En irakisk tolk bliver brutalt myrdet i Amman. Ved liget er efterladt en liste med 78 navne på tolke, der har arbejdet for Danmark. Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste må til Mellemøsten for forhindre et nyt drab, men pludselig er hun selv i fare for at blive det næste offer. Først da hun er tilbage i København, samles alle tråde. Den anmelderroste og skræmmende realistiske krimi Arven fra Basra er netop udkommet og er andet selvstændige bind i serien om Maiken Tarp.
Du kan
møde Mogens Blom på krimimessen i Horsens på Lindhardt og Ringhofs stand, men kan du ikke vente så længe, kan du på bloggen i dag læse om, hvordan Mogens Blom bruger sin personlige baggrund som udgangspunkt for bøgerne, hvem Maiken Tarp egentlig er, hvordan det er at debutere allerede som 26-årig, og hvad der er det bedste – og det værste, ved at være forfatter.
Forfatter med en fortid som embedsmand
Mogens Bloms har i mange år arbejdet i udenrigsministeriet med fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Han har i mere end 10 år rejst i Mellemøsten med det Arabiske Initiativ, og var dermed involveret i håndteringen af Muhammed-krisen, mødt Det Muslimske Broderskab, de unge på Tahrir-Pladsen under det Arabiske Forår og befandt sig desuden på Radisson SAS hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005.
Hvordan har din karriere som embedsmand spillet en rolle i skrivningen af Arven fra Basra og Gidsel fra Amman?
Jeg trækker, da helt sikkert på mine mange år som embedsmand, når jeg beskriver de politiske spil og intriger, der er en del af romanerne. Ikke at der er nogen, der vil genkende sig selv. Det er ikke nøgleromaner, men mekanismerne og den måde man tænker på i et ’embedsmandsværket’ – fantastisk ord, ikke? – har jeg selvfølgelig rigtigt godt inde under huden. Her skriver personerne nogen gange sig selv.
Desuden trækker jeg på mine mange rejser og ophold i Mellemøsten. Det gælder både mennesker og typer jeg har mødt, men selvfølgelig også de konflikter og udfordringer som regionen står overfor – hvoraf terror kun er en. Men alt hænger sammen – også Mellemøstens opfattelse af, at de er under angreb fra Vesten. Der er de sidste årtier opstået et meget stærkt gensidigt fjendebillede mellem Vesten og Mellemøsten. Det er meget farligt men også rigtigt godt thrillerstof.
Er det hændelser du har oplevet på egen krop, der bliver gengivet i bøgerne?
Ikke en-til-en. Men jeg har jo som min hovedperson rejst rigtigt meget i Mellemøsten, og her er selvfølgelig situationer jeg har trukket på – karakterer jeg har registreret og tænkt: de skal med en dag. Og faktisk har jeg også oplevet det modsatte: At jeg hjemme har skrevet en scene, og når jeg så nogle uger senere er i Mellemøsten, oplever jeg, at den scene jeg har ’digtet’ udspiller sig lige for øjnene af mig. I ét tilfælde faktisk med en højtstående sikkerhedsmand som hovedperson. Det var meget surrealistisk.
I pressen har man naturligvis også hæftet sig ved, at jeg var tilstede på et hotel i Amman, da det blev terrorbombet. Det var meget tragisk og selvfølgelig dramatisk. Ofrene var gæsterne til en stor palæstinensisk bryllupsfest. 30 døde.
I godt selskab med Maiken Tarp
I Arven fra Basra er det efterretningsagenten Maiken Tarp vi følger igen – hvem er hun?
Maiken Tarp er kvinde sidst i trediverne. Hun er en ambitiøs og har altid lagt vægt på sit arbejde, mens hun har haft sværere ved nærhed og familie. Hun har da også en fin karriere i politiet bag sig og kom i en ung alder ind i PET, der er den mest prestigefulde gren af ’etaten’. Men så blev hun sendt til Irak for at lede efterretningsindhentningen – igen dejligt ord, ikke – for Forsvarets Efterretningstjenesten. Her oplevede hun for første gang, at hun ’ramte muren’. Hun mistede overblikket og i stedet for at tage hjem til Danmark, blev hun. Hun ville ikke give op og fortsatte i fire år, indtil hendes netværk af kilder blev sprængt og to af dem dræbt.
I romanserien sidder hun så tilbage på Kastellet og slikker sine sår. I forløbet mistede hun sin kæreste, der så hende forsvinde i krigens hængedynd – samtidig med hun langsomt mistede troen på sig selv. Hun prøver at komme over sin krise ved at bruge endnu mere tid på arbejdet. Det forgår nu bag en computer, hvor hun – i sikker afstand – kan følge de ’objekter’ (ISIS-typer) som hun også jagede i Irak. Men så sker der noget, der sender hende tilbage til Mellemøsten.
Hvor meget af dig selv går igen i Maiken Tarp?
Hun og jeg er på de fleste punkter rigtig forskellige. Det giver en nyttig distance som forfatter. Samtidig er hun en meget interessant person, som jeg nyder at være i selskab med mange timer om dagen. Jeg kender hende selvfølgelig rigtigt godt, men hun kan stadig overraske, og det er med til at gøre det interessant at skrive.
‘Arven fra Basra’ udkom i sidste uge, og har fået 4 stjerne af både Jyllands-Posten, Nordjyske Stiftstidende og Fyens Amtsavis.
Det værste og det bedste i følge Blom
Du debuterede allerede som 26-årig som forfatter – har du altid vidst, at du gerne ville skrive?
Nej, faktisk ikke. Men jeg har altid gerne villet fortælle historier. Som helt ung drømte jeg om at blive filminstruktør, og fik da også lavet en enkelt kortfilm hos det der vidst hed ’Filmworkshoppen’. Men jeg læste selv rigtig mange krimier og spændingsromaner, og det irriterede mig, at de alle sammen foregik i udlandet og blev set gennem CIA eller MI5 agenters øjne. Dengang var der ikke særligt mange danske krimier. Faktisk indledte BT deres anmeldelse af min første roman med at konstatere: ’Noget så sjældent som en dansk spændingsroman’. Og jeg fik da også rigtig meget omtale af bogen, der havde en ung dansk værnepligtig som hovedperson. Næste år kom så Leif Davidsens med sin første roman. På samme forlag, faktisk.
Hvad er det bedste ved at skrive bøger – og det værste?
Jeg har det rigtigt sjovt med at arbejde med komplicerede og indviklede plots. Jeg synes det er sjovt at lægge små spor ud og få det hele til at gå op i slutningen. Læseren skal jo helst ikke kunne forudse handlingen – den skal gerne overraske og tage uventede drejninger, samtidig med at læseren kan se, at sporeren faktisk var der: At den tanke der et sekund havde strejfet hende eller ham side 30 eller 70 faktisk var rigtigt.
Det allerbedste ved at skrive er imidlertid, når personer eller situationer opstår mellem fingrene på en og pludselig træder frem på skærmen, uden man har planlagt det. Når personer, man kun har haft i en løs tanke om, pludselig bliver levende og tager styring. Eller når hovedpersonerne skændes eller ryger i totterne på hinanden, og nyt liv opstår. Det er helt fantastisk.
Det værste er omvendt de timer og dage, hvor man kæmper med personer og eller scener, som ikke rigtigt vil fungere. Hvor man mister fremdriften og mærker, at man er ved at bevæge sig ind i en blindgyde. Nogen gange skal man så bare slette de sidste 100 sider og starte forfra.
Du kan møde Mogens Blom lørdag under krimimessen 2016. Det er kl 12.20 på Lindhardt og Ringhofs stand i Horsens Statsfængsel.
Arven fra Basra kan købes her.
En irakisk tolk bliver brutalt myrdet i Amman. Ved liget er efterladt en liste med 78 navne på tolke, der har arbejdet for Danmark. Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste må til Mellemøsten for forhindre et nyt drab, men pludselig er hun selv i fare for at blive det næste offer. Først da hun er tilbage i København, samles alle tråde. Den anmelderroste og skræmmende realistiske krimi Arven fra Basra er netop udkommet og er andet selvstændige bind i serien om Maiken Tarp.
Du kan
møde Mogens Blom på krimimessen i Horsens på Lindhardt og Ringhofs stand, men kan du ikke vente så længe, kan du på bloggen i dag læse om, hvordan Mogens Blom bruger sin personlige baggrund som udgangspunkt for bøgerne, hvem Maiken Tarp egentlig er, hvordan det er at debutere allerede som 26-årig, og hvad der er det bedste – og det værste, ved at være forfatter.
Forfatter med en fortid som embedsmand
Mogens Bloms har i mange år arbejdet i udenrigsministeriet med fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Han har i mere end 10 år rejst i Mellemøsten med det Arabiske Initiativ, og var dermed involveret i håndteringen af Muhammed-krisen, mødt Det Muslimske Broderskab, de unge på Tahrir-Pladsen under det Arabiske Forår og befandt sig desuden på Radisson SAS hotellet i Amman, da det blev bombet i 2005.
Hvordan har din karriere som embedsmand spillet en rolle i skrivningen af Arven fra Basra og Gidsel fra Amman?
Jeg trækker, da helt sikkert på mine mange år som embedsmand, når jeg beskriver de politiske spil og intriger, der er en del af romanerne. Ikke at der er nogen, der vil genkende sig selv. Det er ikke nøgleromaner, men mekanismerne og den måde man tænker på i et ’embedsmandsværket’ – fantastisk ord, ikke? – har jeg selvfølgelig rigtigt godt inde under huden. Her skriver personerne nogen gange sig selv.
Desuden trækker jeg på mine mange rejser og ophold i Mellemøsten. Det gælder både mennesker og typer jeg har mødt, men selvfølgelig også de konflikter og udfordringer som regionen står overfor – hvoraf terror kun er en. Men alt hænger sammen – også Mellemøstens opfattelse af, at de er under angreb fra Vesten. Der er de sidste årtier opstået et meget stærkt gensidigt fjendebillede mellem Vesten og Mellemøsten. Det er meget farligt men også rigtigt godt thrillerstof.
Er det hændelser du har oplevet på egen krop, der bliver gengivet i bøgerne?
Ikke en-til-en. Men jeg har jo som min hovedperson rejst rigtigt meget i Mellemøsten, og her er selvfølgelig situationer jeg har trukket på – karakterer jeg har registreret og tænkt: de skal med en dag. Og faktisk har jeg også oplevet det modsatte: At jeg hjemme har skrevet en scene, og når jeg så nogle uger senere er i Mellemøsten, oplever jeg, at den scene jeg har ’digtet’ udspiller sig lige for øjnene af mig. I ét tilfælde faktisk med en højtstående sikkerhedsmand som hovedperson. Det var meget surrealistisk.
I pressen har man naturligvis også hæftet sig ved, at jeg var tilstede på et hotel i Amman, da det blev terrorbombet. Det var meget tragisk og selvfølgelig dramatisk. Ofrene var gæsterne til en stor palæstinensisk bryllupsfest. 30 døde.
I godt selskab med Maiken Tarp
I Arven fra Basra er det efterretningsagenten Maiken Tarp vi følger igen – hvem er hun?
Maiken Tarp er kvinde sidst i trediverne. Hun er en ambitiøs og har altid lagt vægt på sit arbejde, mens hun har haft sværere ved nærhed og familie. Hun har da også en fin karriere i politiet bag sig og kom i en ung alder ind i PET, der er den mest prestigefulde gren af ’etaten’. Men så blev hun sendt til Irak for at lede efterretningsindhentningen – igen dejligt ord, ikke – for Forsvarets Efterretningstjenesten. Her oplevede hun for første gang, at hun ’ramte muren’. Hun mistede overblikket og i stedet for at tage hjem til Danmark, blev hun. Hun ville ikke give op og fortsatte i fire år, indtil hendes netværk af kilder blev sprængt og to af dem dræbt.
I romanserien sidder hun så tilbage på Kastellet og slikker sine sår. I forløbet mistede hun sin kæreste, der så hende forsvinde i krigens hængedynd – samtidig med hun langsomt mistede troen på sig selv. Hun prøver at komme over sin krise ved at bruge endnu mere tid på arbejdet. Det forgår nu bag en computer, hvor hun – i sikker afstand – kan følge de ’objekter’ (ISIS-typer) som hun også jagede i Irak. Men så sker der noget, der sender hende tilbage til Mellemøsten.
Hvor meget af dig selv går igen i Maiken Tarp?
Hun og jeg er på de fleste punkter rigtig forskellige. Det giver en nyttig distance som forfatter. Samtidig er hun en meget interessant person, som jeg nyder at være i selskab med mange timer om dagen. Jeg kender hende selvfølgelig rigtigt godt, men hun kan stadig overraske, og det er med til at gøre det interessant at skrive.
‘Arven fra Basra’ udkom i sidste uge, og har fået 4 stjerne af både Jyllands-Posten, Nordjyske Stiftstidende og Fyens Amtsavis.
Det værste og det bedste i følge Blom
Du debuterede allerede som 26-årig som forfatter – har du altid vidst, at du gerne ville skrive?
Nej, faktisk ikke. Men jeg har altid gerne villet fortælle historier. Som helt ung drømte jeg om at blive filminstruktør, og fik da også lavet en enkelt kortfilm hos det der vidst hed ’Filmworkshoppen’. Men jeg læste selv rigtig mange krimier og spændingsromaner, og det irriterede mig, at de alle sammen foregik i udlandet og blev set gennem CIA eller MI5 agenters øjne. Dengang var der ikke særligt mange danske krimier. Faktisk indledte BT deres anmeldelse af min første roman med at konstatere: ’Noget så sjældent som en dansk spændingsroman’. Og jeg fik da også rigtig meget omtale af bogen, der havde en ung dansk værnepligtig som hovedperson. Næste år kom så Leif Davidsens med sin første roman. På samme forlag, faktisk.
Hvad er det bedste ved at skrive bøger – og det værste?
Jeg har det rigtigt sjovt med at arbejde med komplicerede og indviklede plots. Jeg synes det er sjovt at lægge små spor ud og få det hele til at gå op i slutningen. Læseren skal jo helst ikke kunne forudse handlingen – den skal gerne overraske og tage uventede drejninger, samtidig med at læseren kan se, at sporeren faktisk var der: At den tanke der et sekund havde strejfet hende eller ham side 30 eller 70 faktisk var rigtigt.
Det allerbedste ved at skrive er imidlertid, når personer eller situationer opstår mellem fingrene på en og pludselig træder frem på skærmen, uden man har planlagt det. Når personer, man kun har haft i en løs tanke om, pludselig bliver levende og tager styring. Eller når hovedpersonerne skændes eller ryger i totterne på hinanden, og nyt liv opstår. Det er helt fantastisk.
Det værste er omvendt de timer og dage, hvor man kæmper med personer og eller scener, som ikke rigtigt vil fungere. Hvor man mister fremdriften og mærker, at man er ved at bevæge sig ind i en blindgyde. Nogen gange skal man så bare slette de sidste 100 sider og starte forfra.
Du kan møde Mogens Blom lørdag under krimimessen 2016. Det er kl 12.20 på Lindhardt og Ringhofs stand i Horsens Statsfængsel.
Arven fra Basra kan købes her.
Andre læste også: