Historie Romaner

Bernard Cornwells vikinge-serie fortsætter

Vikingernes historie ER bare god underholdning. Måske har du allerede set HBOs Vikings serie, måske er du gået i gang med at se BBCs nye tv-serie The Last Kingdom, som nu er tilgængelig i Danmark på netflix. The Last Kingdom er baseret på Bernard Cornwells spændende historiske romanserie Saksernes fortællinger, som vi gerne vil slå et slag for her på bloggen.

Millioner af læsere over hele verden har læst de første otte bind og nu er bind 9 Stormens krigere udkommet på dansk. Hvis du ikke er begyndt på serien endnu, så har du timevis af historisk spænding forude.

Er du i tvivl om, hvilke serier Cornwell har skrevet – eller rækkefølgen i Saksernes fortællinger, så læs mere nedenfor.

Her er traileren til den nye tv-serie The Last Kingdom:

 

Bernard Cornwell blev født i London i 1944 – et krigsbarn med canadisk far og engelsk mor – og efter sin fødsel bortadopteret til en adoptivfamilie i Essex. Familien var medlemmer af sekten Peculiar People (!) og Cornwell forlod som ung sekten for at studere på universitetet i London. Da han forelsker sig i amerikanske Judy, flytter de til USA – og da han ikke kan få et green card vælger han at skrive romaner, da forfattere ikke behøver en arbejdstilladelse. Heldigvis for os!

I dag – mere end 30 år efter – har Bernard Cornwell solgt over 20 millioner bøger på verdensplan og er oversat til adskillige sprog. Cornwell er en af verdens bedste forfattere inden for historiske romaner og har skrevet en række serier og enkeltstående bøger, hvoraf mange er oversat til dansk:

“I disse dage betaler jeg digtere for at synge min pris, men kun fordi det er, hvad en herre forventes at gøre, skønt jeg ofte har undret mig over, hvorfor en mand skulle have betaling blot for ord. Disse ordsmede laver ikke noget, dyrker ikke noget, dræber ingen fjender, fanger ingen fisk og røgter intet kvæg. De tager blot imod sølv til gengæld for ord, som jo alle er gratis alligevel.” 

– Det sidste kongerige, Saksernes fortællinger bog 1

Cornwells vikinge-serie: Saksernes fortællinger

Saksernes fortællinger (eng. The Saxon Stories eller The Warrior Chronicles) er en serie i ti bind om England i 8-900-tallet. Hovedpersonen er den saksiske Uhtred, der som barn bliver taget til fange og opdraget af danske vikinger. Som voksen vender han dog vikingerne ryggen og kæmper for, at England skal vinde det land tilbage, som vikingerne har erobret. Gennem serien følger vi Uhtred og hans efterkommeres kamp for England.

den-tomme-trone

Bind 8 i Saksernes fortællinger af Bernard Cornwell.

Nye læsere bør starte med bind 1 Det sidste kongerige, selv om nogen mener at bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Her får du listen over den rigtige rækkefølge af bøgerne i serien “Saksernes fortællinger” af Bernard Cornwell:

  1. Det sidste kongerige
  2. Den danske rytter
  3. Nordens herrer
  4. Sværdsang
  5. Det brændende land
  6. En konges død
  7. Den hedenske herre
  8. Den tomme trone
  9. Stormens krigere
  10. Flammebæreren (udkommer i starten af 2018)

Krigsherre-trilogien

I trilogien om Kong Arthur og ridderne af det runde bord er fortælleren Derfel. Han var engang en af Kong Arthurs krigsmænd, men lever nu som munk. Mange år efter hans liv i Kong Arthurs hær, vil han fortælle den sande historie om, hvad der skete.

Vinterkongen

Guds fjende

Excalibur

Cornwell-bøger uden for serierne

Azincourt (da. 2009)

I slaget ved Azincourt den 25. oktober 1415 vandt de engelske bueskytter under Henrik V en strålende sejr over franskmændene, selv om disse var 3-4 gange så mange, og den engelske hær var plaget af dysenteri. Romanens hovedperson er den engelske bueskytte Nicholas Hook, som på dramatisk vis havner i den kongelige hær og oplever slaget på nærmeste hold.

Waterloo (da. 2015)

Om slaget ved Waterloo, der afsluttede Napoleonskrigene, og de mindre slag ved Quatre-Bras og Ligny to dage før. Ved hjælp af breve og dagbøger kastes lys over de tanker, der løb gennem hovedet på ikke alene Napoleon, marskal Blücher og hertugen af Wellington, men også de almindelige officerer og soldater.

 


 

 

Er lige nu stærkt optaget af boganbefalinger: Hvor får vi dem fra, hvem lytter vi mest til, hvornår får vi den der trang til at få fat i en en bestemt bog straks? Hvor læser vi, hvornår, hvorfor, hvordan? Er dagligt glad for forlagets fantastiske redaktører og ikke mindst forfattere, der udtænker, skriver og redigerer bøger, vi ikke vidste vi ville komme til at elske. Er også født 1977, bor på Amager med mange reoler, en mand og to børn.