Fagbøger Historie

Med Beevor i Ardennerne

Den engelske militærhistoriker Antony Beevors bestsellere om de dramatiske enkeltstående slag i anden verdenskrig – Stalingrad, D-dag og Berlin – er oversat til mere end 30 sprog og solgt i mere end 6 mio. eksemplarer. I slutningen af maj er han tilbage i storform med en ny bog – denne gang om Ardenneroffensiven, som var det største slag i Vesteuropa under krigen.

Den 16. december 1944 satte Hitler sin sidste offensiv ind i Ardennernes sneklædte skove og kløfter på grænsen mellem Belgien og Tyskland. Han troede, at han kunne marchere hele vejen til Antwerpen og dermed skyde en kile ind mellem de allierede og splitte dem ad. Selvom Hitlers generaler tvivlede på planens chance for succes, var de yngre officerer desperate efter en måde at redde deres hjem og familier fra den hævntørstige Røde Hær, der nærmede sig fra øst. Mange var også begejstrede bare ved tanken om en mulighed for at slå igen.

Ardenneroffensiven fra december 1944 til januar 1945 blev med mere end en million involverede soldater anden verdenskrigs største vesteuropæiske slag, som endegyldigt knækkede nakken på værnemagten. I midten af januar 1945, da Den Røde Hær indledte sit stormløb fra Vistula til Berlin, var den frygtede tyske krigsmaskine faldet og den rejste sig aldrig igen.

Beevor beskriver i kapitlet “Tyskerne forbereder sig”, hvordan Hitler vender tilbage til Berlin for at forberede offensiven – det er november 1944:

h9788711326442
Ardenneroffensiven udkommer 29. maj 2015

“Den 20. november gik Hitler om bord i sit specialtog på det kamuflerede sidespor i Wolfsschanze. Førerens Sonderzug inkluderede en flakvogn i begge ender med fire firlingekanoner, to pansrede vogne og seks passagervogne midt imellem, alle malet mørkegrå.

Hitler må have vidst inderst inde, at han aldrig kom til at vende tilbage til Østpreussen, men karakteristisk for hans selvfornægtelse beordrede han, at man skulle bygge videre på forsvarsværkerne. Hans stab og hans sekretær, Traudl Junge, steg også om bord ”med en lidt trist fornemmelse af at sige det sidste farvel”. Hitler, som kun talte med en lav hvisken, var nervøs, fordi en specialist i Berlin næste dag skulle fjerne en polyp fra hans stemmebånd. Hitler erkendte over for Traudl Junge, at han kunne risikere at miste stemmen. ”Han vidste udmærket,” skrev hun, ”at hans stemme var et vigtigt instrument for hans magt; hans stemme berusede folk og rev dem med. Hvordan skulle han kunne tryllebinde store folkeskarer, hvis han ikke kunne holde tale til dem længere?” Hans omgivelser havde i ugevis tryglet ham om at tale til nationen. ”Mein Führer, De må holde tale til det tyske folk igen. De har mistet modet. De tvivler på Dem. Der går rygter om, at De ikke er i live længere.”

Hitler ville helst ankomme til Berlin efter mørkets frembrud. Han sagde, det var for at holde sin tilstedeværelse dér hemmelig, men hans omgivelser vidste, at det var, fordi han ikke ville se ødelæggelserne efter de allierede bombninger. Da de stod af på Grünewald station og kørte til die Reichskanzlei, ”forsøgte kolonnen af biler at køre ned ad gader, der stadig var intakte,” skrev Junge. ”Endnu en gang havde Hitler ingen mulighed for at se Berlins dybe sår, som de virkelig var. Forlygterne på bilerne strejfede knap nok bunkerne af brokker til højre og venstre for vejen.”

Hitlers vigtigste grund til at komme til Berlin var for at overvåge planlægningen af Ardenneroffensiven, den vision, der var kommet til ham, da han måtte holde sengen i den anden uge af september på Wolfsschanze. Hitler havde været angrebet af gulsot og var derfor ikke i stand til at deltage i situationskonferencer. ”Hitler havde hele dagen til at tænke i,” mindedes Generaloberst Jodl senere. ”Jeg så ham alene, mens han lå i sengen – normalt brød han sig ikke om, at nogen så ham i sengen bortset fra hans adjudanter – og han talte om idéen. Jeg lavede en løselig skitse på et kort, viste angrebets retning, dets dimensioner og de styrker, der krævedes for at gennemføre det.”

Hitler var fast besluttet på aldrig at forhandle, hvilket Göring udmærket var klar over, da han afslog General Kreipes bøn om at overtale Føreren til at søge en politisk løsning. Hitler fortsatte med at overbevise sig selv om, at den ”unaturlige” alliance mellem de kapitalistiske lande i vest og Sovjetunionen uundgåeligt måtte kollapse. Og han vurderede, at i stedet for at blive slidt ned i defensive kampe på både øst- og vestfronterne ville en sidste, stor offensiv have langt større chance for succes. ”Ved at forblive i defensiven kunne vi ikke gøre os håb om at undgå den onde skæbne, der hang over os,” forklarede Jodl senere. ”Det var en desperat handling, men vi var nødt til at satse alt.”

På østfronten ville et koncentreret angreb med toogtredive divisioner blive absorberet og kvalt af Den Røde Hærs enorme styrker. En pludselig sejr på den italienske front ville ikke ændre noget. Men i vest, ved at gå mod nord til Antwerpen, mente Hitler, at to panzerarméer kunne splitte de vestallierede, tvinge canadierne ud af krigen og måske også briterne ud i ”et nyt Dunkerque”. Det ville også sætte en stopper for deres trussel mod krigsindustrierne i Ruhr.

Hitler havde valgt Ardennerne som sektoren for gennembruddet, fordi de amerikanske tropper var så spredte der. Han var helt sikkert bevidst om det succesrige angreb i denne sektor i 1940 og ville gentage det. Tyskernes store fordel var den tæt skovbevoksede Eifelregion på den tyske side af grænsen, hvor tropper og kampvogne kunne skjules for den allierede luftmagt. Alt ville afhænge af overraskelsesmomentet og den allierede ledelses manglende evne til at reagere hurtigt nok. Han gik ud fra, at Eisenhower ville blive nødt til at rådføre sig med sine politiske herrer og andre allierede chefer, og det kunne tage flere dage. Indtil Hitlers uventede meddelelse i Wolfsschanze den 16. september var det kun Jodl, der kendte til Førerens plan. Fra da af skulle alle, der blev informeret, skrive under på et stykke papir, hvor de accepterede. at de ville blive henrettet, hvis de nævnte det for nogen, der ikke var specifikt autoriserede. Jodl brugte sin lille stab til at udarbejde detaljerne i planen i overensstemmelse med Hitlers ønsker. Skønt Keitel i teorien havde ansvaret for OKW, var han ikke involveret i planlægningen, kun hvad angik allokeringen af brændstof og ammunition til operationen. Og trods sin position som Oberbefehlshaber West fik Rundstedt ingen informationer overhovedet. Det var derfor, han blev så irriteret senere, da amerikanerne blev ved med at henvise til ”Rundstedtoffensiven”, som om det havde været hans plan.”

Fra Antony Beevor: Ardenneroffensiven 1944 – Hitlers sidste træk. Udkommer på Lindhardt og Ringhof den 29. maj 2015