Bøger til teens

Sarah Engell: Derfor må ungdomsbøger godt handle om selvmord og mobning

Hvor råt må det være, når man skriver til unge? Er det for eksempel okay at skrive en ungdomsroman om mobning og selvmord og kalde den ”21 måder at dø”, hvilket lyder omtrent som en brugsvejledning? Og er det moralsk forsvarligt ligefrem at henvise til hjemmesider, hvor unge mennesker udveksler selvmordsmåder, som var de bageopskrifter?

Det er spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, når jeg er ude at fortælle om min seneste ungdomsroman, og jeg har fuld forståelse for bekymringerne, for der er vel intet, vi som voksne ønsker højere end at beskytte vores børn mod verdens smerte og ondskab. Problemet er, at det er en umulig opgave, medmindre vi ligefrem låser dem inde eller flytter til en øde ø. De unge lever i den samme virkelighed som os. De ser de samme nyheder. De læser de samme løbesedler og bruger de samme sociale medier.

Netop derfor er ungdomslitteraturen så vigtig, fordi den giver os mulighed for at behandle de svære emner på en anden og mere omsorgsfuld måde. For at det skal virke, kræver det dog, at vi tør lave bøger UDEN at pynte på virkeligheden, for så bliver historierne utroværdige og UDEN at moralisere, for så bliver det dårlig litteratur.

At føle sig set og forstået

Når jeg skriver til unge, er det min ambition at anerkende deres virkelighed og forsøge at få dem til at reflektere over deres situation og de muligheder, de har. Det duer ikke at skrive pas nu på hinanden og husk hue når det er koldt og børst tænder og opfør jer artigt, for det kommer der altså ret kedelige bøger ud af. Jeg skal i stedet derind, hvor vi kan mærke, hvad det handler om. Hvor det er troværdigt og genkendeligt for de unge. Hvor jeg tør at være ærlig og direkte for at imødekomme selv det der er så benhårdt, at de unge selv har svært ved at formulere det. I dét møde opstår magien. I dét møde kan litteraturen måske rent faktisk gøre en forskel.

Til et foredrag for en gruppe folkeskolelærere var der en lærer, der rakte hånden op og spurgte mig: ”Er det ikke farligt at skrive om selvmord? Risikerer du ikke at lokke de unge?”

En anden lærer kom mig i forkøbet med et svar, jeg gerne vil dele med jer, fordi det så fint imødekommer min hensigt med bogen: ”De unge som er i farezonen for at begå selvmord har sgu allerede pløjet nettet tyndt for alt, hvad der findes om emnet. De har været inde på alle de samme sider som dig. Så at du henviser til dem, lokker dem ikke til noget, men giver dem en følelse af at være set og forstået i den brutale virkelighed, de skal forholde sig til.”

I bøgerne har vi god tid

Historisk set har børne- og ungdomslitteratur primært været grænsedragende, hvor den i dag snarere er grænsesøgende. Den grænsedragende litteratur blev brugt til at oplyse om god opførsel, hvilket betød frasorteringer i, hvad den unge læser måtte få viden om og indsigt i. I dag ville den indstilling ikke give mening. Internettet er gavmildt med informationer om hvad som helst, og de unge kan svælge i detaljer om selv de hårdeste og mest tabuiserede emner. Problemet er, at på internettet fremstilles virkeligheden ofte temmelig endimensionel, i brudstykker og med brutale fotos uden forklaringer eller nuancer.

I bøgerne derimod, har vi god tid til at tale sammen, et emne kan belyses fra flere vinkler, og de svære følelser kan behandles med omsorg. Det er min hovedpointe med dette indlæg: At der kan ligge en stor omsorg i at tage de rå emner op, fordi det er en måde at anerkende de unges virkelighed og hjælpe dem med at sætte ord på vanskelige tanker og følelser. I litteraturen kan vi berøre selv de tungeste emner på en måde, så det stadig er til at bære. Forsøger vi at gemme de svære tematikker væk, dobbelttabuiserer vi, og vi risikerer at efterlade de unge med en følelse af ensomhed og af at være forkerte.

21 måder at dø på

Håbet er vigtigt

Så til spørgsmålet om, hvor råt det må være: Jeg mener, at det må være lige så råt, som virkeligheden er – for den bliver de unge alligevel konfronteret med, hvad enten vi vil det eller ej. Fremfor at tie de svære emner ihjel, forsøger jeg derfor at skrive så realistisk – og dermed også råt – som jeg synes, den enkelte historie lægger op til.

Når det er sagt, føler jeg samtidig en stor grad af beskyttelse og ansvar over for mine unge læsere. Jeg vil gerne være en forfatter, der tager læseren i hånden og siger: Sådan ser virkeligheden altså ud, men det skal nok gå alligevel. Det gør jeg blandt andet ved at lægge håb og lys ind i teksten. Midt i det smertefulde kan jeg beskrive en fugl, der kvidrer som tegn på, at foråret er på vej. Et knus, musik eller smagen af æbleskiver med flormelis. For sådan er livet jo. Selv når det er allersværest, er der små åndehuller af noget godt, og det er dem, der skal bære os igennem.

Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. Lykkes det, kan man måske rent faktisk få dem til at lytte, sådan rigtig lytte. Der opstår et fortroligt rum med plads, tolerance og mulighed for at se verden i et nyt lys. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.

Mail fra 15-årig pige

Jeg vil gerne afslutte med en mail, som en ung læser har sendt mig, og som vel i sig selv er et argument for, hvorfor denne type ungdomsbøger bør findes:

Kære Sarah.

Jeg har lige læst bogen ”21 måder at dø” færdig. Jeg vil så gerne takke dig for den fantastiske øjenåbning og oplevelse det har givet mig. Jeg er en pige på 15 år, og mistede min mor for 2 og et halvt år siden, og har selv været ude for mobning i de mindre klasser, så jeg var meget rørt igennem bogen, fordi den er så vedkommende for mig. Aldrig før har jeg siddet og grædt af glæde over en bog. Jeg har altid følt mig så ensom, hvad angår mine følelser, og jeg har altid haft svært ved at udtrykke dem – det har DU gjort for mig ved at skrive den bog. Jeg kan slet ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er. Tusinde tak, for at du har skrevet den.

Læs mere om ”21 måder at dø” og forfatter Sarah Engell på www.sarahengell.dk

Indlægget er skrevet af Sarah Engell, forfatter til blandt andet ”21 måder at dø”.