Antibes, onsdag den 31. august 2016
Tre uger før vores bryllup tegnede denne lange weekend sig til at blive en dyrebar pause, en kort stund hvor vi kunne hellige os hinanden i sensommerens sol på Côte d’Azur.
Aftenen var begyndt godt med en udflugt til den gamle bys fæstningsmure, et glas merlot på en fortovscafé og en spaghettiret med venusmuslinger indtaget under Michelangelos kvaderstenshvælvinger. Vi havde talt lidt om dit arbejde, om mit arbejde og om den kommende vielse, som skulle finde sted under meget private former med to venner som vidner og min søn Théo til at fejre os.
På tilbagevejen ad La Corniche sagtnede jeg farten i den lejede cabriolet, så du kunne nyde udsigten over kysten og næssets forrevne form. Jeg husker udmærket det øjeblik: klarheden i dit smaragdgrønne blik, dit bohemelook med skødesløst opsat hår, din korte nederdel, din læderjakke over den gule T-shirt med sloganet „Power to the people“ skrevet tværs over brystet. I svingene betragtede jeg dine gyldenbrune ben, mens jeg gearede ned, vi udvekslede smil, du nynnede en gammel slager af Aretha Franklin. Det var dejligt vejr. Luften var lun og livsbekræftende. Jeg husker udmærket det øjeblik: guldkornene i dine strålende øjne, dit glade ansigt, dine flagrende lokker i vinden, dine slanke fingre, som slog takten på instrumentbrættet.
Villaen, vi havde lejet, lå i Perlefiskerbebyggelsen, en elegant samling huse bygget på en klippe, som hang ud over Middelhavet. Da vi gik op ad grusstien gennem den duftende fyrreskov, spilede du øjnene op ved synet af det forbløffende panorama, som omgav os.
Jeg husker udmærket det øjeblik: den sidste gang, hvor vi var lykkelige.
*
Cikadernes sang. Brændingens vuggevise. Den lette brise, der bortvejrede luftens silkebløde fugtighed.
På terrassen, som skød frem fra klippesiden, havde du tændt duftlys og lamper, som skulle holde myggene væk, jeg havde lagt en cd på med Charlie Haden. Ligesom i en roman af Fitzgerald blandede jeg os en cocktail i den udendørs bar. Din foretrukne, en Long Island Iced Tea med masser af isterninger og en skive grøn citron.
Jeg havde sjældent set dig så glad. Vi kunne have haft en dejlig aften. Vi burde have haft en dejlig aften. Men i stedet var jeg plaget af en tilbagevendende tanke, som havde kørt rundt i mit hoved i nogen tid, men som jeg havde ignoreret indtil nu: „Anna, vi skal ikke have hemmeligheder for hinanden.“
Hvorfor mon denne frygt for ikke at kende dig rigtigt meldte sig netop den aften? Skyldtes det vores kommende bryllup? Frygten for at tage springet? At vi så hurtigt havde besluttet at binde os til hinanden? Sikkert en blanding, og så min personlige erfaring med at blive forrådt af mennesker, jeg havde troet, jeg kendte.
Jeg rakte dig et glas og satte mig over for dig.
„Jeg mener det alvorligt, Anna, jeg vil ikke leve på en løgn.“
„Det passer mig fint, for det vil jeg heller ikke. Men ikke at leve på en løgn betyder ikke, at man ikke kan have hemmeligheder.“
„Så du indrømmer, at du har hemmeligheder!“
„Alle har jo hemmeligheder, Raphaël! Og det er fint nok. Vores hemmeligheder definerer os. De er en del af vores identitet, af vores historie, af vores mysterium.“
„Jeg har ingen hemmeligheder for dig.“
„Nå, men det burde du have!“
Du var skuffet. Også jeg. Al glæden og den gode stemning fra tidligere på aftenen var forsvundet.
Samtalen kunne være standset her, men jeg kunne ikke lade være med at bore i det og forsøgte fortsat at få svar på det spørgsmål, som plagede mig.
„Hvorfor kniber du udenom, hver gang jeg spørger om din fortid?“
„Fordi fortid per definition er fortid. Man kan ikke ændre den.“
Jeg blev vred.
„Fortiden forklarer nutiden, det ved du udmærket godt. Hvad fanden er det, du prøver at skjule?“
„Jeg skjuler ikke noget, som kan true os. Hav nu tillid til mig! Hav tillid til os!“
„Drop de klichéer!“
Jeg slog næven i bordet, så du for sammen. Fortvivlelsen i dit smukke ansigt ændrede sig langsomt til frygt.
