To kvinder løber ind på den sekskantede scene. Den ene kommer fra højre, lille og intens med brændende sorte øjne; den anden kommer fra venstre, stor, lys og barmfager. Jeanne fra højre er klædt i rustning og slår korsets tegn, Marianne fra venstre bærer bajonet og er udfordrende draperet i blåt, hvidt og rødt. Midt på scenen mødes de to damer og forvandler sig til én. Hun hedder Frankrig, La France.
Dette land er et kvindemenneske. Hun er sammensat af kristendom og oplysning, religion og rationalisme, kongedømme og revolution. Hun er kongen og kejseren, hun er Republikken, katedralen og Bastillen. La France er jomfru, furie og maîtresse, hun er frihed, lighed og broderskab. Selv det sidste er et hunkønsord på fransk, la fraternité, ligesom fædrelandet bliver feminint, når sproget giver det køn: la patrie.
Det katolske Frankrig er »kirkens ældste datter«, sagde en gammel pave. Det revolutionære Frankrig er menneskerettighedernes land, siger mange den dag i dag. Lige her er det, at Jeanne og Marianne smelter sammen: i en fælles forestilling om, at alle mennesker er født lige og frie. Jeanne ville sige, at alle har en gnist af Gud; Marianne ville sige, at ethvert menneske har umistelige rettigheder. De to kvinders fælles ansigt, når de er blevet til Marie-Jeanne eller France, er åbenhed og generøsitet.
(…)
Kan man lede efter ideen Frankrig den dag i dag? Det er risikabelt. Ikke så få diktatorer, også franske, har rumsteret med forestillinger om samfundskroppen, om den store fælles organisme og andre metafysiske helheder, som de gerne selv ville inkarnere. Men hvis man ikke glemmer dette, og hvis man heller ikke bruger mere patos end højst nødvendigt, så kan man måske godt alligevel forestille sig, at der findes et »Frankrig bag ved Frankrig«? Måske kan man få øje på en mere tidløs størrelse end det faktiske Frankrig, der lige nu og til hver en tid træder frem? Måske endda en form for »Frankrig for alle«, som rækker ud over, hvad folk med fransk statsborgerskab nu og her kan have glæde af?
Sådan et Frankrig møder alverdens tv-seere jo for eksempel en gang om året, når Tour de France ruller over skærmen i al sin billedskønhed. Et dårende dejligt land med slotte og vinmarker, katedraler og middelalderlandsbyer, alper og floder, oste og østers. Findes det virkelig? Jamen det gør det, men især som en drøm, en flimrende fortid, en storslået idé, en tv-produktion.
Tour de France er femogtyve dages cykeltur gennem en forestilling om Frankrig, som også er en drøm om Europa. Sådan så her ud engang, og sådan måtte her måske gerne blive ved med at se ud? Vi bor på en egn af kloden, hvor de store byer har en flod og en katedral og en skov ude i omegnen. Vi lever i et ordnet landskab, hvor man finder ind til verdens centrum ved at følge skiltene i retning af Centre ville; og vil man ud igen, følger man først det lige så enkle og forjættende skilt: Toutes directions – alle retninger. Så kan verden ikke ligge mere åben. Men åbenheden forudsætter en forestilling om et centrum, et udgangspunkt, en form for landskabeligt hierarki. Det er en meget europæisk forestilling, langt fra amerikanske og asiatiske byers uendelige terrains vagues.
»Frankrig« er sådan en meget europæisk forestilling om »Byen og verden«, Urbi et Orbi, som de gamle romere sagde. Man cykler jorden rundt, men til sidst ender man altid i Paris ved Triumfbuen. Den tid er formentlig slut, hvor en franskmand kunne vinde Tour de France, men Tourens »Frankrig« er heller ikke forbeholdt franskmænd eller knyttet til det faktiske Frankrig, sådan som det ligger inden for grænserne af den sekskant, Hexagone, som det geografiske kort udgør.
I det faktiske Frankrig gror by og land sammen i endeløse forstæder og netop terrains vagues, motorvejene tordner gennem floddalene, og folkelivet minder mange steder i al sin farverigdom og mangfoldighed mere om nutidens Afrika end om gamle Frankrig. Tour de France fastholder i al sin smukke og stiliserede romantik den gamle forestilling om Frankrig for franskmænd. Men samtidig er det Frankrig for alle: et tv-show for den ganske verden, en globaliseret og kommercialiseret sportslig event, der udspiller sig i et Frankrig, som kun findes i vores hoveder.
Vores alle sammens Frankrig.
– Bjørn Bredal
Teksten er et uddrag fra Bjørn Bredals bog Frankrig for alle, som udkom i september på Lindhardt og Ringhof. I bogen diskuterer Bjørn Bredal, hvordan ideen om Frankrig også er ideen om at alle mennesker er født lige og frie.
Bjørn Bredal, f. 1956, redaktør, litteraturkritiker og forfatter. Han var tilknyttet Weekendavisen og Politiken, og er fra 2015 forstander på Borups Højskole. Bjørn Bredal har udgivet bøger om Michel de Montaigne, Humanist til hest (1992) og Et renæssancemenneske (2005), Begærets by (1998) om Marcel Proust og Venedig, Forandring fryder. En bog om år 1900 (1999), samt artikeludvalget Bredals ABZ (2011). Seneste udgivelser er Undskyld mit franske (2011) og Turen gennem Triumfbuen (2013) om det moderne Frankrig.
To kvinder løber ind på den sekskantede scene. Den ene kommer fra højre, lille og intens med brændende sorte øjne; den anden kommer fra venstre, stor, lys og barmfager. Jeanne fra højre er klædt i rustning og slår korsets tegn, Marianne fra venstre bærer bajonet og er udfordrende draperet i blåt, hvidt og rødt. Midt på scenen mødes de to damer og forvandler sig til én. Hun hedder Frankrig, La France.
Dette land er et kvindemenneske. Hun er sammensat af kristendom og oplysning, religion og rationalisme, kongedømme og revolution. Hun er kongen og kejseren, hun er Republikken, katedralen og Bastillen. La France er jomfru, furie og maîtresse, hun er frihed, lighed og broderskab. Selv det sidste er et hunkønsord på fransk, la fraternité, ligesom fædrelandet bliver feminint, når sproget giver det køn: la patrie.
Det katolske Frankrig er »kirkens ældste datter«, sagde en gammel pave. Det revolutionære Frankrig er menneskerettighedernes land, siger mange den dag i dag. Lige her er det, at Jeanne og Marianne smelter sammen: i en fælles forestilling om, at alle mennesker er født lige og frie. Jeanne ville sige, at alle har en gnist af Gud; Marianne ville sige, at ethvert menneske har umistelige rettigheder. De to kvinders fælles ansigt, når de er blevet til Marie-Jeanne eller France, er åbenhed og generøsitet.
(…)
Kan man lede efter ideen Frankrig den dag i dag? Det er risikabelt. Ikke så få diktatorer, også franske, har rumsteret med forestillinger om samfundskroppen, om den store fælles organisme og andre metafysiske helheder, som de gerne selv ville inkarnere. Men hvis man ikke glemmer dette, og hvis man heller ikke bruger mere patos end højst nødvendigt, så kan man måske godt alligevel forestille sig, at der findes et »Frankrig bag ved Frankrig«? Måske kan man få øje på en mere tidløs størrelse end det faktiske Frankrig, der lige nu og til hver en tid træder frem? Måske endda en form for »Frankrig for alle«, som rækker ud over, hvad folk med fransk statsborgerskab nu og her kan have glæde af?
Sådan et Frankrig møder alverdens tv-seere jo for eksempel en gang om året, når Tour de France ruller over skærmen i al sin billedskønhed. Et dårende dejligt land med slotte og vinmarker, katedraler og middelalderlandsbyer, alper og floder, oste og østers. Findes det virkelig? Jamen det gør det, men især som en drøm, en flimrende fortid, en storslået idé, en tv-produktion.
Tour de France er femogtyve dages cykeltur gennem en forestilling om Frankrig, som også er en drøm om Europa. Sådan så her ud engang, og sådan måtte her måske gerne blive ved med at se ud? Vi bor på en egn af kloden, hvor de store byer har en flod og en katedral og en skov ude i omegnen. Vi lever i et ordnet landskab, hvor man finder ind til verdens centrum ved at følge skiltene i retning af Centre ville; og vil man ud igen, følger man først det lige så enkle og forjættende skilt: Toutes directions – alle retninger. Så kan verden ikke ligge mere åben. Men åbenheden forudsætter en forestilling om et centrum, et udgangspunkt, en form for landskabeligt hierarki. Det er en meget europæisk forestilling, langt fra amerikanske og asiatiske byers uendelige terrains vagues.
»Frankrig« er sådan en meget europæisk forestilling om »Byen og verden«, Urbi et Orbi, som de gamle romere sagde. Man cykler jorden rundt, men til sidst ender man altid i Paris ved Triumfbuen. Den tid er formentlig slut, hvor en franskmand kunne vinde Tour de France, men Tourens »Frankrig« er heller ikke forbeholdt franskmænd eller knyttet til det faktiske Frankrig, sådan som det ligger inden for grænserne af den sekskant, Hexagone, som det geografiske kort udgør.
I det faktiske Frankrig gror by og land sammen i endeløse forstæder og netop terrains vagues, motorvejene tordner gennem floddalene, og folkelivet minder mange steder i al sin farverigdom og mangfoldighed mere om nutidens Afrika end om gamle Frankrig. Tour de France fastholder i al sin smukke og stiliserede romantik den gamle forestilling om Frankrig for franskmænd. Men samtidig er det Frankrig for alle: et tv-show for den ganske verden, en globaliseret og kommercialiseret sportslig event, der udspiller sig i et Frankrig, som kun findes i vores hoveder.
Vores alle sammens Frankrig.
– Bjørn Bredal
Teksten er et uddrag fra Bjørn Bredals bog Frankrig for alle, som udkom i september på Lindhardt og Ringhof. I bogen diskuterer Bjørn Bredal, hvordan ideen om Frankrig også er ideen om at alle mennesker er født lige og frie.
Andre læste også: