I 2015 år foretog Danmarks Radio en rundspørge blandt 37 hospitalspræster. I den svarede 27 af præsterne, at terminale patienter overbehandles med livsforlængende behandling, hvor der i stedet burde være fokus på at få afsluttet livet på en ordentlig måde.
Den amerikanske kirurg og forfatter Atul Gawande vil med bogen “At være dødelig” have os til at forholde os til døden. Tænke over hvordan vi vil dø i en tid, hvor meget kan behandles – og hvor døden ofte er langstrakt. Tidligere døde folk af hurtige sygdomme, af infektioner, under fødsler, i ulykker og krig. I dag kan livet forlænges – men for hvilken pris.
“Når man ikke ved, præcis hvor lang vores livsbane er – og når vi forestiller os, at vi faktisk har mere tid, end vi har – så siger vores instinkt altid kæmp, dø med kemo i årerne, med en slange i halsen eller med friske sammensyninger i huden. Det faktum, at vi måske i virkeligheden forkorter eller forværrer den tid, vi har tilbage, registreres stort set ikke. Vi forestiller os, at vi kan vente, til lægerne siger, at der ikke er mere at stille op. Men det er meget sjældent, at lægerne ikke kan stille noget op”, skriver Atul Gawande.
Bogen henvender sig både til de sundhedsprofessionelle – på hospitaler og plejehjem – men også til syge, døende og pårørende. Og alle andre der engang skal dø. I Danmark har medierne de seneste måneder debateret stigende medicinbudgetter, men også den værdige død. Leonora Christina Skov – som også anmeldte bogen for Weekendavisen – skrev efter sin mors død et personligt indlæg i Politiken om at være pårørende:
“Måske er alle påvirkede af forestillingen om, at en rigtig kræfthelt kæmper til det sidste, vinder over kræften eller taber med kemo i årerne. Eller også er lægesamtaler om døden simpelthen så svære og tidskrævende, at det er lettere at blive ved at behandle. Man kan mene, at det må være patienternes og de pårørendes eget ansvar at tale om døden, men den er så tabubelagt, at de fleste har brug for en hjælpende hånd. Hvad siger man overhovedet? Hvornår? Og hvordan? Selv anede jeg det ikke, men jeg tænkte ofte, at jeg aldrig selv ville vælge at tage imod de udmarvende livsforlængende behandlinger, hvis jeg en dag skulle ende i samme situation som min mor.”
Du kan læse det meget rørende kapitel “Giv slip” fra bogen gratis her
Anmeldelser af “At være dødelig”
I Politiken gav professor og forfatter til bestselleren “Stå fast”, Svend Brinkmann, fem hjerter til “At være dødelig” og skrev bl.a.
“Gawande skriver konkret, smukt og bevægende – også i den lange fortælling om faderens sygdomsforløb og død. Faderen var selv en anerkendt kirurg, og man forstår, at de læger, der rådgiver om og intervenerer i andre menneskers liv og død, selvfølgelig selv er lige så usikre og bange som alle andre, når de står over for de vanskelige beslutninger ved livets afslutning.” – ♥♥♥♥♥ Politiken
Andre anmeldelser i danske medier:
“At være dødelig” er en smuk blanding af lægevidenskab, personlige erfaringer, etiske overvejelser og case” – ★★★★ Kristeligt Dagblad
“Kirurg og forfatter Atul Gawande har skrevet en tankevækkende bog om alt det, vi med mere eller mindre ubevidst vold og magt skubber fra os hver eneste dag: livets tilfældighed, skrøbelighed og i de fleste tilfælde brutalt langtrukne endelighed.” – Information
“I sin fremragende internationale bestseller At være dødelig. Om livsforlængelse og livskvalitet giver han os et indblik i døden set fra en læges perspektiv og deler generøst ud af egne erfaringer med at behandle dødssyge patienter, se sin far dø og hen ad vejen blive bedre til at tackle livet med døden. Gawandes store styrke som formidler er hans selvransagende natur og hans bevidsthed om egen fejlbarlighed. »Vi gik på medicinstudiet for at lære, hvordan man redder liv, ikke hvordan man afslutter det,« skriver han. »Vi tilbød hverken erkendelse, trøst eller vejledning. Vi kunne blot tilbyde endnu en behandling.” – Weekendavisen
I 2015 år foretog Danmarks Radio en rundspørge blandt 37 hospitalspræster. I den svarede 27 af præsterne, at terminale patienter overbehandles med livsforlængende behandling, hvor der i stedet burde være fokus på at få afsluttet livet på en ordentlig måde.
Den amerikanske kirurg og forfatter Atul Gawande vil med bogen “At være dødelig” have os til at forholde os til døden. Tænke over hvordan vi vil dø i en tid, hvor meget kan behandles – og hvor døden ofte er langstrakt. Tidligere døde folk af hurtige sygdomme, af infektioner, under fødsler, i ulykker og krig. I dag kan livet forlænges – men for hvilken pris.
“Når man ikke ved, præcis hvor lang vores livsbane er – og når vi forestiller os, at vi faktisk har mere tid, end vi har – så siger vores instinkt altid kæmp, dø med kemo i årerne, med en slange i halsen eller med friske sammensyninger i huden. Det faktum, at vi måske i virkeligheden forkorter eller forværrer den tid, vi har tilbage, registreres stort set ikke. Vi forestiller os, at vi kan vente, til lægerne siger, at der ikke er mere at stille op. Men det er meget sjældent, at lægerne ikke kan stille noget op”, skriver Atul Gawande.
Bogen henvender sig både til de sundhedsprofessionelle – på hospitaler og plejehjem – men også til syge, døende og pårørende. Og alle andre der engang skal dø. I Danmark har medierne de seneste måneder debateret stigende medicinbudgetter, men også den værdige død. Leonora Christina Skov – som også anmeldte bogen for Weekendavisen – skrev efter sin mors død et personligt indlæg i Politiken om at være pårørende:
Du kan læse det meget rørende kapitel “Giv slip” fra bogen gratis her
Anmeldelser af “At være dødelig”
I Politiken gav professor og forfatter til bestselleren “Stå fast”, Svend Brinkmann, fem hjerter til “At være dødelig” og skrev bl.a.
Andre anmeldelser i danske medier:
Andre læste også: