig levendehed i al dets vibrerende herlighed, der stråler indefra og ud i en kompleks sammenfiltring af dansende følelser og tanker – noget i den stil, måske, hvis det overhovedet giver mening, men uanset hvad man vælger at kalde det, som Anna havde, har Molly det også.
Af den grund er Baumgartner begyndt at bestille bøger, han ikke har brug for og aldrig vil åbne og til sidst donerer til det lokale bibliotek, bare for at få lejlighed til at være i selskab med Molly et minut eller to, når hun ringer på for at aflevere endnu en bestilt bog.
Godmorgen, professor, siger hun og smiler sit oplyste smil, som var det en velsignelse.
Jeg har en ny bog til dig.
Tak, Molly, siger Baumgartner og gengælder hendes smil, mens hun rækker ham den lille, brune pakke.
Hvordan har du det i dag?
Det er stadig for tidligt at sige, men indtil videre går det mere op, når det går op, end ned, når det går ned. Det er svært at være trist på så smuk en morgen. Den første rigtige forårsdag – årets bedste dag. Vi må nyde det, mens vi kan, Molly, man ved aldrig, hvad der sker.
Det har du så evigt ret i, svarer Molly.
Hun udstøder en kort, indforstået latter, og før han kan nå at komme på en begavet eller morsom replik, der vil forlænge samtalen, vinker hun farvel og går hen til bilen.
Det er noget andet, som Baumgartner godt kan lide ved Molly. Hun ler altid ad hans bovlamme bemærkninger, selv de allertåbeligste, de helt og aldeles tåkrummende dumme.
Han går ud i køkkenet igen og lægger den uåbnede bogpakke oven på stakken af andre uåbnede bogpakker i hjørnet tæt ved bordet. Stablen har vokset sig så høj, at det ser ud, som om en eller to lysebrune rektangler mere vil få den til at vælte.
Baumgartner laver en mental note om at tage bøgerne ud af deres paphylstre i løbet af dagen og lægge de således afklædte bøger i den mindst proppede af de kasser med uønskede bøger, der skal gives til biblioteket, som står på den bagerste veranda.
Ja, ja, siger Baumgartner til sig selv, jeg ved godt, at jeg lovede mig selv at gøre det, sidste gang Molly var her, og gangen før også, men denne gang mener jeg det virkelig.
Han kigger på sit ur og ser, at klokken er kvart over ti. Det er ved at være sent, tænker han, men måske ikke for sent til at ringe til Naomi og komme hende i forkøbet, før hun kan overdænge ham med grove
ukvemsord.
Han rækker ud efter telefonen, men netop da han skal til at løfte røret, ringer den lille, hvide djævel igen. Igen antager han, at det er hans søster, og igen tager han fejl.
En lille, dirrende stemme besvarer hans mumlede hallo med et knap nok hørligt spørgsmål:
Mr. Baumgartner?
Ordene siges af en, der er så ung og så tydeligt i følelsesmæssigt oprør, at Baumgartner overvældes af ængstelse, som om alle organer i kroppen pludselig arbejder på dobbelt hastighed.
Da han spørger, hvem det er, siger stemmen Rosita, og med ét ved han, at der må være sket noget med mrs. Flores, den kvinde, som først kom for at gøre rent i huset et par dage efter Annas begravelse og siden er kommet to gange om ugen for at vaske gulv og støvsuge og tage sig af vasketøjet og utallige andre huslige gøremål, og som dermed har forhindret, at han har henslæbt de sidste ni et halvt år i snavs og elendighed og rod, den gode og stabile og mestendels tavse og reserverede mrs. Flores med sin bygningsarbejdermand og tre børn, to voksne sønner og den tynde, tolvårige Rosita med de store, brune øjne, som kommer forbi hvert år til halloween for at få sin lille slikpose.
Hvad er der galt, Rosita? spørger Baumgartner. Er der sket noget med din mor?
Nej, siger Rosita, ikke med min mor. Min far.
Baumgartner venter et par øjeblikke, mens pigens ophobede tårer vælder ud i et kortvarigt, halvkvalt grådanfald, og fordi hun kæmper for at holde sammen på sig selv og nægter at give helt slip, er hendes åndedræt blevet til en række afsnubbede gisp og skælv.
Baumgartner forstår, at fordi mrs. Flores efter planen skulle være kommet den eftermiddag, og hendes datter har fri fra skole, har mrs. Flores bedt Rosita om at ringe til Baumgartner og fortælle ham om situationen, mens hun selv tager af sted for at tage sig af det, der nu er sket med hendes mand.
Da gispene og de halvkvalte tårer er ebbet lidt ud, stiller Baumgartner sit næste spørgsmål. Ved at sammenstykke pigens fragmenterede gengivelse af, hvordan hendes mor har videreformidlet det, hun selv har hørt fra andre, finder han frem til, at mr. Flores var ude for at installere et køkken her til morgen, og mens han stod i kundens kælder og skar brædder med sin elektriske rundsav, en operation, han har udført hundredvis, hvis ikke tusindvis, af gange, lykkedes det ham på en eller anden måde at save to fingre på højre hånd af.
Baumgartner ser de to afskårne fingre falde ned i en dynge savsmuld på gulvet. Han ser blodet strømme fra de hudløse stumper. Han hører mr. Flores skrige. Til sidst siger han:
Bare rolig, Rosita. Jeg ved godt, det lyder frygteligt, men lægerne kan ordne det. De kan sy din fars fingre på igen, og når du skal i skole igen efter sommerferien, er han i helt perfekt stand igen.