Jeg var vred, fordi jeg havde brug for at blive beroliget. Jeg havde kun kendt dig i et halvt år, og jeg havde elsket alt ved dig, siden vi mødtes første gang. Men noget af det, der havde tiltrukket mig i starten – din gådefuldhed, din reservation, din diskretion, din enspændernatur – var blevet en kilde til angst, der ramte mig som en boomerang.
„Hvorfor skal du absolut ødelægge alt?“ spurgte du med meget træt stemme.
„Du ved, hvilket liv jeg har haft. Jeg har taget fejl før i tiden. I dag kan jeg ikke længere tillade mig at tage fejl.“
Jeg vidste, hvor ondt jeg gjorde dig, men jeg havde en følelse af at være i stand til at høre alt, udholde alt af kærlighed til dig. Hvis du havde noget smertefuldt at tilstå over for mig, ville jeg lindre denne smerte ved at dele din byrde.
Jeg burde have opgivet og droppet emnet, men jeg kørte på. Og jeg skånede dig ikke. For jeg kunne mærke, at du denne gang ville give mig noget. Så jeg plantede mine banderillaer i dig, igen og igen, indtil du var så udmattet, at du ikke længere kunne forsvare dig.
„Jeg søger kun sandheden, Anna.“
„Sandheden! Sandheden! Det er det eneste, du kan sige, men har du nogensinde tænkt på, om du vil kunne klare at høre sandheden?“
Den skarpe meningsudveksling fyldte mig med tvivl. Jeg kunne ikke kende dig længere. Din eyeliner var løbet, og en flamme, som jeg aldrig havde set før, brændte i dine øjne.
„Du vil altså vide, om jeg har en hemmelighed, Raphaël? Svaret er ja! Du vil vide, hvorfor jeg ikke kan tale med dig om den? Fordi når du kender den, vil du ikke alene holde op med at elske mig, du vil også komme til at afsky mig.“
„Det passer ikke. Jeg kan klare at høre alt.“
Det var jeg i hvert fald overbevist om i dét øjeblik: At intet af det, du ville røbe for mig, kunne ændre min opfattelse.
„Nej, Raphaël, det er bare ord! Som i dine romaner, men virkeligheden overgår ordene.“
Der var vendt op og ned på noget. Et dige var brudt. Nu så jeg det klart, du spurgte også dig selv om, hvad jeg egentlig var værd. Du ville også gerne vide det. Om du stadig elskede mig. Om jeg elskede dig nok. Om granaten, som du skulle til at afsikre, ville ødelægge vores forhold.
Så rodede du i din taske og tog din tablet-pc op. Du tastede adgangskoden og åbnede fotoappen. Du lod langsomt billederne rulle forbi for at finde det, du søgte efter. Derefter så du direkte på mig, mumlede nogle ord og rakte mig tabletten. Og dér betragtede jeg den hemmelighed, som jeg lige havde presset ud af dig.
„Det er mig, der har gjort det der,“ gentog du.
Jeg studerede fortumlet skærmen med sammenknebne øjne, indtil et kvalmeanfald fik det til at vende sig i mig og tvang mig til at kigge væk. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. Mine hænder rystede, blodet dunkede i tindingerne. Jeg havde ventet mig alt. Jeg troede, jeg var forberedt på alt. Men jeg havde aldrig forestillet mig det der.
Jeg rejste mig op med benene rystende under mig. Jeg blev svimmel og vaklede, men tvang mig selv til at forlade stuen med faste skridt.
Min rejsetaske stod ude i entréen. Jeg tog den uden at værdige dig et blik og forlod huset.
*
Chok. Gåsehud. Sure opstød. Sved i øjnene, som hæmmede mit syn.
Jeg smækkede døren til cabrioleten i og kørte rundt i natten som en robot. Vrede og bitterhed rasede i mine årer. Min hjerne var i oprør: det voldsomme billede, uforståenhed, følelsen af, at mit liv styrtede sammen.
Efter nogle kilometer fik jeg øje på Fort Carrés firskårne bygningskorpus øverst på en klippe, solidt at se på med sine befæstninger, det sidste sømærke, inden man forlod havnen.
Nej. Jeg kunne ikke bare skride på den måde. Jeg fortrød allerede. Chokket havde fået mig til at miste besindelsen, men jeg kunne ikke bare forsvinde uden at høre din forklaring. Jeg bremsede hårdt op og vendte om midt på gaden, pløjede noget af midterrabatten op og var tæt på at ramme en motorcyklist, der kom fra den modsatte retning.
Jeg måtte yde dig støtte og hjælpe dig med at jage dette mareridt ud af dit liv. Jeg måtte være den, jeg havde lovet mig selv at være, den, som kunne forstå din smerte, tage del i den og hjælpe dig med at overvinde den. Jeg kørte tilbage i fuld fart hen ad boulevard du Cap, til Ondes-stranden, Olivette-havnen, Batterie du Graillon, og tog derefter den smalle vej, der førte til Perlefiskerbebyggelsen.
Jeg parkerede bilen under pinjerne og skyndte mig hen til huset, hvor hoveddøren stod på klem.
„Anna!“ råbte jeg og styrtede ind i entréen.
Der var ingen i stuen. Gulvet var overstrøet med glasskår. En reol med nipsgenstande var væltet og havde knust sofabordet af blæst glas, som var gået i tusind stykker. Midt i alt det rod lå nøgleknippet, som jeg havde givet dig for nogle uger siden.
„Anna!“
Det store panoramavindue stod åbent. Jeg trak gardinerne, som flagrede i vinden, til side og gik ud på terrassen. Jeg råbte dit navn igen ud i den tomme luft. Jeg trykkede dit mobilnummer, men der blev ikke svaret.
Jeg faldt på knæ og tog mig til hovedet. Hvor var du? Hvad var der sket i de tyve minutter, jeg havde været væk? Hvilken Pandoras æske havde jeg lige åbnet ved at rode op i fortiden?
Jeg lukkede øjnene, og for mit indre blik så jeg brudstykker af vores liv sammen. Et halvt års lykke, som jeg fornemmede var tabt for altid. Løfter om en fremtid, en familie, et barn, som aldrig ville blive indfriet.
Jeg var fuld af fortvivlelse.
Hvad nytter det at foregive, at man elsker nogen, hvis man ikke er i stand til at beskytte dem?
HER SLUTTER DEN GRATIS LÆSEPRØVE PÅ MUSSOS “PIGEN FRA BROOKLYN”.
Antibes, onsdag den 31. august 2016
Tre uger før vores bryllup tegnede denne lange weekend sig til at blive en dyrebar pause, en kort stund hvor vi kunne hellige os hinanden i sensommerens sol på Côte d’Azur.
Aftenen var begyndt godt med en udflugt til den gamle bys fæstningsmure, et glas merlot på en fortovscafé og en spaghettiret med venusmuslinger indtaget under Michelangelos kvaderstenshvælvinger. Vi havde talt lidt om dit arbejde, om mit arbejde og om den kommende vielse, som skulle finde sted under meget private former med to venner som vidner og min søn Théo til at fejre os.
På tilbagevejen ad La Corniche sagtnede jeg farten i den lejede cabriolet, så du kunne nyde udsigten over kysten og næssets forrevne form. Jeg husker udmærket det øjeblik: klarheden i dit smaragdgrønne blik, dit bohemelook med skødesløst opsat hår, din korte nederdel, din læderjakke over den gule T-shirt med sloganet „Power to the people“ skrevet tværs over brystet. I svingene betragtede jeg dine gyldenbrune ben, mens jeg gearede ned, vi udvekslede smil, du nynnede en gammel slager af Aretha Franklin. Det var dejligt vejr. Luften var lun og livsbekræftende. Jeg husker udmærket det øjeblik: guldkornene i dine strålende øjne, dit glade ansigt, dine flagrende lokker i vinden, dine slanke fingre, som slog takten på instrumentbrættet.
Villaen, vi havde lejet, lå i Perlefiskerbebyggelsen, en elegant samling huse bygget på en klippe, som hang ud over Middelhavet. Da vi gik op ad grusstien gennem den duftende fyrreskov, spilede du øjnene op ved synet af det forbløffende panorama, som omgav os.
Jeg husker udmærket det øjeblik: den sidste gang, hvor vi var lykkelige.
*
Cikadernes sang. Brændingens vuggevise. Den lette brise, der bortvejrede luftens silkebløde fugtighed.
På terrassen, som skød frem fra klippesiden, havde du tændt duftlys og lamper, som skulle holde myggene væk, jeg havde lagt en cd på med Charlie Haden. Ligesom i en roman af Fitzgerald blandede jeg os en cocktail i den udendørs bar. Din foretrukne, en Long Island Iced Tea med masser af isterninger og en skive grøn citron.
Jeg havde sjældent set dig så glad. Vi kunne have haft en dejlig aften. Vi burde have haft en dejlig aften. Men i stedet var jeg plaget af en tilbagevendende tanke, som havde kørt rundt i mit hoved i nogen tid, men som jeg havde ignoreret indtil nu: „Anna, vi skal ikke have hemmeligheder for hinanden.“
Hvorfor mon denne frygt for ikke at kende dig rigtigt meldte sig netop den aften? Skyldtes det vores kommende bryllup? Frygten for at tage springet? At vi så hurtigt havde besluttet at binde os til hinanden? Sikkert en blanding, og så min personlige erfaring med at blive forrådt af mennesker, jeg havde troet, jeg kendte.
Jeg rakte dig et glas og satte mig over for dig.
„Jeg mener det alvorligt, Anna, jeg vil ikke leve på en løgn.“
„Det passer mig fint, for det vil jeg heller ikke. Men ikke at leve på en løgn betyder ikke, at man ikke kan have hemmeligheder.“
„Så du indrømmer, at du har hemmeligheder!“
„Alle har jo hemmeligheder, Raphaël! Og det er fint nok. Vores hemmeligheder definerer os. De er en del af vores identitet, af vores historie, af vores mysterium.“
„Jeg har ingen hemmeligheder for dig.“
„Nå, men det burde du have!“
Du var skuffet. Også jeg. Al glæden og den gode stemning fra tidligere på aftenen var forsvundet.
Samtalen kunne være standset her, men jeg kunne ikke lade være med at bore i det og forsøgte fortsat at få svar på det spørgsmål, som plagede mig.
„Hvorfor kniber du udenom, hver gang jeg spørger om din fortid?“
„Fordi fortid per definition er fortid. Man kan ikke ændre den.“
Jeg blev vred.
„Fortiden forklarer nutiden, det ved du udmærket godt. Hvad fanden er det, du prøver at skjule?“
„Jeg skjuler ikke noget, som kan true os. Hav nu tillid til mig! Hav tillid til os!“
„Drop de klichéer!“
Jeg slog næven i bordet, så du for sammen. Fortvivlelsen i dit smukke ansigt ændrede sig langsomt til frygt.
Jeg var vred, fordi jeg havde brug for at blive beroliget. Jeg havde kun kendt dig i et halvt år, og jeg havde elsket alt ved dig, siden vi mødtes første gang. Men noget af det, der havde tiltrukket mig i starten – din gådefuldhed, din reservation, din diskretion, din enspændernatur – var blevet en kilde til angst, der ramte mig som en boomerang.
„Hvorfor skal du absolut ødelægge alt?“ spurgte du med meget træt stemme.
„Du ved, hvilket liv jeg har haft. Jeg har taget fejl før i tiden. I dag kan jeg ikke længere tillade mig at tage fejl.“
Jeg vidste, hvor ondt jeg gjorde dig, men jeg havde en følelse af at være i stand til at høre alt, udholde alt af kærlighed til dig. Hvis du havde noget smertefuldt at tilstå over for mig, ville jeg lindre denne smerte ved at dele din byrde.
Jeg burde have opgivet og droppet emnet, men jeg kørte på. Og jeg skånede dig ikke. For jeg kunne mærke, at du denne gang ville give mig noget. Så jeg plantede mine banderillaer i dig, igen og igen, indtil du var så udmattet, at du ikke længere kunne forsvare dig.
„Jeg søger kun sandheden, Anna.“
„Sandheden! Sandheden! Det er det eneste, du kan sige, men har du nogensinde tænkt på, om du vil kunne klare at høre sandheden?“
Den skarpe meningsudveksling fyldte mig med tvivl. Jeg kunne ikke kende dig længere. Din eyeliner var løbet, og en flamme, som jeg aldrig havde set før, brændte i dine øjne.
„Du vil altså vide, om jeg har en hemmelighed, Raphaël? Svaret er ja! Du vil vide, hvorfor jeg ikke kan tale med dig om den? Fordi når du kender den, vil du ikke alene holde op med at elske mig, du vil også komme til at afsky mig.“
„Det passer ikke. Jeg kan klare at høre alt.“
Det var jeg i hvert fald overbevist om i dét øjeblik: At intet af det, du ville røbe for mig, kunne ændre min opfattelse.
„Nej, Raphaël, det er bare ord! Som i dine romaner, men virkeligheden overgår ordene.“
Der var vendt op og ned på noget. Et dige var brudt. Nu så jeg det klart, du spurgte også dig selv om, hvad jeg egentlig var værd. Du ville også gerne vide det. Om du stadig elskede mig. Om jeg elskede dig nok. Om granaten, som du skulle til at afsikre, ville ødelægge vores forhold.
Så rodede du i din taske og tog din tablet-pc op. Du tastede adgangskoden og åbnede fotoappen. Du lod langsomt billederne rulle forbi for at finde det, du søgte efter. Derefter så du direkte på mig, mumlede nogle ord og rakte mig tabletten. Og dér betragtede jeg den hemmelighed, som jeg lige havde presset ud af dig.
„Det er mig, der har gjort det der,“ gentog du.
Jeg studerede fortumlet skærmen med sammenknebne øjne, indtil et kvalmeanfald fik det til at vende sig i mig og tvang mig til at kigge væk. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. Mine hænder rystede, blodet dunkede i tindingerne. Jeg havde ventet mig alt. Jeg troede, jeg var forberedt på alt. Men jeg havde aldrig forestillet mig det der.
Jeg rejste mig op med benene rystende under mig. Jeg blev svimmel og vaklede, men tvang mig selv til at forlade stuen med faste skridt.
Min rejsetaske stod ude i entréen. Jeg tog den uden at værdige dig et blik og forlod huset.
*
Chok. Gåsehud. Sure opstød. Sved i øjnene, som hæmmede mit syn.
Jeg smækkede døren til cabrioleten i og kørte rundt i natten som en robot. Vrede og bitterhed rasede i mine årer. Min hjerne var i oprør: det voldsomme billede, uforståenhed, følelsen af, at mit liv styrtede sammen.
Efter nogle kilometer fik jeg øje på Fort Carrés firskårne bygningskorpus øverst på en klippe, solidt at se på med sine befæstninger, det sidste sømærke, inden man forlod havnen.
Nej. Jeg kunne ikke bare skride på den måde. Jeg fortrød allerede. Chokket havde fået mig til at miste besindelsen, men jeg kunne ikke bare forsvinde uden at høre din forklaring. Jeg bremsede hårdt op og vendte om midt på gaden, pløjede noget af midterrabatten op og var tæt på at ramme en motorcyklist, der kom fra den modsatte retning.
Jeg måtte yde dig støtte og hjælpe dig med at jage dette mareridt ud af dit liv. Jeg måtte være den, jeg havde lovet mig selv at være, den, som kunne forstå din smerte, tage del i den og hjælpe dig med at overvinde den. Jeg kørte tilbage i fuld fart hen ad boulevard du Cap, til Ondes-stranden, Olivette-havnen, Batterie du Graillon, og tog derefter den smalle vej, der førte til Perlefiskerbebyggelsen.
Jeg parkerede bilen under pinjerne og skyndte mig hen til huset, hvor hoveddøren stod på klem.
„Anna!“ råbte jeg og styrtede ind i entréen.
Der var ingen i stuen. Gulvet var overstrøet med glasskår. En reol med nipsgenstande var væltet og havde knust sofabordet af blæst glas, som var gået i tusind stykker. Midt i alt det rod lå nøgleknippet, som jeg havde givet dig for nogle uger siden.
„Anna!“
Det store panoramavindue stod åbent. Jeg trak gardinerne, som flagrede i vinden, til side og gik ud på terrassen. Jeg råbte dit navn igen ud i den tomme luft. Jeg trykkede dit mobilnummer, men der blev ikke svaret.
Jeg faldt på knæ og tog mig til hovedet. Hvor var du? Hvad var der sket i de tyve minutter, jeg havde været væk? Hvilken Pandoras æske havde jeg lige åbnet ved at rode op i fortiden?
Jeg lukkede øjnene, og for mit indre blik så jeg brudstykker af vores liv sammen. Et halvt års lykke, som jeg fornemmede var tabt for altid. Løfter om en fremtid, en familie, et barn, som aldrig ville blive indfriet.
Jeg var fuld af fortvivlelse.
Hvad nytter det at foregive, at man elsker nogen, hvis man ikke er i stand til at beskytte dem?
HER SLUTTER DEN GRATIS LÆSEPRØVE PÅ MUSSOS “PIGEN FRA BROOKLYN”.
Andre læste også: