I dag udkommer Bent Hallers erindringsbog Det man husker. Portræt står der på forsiden – ikke biografi – og det er da også en atypisk erindringsbog, der kalder på en anden genrebetegnelse. For det er ikke en A til Å-fortælling, hvor hver en sten i Hallers liv vendes fra fødsel over barndom, cv-opremsning, mennesker-jeg-har-mødt og strøtanker om dette og hint. I stedet mærker man tydeligt en egensindig forfatter, der selv bestemmer, hvilke historier, der er interessante, og hvilke han ikke gider spilde tid på. Det siger en hel del om Bent Haller. Han tager da også sine forbehold over for projektet tidligt i bogen (faktisk allerede med titlen): ”Erindringer er ikke pålidelige” skriver han et sted og et andet:
”Et portræt kan laves på mange måder, det kan være overflade, eller det kan trænge i dybden. Men et portræt skal ikke så meget ligne, som det skal være”.
Politikens anmelder, der allerede var på pletten i går, skriver, at Det man husker nok mest er for dem, der har læst alle Hallers bøger. Jeg mener det stik modsatte. For bogen er en læseoplevelse, der ligner en romanoplevelse, hvor alle kan læse med uanset om man ved, hvem Bent Haller er eller ej. Her er nemlig en forfatter, der har blik for personer og situationer, for stemninger og replikker og som snitter sit selvportræt for øjnene af læseren. Som Haller siger i indledningen:
”Nu vil jeg, her hvor jeg nærmer mig de halvfjerds, gerne være den jeg er, uanset hvem der viser sig at være”.
Forbudt for børn
En af de gode historier, som Bent Haller berører i bogen er, hvordan han debuterede. Det var en debut, der landede med et brag; et brag som i kanonslag, hvis udladning kunne høres i et helt år efter, den var detoneret.
Katamaranen hed debutromanen, som udkom i 1976 i et årti, hvor børnebogslitteraturen var stærkt politiserende på en måde, der virker voldsom og kuriøs i dag. Hans manuskript vandt en konkurrence, som forlaget Borgen havde udskrevet, hvor de søgte en bog henvendt til de 10-14-årige, som skulle handle om ”livet i klassesamfundet Danmark”. Sammen med konkurrencen offentliggjorde forlaget et børnelitterært manifest skrevet af Søren Vinterberg og Torben Weinreich, der opstillede en række krav til ”en moderne klassebevidst børnebog”. Her hed det bl.a. ”Gør problemerne konkrete gennem handling og ikke – udelukkende – abstrakte gennem tale og tænken. Hvis en kapitalist er en led skid (og det er han sgu nok), så nøjes ikke med at fortælle det. Lad ham handle som en skid, så enhver kan se det”.
Bogen (og manifestet) udløste et heftigt stormvejr og endeløse diskussioner. Berlingske Tidende skrev fx, at den var ”særdeles modbydelig”, og at sproget var præget af ”de mest vulgære gloser”. I lærernes blad Folkeskolen lød det: ”Tag en række emner af ulykkelig art (druk, vold, børnemishandling, selvmord osv.) og dertil en liste over alle de sexudtryk, der kan erindres eller opfindes, og bland de to oversigter på en meget bevidst måde, og lad så nogle ”politiske” slagsord blive deklameret af en 15-årig småkriminel fyr – så har De en forestilling om præmiebogen”. I flere af landets kommuner købte man slet ikke bogen, ofte efter at kommunalpolitikere havde krævet det, ligesom flere børnebogsbibliotekarer rådede deres kollegaer til at gøre bogen ”forbudt for børn”. Men Katamaranen nåede alligevel ud til publikum – den solgte over 200.000 eksemplarer i det første år efter udgivelsen.
Barsk realisme i de unges eget sprog
Bogen var og er barsk realisme. I et råt og direkte sprog skildrede Haller vold, omsorgssvigt, selvmord og seksuelle overgreb. For som han selv sagde i 1977, da han forsvarede sig selv efter hans tildeling af Statens Kunstfonds Arbejdslegat blev kritiseret fra flere kanter: ”Det ville være fuldstændig tåbeligt af mig at begynde at skrive et særsprog, som ingen kender, og som ingen kan identificere sig med. Jeg tror netop, at man opnår kontakt med de unge ved at tale deres eget sprog”. Professor i børnelitteratur Torben Weinreich slår i 2011 fast, at romanen altså også er et litterært værk skrevet med en kunstnerisk intention: ”Og som sådan holder Katamaranen vand, også læst knap 40 år efter dens udgivelse”.
Kritikken af Haller fortsatte i samme skingre toneleje, da han udgav sin anden bog, Sabotage. I Thisted, hvor bibliotekarerne havde indkøbt bogen til hylderne, forbød kommunalbestyrelsen udlån af bogen på grund af dens tvivlsomme politiske og moralske synspunkter. Sagen endte i Vestre Landsret i 1979, hvor Sabotage blev kaldt ”underlødig”, og kommunen vandt retten til at blande sig i bibliotekernes indkøb.
Siden er det blevet til mange flere bøger til både børn og voksne fra Bent Hallers hånd, men de er udkommet til noget mindre polemik, end da forfatteren lagde fra land. Og nu har vi altså fået hans selvportræt. En håndtegning, der viser noget, men ikke det hele.
Kilde: Torben Weinreich – Forfattere i nyere dansk børnelitteratur. Høst & Søn, 2011.
I dag udkommer Bent Hallers erindringsbog Det man husker. Portræt står der på forsiden – ikke biografi – og det er da også en atypisk erindringsbog, der kalder på en anden genrebetegnelse. For det er ikke en A til Å-fortælling, hvor hver en sten i Hallers liv vendes fra fødsel over barndom, cv-opremsning, mennesker-jeg-har-mødt og strøtanker om dette og hint. I stedet mærker man tydeligt en egensindig forfatter, der selv bestemmer, hvilke historier, der er interessante, og hvilke han ikke gider spilde tid på. Det siger en hel del om Bent Haller. Han tager da også sine forbehold over for projektet tidligt i bogen (faktisk allerede med titlen): ”Erindringer er ikke pålidelige” skriver han et sted og et andet:
”Nu vil jeg, her hvor jeg nærmer mig de halvfjerds, gerne være den jeg er, uanset hvem der viser sig at være”.
Forbudt for børn
En af de gode historier, som Bent Haller berører i bogen er, hvordan han debuterede. Det var en debut, der landede med et brag; et brag som i kanonslag, hvis udladning kunne høres i et helt år efter, den var detoneret.
Katamaranen hed debutromanen, som udkom i 1976 i et årti, hvor børnebogslitteraturen var stærkt politiserende på en måde, der virker voldsom og kuriøs i dag. Hans manuskript vandt en konkurrence, som forlaget Borgen havde udskrevet, hvor de søgte en bog henvendt til de 10-14-årige, som skulle handle om ”livet i klassesamfundet Danmark”. Sammen med konkurrencen offentliggjorde forlaget et børnelitterært manifest skrevet af Søren Vinterberg og Torben Weinreich, der opstillede en række krav til ”en moderne klassebevidst børnebog”. Her hed det bl.a. ”Gør problemerne konkrete gennem handling og ikke – udelukkende – abstrakte gennem tale og tænken. Hvis en kapitalist er en led skid (og det er han sgu nok), så nøjes ikke med at fortælle det. Lad ham handle som en skid, så enhver kan se det”.
Bogen (og manifestet) udløste et heftigt stormvejr og endeløse diskussioner. Berlingske Tidende skrev fx, at den var ”særdeles modbydelig”, og at sproget var præget af ”de mest vulgære gloser”. I lærernes blad Folkeskolen lød det: ”Tag en række emner af ulykkelig art (druk, vold, børnemishandling, selvmord osv.) og dertil en liste over alle de sexudtryk, der kan erindres eller opfindes, og bland de to oversigter på en meget bevidst måde, og lad så nogle ”politiske” slagsord blive deklameret af en 15-årig småkriminel fyr – så har De en forestilling om præmiebogen”. I flere af landets kommuner købte man slet ikke bogen, ofte efter at kommunalpolitikere havde krævet det, ligesom flere børnebogsbibliotekarer rådede deres kollegaer til at gøre bogen ”forbudt for børn”. Men Katamaranen nåede alligevel ud til publikum – den solgte over 200.000 eksemplarer i det første år efter udgivelsen.
Barsk realisme i de unges eget sprog
Bogen var og er barsk realisme. I et råt og direkte sprog skildrede Haller vold, omsorgssvigt, selvmord og seksuelle overgreb. For som han selv sagde i 1977, da han forsvarede sig selv efter hans tildeling af Statens Kunstfonds Arbejdslegat blev kritiseret fra flere kanter: ”Det ville være fuldstændig tåbeligt af mig at begynde at skrive et særsprog, som ingen kender, og som ingen kan identificere sig med. Jeg tror netop, at man opnår kontakt med de unge ved at tale deres eget sprog”. Professor i børnelitteratur Torben Weinreich slår i 2011 fast, at romanen altså også er et litterært værk skrevet med en kunstnerisk intention: ”Og som sådan holder Katamaranen vand, også læst knap 40 år efter dens udgivelse”.
Kritikken af Haller fortsatte i samme skingre toneleje, da han udgav sin anden bog, Sabotage. I Thisted, hvor bibliotekarerne havde indkøbt bogen til hylderne, forbød kommunalbestyrelsen udlån af bogen på grund af dens tvivlsomme politiske og moralske synspunkter. Sagen endte i Vestre Landsret i 1979, hvor Sabotage blev kaldt ”underlødig”, og kommunen vandt retten til at blande sig i bibliotekernes indkøb.
Siden er det blevet til mange flere bøger til både børn og voksne fra Bent Hallers hånd, men de er udkommet til noget mindre polemik, end da forfatteren lagde fra land. Og nu har vi altså fået hans selvportræt. En håndtegning, der viser noget, men ikke det hele.
Kilde: Torben Weinreich – Forfattere i nyere dansk børnelitteratur. Høst & Søn, 2011.
Andre læste også: