Romaner

Smuglæs i Asfalt og blomster. Ny stærk skæbnefortælling af Benn Q. Holm

Asfalt og blomster er en rørende kærligheds- og familiehistorie om en ung mands søgen efter sandheden om sin mor. Samtidigt giver Benn Q. Holm en fremragende skildring af Danmark gennem tiden – fra de nøjsomme 1960’ere til nutidens usikre individualisme.

 

Asfalt og blomster, Benn Q. Holm, historisk roman, spændingsroman

I Asfalt og blomster fortæller Benn Q. Holm om en række personer, hvis skæbner er flettet ind i hinanden.  Vi følger først Alice Hansen, som en vinterdag i 1972 findes myrdet i en baggård i Minefeltet i København. Den omsværmede Alice efterlader sig en lille søn, Jack. Morderen findes aldrig.

Dernæst møder vi Jack, som vokser op hos sine bedsteforældre. Alt er mørke og tavshed. Han er optaget af at finde sin far, men bliver langsomt opslugt af 80’ernes blå melankoli med hvad det indebærer af stoffer og punkattitude. Han ender på Nørrebro som fordrukken forsanger i et støjrockband, inden han bryder op og fordufter ud i det blå.

Og til sidst stifter vi bekendtskab med journalisten Mikael Busk, der i 2016 kontaktes af kunsthistorikeren Dan Reimer, som leder efter Jack Hansen. Som Busk graver i sagen om den forsvundne Jack, dukker der nye spor op i det uopklarede drab på Alice Hansen.

Benn Q. Holm har siden sin debut med Til verdens ende i 1994 forfattet en lang række romaner, såsom de anmelderroste Hafnia Punk, Album og Byen og øen. 

Du kan finde Asfalt og blomster af Benn Q. Holm online her eller i din lokale boghandel.

 

Benn Q. Holm

Asfalt og blomster

 

Kapitel 1: Bergthorasgade 1961-1965

Hun havde altid været en stille pige i forhold til de andre børn i gården, Knud og Dagny Hansens lille Alice, og slet ikke så tidligt udviklet som Joan og Evy. I skolen haltede hun også bagefter og klarede sig bedst i de praktiske fag, men først og fremmest udmærkede hun sig ved at være pligtopfyldende og ordentlig, hvilket ikke kunne siges om alle skolens elever. Stille, nærmest indesluttet, lidt af et dydsmønster – sådan var Alice. Drengene viste hende af samme grund ingen videre interesse. Alice var umulig at lokke til noget som helst.

Men så skete der noget hen over sommeren 1961, mest i det ydre, men nok til at drengene fra de ældste klasser pludselig fik øje på hende. Fra det øjeblik var hun fredløs, sådan følte hun det i al fald. Og det var ikke kun de store drenge, det var som om alle med ét behandlede hende anderledes. Selv lærerne. Alice havde altid gemt sig bagest i klassen, nu var det som om alle forventede sig noget af hende – hvad anede hun ikke – eller ville have noget af hende. Havde hun været mere beregnende, havde hun udnyttet sin nye opsigtsvækkende skønhed, men det faldt hende ikke ind. Tværtimod. Det eneste hun ønskede, var at komme ud i haven ved Kløvermarken, men sommeren var slut, hun var ligesom fanget på Bryggen, fanget i sin nye krop.

Det blev snart hverdag at cykelbude og håndværkere piftede efter hende når hun gik hjem fra skole, og da Alice uden at have gjort sig den mindste anstrengelse blev valgt til den ene hovedrolle i skolens juleforestilling, kunne hun have gravet sig ned, allerede ved at gå ud af sit gode skind ved tanken om at stå der i gymnastiksalen foran hele Amager Fælled Skole og alle forældrene. Men det værste var at Joan og Evy bagtalte hende, for pæne, kedelige Alice havde vippet dem af tronen, en trone som hun ikke engang var interesseret i.

Og så begyndte rygterne: at hun havde ‘noget kørende’ med den unge flotte danskvikar, at hun var blevet taget i at stjæle en hamburgerryg hos købmand Chris i Leifsgade. Alice, som altid sad hjemme og højst gik ærinder for sin mor. Alice, som krøb langs murene. Hun var sønderknust. (Og hvad skulle hun også med en hamburgerryg?). Men da Joan og Evy indså at Alice var lige så harmløs som altid, og de kunne have deres fyre i fred, fik piben en anden lyd. Nu var Alice pludselig god nok. For hvem ville ikke gerne være en del af den strålekrans der udgik fra den blonde Alice Hansen fra Bergthorasgade, Islands Brygges ukronede skønhedsdronning? Samtidig voksede køen af forheksede drenge, men Alice var stadig svær at lokke til noget som helst. Dybest set foretrak hun at sidde hjemme hos sine forældre, kigge i sin mors ugeblade, hjælpe med madlavningen. Hun vidste udmærket hvad Joan og Evy (og Rita og nogle af de andre piger) foretog sig nede i kældrene, og på en måde var hun dem taknemmelig: De lettede det pres der var på hende. Så i sidste ende var alle tilfredse.

Alice havde længe været skoletræt og fik arbejde i kantinen på Philips’ radiofabrik i Holmbladsgade. Hun boede stadig hjemme, hendes mor var hjemmegående, og pladsen var trang i den 2½-værelsers, men det hjalp at de flyttede ud i kolonihaven fra maj til september.

Modsat de fleste af mændene i bydelen arbejdede hendes far ikke på Sojakagen. Knud Hansen var benzinchauffør i lufthavnen, et job han var umådelig stolt af, og som næsten rangerede på niveau med piloternes, for det sagde sig selv at flyene ikke kunne komme på vingerne uden brændstof. Han var med i fagforeningen, naturligvis, og stemte pligtskyldigt socialdemokratisk, men medlem af partiet havde han aldrig været. Som han plejede at sige: “Hvis jeg havde været medlem, meldte jeg mig ud i morgen!”

Det var ham der forsørgede familien, det herskede der ingen tvivl om, og selvom han også var vokset op på Bryggen, betragtede han kvarteret med en stigende skepsis. Måske fordi han vidste hvad der foregik i kældrene eller i det barakagtige område bag Kigkurren. I hvert fald generede det ham ikke, og dermed heller ikke Dagny, at Alice aldrig gik ud og ingen veninder havde. De havde jo nok øjne i hovedet, og især Knud kunne ikke sige sig fri for at være stolt over at have en så køn datter. Men med stoltheden fulgte også visse bekymringer, og Alice var deres eneste barn.

***

Den forbavsende ydre blomstring Alice havde undergået, havde på mange måder forstærket hendes skyhed, så selvom hun i form og figur lignede en ung, velskabt kvinde, var hun stadig den samme stille pige. Alt det ændrede sig da hun blev smidt for løverne i det store, larmende kantinekøkken. Tempoet var højt, tonen rå. Der skulle skrubbes kartofler, snittes en million gulerødder, skures gryder og pander. Hun kom udkørt hjem, med kinder der stadig var røde og ru af dampene fra køkkenet.

Men næste morgen var det tidligt op, en hurtig omgang klatvask i køkkenet, der var ikke bad i lejligheden, og af sted på cykel til Holmbladsgade. Det meste af lønnen afleverede hun pænt derhjemme. Dog insisterede hun på at hun ville spare op til en ny vinterfrakke. Det var Gyda, en lidt gumpetung jævnaldrende pige med basunkinder som også arbejdede i køkkenet, der havde drillet hende med den gamle aflagte sag hun gik i.

“Du ligner jeg ved ikke hvad,” lo Gyda, som for resten ikke var alt for fiks selv.

“Gør det noget?” svarede Alice, som egentlig var glad for sin mors gamle koksgrå frakke. Den var varm og praktisk når hun cyklede.

“Ja, hvis vi skal i byen.”

“I byen?”

“Ud og danse. På lørdag. Eller du skal måske noget andet?”

Næh, det skulle hun ikke, og så begyndte en ny tid for Alice. Hun kendte ikke rigtig byen, jo, de havde noget familie på Bispebjerg, og hun havde selvfølgelig været med sin mor i Daells Varehus og Anva, men alt hvad der lå på den anden side af Langebro, var alligevel sært fremmed, inderhavnen var både et hav og en mur, og sådan havde det altid været; når de endelig tog nogen steder hen, var det altid ud i haven.

Nu tog hun og Gyda en sporvogn ind til byen og gik ned ad Strøget til et sted som Gyda havde hørt om. Dørmanden ville først ikke lukke dem ind, de var for unge, men så puffede Gyda hende i ryggen, sagde: “Skyd brystet frem og smil!” Alice nøjedes med at smile, og det var rigeligt: De blev alligevel lukket ind. Var det derfor Gyda ville have hende med?

Der var trængsel foran garderoben, musikken nåede forsinket frem som fra en lang, dyb tunnel og sugede dem ind i en stor grotte med små farvede lamper. Alice missede med øjnene i det halvmørke, røgfyldte lokale. Men så var der allerede en ung mand der bød hende op, og Alice dansede hele aftenen, hun sad ikke ned et øjeblik. Dansen løsnede et eller andet i hende, og det var faktisk Gyda der ville hjem, ikke hende.

“Kom nu, Alice, vi skal nå den sidste sporvogn.”

Alice takkede høfligt for dansen, bemærkede det skuffede blik, hånden der greb om hendes talje, men hun gjorde sig let fri, hun var også helt udmattet, og så fulgtes de hjemad, Gyda boede længere ude på Amager.

Næste dag sov hun så længe at hendes far til sidst ikke kunne være i sig selv. Han var selv morgenmenneske og kunne ikke udstå syvsovere. Nu flåede han arrigt gardinerne til side og meddelte at klokken var næsten ti. Den var halv ti, så hun da han var gået. Efter morgenmaden og det sædvanlige klatvaskeri tog hun et langt fodbad i stuen, hun havde fået en stor vabel på hver hæl. Hendes far kom ind med en petroleumsdunk og rynkede misbilligende panden ved synet, men sagde ikke noget. Hendes mor rumsterede i køkkenet.

“Skal du sidde der hele dagen?” Den velkendte petroleumslugt bredte sig i rummet. “Din mor kan sikkert godt bruge lidt hjælp i køkkenet.”

“To minutter mere, far.”

“Bordet dækker vel heller ikke sig selv.”

Alice gav sig til at tørre fødderne, bar forsigtigt den skvulpende plasticbakke ud.

Søndagsfrokosten var et fast ritual, og hun elskede den, lige så meget for hyggen som for maden, og bagefter tog hun ud og hjalp sin mor med opvasken, lagde noget tøj i blød. De satte sig med deres ugeblade og hækletøj, petroleumsovnen varmede den lille stue godt op, hendes far lå og raslede med avisen på sofaen. Sneen prikkede mod ruden og gik over i slud, og det var rart hvordan vintermørket langsomt lagde sig om karreen. Varmen gjorde hende døsig, og fra sofaen kom der en let snorken. Alice lukkede kort øjnene, og da hun slog dem op igen, var hendes mor ved at stille kaffekopper og kagetallerkener frem.

Og det blev mandag, ugen gik så langsomt, og så stod de igen i køen, og dørmanden nikkede genkendende til Alice, og sådan gik det til at hun traf Helge, en sparekasseelev. Måske var de kærester, det vidste hun ikke, det håbede hun ikke. De mødtes bare hver lørdag og dansede. Gyda, træt af rollen som bænkevarmer, havde fundet andre græsgange. Han var ualmindeligt velopdragen, Helge, men rynkede på næsen da hun fortalte at hun stod i et kantinekøkken.

“Sådan en køn og kvik pige som dig,” udbrød Helge forarget.

Det fik hende til at tænke over sin fremtid; hendes forældre havde aldrig presset hende, de var kun glade for at hun bidrog til huslejen med sin beskedne løn. Men da det blev forår, arbejdede hun stadig i kantinen selvom hun var blevet forfremmet til at sidde ved kassen, og det var næsten værre end at stå i køkkenet, på grund af mændenes blikke og kommentarer. Så tog hun sit livs første rigtige selvstændige beslutning: Hun ville søge ind på en husholdningsskole.

Helge så hun næsten hver lørdag, og hun dansede kun med ham. Han var høj og slank, altid velklædt helt ned til brystlommetørklædet i sin jakke, havde en snorlige sideskilning, alt ved ham var skarpt og korrekt og pålideligt. Ikke som nogle af de platte mænd på fabrikken. Helge Petersen var fra Sorø og boede på et lejet værelse hos en fjern slægtning i Gentofte. Første gang han forsøgte at kysse hende, undveg hun ham, næste gang besvarede hun det tøvende. Han fulgte hende altid trofast til stoppestedet på Rådhuspladsen, for hendes forældre insisterede stadig på at hun var hjemme på et bestemt klokkeslæt. I begyndelsen havde det irriteret hende grusomt, nu passede det hende egentlig meget godt. Så skete det hun havde frygtet. Han inviterede hende hjem til sig en lørdag aften.

Alice var i syv sind. Hun havde jo selv mærket hans bule når de dansede, og det havde de nu gjort i snart et halvt år, danset og holdt i hånd, og hun så i ånden hvordan han ville kaste sig over hende når de sad på hans værelse. Tanken huede hende ikke.

Alligevel tog hun derud. Slægtningen var en ældre hvidhåret enke med rare, rindende øjne. Alice var stiv af skræk for at gøre noget forkert, og hun havde aldrig tygget sin mad så omhyggeligt og siddet med så rank ryg, stiv som et kosteskaft. Ingen albuer på bordet, huskede hun. De fik rigtig fransk rødvin til maden og portvin til desserten, og Alice, som aldrig havde drukket noget stærkere end øl blandet op med sodavand, mærkede hvordan hun slappede af og blev helt snakkesalig. Helges gamle slægtning trak sig tilbage, og Alice gik ud fra at tiden hvor han ville vise hende sit værelse nærmede sig. Men i stedet bad han hende tage plads i en mintgrøn veloursofa og tændte nervøst en cigaret.

“Jeg tænkte på …” begyndte han. Alice nippede til portvinen. “Jo, nu har vi jo kendt hinanden i et halvt år og …” Helge fik endelig talt sig varm, så hørte hun ordet ‘forlovelse’ efterfulgt af en lang pause.

“Det kommer helt bag på mig,” fik hun fremstammet.

Helge opfattede det tilsyneladende som et ja, for han greb hendes hænder, og fortsatte ivrigt: “Men jeg kan ikke være forlovet med en pige der står i en kantine. Mine forældre ville aldrig … Du må finde dig et anstændigt arbejde, Alice.” Han askede sin cigaret med en fornem mine: “Jeg kan skaffe dig ind hos min onkel. Han har en stor isenkrambutik i Lyngby. Ja, vi har såmænd aftalt at du kan begynde allerede den første august. Hvad siger du?”

Alice sagde ikke noget.

“Lønnen er ikke høj til at begynde med, men højere end den du får nu.”

“Ved du da hvad jeg får i løn?”

“Nej. Men jeg gætter på at den ikke er særlig høj.”

“Jeg må vel have lov til at tænke over det,” hviskede hun.

“Selvfølgelig. Min onkel behøver ikke få besked i aften,” lo Helge opstemt.

Han havde igen misforstået hende, gik det op for hende. Det hele var én stor misforståelse. Og hun havde fået for meget vin og portvin.

“Kan jeg få en kop kaffe, Helge?”

“Naturligvis.” Han sprang op. “Bagefter følger jeg dig til stationen. Jeg vil nødig have at dine forældre tror at jeg har holdt på dig hele natten. Jeg ser for øvrigt frem til at møde dem.” Men de er jo ude i haven, tænkte hun. Jeg kunne overnatte her uden at de opdagede det. Du kunne kaste dig over mig. Havde han overhovedet hørt efter de gange hun havde fortalt ham om sine planer om at søge ind på husholdningsskolen? Men nu ville hun også bare hjem, skyllede kaffen ned. Så gik de ned ad villavejen. Hun havde aldrig været på disse kanter før. En dag kunne hun bo her i et af de store huse, hvis hun ville.

Lige før toget kom, kyssede han hende på munden og sagde: “Jeg elsker dig sådan, Alice!”

Hun nikkede fåret og skyndte sig ind i den gule kupé.

***

Alice stod af på Hovedbanen og gik mod Bernstorffsgade-udgangen. Det var en lun aften først i juni, sommeren var kommet tidligt i år, og der var et leben af mennesker. Der kom høje hvin fra Tivoli hvor rutsjebanen drønede forbi som en lang kolonne af raslende skraldebøtter. Kulørte lamper blinkede i aftenmørket. Så kom bussen. Jo mere hun tænkte over det, jo mere vred blev hun. Hvad lignede det at han sådan sad og udstak hendes liv for hende? Skulle han også bestemme om hun drak sød- eller kærnemælk? Gik i bukser eller kjole? Sådan en nar! Men så faldt hun ned. For han elskede hende jo! Bekymrede sig om hende. Var ikke bare ude på dét. Måske kunne hun også lære at elske ham. Hun havde jo så meget at lære. Hun vidste ingenting. Ingenting.

Og på vej over Langebro forestillede hun sig hvordan det var at arbejde i en stor isenkrambutik; i stedet for en billig kittel ville hun gå rundt i bluse og nederdel, den gode løn, i familie med indehaveren. Og Helge ville snart være færdig som elev, så ville han blive sparekasseassistent og tjene godt, og de ville få råd til en lejlighed med et rigtigt badeværelse, så man ikke behøvede at tage bad i køkkenvasken, og en lille bil.

Hun var lige ved at køre for langt. Så ned ad Isafjordsgade. Opløftede stemmer stod ud fra de åbne vinduer, og fra værtshuset på hjørnet lød der skrål og sang. Et par forsvandt ind i en portåbning og smeltede sammen med mørket. Hun kunne høre dem fnise, så blev de stille. Og der kom Evy med sin Johnny, efterhånden bred som en kommode. Alice hilste, men Evy lod som om hun var luft, knugede sig kælent ind til Johnny, som grinte smørret under sin pomadeskinnende anderumpe og blinkede frækt til hende, og det var fuldmåne, lejligheden var dødvarm og stille. De havde aftalt at hun skulle dukke op i haven ved frokosttid som hun plejede. For de stolede jo på at hun kom hjem til det aftalte tidspunkt selvom der ingen var hjemme.

Alice var længe om at falde i søvn, og det var ikke kun på grund af varmen og den uvante alkohol. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun vågnede tidligt, badet i sved, underligt rastløs. Solen stod allerede på ruderne. Hun trissede rundt i lejligheden på bare fødder, og så, som efter en hurtig indskydelse, fandt hun sin badedragt frem. Gaden lå stille hen. Ritas far kom gående med Søndags-Aktuelt og en bagerpose, hans griseøjne dvælede som altid lige et sekund for længe på hendes krop. Men de kunne rende og hoppe alle sammen!

Hun cyklede forbi Joseph Levins oplagsplads med dens bjerge af metalskrot og gamle aviser, Sojakagefabrikken, kulpladserne og de forankrede skibe, en vesttysk coaster, noget så sjældent som et sovjetrussisk fragtskib, et par gamle plimsollere. Længere ude, efter Nokkens skæve selvbyggerhuse, var der en lille hemmelig plet hvor hun kunne bade i fred. Måske der lå en spritter og sov den ud under et træ, eller en gammel stodderkonge sad og snakkede med sig selv og mågerne, men det ville ikke røre hende, her var hun på hjemmebane. Hun havde været mere bange i aftes ved det glatstrøgne spisebord i Gentofte.

Hun stillede cyklen og gik gennem det høje krat. Der stod et par forladte skure, møre af vind og vejr. Et væltet træ, snittet til med hjerter og kærestenavne, lå som en bænk i det høje græs. I vandkanten, mellem siv og vildtvoksende buske, lå der en hullet jolle og nogle gennemtærede, rustrøde junger. Ikke et øje. Hun hoppede ud af kjolen, nok var det gået hurtigt, men hun havde husket at tage sin badedragt på hjemmefra.

Alice så skikkelsen ud af øjenkrogen idet hun løb ud i vandet, men da var det for sent at vende om. Og det var så iskoldt at alting et øjeblik forsvandt. Kuldechokket aftog. Hun tog nogle raske svømmetag. Men vandet var ulækkert. Opløste madrester, kartoffelskræller, cigaretskod, tomme flasker smidt over bord fra skibene. Nu ville hun bare op. Hun spejdede over mod den lille plet, havde solen i øjnene, kunne kun se at skikkelsen sad på det væltede træ og røg. Måske en matros der havde set hende køre forbi og var fulgt efter hende? En mand der var ude at cykle en søndagstur? Hun tænkte på alle de historier om børnelokkere og farlige, fordrukne udenlandske sømænd hun var vokset op med. Men hun frøs, ville op.

Alice strøg hen og tog sit håndklæde mens hun skævede til skikkelsen. Han var ung, kun lidt ældre end hende, det lyse hår var helt kort og maskinklippet. Deres blikke mødtes. Hun havde aldrig set så overjordisk blå øjne før. To lysende glasperler. Alligevel virkede han komplet udtryksløs. Måske kom han ude fra rummet? Han kiggede væk, som for at sige at han ikke var ude på noget.

Solen brændte, og der var ikke en vind der rørte sig. Hun fiskede roligt sin kjole op, målte ham. Kortærmet hvid undertrøje, grå bukser. Han var slank, men havde muskuløse overarme. Brede kindben. Slaviske træk. Ikke noget rumvæsen. Måske var han fra det sovjetrussiske skib. Hun gik nærmere, satte sig på den barkede stamme. Men på sikker afstand naturligvis. Himlen var klar og høj, og solen varmede gennem den våde badedragt. Hvor var det en smuk morgen!

Han tændte en ny cigaret og bød hende den med en genert bevægelse. Alice havde aldrig røget før. Da hun havde hostet af, rakte han hende en lille gennemsigtig flaske og pegede på sin hals, sagde: “Vodka. Gut.”

Brændevinen var så stærk at hun fik tårer i øjnene. Et sted sang en fugl. Alice tørrede tårerne væk, lo. Udlændingen nikkede, stadig lidt genert. Han havde en lille primitiv gasblå tatovering på underarmen. Så pegede han ud over havneløbet, over mod Ørstedsværkets skorstene, nikkede alvorligt.

“Hvad?” sagde hun.

“Gut,” svarede han endelig. Flasken hvilede i hans hænder. Han bød hende igen, og denne gang fik hun i det mindste ikke tårer i øjnene. Sådan sad de lidt i tavshed og kiggede ud i luften, han tog en slurk af flasken, hun tog et forsigtigt nip, og hun følte sig mærkeligt let og ubekymret, som om solen og varmen drev alle tanker langt væk, og hun sad og fik lyst til at lægge armen om ham, eller at han lagde armen om hende.

Så hørte de høje stemmer der nærmede sig. Han trådte sit skod ud, prikkede på sit håndled og et usynligt ur, som om han ville fortælle hende at han måtte løbe, men hun kiggede sig omkring, udvalgte sig det mindst faldefærdige skur, og så tog hun hans hånd og løb derhen, fik lirket den hængende dør op, og så stod de inde i halvmørket og holdt vejret. Solstriber faldt skråt ind gennem de utætte brædder. Hun kunne mærke ham, lugte ham, en blanding af olie og tjære og sved.

Det lød som nogle halvstore drenge. De forsvandt lige så hurtigt som de var kommet.

De rørte forsigtigt og tøvende ved hinanden. Så kyssede hun ham. Han smagte af tobak. Den stærke krop, hans ånde. Hans kys var som hårde bid. Hun skubbede noget affald væk med foden, smed sit håndklæde på gulvet. Løsnede stropperne i dragten, krængede den af. De blå øjne stirrede udtryksløst på hendes bryster, og hun trak ham ned til sig.

Han kæmpede med sit bæltespænde, bukserne. Han pressede sig ind. Det gjorde ondt, og hun lå på et eller andet der gnavede mod hendes ryg. Den virkede alt for stor, det var som om der slet ikke var plads, men han blev ved og ved, hans tingest huggede som en rasende i hende, de blå glasperler stirrede på hende mens munden blev smal og stram som en lynlås, hans vejrtrækning hurtigere og hurtigere, og hun nåede at tænke: Er det virkelig det? men så var det som om der blev plads derinde i hende, og hun følte atter noget af vildskaben fra lige før, fornemmede noget grænseløst hun ikke havde ord for. Men så kom der et gisp fra ham, lynlåsen åbnede sig, afslørede nogle skæve tænder, og selvom hun et øjeblik var ved at gå i panik, gik det bort af sig selv, sammen med fligen af ekstase, og hun følte en mæt ligegyldighed, solen der fægtede ind.

De klædte sig tavst og hurtigt på. Han tog hendes hånd. Gav den et klem.

Så stod de udenfor, alting flimrede, solen fik hende til at misse med øjnene.

Han så kort på hende, prikkede igen på sit håndled. Så gik han hastigt, satte i løb. Forsvandt bag et træ. Langs vandet, mod sit skib.

Alice cyklede langsomt hjem, nærmest som i trance. Hvad havde hun dog gjort?

Derhjemme klatvaskede hun sig grundigt fra top til tå, børstede tænder i en evighed, studerede sig selv i spejlet. Vodkaen var fordampet, nu havde hun bare en let hovepine. Så trampede hun ud til haven, tiden var løbet fra hende, og det eneste hun kunne tænke på hele vejen derud, var om de mon ville kunne se noget på hende. Se hvad hun lige havde foretaget sig.

Frokosten stod allerede parat, de ventede kun på hende, og hendes far sendte hende et gnavent blik, da hun forpustet og småsvedig satte sig ved det lille veldækkede havebord.

“Nå, så kan man måske få noget at spise,” sagde han og gav sig utålmodigt til at smøre et stykke rugbrød.

“Undskyld. Jeg kom lidt sent op, jeg sov så dårligt. Det var dødvarmt i nat.”

“Og du kom måske også lidt sent hjem?”

“Så, lad hende nu få noget at spise, Knud.” Dagny rakte hende fadet med de lune frikadeller.

“Ih, det dufter godt.” Alice smilte det bedste og mest uskyldige hun havde lært. “Jeg er hundesulten.”

Et øjebliks ro sænkede sig over bordet mens de spiste. Hendes far var allerede i gang med at smøre sit andet stykke rugbrød. Det tykke lag smør glinsede i solen, løb ud på tallerkenen som blommen på et knust spejlæg, så forsvandt brødet under nogle tykke skiver rullepølse.

“Fortæl nu hvordan det gik i går,” sagde hendes mor og rakte hende rullepølsen. “Du var vel ude med Helge?”

“Hun har stadig ikke fortalt hvad tid hun var hjemme,” afbrød hendes far gumlende.

“Ved sædvanlig tid, far. Jeg mødte for resten Evy og Johnny. Altså da jeg kom hjem. Hun er godt nok blevet stor, Evy.”

“Hendes mor har også altid været en stor fed kælling.”

“Knud!”

“Men det har hun!” Han skyllede halsen. “Men ham hersens Helge, din bankdirektør. Skal vi snart møde ham? Det er vist på tide vi ser hvad han er for en cigar. Ikke, mor?”

“Jo.” Hendes mor nikkede med munden fuld af mad. “Jo da.”

“Vi er bare gode venner,” sagde Alice og følte sig endelig nogenlunde rolig. De havde ikke opdaget noget. Det skulle nok gå, det hele.

 

 

Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er studentermedhjælper i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.