Børnebøger Carlsen

Bøger der kan tygges i

Hjemme hos os var den dag, børnene første gang selv bladrede i en bog, næsten lige så vigtig som dagen med deres første skridt. Det forsigtige pincetgreb nede i højre hjørne af bogen og så det langsomme, forsigtige løft – og afsløringen af det næste opslag i bogen. Det er da magisk!

Jeg har samlet en liste med papbøger med tykke sider, der er lige til at bide i – og lidt nemmere at bladre i end de fleste bøger. De er selvfølgelig grundigt testet, så de små ikke bliver syge af at bide og sutte på bogen – og så kan de holde til at blive brugt igen og igen.

Barnets første bog

Min lillebitte bog om kroppen er en lille, tyk papbog fuld af billeder af kroppen og ansigtet, fx ansigtsudtryk, forskellige øjenfarver og kropsdele. Serien MIN LILLEBITTE BOG kan bruges allerede fra 6 måneders alderen. De passer til små hænder og er geniale til samtaler og sprogstimulering med de helt små. Bøgerne styrker ordforrådet og evnen til at iagttage omgivelserne.

Carlsen logo

Sæt ord på hverdagen

Mine første 50 ord er en virkelig god begynderbog til de mindste – både når der skal trænes fin(ger)motorik og ordforråd. Bogen har en slags faneblade, som gør det nemt for små fingre at åbne bogen og gå på opdagelse i de flotte fotos. Inde i bogen er der flapper – bag et foto af en skål gemmer sig et foto af samme skål med cornflakes i. Det giver et godt udgangspunkt for små samtaler om hver ting: Hvad er det? Hvad bruger vi den til? Hvad kan man komme i den? Skal vi se om der er noget i skålen?

minefoerste

I Mine første 20 tal træner man på samme måde tallene fra 1 til 20.

Bøger med en historie til de mindste

Jeg begyndte tidligt at læse højt for børnene – som supplement til de mange pegebøger. Det er hyggeligt at sidde med barnet på skødet og lade dem bladre og pege, mens du læser og viser billeder. Jeg synes, det fungerer fint hvis bøgerne har en lille historie allerede fra 18 måneders alderen, men det er uden tvivl forskelligt fra barn til barn, hvornår de får noget ud af højtlæsning.

De tre bøger her er ikke papbøger, så dem skal der ikke bides og rives i for meget i.

Den sultne larve aldrigmæt er en klassiker for børn fra omkring halvandet år. En helt speciel og dejlig bog om et af naturens vidundere, nemlig udvikling fra lille æg til larve og til sommerfugl. Her kan børnene både lære tallene og ugens dage – og noget om frugt og så måske en lille smule om lørdagsslik. Bogens mange gentagelser er vigtige for den sproglige stimulering.

Bøgerne om den lille hund Plet og hans familie passer godt til de mindste på 1-3 år. De enkle tegninger og ret simple historier om familie og venner er lette at forstå. I bogen “Plets godnathistorier” er der samlet 10 historier.

Min dag i vuggestue er rigtig god til at sætte ord og billeder på det første år i vuggestuen. Et vuggestuebarn oplever mange ting i løbet af sin dag, på godt og ondt. Der kan være mange følelser, knubs, smil og kram, som er svære at få sat ord på eller give udtryk for i den alder. Bogen er bygget op omkring 12 rim baseret på genkendelige situationer fra det lille barns hverdag i vuggestue. Til hvert rim hører et spørgsmål og ideer til aktiviteter.

mindagivuggestue


 

Er lige nu stærkt optaget af boganbefalinger: Hvor får vi dem fra, hvem lytter vi mest til, hvornår får vi den der trang til at få fat i en en bestemt bog straks? Hvor læser vi, hvornår, hvorfor, hvordan? Er dagligt glad for forlagets fantastiske redaktører og ikke mindst forfattere, der udtænker, skriver og redigerer bøger, vi ikke vidste vi ville komme til at elske. Er også født 1977, bor på Amager med mange reoler, en mand og to børn.