Indefra

Anne Mette Hancock er Årets forfatter hos Plusbog

Årets bogmesse er vel overstået og for nogen forfattere blev den lidt bedre end forventet. Det gælder for krimiforfatter Anne Mette Hancock, der fredag aften blev kåret som årets forfatter hos online boghandlen Plusbog på baggrund af hendes forfatterskab, der tæller debuten Ligblomsten og opfølgeren Mercedes-snittet.

Et univers hvor alt omkring én forsvinder

Direktør for Plusbog.dk, Mia Wagner, som motiverede valget, sagde blandt andet:

”Som bogelsker og direktør tror jeg på, at vi skal læse hele livet for at forstå hele livet, og at livet bliver lidt bedre, hvis vi og vores kære læser flere bøger. Hancocks bøger rummer lige ”det” mere, og hun formår at skabe et univers, hvor alt omkring én forsvinder, man kommer i flow og glemmer alt om tid og sted, samtidig så tager bøgerne relevante og nutidige etiske emner til debat.”

Anne Mette Hancock, der var nomineret sammen med Søren Sveistrup for Kastanjemanden og Renée Toft Simonsen for Jeg er Fucking hot, var meget glad for anerkendelsen:

“Det er både overvældende og helt enormt dejligt at modtage prisen som Årets forfatter. Jeg er så glad og taknemlig for, at mine bøger på så kort tid har fundet et bredt og begejstret publikum. Det er det, man drømmer om som forfatter; at opleve den gode, dybe forbindelse til læseren, der gør, at de knytter sig til karaktererne, hepper på dem og glæder sig til næste bog”.

Ny krimi fra Hancock i 2019

Næste bog fra Anne Mette Hancock er faktisk på vej. Allerede næste år op til sommerferien kommer tredje bind i serien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Titlen er Pitbull, og denne gang foregår handlingen delvist i Sønderjylland, hvor Anne Mette selv er opvokset.