Tror du?
Ja, det gør jeg. Det lover jeg.
Fordi pigen er alene hjemme, og fordi hun har hængt fast i en tilstand af ren, ufortyndet, lammende panik, siden hendes mor tog af sted, bliver Baumgartner ved med at tale med hende de næste ti minutter.
På et tidspunkt hen mod slutningen af samtalen lykkes det ham at lokke noget, der minder om latter, ud af hende, og da han endelig lægger på, bliver hendes spage undskyldning for en latter siddende i ham, for han er næsten sikker på, at den vil stå som det absolut vigtigste, han har opnået den dag.
Ikke desto mindre er Baumgartner rystet. Han trækker en stol ud og sætter sig ned, fikserer blikket på en gammel sortbrun ring fra en kaffekop, mens han gennemgår situationen i hovedet. Angel Flores, en rutineret tømrer på otteogfyrre, midt i noget, han har gjort utallige gange før med stor dygtighed, da hans koncentration pludselig glipper, og dette øjebliks uopmærksomhed gør, at han kommer alvorligt til skade.
Hvorfor?
Hvad var det, som fik hans tanker til at vandre fra opgaven, en simpel opgave, hvis man koncentrerer sig, og en farlig, hvis man ikke gør? Havde en af hans kolleger distraheret ham ved at komme ned ad trappen i lige det øjeblik? Var en løs tanke dukket op i hans hoved?
Var der landet en flue på hans næse? Havde han pludselig fået ondt i maven? Havde han drukket for meget aftenen før eller skændtes med sin kone, før han tog hjemmefra eller …
Det slår ham pludselig, at mr. Flores måske savede sine fingre af i nøjagtig det samme øjeblik, hvor han, Baumgartner, brændte hånden på kasserollen. Enhver har sin egen kilde til elendighed, også selv om den enes elendighed er langt større end den andens, men alligevel er der i hvert tilfælde –
Det ringer på døren, og Baumgartners tankerække bliver afbrudt.
For helvede, siger han, mens han langsomt rejser sig og sjokker hen mod døren, man kan da heller aldrig få lov til at tænke. Da Baumgartner åbner døren, står han ansigt til ansigt med måleraflæseren, en høj og stærk mand sidst i tyverne, klædt i elselskabets reglementerede blå skjorte med PSE&G-logo på venstre brystlomme, og lige nedenunder, med skriggule sting, navnet på manden inden i skjorten: Ed.
Så vidt Baumgartner kan se, er udtrykket i Eds øjne på én gang forhåbningsfuldt og forstyrret. En mærkelig kombination, tænker han, og da Ed sender ham et prøvende smil til hilsen, virker det kun yderligere forvirrende – som om aflæseren halvt forventer at få smækket døren i hovedet.
For at berolige manden inviterer Baumgartner ham indenfor.
Tak, mr. Boom Garden, siger manden, da han træder ind over dørtrinnet.
Det er jeg glad for. Baumgartner, som er mere fornøjet end fornærmet over den forkerte udtale af navnet, siger:
Hvorfor kalder vi ikke bare hinanden ved fornavn? Jeg kender allerede dit – Ed – så kan du ikke droppe det der mister-halløj og kalde mig Sy?
Sej? siger Ed. Hvad er det for et navn?
Ikke sej på den måde – bare Sy, S-Y. Det er en forkortelse for Seymour, det latterlige navn, mine forældre gav mig i sin tid. Sy er måske heller ikke helt fantastisk, det ved jeg, men det er bedre end Seymour.
Også dig, hvad? siger aflæseren.
Også mig hvad? siger Baumgartner.
Du hænger også på et navn, du ikke kan lide.
Hvad er der galt med Ed?
Ikke noget. Det er mit efternavn, der irriterer mig.
Nå? Og hvad er det så?
Papadopoulos.
Det er der da ikke noget galt med. Det er et fint græsk navn.
Jo, måske hvis man bor i Grækenland. Men folk i Amerika griner ad det. De andre børn drillede mig med det, da jeg gik i skole, og da jeg spillede baseball for nogle år siden, brød publikum ud i latter, når mit navn blev sagt i højtalerne. Man får sådan lidt et, hvad er det nu, det hedder. Et kompleks.
Hvis du har så meget imod det, hvorfor ændrer du det så ikke?
Det kan jeg ikke. Det ville knuse min fars hjerte.
Baumgartner begynder så småt at kede sig. Hvis ikke han får stoppet de her vævende, irrelevante udvekslinger, begynder Ed Papadopoulos snart at fortælle hele sin fars livshistorie eller mindes sine op- og nedture som kaster på juniorbaseballholdet, så Sy, forkortelse for Seymour, skifter brat emne og spørger Ed, om han ikke vil tage et kig på måleren nede i kælderen.
Det er på det tidspunkt, at han finder ud af, at det er den unge mands første dag på jobbet, og at måleren i kælderen vil være den første, han nogensinde har aflæst som ansat hos Public Service Electric & Gas Company, hvilket er forklaringen på, at han ikke var der til den aftalte tid – ikke at det på nogen måde var hans skyld; det var, fordi en flok ældre måleraflæsere havde lavet en practical joke den morgen – hans første morgen på jobbet! – og tømt benzintanken i hans bil, så der lige akkurat var benzin nok til, at han kunne køre en kilometer, så bilen gik i stå på en travl vej midt i myldretiden, og det var altså grunden til den pinlige forsinkelse.
Han beklager, siger han, han beklager virkelig ulejligheden.
Hvis han nu bare havde haft åndsnærvær nok til at tjekke benzinmåleren, før han tog af sted, ville han være kommet rettidigt, men de idioter dér skulle absolut lave sjov med ham, bare fordi han er den nye, og nu får han garanteret ballade med chefen. Én fejl til, og han kommer under øget opsyn.
To mere, og så får han nok sparket. På nuværende tidspunkt har Baumgartner lyst til at skrige. Hvor er denne muskuløse motormund dog kommet fra, spørger han sig selv, og hvordan kan man standse hans endeløse ordstrøm?
Men på trods af sin voksende irritation kan han ikke lade være med at føle en vis sympati for denne godmodige drønnert, så i stedet for at åbne for kanalerne og udstøde et gennemtrængende hyl, sukker Baumgartner næsten uhørligt og begynder at gå hen mod døren ned til kælderen.
Det er dernede, siger han, på bagvæggen henne til venstre, men da han trykker på kontakten for at tænde lyset, forbliver kælderen mørk.
For pokker da, siger Baumgartner, mens han kæmper for ikke at miste kontrollen med sig selv, på samme måde som Rosita havde kæmpet for ikke at græde, da de talte sammen i telefonen lidt tidligere, pæren må være sprunget.
Ikke noget problem, siger Ed. Jeg har en lommelygte. Det er standardudstyr.
Godt. Jeg er sikker på, at du finder måleren.
Måske, måske ikke, siger aflæsernovicen. Ville du have noget imod at gå med ned og vise mig, hvor måleren sidder? Bare lige den her gang, så jeg ikke behøver spilde mere af din tid.
Det slår Baumgartner, at Ed Papadopoulos må være mørkeræd eller måske bare bange for mørke kældre i gamle huse som det her, hvor spindelvæv hænger fra loftsbjælkerne, og kæmpestore insekter kribler hen over gulvet, og alskens usynlige ting og sager måske spærrer vejen til måleren, og derfor går Baumgartner modvilligt med til at vise Ed vej, selv om han ikke er det mindste i tvivl om, at Naomi ringer i samme øjeblik, han når til det nederste trin.
Kældertrappen er vakkelvorn og slidt, endnu en ting, som Baumgartner har lovet sig selv at få ordnet, men stadig ikke har fået gjort noget ved, selv ikke efter at have aflagt det samme løfte med samme fornemmelse af oprigtighed og beslutsomhed i flere år, for han tænker aldrig på trappen, før han har et ærinde i kælderen, og så snart han er oppe igen og har lukket døren, glemmer han alt om den.
Pæren er sprunget, og det eneste lys kommer fra Eds lommelygte bag ham, så Baumgartner tager fat i det gamle, ru gelænder, men i det øjeblik hans hånd lukkes om det, bliver hans skoldede hånd gennemboret af tusinde nåle – som om han bliver brændt én gang til.
Han trækker øjeblikkeligt hånden til sig, og fordi der ikke er noget gelænder i venstre side, har han ikke længere noget at holde fast i, men han er dog stadig overbevist om, at han kender trappen indgående efter at have boet i huset i så mange år, så han vover at træde ned på næste trin, som han rammer et par centimeter forbi, hvorved han mister balancen og tumler ned, mens han slår sin ene albue, så den anden og til sidst hamrer knæet ned i det hårde cementgulv.
For anden gang den formiddag udstøder Baumgartner et smertensskrig.
Skriget går over i en langvarig, dirrende jamren, mens hans sammenkrummede krop vrider sig på det fugtige gulv.
Han ved ikke selv, at hans lemmer bevæger sig, men han ved, at han stadig er ved bevidsthed, for et antal usammenhængende tanker springer rundt i hovedet på ham, om end tanker af uklar og uforståelig beskaffenhed, hvilket muligvis ville betyde, at de snarere er næsten-tanker eller ikke-tanker end rigtige tanker, men trods smerterne i albuer og højre knæ mærker han ikke noget i hovedet, hvilket antyder, at hans kranium har klaret faldet uden alvorlige slag, hvilket igen vil betyde, at ulykken ikke gør ham til en savlende idiot, klar til limfabrikken.
Men et øjeblik senere, da Ed står over ham og lyser ham i øjnene med lommelygten, er han ude af stand til at få sagt, at han skal flytte lygten; han kan kun jamre igen og holde en hånd op for øjnene. Hans manglende evne til at artikulere sine tanker bekymrer ham, gør ham faktisk bange.
Om ikke andet er det et tegn på, at hans hjerne stadig er i uorden, hvis ikke permanent skadet alligevel, og i hvert fald for nuværende sat ud af spillet af den smerte, som stadig gnaver sig rundt i diverse kropsdele, især den højre albue, der føltes, som om den ville bryde ud i flammer, da han tog den op for at skærme øjnene med hånden, den samme hånd, han i forvejen havde brændt på kasserollen, og som stadig dunker, uden tvivl fordi han tog for sig med hænderne, da han ramte cementgulvet, selv om han ikke har nogen erindring om det.
Hold da kæft, siger Ed. Er du okay?
Efter en længere pause lykkes det Baumgartner at få ord frem.
Svært at sige, siger han.
Selv om han er taknemmelig for, at han ikke har mistet talens brug, gør det stadig for ondt til, at han kan nyde denne lille sejr.
I det mindste er jeg ikke død, fortsætter han. Det er da altid noget.
Ja, absolut, siger måleraflæseren, det er da virkelig noget. Men sig mig lige, Sy, hvor gør det ondt?
Mens Baumgartner opremser alle de forslåede områder, vurderer Ed, som påtager sig rollen som professionel fysioterapeut eller sportsmassør, omhyggeligt de potentielle skader på hver muskel, sene og knogle, og da gennemgangen er fuldført, spørger han Baumgartner, om han er klar til at blive hjulpet på benene og op ad trappen.
Lad os prøve, siger Baumgartner. Hvis jeg ikke kan, finder vi hurtigt ud af det.
Paul Auster: Baumgartner
Første roman fra Paul Auster i 6 år og Baumgartner udkommer helt særligt med verdenspremiere i Danmark.
★★★★★ “De mange krydsklip mellem nu og før giver læseren nogle vældige luftture og horisontudvidelser” – Kristeligt Dagblad
Midt i en sætning om Kierkegaards pseudonymer går det op for den 71-årige filosofiprofessor Seymour Baumgartner, at han har glemt en bog nede i stuen. Her rammes han af en brændt lugt fra køkkenet, hvor en kasserolle fra morgenmaden er efterladt på komfuret. Kasserollen minder ham om Anna. Fra de mødtes som unge studerende i New York, over fyrre års passioneret ægteskab til den dag for ni år siden, hvor Anna blev taget fra ham. Siden den dag har hans liv været styret af minderne, men en brændt kasserolle bliver vendepunkt, der igen giver hans tilværelse retning.
Baumgartner er Paul Austers første roman i seks år
Professor Seymour Baumgartner er 72 år og stille og roligt i færd med at glemme verden omkring sig. Midt i en sætning om Kierkegaards pseudonymer husker han, at han har glemt den bog, han skal bruge nede i stuen. I stuen går det op for ham, at han har glemt at ringe til sin søster, og på vej hen til telefonen rammer en stærk lugt fra køkkenet hans næsebor: Han har glemt, at morgenmaden har simret i kasserollen på komfuret i tre timer.
Men Seymour Baumgartner husker Anna. Anna, som han mødte som ung studerende i New York, og som sidenhen blev hans hustru gennem 40 passionerede år, indtil den skæbnesvangre dag for 10 år siden, hvor hun blev taget fra ham i en drukneulykke.
LÆS OGSÅ: En af postmodernismens stærkeste stemmer: Her er Paul Austers værker
Siden den dag har Baumgartners liv været tomt og styret af minderne om hans livs kærlighed. Indtil denne morgen, hvor lugten fra den brændte kasserolle pludselig bliver et uventet vendepunkt, der igen giver Baumgartner en retning i livet.
Paul Austers kommende roman Baumgartner er hans første siden 2017, og den er en lille lysende roman om erindring, ubetinget kærlighed og sorg. Foruden Baumgartner er Auster forfatter til en række internationalt anerkendte bøger, bl.a. New York Trilogien, Sunset Park, Illusionernes bog og 4 3 2 1.
Læs et uddrag af Baumgartner herunder:
Baumgartner
Paul Auster
BAUMGARTNER sidder ved sit skrivebord i det rum på første sal, som han skiftevis omtaler som sit arbejdsværelse, sit cogitorium og sin hule.
Han sidder med pennen i hånden, halvvejs gennem en sætning i tredje kapitel i sin monografi om Kierkegaards pseudonymer, da det går op for ham, at den bog, han skal citere fra for at gøre kapitlet færdigt, ligger nede i stuen, hvor han lagde den, da han gik i seng i aftes.
Da han er på vej ned ad trappen for at hente bogen, går det også op for ham, at han har lovet at ringe til sin søster klokken ti her til formiddag, og da klokken er næsten ti, beslutter han, at han vil gå ud i køkkenet og ringe, før han henter bogen i stuen.
Men da han kommer ud i køkkenet, får en skarp, stikkende lugt ham til at standse op. Noget brænder, indser han, og da han nærmer sig gaskomfuret, opdager han, at et af de forreste blus står tændt, og at de lave, vedholdende flammer er ved at æde sig gennem bunden af den lille aluminiumskasserolle, han brugte for tre timer siden til at lave to blødkogte æg i.
Han slukker for blusset, og uden at tænke sig om, uden at bruge en grydelap eller et viskestykke, tager han den ødelagte kasserolle af komfuret og brænder hånden. Baumgartner skriger af smerte.
En brøkdel af et sekund senere slipper han kasserollen, som rammer gulvet med et klirrende smæld, og Baumgartner, som stadig galper af smerte, løber hen til vasken, tænder for den kolde hane og stikker hånden ind under og holder den dér de næste tre-fire minutter, mens det kolde vand strømmer ned over hans hud.
Han håber, at det er nok til at undgå brandvabler på fingrene og i håndfladen, og tørrer forsigtigt hånden i et viskestykke, bøjer prøvende fingrene, dupper hånden med viskestykket et par gange mere og spørger sig selv, hvad han laver i køkkenet. Før han kommer i tanke om, at han skal ringe til sin søster, ringer telefonen. Han løfter røret og mumler en reserveret hilsen.
Søsteren, siger han til sig selv og kommer endelig i tanke om, hvorfor han er her, og nu, hvor klokken har passeret ti, og han stadig ikke har ringet, forventer han helt og aldeles, at det er Naomi i den anden ende, hans kværulantiske lillesøster, som uden tvivl vil begynde samtalen med at skælde ud over, at han har glemt at ringe igen, som han altid gør, men da personen i den anden ende begynder at tale, viser det sig, at det ikke er Naomi, men en mand, en fremmed mand med en ukendt stemme, som fremstammer en form for undskyldning over at komme for sent.
For sent til hvad? spørger Baumgartner.
Til at aflæse måleren, siger manden.
Jeg skulle have været der klokken ni, husker du nok. Nej, det husker Baumgartner ikke, han kan ikke komme på et eneste øjeblik de seneste dage eller uger, hvor han har tænkt, at måleraflæseren fra elselskabet skulle komme klokken ni, og derfor siger han til manden, at det ikke er noget problem, han regner med at være hjemme hele dagen, men manden fra elselskabet, som lyder ung og uerfaren og ivrig efter at stille andre tilfreds, insisterer på at forklare, at han ikke lige nu har tid til at forklare, hvorfor han ikke dukkede op til tiden, men at der var en god grund, at det skyldtes faktorer hinsides hans kontrol, og at han kommer, så snart han kan.
Det er fint, siger Baumgartner, vi ses.
Han lægger på og ser ned på sin højre hånd, som er begyndt at dunke efter forbrændingen, men da han
undersøger fingre og håndflade nøjere, ser han ingen vabler eller afskallende hud, men kun en overordnet rødmen. Det er ikke så slemt, tænker han, det kan jeg leve med, hvorefter han tiltaler sig selv i anden person og tænker:
Din kæmpeidiot, du var heldig, at det ikke gik værre.
Det går op for ham, at han burde ringe til Naomi nu, lige nu, for at komme hende i forkøbet, men netop som han tager røret og skal til at taste nummeret, ringer det på døren. Et langt suk undslipper Baumgartners lunger.
Mens klartonen stadig summer i øret på ham, lægger han røret på og begiver sig på vej i retning af fordøren. På vejen sparker han gnavent til den sortsvedne kasserolle på køkkengulvet.
Han bliver i bedre humør, da han åbner døren og ser, at det er kvinden fra UPS, en jævnlig gæst, som i årenes løb har fået status af … af hvad? Ikke helt en god ven, men på den anden side mere end en bekendt på nuværende tidspunkt, idet hun har ringet på to eller tre gange om ugen de seneste fem år, og sandheden er, at den ensomme Baumgartner, hvis kone har været død i hen ved ti år, er hemmeligt forelsket i denne undersætsige kvinde midt i trediverne, hvis efternavn han ikke engang kender, for selv om Molly er sort, og hans kone ikke var det, er der noget i hendes øjne, der får ham til at tænke på sin afdøde Anna, hver gang han ser hende.
Det sker hver gang, men præcis hvad det er, kan han ikke formulere. En fornemmelse af åndsnærvær, måske, selv om det er meget mere end det, eller noget andet, der kunne beskrives som strålende årvågenhed, eller også, hvis det ikke er det, så simpelthen en oplyst individualitets kraft, en menneskelig levendehed i al dets vibrerende herlighed, der stråler indefra og ud i en kompleks sammenfiltring af dansende følelser og tanker – noget i den stil, måske, hvis det overhovedet giver mening, men uanset hvad man vælger at kalde det, som Anna havde, har Molly det også.
Af den grund er Baumgartner begyndt at bestille bøger, han ikke har brug for og aldrig vil åbne og til sidst donerer til det lokale bibliotek, bare for at få lejlighed til at være i selskab med Molly et minut eller to, når hun ringer på for at aflevere endnu en bestilt bog.
Godmorgen, professor, siger hun og smiler sit oplyste smil, som var det en velsignelse.
Jeg har en ny bog til dig.
Tak, Molly, siger Baumgartner og gengælder hendes smil, mens hun rækker ham den lille, brune pakke.
Hvordan har du det i dag?
Det er stadig for tidligt at sige, men indtil videre går det mere op, når det går op, end ned, når det går ned. Det er svært at være trist på så smuk en morgen. Den første rigtige forårsdag – årets bedste dag. Vi må nyde det, mens vi kan, Molly, man ved aldrig, hvad der sker.
Det har du så evigt ret i, svarer Molly.
Hun udstøder en kort, indforstået latter, og før han kan nå at komme på en begavet eller morsom replik, der vil forlænge samtalen, vinker hun farvel og går hen til bilen.
Det er noget andet, som Baumgartner godt kan lide ved Molly. Hun ler altid ad hans bovlamme bemærkninger, selv de allertåbeligste, de helt og aldeles tåkrummende dumme.
Han går ud i køkkenet igen og lægger den uåbnede bogpakke oven på stakken af andre uåbnede bogpakker i hjørnet tæt ved bordet. Stablen har vokset sig så høj, at det ser ud, som om en eller to lysebrune rektangler mere vil få den til at vælte.
Baumgartner laver en mental note om at tage bøgerne ud af deres paphylstre i løbet af dagen og lægge de således afklædte bøger i den mindst proppede af de kasser med uønskede bøger, der skal gives til biblioteket, som står på den bagerste veranda.
Ja, ja, siger Baumgartner til sig selv, jeg ved godt, at jeg lovede mig selv at gøre det, sidste gang Molly var her, og gangen før også, men denne gang mener jeg det virkelig.
Han kigger på sit ur og ser, at klokken er kvart over ti. Det er ved at være sent, tænker han, men måske ikke for sent til at ringe til Naomi og komme hende i forkøbet, før hun kan overdænge ham med grove
ukvemsord.
Han rækker ud efter telefonen, men netop da han skal til at løfte røret, ringer den lille, hvide djævel igen. Igen antager han, at det er hans søster, og igen tager han fejl.
En lille, dirrende stemme besvarer hans mumlede hallo med et knap nok hørligt spørgsmål:
Mr. Baumgartner?
Ordene siges af en, der er så ung og så tydeligt i følelsesmæssigt oprør, at Baumgartner overvældes af ængstelse, som om alle organer i kroppen pludselig arbejder på dobbelt hastighed.
Da han spørger, hvem det er, siger stemmen Rosita, og med ét ved han, at der må være sket noget med mrs. Flores, den kvinde, som først kom for at gøre rent i huset et par dage efter Annas begravelse og siden er kommet to gange om ugen for at vaske gulv og støvsuge og tage sig af vasketøjet og utallige andre huslige gøremål, og som dermed har forhindret, at han har henslæbt de sidste ni et halvt år i snavs og elendighed og rod, den gode og stabile og mestendels tavse og reserverede mrs. Flores med sin bygningsarbejdermand og tre børn, to voksne sønner og den tynde, tolvårige Rosita med de store, brune øjne, som kommer forbi hvert år til halloween for at få sin lille slikpose.
Hvad er der galt, Rosita? spørger Baumgartner. Er der sket noget med din mor?
Nej, siger Rosita, ikke med min mor. Min far.
Baumgartner venter et par øjeblikke, mens pigens ophobede tårer vælder ud i et kortvarigt, halvkvalt grådanfald, og fordi hun kæmper for at holde sammen på sig selv og nægter at give helt slip, er hendes åndedræt blevet til en række afsnubbede gisp og skælv.
Baumgartner forstår, at fordi mrs. Flores efter planen skulle være kommet den eftermiddag, og hendes datter har fri fra skole, har mrs. Flores bedt Rosita om at ringe til Baumgartner og fortælle ham om situationen, mens hun selv tager af sted for at tage sig af det, der nu er sket med hendes mand.
Da gispene og de halvkvalte tårer er ebbet lidt ud, stiller Baumgartner sit næste spørgsmål. Ved at sammenstykke pigens fragmenterede gengivelse af, hvordan hendes mor har videreformidlet det, hun selv har hørt fra andre, finder han frem til, at mr. Flores var ude for at installere et køkken her til morgen, og mens han stod i kundens kælder og skar brædder med sin elektriske rundsav, en operation, han har udført hundredvis, hvis ikke tusindvis, af gange, lykkedes det ham på en eller anden måde at save to fingre på højre hånd af.
Baumgartner ser de to afskårne fingre falde ned i en dynge savsmuld på gulvet. Han ser blodet strømme fra de hudløse stumper. Han hører mr. Flores skrige. Til sidst siger han:
Bare rolig, Rosita. Jeg ved godt, det lyder frygteligt, men lægerne kan ordne det. De kan sy din fars fingre på igen, og når du skal i skole igen efter sommerferien, er han i helt perfekt stand igen.
Tror du?
Ja, det gør jeg. Det lover jeg.
Fordi pigen er alene hjemme, og fordi hun har hængt fast i en tilstand af ren, ufortyndet, lammende panik, siden hendes mor tog af sted, bliver Baumgartner ved med at tale med hende de næste ti minutter.
På et tidspunkt hen mod slutningen af samtalen lykkes det ham at lokke noget, der minder om latter, ud af hende, og da han endelig lægger på, bliver hendes spage undskyldning for en latter siddende i ham, for han er næsten sikker på, at den vil stå som det absolut vigtigste, han har opnået den dag.
Ikke desto mindre er Baumgartner rystet. Han trækker en stol ud og sætter sig ned, fikserer blikket på en gammel sortbrun ring fra en kaffekop, mens han gennemgår situationen i hovedet. Angel Flores, en rutineret tømrer på otteogfyrre, midt i noget, han har gjort utallige gange før med stor dygtighed, da hans koncentration pludselig glipper, og dette øjebliks uopmærksomhed gør, at han kommer alvorligt til skade.
Hvorfor?
Hvad var det, som fik hans tanker til at vandre fra opgaven, en simpel opgave, hvis man koncentrerer sig, og en farlig, hvis man ikke gør? Havde en af hans kolleger distraheret ham ved at komme ned ad trappen i lige det øjeblik? Var en løs tanke dukket op i hans hoved?
Var der landet en flue på hans næse? Havde han pludselig fået ondt i maven? Havde han drukket for meget aftenen før eller skændtes med sin kone, før han tog hjemmefra eller …
Det slår ham pludselig, at mr. Flores måske savede sine fingre af i nøjagtig det samme øjeblik, hvor han, Baumgartner, brændte hånden på kasserollen. Enhver har sin egen kilde til elendighed, også selv om den enes elendighed er langt større end den andens, men alligevel er der i hvert tilfælde –
Det ringer på døren, og Baumgartners tankerække bliver afbrudt.
For helvede, siger han, mens han langsomt rejser sig og sjokker hen mod døren, man kan da heller aldrig få lov til at tænke. Da Baumgartner åbner døren, står han ansigt til ansigt med måleraflæseren, en høj og stærk mand sidst i tyverne, klædt i elselskabets reglementerede blå skjorte med PSE&G-logo på venstre brystlomme, og lige nedenunder, med skriggule sting, navnet på manden inden i skjorten: Ed.
Så vidt Baumgartner kan se, er udtrykket i Eds øjne på én gang forhåbningsfuldt og forstyrret. En mærkelig kombination, tænker han, og da Ed sender ham et prøvende smil til hilsen, virker det kun yderligere forvirrende – som om aflæseren halvt forventer at få smækket døren i hovedet.
For at berolige manden inviterer Baumgartner ham indenfor.
Tak, mr. Boom Garden, siger manden, da han træder ind over dørtrinnet.
Det er jeg glad for. Baumgartner, som er mere fornøjet end fornærmet over den forkerte udtale af navnet, siger:
Hvorfor kalder vi ikke bare hinanden ved fornavn? Jeg kender allerede dit – Ed – så kan du ikke droppe det der mister-halløj og kalde mig Sy?
Sej? siger Ed. Hvad er det for et navn?
Ikke sej på den måde – bare Sy, S-Y. Det er en forkortelse for Seymour, det latterlige navn, mine forældre gav mig i sin tid. Sy er måske heller ikke helt fantastisk, det ved jeg, men det er bedre end Seymour.
Også dig, hvad? siger aflæseren.
Også mig hvad? siger Baumgartner.
Du hænger også på et navn, du ikke kan lide.
Hvad er der galt med Ed?
Ikke noget. Det er mit efternavn, der irriterer mig.
Nå? Og hvad er det så?
Papadopoulos.
Det er der da ikke noget galt med. Det er et fint græsk navn.
Jo, måske hvis man bor i Grækenland. Men folk i Amerika griner ad det. De andre børn drillede mig med det, da jeg gik i skole, og da jeg spillede baseball for nogle år siden, brød publikum ud i latter, når mit navn blev sagt i højtalerne. Man får sådan lidt et, hvad er det nu, det hedder. Et kompleks.
Hvis du har så meget imod det, hvorfor ændrer du det så ikke?
Det kan jeg ikke. Det ville knuse min fars hjerte.
Baumgartner begynder så småt at kede sig. Hvis ikke han får stoppet de her vævende, irrelevante udvekslinger, begynder Ed Papadopoulos snart at fortælle hele sin fars livshistorie eller mindes sine op- og nedture som kaster på juniorbaseballholdet, så Sy, forkortelse for Seymour, skifter brat emne og spørger Ed, om han ikke vil tage et kig på måleren nede i kælderen.
Det er på det tidspunkt, at han finder ud af, at det er den unge mands første dag på jobbet, og at måleren i kælderen vil være den første, han nogensinde har aflæst som ansat hos Public Service Electric & Gas Company, hvilket er forklaringen på, at han ikke var der til den aftalte tid – ikke at det på nogen måde var hans skyld; det var, fordi en flok ældre måleraflæsere havde lavet en practical joke den morgen – hans første morgen på jobbet! – og tømt benzintanken i hans bil, så der lige akkurat var benzin nok til, at han kunne køre en kilometer, så bilen gik i stå på en travl vej midt i myldretiden, og det var altså grunden til den pinlige forsinkelse.
Han beklager, siger han, han beklager virkelig ulejligheden.
Hvis han nu bare havde haft åndsnærvær nok til at tjekke benzinmåleren, før han tog af sted, ville han være kommet rettidigt, men de idioter dér skulle absolut lave sjov med ham, bare fordi han er den nye, og nu får han garanteret ballade med chefen. Én fejl til, og han kommer under øget opsyn.
To mere, og så får han nok sparket. På nuværende tidspunkt har Baumgartner lyst til at skrige. Hvor er denne muskuløse motormund dog kommet fra, spørger han sig selv, og hvordan kan man standse hans endeløse ordstrøm?
Men på trods af sin voksende irritation kan han ikke lade være med at føle en vis sympati for denne godmodige drønnert, så i stedet for at åbne for kanalerne og udstøde et gennemtrængende hyl, sukker Baumgartner næsten uhørligt og begynder at gå hen mod døren ned til kælderen.
Det er dernede, siger han, på bagvæggen henne til venstre, men da han trykker på kontakten for at tænde lyset, forbliver kælderen mørk.
For pokker da, siger Baumgartner, mens han kæmper for ikke at miste kontrollen med sig selv, på samme måde som Rosita havde kæmpet for ikke at græde, da de talte sammen i telefonen lidt tidligere, pæren må være sprunget.
Ikke noget problem, siger Ed. Jeg har en lommelygte. Det er standardudstyr.
Godt. Jeg er sikker på, at du finder måleren.
Måske, måske ikke, siger aflæsernovicen. Ville du have noget imod at gå med ned og vise mig, hvor måleren sidder? Bare lige den her gang, så jeg ikke behøver spilde mere af din tid.
Det slår Baumgartner, at Ed Papadopoulos må være mørkeræd eller måske bare bange for mørke kældre i gamle huse som det her, hvor spindelvæv hænger fra loftsbjælkerne, og kæmpestore insekter kribler hen over gulvet, og alskens usynlige ting og sager måske spærrer vejen til måleren, og derfor går Baumgartner modvilligt med til at vise Ed vej, selv om han ikke er det mindste i tvivl om, at Naomi ringer i samme øjeblik, han når til det nederste trin.
Kældertrappen er vakkelvorn og slidt, endnu en ting, som Baumgartner har lovet sig selv at få ordnet, men stadig ikke har fået gjort noget ved, selv ikke efter at have aflagt det samme løfte med samme fornemmelse af oprigtighed og beslutsomhed i flere år, for han tænker aldrig på trappen, før han har et ærinde i kælderen, og så snart han er oppe igen og har lukket døren, glemmer han alt om den.
Pæren er sprunget, og det eneste lys kommer fra Eds lommelygte bag ham, så Baumgartner tager fat i det gamle, ru gelænder, men i det øjeblik hans hånd lukkes om det, bliver hans skoldede hånd gennemboret af tusinde nåle – som om han bliver brændt én gang til.
Han trækker øjeblikkeligt hånden til sig, og fordi der ikke er noget gelænder i venstre side, har han ikke længere noget at holde fast i, men han er dog stadig overbevist om, at han kender trappen indgående efter at have boet i huset i så mange år, så han vover at træde ned på næste trin, som han rammer et par centimeter forbi, hvorved han mister balancen og tumler ned, mens han slår sin ene albue, så den anden og til sidst hamrer knæet ned i det hårde cementgulv.
For anden gang den formiddag udstøder Baumgartner et smertensskrig.
Skriget går over i en langvarig, dirrende jamren, mens hans sammenkrummede krop vrider sig på det fugtige gulv.
Han ved ikke selv, at hans lemmer bevæger sig, men han ved, at han stadig er ved bevidsthed, for et antal usammenhængende tanker springer rundt i hovedet på ham, om end tanker af uklar og uforståelig beskaffenhed, hvilket muligvis ville betyde, at de snarere er næsten-tanker eller ikke-tanker end rigtige tanker, men trods smerterne i albuer og højre knæ mærker han ikke noget i hovedet, hvilket antyder, at hans kranium har klaret faldet uden alvorlige slag, hvilket igen vil betyde, at ulykken ikke gør ham til en savlende idiot, klar til limfabrikken.
Men et øjeblik senere, da Ed står over ham og lyser ham i øjnene med lommelygten, er han ude af stand til at få sagt, at han skal flytte lygten; han kan kun jamre igen og holde en hånd op for øjnene. Hans manglende evne til at artikulere sine tanker bekymrer ham, gør ham faktisk bange.
Om ikke andet er det et tegn på, at hans hjerne stadig er i uorden, hvis ikke permanent skadet alligevel, og i hvert fald for nuværende sat ud af spillet af den smerte, som stadig gnaver sig rundt i diverse kropsdele, især den højre albue, der føltes, som om den ville bryde ud i flammer, da han tog den op for at skærme øjnene med hånden, den samme hånd, han i forvejen havde brændt på kasserollen, og som stadig dunker, uden tvivl fordi han tog for sig med hænderne, da han ramte cementgulvet, selv om han ikke har nogen erindring om det.
Hold da kæft, siger Ed. Er du okay?
Efter en længere pause lykkes det Baumgartner at få ord frem.
Svært at sige, siger han.
Selv om han er taknemmelig for, at han ikke har mistet talens brug, gør det stadig for ondt til, at han kan nyde denne lille sejr.
I det mindste er jeg ikke død, fortsætter han. Det er da altid noget.
Ja, absolut, siger måleraflæseren, det er da virkelig noget. Men sig mig lige, Sy, hvor gør det ondt?
Mens Baumgartner opremser alle de forslåede områder, vurderer Ed, som påtager sig rollen som professionel fysioterapeut eller sportsmassør, omhyggeligt de potentielle skader på hver muskel, sene og knogle, og da gennemgangen er fuldført, spørger han Baumgartner, om han er klar til at blive hjulpet på benene og op ad trappen.
Lad os prøve, siger Baumgartner. Hvis jeg ikke kan, finder vi hurtigt ud af det.
Paul Auster: Baumgartner
Første roman fra Paul Auster i 6 år og Baumgartner udkommer helt særligt med verdenspremiere i Danmark.
★★★★★ “De mange krydsklip mellem nu og før giver læseren nogle vældige luftture og horisontudvidelser” – Kristeligt Dagblad
Midt i en sætning om Kierkegaards pseudonymer går det op for den 71-årige filosofiprofessor Seymour Baumgartner, at han har glemt en bog nede i stuen. Her rammes han af en brændt lugt fra køkkenet, hvor en kasserolle fra morgenmaden er efterladt på komfuret. Kasserollen minder ham om Anna. Fra de mødtes som unge studerende i New York, over fyrre års passioneret ægteskab til den dag for ni år siden, hvor Anna blev taget fra ham. Siden den dag har hans liv været styret af minderne, men en brændt kasserolle bliver vendepunkt, der igen giver hans tilværelse retning.
Paul Austers roman Baumgartner kan købes online fx hos Bog&idé eller i den lokale boghandel.
Andre læste også: