Fagbøger

Derfor blev det en bog om Thomas Helmig – ikke med ham

I efteråret 2014 læste jeg alle portrætterne i aviserne, da Thomas Helmig fyldte 50 år. Og da jeg samtidig fandt ud af, at han i efteråret 2015 ville tage på en soloturné i forbindelse med sit 30 års jubilæum, tænkte jeg, at det var oplagt at trække en streg i sandet og gøre købmandsregningen op. Vi snakker trods alt om en mand, der har solgt mere end en 1,5 millioner album, og som er den danske kunstner, der har modtaget flest priser ved Danish Music Awards gennem tiderne.

Se forfatterens Thomas Helmig Playliste her.

Jeg har selv fulgt Thomas Helmig som fan siden begyndelsen i Århus, og jeg har også interviewet ham flere gange. Ved den ene lejlighed besøgte jeg hans familie og talte med en masse af hans venner og kolleger. På tomandshånd er han også godt selskab – lun og begavet.

soerenankermadsen

thomashelmig

Mut forfatter (øverst) med en voldsom løvemanke i Århus i begyndelsen af 1990erne. Smilende Thomas Helmig (nederst) i forbindelse med lanceringen af ”Løvens hjerte” i 1990.

Derfor kontaktede jeg hans manager PS, for i første omgang at høre, om jeg bare kunne få foretræde for Helmig og præsentere ham for idéen om en bog. Hans svarmail var hurtig og kontant:

”Thomas afviser BLANKT at medvirke til en biografi eller lignende, han ser den slags som noget, man laver ved livets afslutning, ikke her midt i.”

Jeg valgte at ironisere lidt over Fru Helmigs helt nye selvbiografi, som netop var udkommet: ”Jeg håber da ikke, Renée står ved livets afslutning”, skrev jeg tilbage og bedyrede alle mine reelle hensigter om at skrive en sober og saglig bog.

”TRO MIG: Vi får årligt flere af disse henvendelser til Thomas, fra gode respekterede skrivere/forfattere fra gode forlag, det er ikke dét. Men Thomas ønsker ikke en sådan bog, han vil bare være i fred med sin familie, sine venner, sin musik, sit publikum … og ikke så meget mere. Han tager en pressetur i forbindelse med hver plade, og det er stort set, hvad han ønsker af offentlighed,” skrev PS tilbage.

Thomas Helmig har med 30 års erfaring al mulig grund til at være skeptisk over for journalister, men ”ved livets afslutning” er forhåbentlig ikke før om 30-40 år i Helmigs tilfælde, hvis han ellers passer lidt på med smøgerne. Så jeg skulle mene, at der både er indhold og publikum til en bog om Thomas Helmig både nu og til den tid. Derfor gik jeg i gang med at grave gamle interviews frem fra aviser, blade, radio og TV, og da Thomas Helmig ikke er en af de mindst dokumenterede personer i Danmark, viste det sig hurtigt, at man uden de helt store problemer, kunne skrive bogen om ham. Også uden hans medvirken, hvilket af og til ligefrem kan være en fordel, når man portrætterer mennesker, og ikke skal tage hensyn til de fortielser, fortrængninger og fortolkninger som altid viser sig, når folk medvirker til deres eget portræt. Samtidig er citaterne fra 25 år gamle interviews friskere fra fad og tættere på de begivenheder, han taler om.

Så jeg gik i gang med at skrive bogen i begyndelsen af 2015 i sikker forvisning om, at når jeg havde noget, der lignede en færdig bog og tilbød Helmig, at han kunne læse med og kommentere, ville alting falde på plads. Med den svada om, at Helmig ”BLANKT afviser at medvirke til en biografi eller lignende” havde jeg ingen mistanke om, at der kunne være noget andet på vej. Det erfarede vi så lige før sommerferien, at der var: Helmig medvirker i en samtalebog om sine kærlighedstekster – bogen udkommer til november.

I begyndelsen af juni skrev jeg et brev til ham: ”Kære Thomas Helmig. Jeg skriver til dig, fordi jeg er i gang med at skrive en bog om dig,” hvorefter jeg tilbød ham at læse bogen igennem, fange eventuelle småfejl, kommentere passager i bogen og give et afsluttende interview. Jeg har i skrivende stund ikke fået svar. Men jeg håber, at han trods alt vil glæde sig over at læse de punktnedslag, jeg har valgt at fokusere på i hans liv og karriere, når jeg sender ham bogen. Selv om hovedpersonen selv og hans nærmeste ganske givet vil synes, at der mangler streger mellem flere af punkterne, betyder det jo ikke noget for det store billede for alle os andre.

Forleden skrev Thomas Helmig så på sin Facebook-profil om bogen: ”Jeg glæder mig til at se den og ønsker forfatteren held og lykke med den.”

Fin gestus!

”Den 21. marts 1985 tager en 20-årig fyr toget fra Århus til København for at deltage i receptionen for sit debutalbum ”Thomas”. Det var dengang turen inkluderede en timelang færgetur over Storebælt, der som regel blev skyllet ned med en kop storebæltskaffe, der havde ry for at være vildt dyr og virkelig dårlig. I den brune seks-mands rygerkupé i det røde regionaltog kan han stadig sidde i al ubemærkethed blandt sine medpassagerer, som endnu ikke aner, hvem ham den lille fyr med de bløde mørke krøller og det skælmske halvgenerte smil er. Det bliver en af de sidste gange, han nogensinde kommer til at opleve det.”
Uddrag fra bogen

Bogen hedder Thomas – dagen efter dagen derpå og kan købes hos din boghandler.

thomas-helmig-bog-forside